Thorvaldsens
Christus- og Apostel-Statuer.
II.
–––––––––
Blandt de forste Spørgsmaale, der paatrænge sig ved Bearbeidelsen af christelige Ideer og Historier, hører sikkert, hvorvidt det Traditionelle skal gjelde: om eller hvorvidt der nemlig for Kunstneren gives en Tradition, indenfor hvis Grændser hans produktive Kraft skal bevæge sig? Een vil opsøge Grundtrækkene af de christelige Ideer og Særprægene af Stifterens og Christendommens første Forkynderes og Heltes Figurer i den uomtvistelig ægte historists Kilde, i Apostlernes og Evangelisternes Skrifter; han vil kun see en Regel deri, at han ikke direkte handler imod Evangeliets ejendommelige, ligesaa strænge som milde Aand, Tids-Costumet og de Betingelser og Spor af Nationalitet, som Christendommens tidligste Historie fremviser: og saaledes føler han sig i enhver anden Henseende fri, saa at han kan lade sin egen Troes individuelle Skikkelse træde frem i levende Friskhed, eller slutte sig til sin Tids og sin Kirkes religiøse fornødenheder. Snevrere ere derimod den kirkelige Tradition [?] Grændser, mangfoldigere de bindende Særpræg af Troes- og Kultus-Eenhed, hvor Kunstneren ei alene pleier at lade sig lede af de oprindelige bibelske Skrifters Aand og de af Kunsten behandlede Personers og Begivenheders historiske Charakteer; men ogsaa af andre kunstneriske Sædvaner fra den tidligere Tid, som man ikke sjeldent er istand til at føre tilbage til de forste Aarhundreders Kirke, det være sig ved Synodalforordninger og pavelige Love, eller overhovedet ved kirkelig Observants.
Blandt disse Betingelser og Fordringer af den kirkelige Tradition regne vi fordetmeste Forløserens og den Helliges Straalekrands, saavelsom Moses’s lysende Horn, der skrive sig fra en falsk Oversættelse af Vulgata; fremdeles den gamle Typus af den guddommelige Mesters Physiognomie, der skal finde sit historiske Grundlag i det mangfoldigt angrebne og forsvarede Brev fra Lentulus, hvis vi ellers ikke foretrække Traditionen om Billeder, til hvilke Christus selv skulde have siddet, om det Portrait han har sendt til Abgarus, eller om den Statue, Evangeliets blodsotige Kone havde bestilt. Herhen høre fremdeles Apostlernes og Evangelisternes Attributer, af hvilke de Sidstes vistnok have en dyb poetisk Hentydning paa de fire vidunderlige Skikkelser, som den aabenbarede Jehovah bærer hos Propheten Ezechiel, at takke for deres Oprindelse, medens de, i og for sig selv, ligesom de øvrige Apostlers Attributer, tildeels afgive et upassende og modbydeligt Syn, som f. Ex. Lukas’s Oxe, Bartholomæus’s aftrukne Hud, Simons Sauge, for ikke at tale om den hellige Antonius’s Ledsager og de Symboler, der sindes hos andre Helgene i den sildigere Kirke.
Ved disse Attributer holder man saa meget des standhaftigere fast der hvor det gjelder om Mythers og Legenders Forherligelse, og om at gjøre enkelte Troeslærdomme gjeldende ved de Billeder, der, efter en ældgammel Paastand af Kirkefædrene, skulle betragtes som Lægfolks Lærere; saaledes nemlig ved den Kalk, Johannes signer og derved gjør den deri værende Drik uskadelig o. a. m. Ogsaa er Maalet for Legemsstørrelsen her at paaagte; hvilket i den ældre Kirke var forskjelligt hos Christus og andre Hellige.
Efter det Foranførte lader sig formode, at den kirkelige Synsmaade og Dannelse vilde udøve en let kjendelig Indflydelse paa Kunstnernes Frembringelser. Men ingenlunde ville vi dermed have sagt, at den engere Tradition kun bør pleies af den ene Part, men derimod platud fornægtes af den anden. Vi glæde os med stor Kjærlighed over den frie Aand, i hvilken Dannecker har opfattet Forløserens og hans Yndlingsdisciples Figurer og endogsaa forsmaaet et af de meest ophøiede kirkelige Attributer som uvæsentlig Tilgift; ihvor smerteligt det end maa være for Beskueren, at see de fire Evangelister mellem hvilke denne Statue befinder sig, udført efter ulige Grundsætninger. Navnligen har Dannecker i Formen af Christus’s Ansigt og Hoved ganske ladet sig bestemme af sin fromme Phantasies indre Træk; og vi troe, fraregnet den rigtige Følelse, som ellers pleier at veilede denne Mester, især at torde tilskrive Hengivelsen til hans egne indre Billede af Herren, at det Heles Udtryk lykkedes ham med en saa harmonisk Sandhed, og at derved hans Værk allerede ved det første Øiekast udøver en uimodstaaelig Magt paa Alle, der ikke driste sig til at fordre det Umulige, en Magt, der ved længere Dvælen ikke bliver svækket. Men ogsaa til de traditionelle Former, forsaavidt disse ikke hylde en bindende Troessætning, kan den friere Kunstner slutte sig af utvungen Tilbøielighed; og vi have den Overbeviisning, at den protestantiske Kunstner, selv naar han arbeider for en Kirkebygning, der er helliget den protestantiske Gudstjeneste, ikke derved fornægter sin Troes Grundsætninger og sin Kirkes Meninger. Naar imidlertid Thorvaldsen for et italiensk Alter har komponeret et Basrelief, som paa en ganske utvetydig Maade fremstiller Petrus’s udelukkende Nøglemagt og hans Efterfølgeres Primat; saa indsee vi rigtignok ikke let, hvorledes dette kan lade sig forene med en afgjort Mening hos Kunstneren om den i Evangeliet grundede Troe.
