Thorvaldsens
Christus- og Apostel-Statuer.
V.
–––––––––
En yderligere Betænkelighed paatvinger sig os, imod det Kjæmpemæssige i Figuren. Kunstneren vilde derved ære den gamle Observants, og tillige betjene sig af den, for at understøtte sin Idee om den kongelige Dødsovervinder, den store Davidssøn, hvem Graven ei havde formaaet at fængsle. Eiheller laae den Tanke fjern, at betegne Forestillingen om aandig Magt og Herlighed ved legemlig Kraft og Fylde. Men, om ikke derved det aandige Indtryk skades, om ikke Erindringen om Sandhedens Herre, istedetfor at vækkes, snarere trænges tilside og derimod Erindringen om Polytheismens og den græske Gudeverdens Mythologie fremkaldes, det er et andet Spørgsmaal, der vel fortjener at lægges paa Hjerte. Denne eller hiin torde tænke paa en christelig Zeus. Maaskee endnu nærmere ligger Sammenligningen med Herkules, hvis Mythus desuden er mere beslægtet med den christelige Ideekreds end andre af Hedenskabets Forestillinger, fordi deri den sædelige Verdensanskuelse hæver sig over Naturkulten, og Menneskenes moralske Bestemmelse, Valgfrihed imellem Lyst og Pligt og den gudbegeistrede Sjæls Decision for det gode Princip udtaler sig. Men dog viser sig ogsaa hos Herkules meget eftertrykkeligt det physiske Element, ei blot overhovedet af Magt over Naturen, men ogsaa af legemlig Styrke, og – efter den Farnesiske Statue – af Trivelse. Ledemodenes fyldige Kraft og heroiske Hvælvelse betyder rigtigtnok det sunde og kraftfulde Legeme, i hvilket ogsaa aandig Sundhed boer. Men, for at betegne dette hos Jesus, behøvedes ikke just en saa udmærket physisk Kraft og Fuldendelse.
Christi Legeme efter Opstandelsen maa man fremdeles vistnok forestille sig unddraget dets Lidelser og forklaret. Dog, ligesom han endnu bar Nagelborene, saaledes vare ogsaa andre Tegn paa hans i Lidelser fuldbragte Løbebane at ses paa ham, Tegn paa hans Liden, hvorved Forklarelsen først modtog sin sande Skjønhed og sin fulde Betydning. I en, vel sund og kraftig, men mindre udstrakt og fuldstærk, ikke saameget physisk blomstrende, som af Ydmyghedens, som af Kraftens, Selvfornægtelsens og af fornuftig Nydelses Aand gjennemlyst Tilsiand maae vi derfor tænke os Forløserens Legeme. Iøvrigt ere vi langtfra at udtale denne Synsmaade med Dommer-Strænghed, eller endog med Recensent-Anmasselse, og udbede os venlig Belæring af dem, der have en anden Mening.
Efter disse vel noget lange Diskussioner over Thorvaldsens Christus-Statue, gaae vi over til Apostel- Billederne, hvilke vi kunne ommelde kortere. Det var at vente, at Thorvaldsen ogsaa her vilde præstere noget Betydeligt, og at han ikke vilde lade sig forstyrre og vildlede ved Tilværelsen af hine herlige Productioner fra det 16de Aarhundrede: de Nürnbergske Apostler ved Sebaldusgraven og de romerske i den gamle Kirke Alle tre Fontane.. Han har ogsaa virkelig her atter dokumenteret sit sande Genie, sin store Kunstnerforstand derved, at han ikke egensindig søgte en Fortjeneste i, aldeles at afvige fra hvad han fandt i hine Mesterproduktioner, men foretrak, at optage i sine Ideer og Fremstillinger, dog med den ham medfødte ejendommelige Selvstændighed, hvad der i samme egnede sig dertil. Hvo vilde ogsaa miskjende den meer eller mindre store Liighed imellem hans Paulus, Petrus og Johannes og Peter Vischers Bronze-Figurer, mellem hans ældre Jacobus og de Raphaelske i Alle tre Fontane.? Men paa den anden Side vise de fleste af disse Billeder sig aldeles originale; som Matthæus, der skriver sit Evangelium, medens Engelen bedende i from Beskuelse knæler ved Siden af ham; en ligesaa indtagende som grandios gruppe. Fremdeles den yngre Jakobus, Herrens Broder (som Lukas i Apostlernes Historie bevidner, men, efter den bekjendte Forvexling af Udtrykkene Broder og Fætter hos Jøderne, udentvivl Søn af en Søster til Maria, Jesu Moder); rolig staaer han, og holder med den ene Haand den op indtil Brystet rækkende Vandringsstav, medens han i skjøn Skjødesloshed lader den anden falde ned derover. I hans Ansigtstræk udtaler sig en fjern Familieliighed med Forløserens.
Medens det eneste store Kastegevandt om Herrens gjenoplivede Legeme tilfredsstiller alle Naturens og Kunstens Fordringer og ved fulde Masser og kraftige Folder forstærker Billedets og Physiognomiets majestætiske Alvor, er her en lignende Virkning frembragt, i det rigtige Forhold til Disciplenes underordnede Stilling til Mesteren. Thorvaldsen har i disse Figurer, til almindelig Forundring, stadfæstet sin Kunst i at drappere. Allerede ved Vischers Statuer ere Gevandterne behandlede paa en overraskende Maade. Men Thorvaldsen har vidst at give sine en heeeltigjennem kjendelig Fuldendelse, i det han vogtede Figurernes Holdning for enhver unaturlig Vending; hvilket ikke altid er Tilfældet hos Vischer. En Rigdom af de mangfoldigste Former, der alle sindes skjønne og sande, afvexler i disse Figurer.
Hovederne ere i det Enkelte charakteristiske, i Almindelighed jødisk-nationale. Johannes er skjæggeløs, den yngre Jakobus har et tyndt Skjæg; begges Haar bolger ned i Lokker. De øvrige have for det meste glat eller krøllet Haar, som ikke naaer ned over Halsens Længde. Petrus kaster et kraftigt Blik til Siden, som om han vilde opfylde Herrens Hverv: Naar Du engang er omvendt, saa styrk Dine Brødre! Paulus hæver sin hoire Haand, for med Begejstring at udføre sit hellige Prædikantkald. Johannes seer op mod Himmelens uendelige Rum, for at søge den, om hvem han vil skrive, i Faderens Skjød. Matthæus, hvis Evangelium mere skildrer Mesterens jordiske Messianitet. seer i alvorlige Erindringer hen for sig, som om hans Øie paa Jorden mødte Spor af den Guddommelige, i hvem alle Prophetiernes Forjættelser ere Ja og Amen. Saaledes ere ogsaa de øvrige holdne i den Charakteer, som Skriften eller de hellige Legender tilskrive dem.
Ikke sjeldent stadfæstes denne Betegnelse af det Charakteristiske ved de symboliske Attributer; som hos Philippus, der bærer det lille Trækors; hos Johannes, ved hvis Fødder den høit flyvende Ørn sidder; hos Matthæus ved Siden af hvis hellige Dont Engelen beder; hos de tvende Jakober, af hvilke den yngre læner sig ved den simple Stav, den ældre skrider frem med Pilgrimshat og Stok. Men flere af disse Attributer ville ikke begunstige Indtrykket. Hvad skulle Marterredskaberne hos Evangeliets Tjenere? Hvor uheldigt er hos Paulus et Sværd, naar det ikke skal gjelde som Symbol paa hans Verden erobrende Ord, men som Erindring om hans Halshuggelse? Saaledes ogsaa Simons Saug; ihvor herlig ellers Fremstillingen netop er af denne Discipel i hans rolige Holding, støttet paa Redskabet til hans skrækkelige Død. Men aldeles upassende maa man kalde Tolderpungen hos Matthæus, hvis Betegnelse saa meget mere udtømmer sig i Engelen og Bogen som, med Undtagelse af den ungdommelige Johannes, ingen anden af Apostlerne holder nogen Skrivetavle.
–––––––––
Vi tilføie endnu blot et Par Ord om de Kobberstik, der ligger for os. De ere vellykkede, og lade, navnligen hvad Apostlerne angaaer, intet væsentligt Ønske tilovers, maaskee med Undtagelse af, at Folderne over Beltet om Johannes’s Underklædning ere altfor svære. Ved Christusstatuen er ogsaa her Tegningen forfeilet, ligesom paa de tidligere udkomne smaae Kobberstik af Ruscheweyh. Brystet indtager et saa bredt Rum, at det slet ikke staaer i noget Forhold til Hovedet. Også. forekommer den høire Arm os at være kortere end den skulde.
Maatte det skjønne Foretagende modnes til Fuldendelse, og finde saa megen Understøttelse, at de samme Kunstnere efter samme Maalestok ogsaa kunne udføre Thorvaldsens Propheter og Sybiller, Engelen med Døbefadet – dette Huldsalighedens meest fuldendte Billed – Johannes den Døber med hidhørende Grupper.
