Fra genier til engle og tilbage igen

Kira Kofoed, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2016
Artiklen omhandler motiv- og titelforvirringen omkring Thorvaldsens to pendant-relieffer med bevingede drengebørn, der spiller og synger, jf. originalmodellerne A586 og A588.
Relieffernes smådrenge er både blevet opfattet som kristne engle og verdslige genier, og en granskning af kilderne viser, at forvirringen har stået på siden udførelsen, men også at der mest sandsynligt var tale om en fremstilling af musikkens genier. Uanset divergensen i opfattelsen af motivet er reliefferne med lethed indgået også i en kristen, kirkelig kontekst.

1. Musikkens genier eller englebasser?
2. Musikkens genier – en nyopdukket omtale af reliefferne
3. Reliefferne på Thorvaldsens Museum – intern forvirring
4. Yderligere argumenter for genier [+]
- 4.1. Stigende sakralisering og øget bonerthed
- 4.2. Anvendte attributter – kristne eller antikke?
5. Konklusion
6. Oversigt over relieffernes varierede omtaler
7. Referencer

Musikkens genier eller englebasser?

To relieffer med identiske mål og nært relaterede motiver har siden Thorvaldsens Museums åbning i 1848, og den først udgivne registrant over museets værker, været betitlet med variationer over hhv. Syngende engle og Spillende engle (hhv. A586 (fig. 1) og A588 (fig. 2)). Reliefferne danner tydeligvis et par og er tidligere blevet anset for at være relateret til en bestilling til et alterbord i Domkirken i Novara, Italien.


Fig. 1. Musikkens genier synger, A586, originalmodel (tidligere kaldet Syngende engle).	Fig. 2. Musikkens genier spiller, A588, originalmodel (tidligere kaldet Spillende engle).

Imidlertid passer relieffernes næsten kvadratiske mål ikke med de i Novara-bestillingen opgivne rektangulære mål, og det var da også to andre relieffer, der blev udført dertil, jf. A590 og A591. Samtidige kilder viser desuden, at der frem for engle snarere er tale om genier (dvs. skytsånder), der motivmæssigt i øvrigt er langt mere udbredt i Thorvaldsens kunst end engle.

Musikkens genier – en nyopdukket omtale af reliefferne

I en biografi om den første kendte ejer af reliefparret, den britiske godsejer og politiker Charles Bowyer Adderley, findes en specifik omtale af de to relieffers motiv. Reliefferne blev erhvervet i marmor under Adderleys besøg i Rom 1835-1836 og efterfølgende opsat på hans nu nedrevne gods ved Birmingham, Hams Hall. I den posthumt udgivne biografi, der bygger på Adderleys dagbøger og noter og derfor må anses for at være troværdig i denne henseende, kaldes reliefferne hhv.:

Singing Genii og Playing Genii (Syngende genier og Spillende genier)

Heraf fremgår det tydeligt, at de er blevet overdraget til Adderley som fremstillinger af genier. Det er netop genopdagelsen af udsmykningen på Hams Hall, der er hovedårsag til, at reliefferne nu kan genindlæses i deres oprindelige kontekst. I Thorvaldsens Museums samling var der nemlig ingen relieffer, der entydigt passede på de titler, og først da det lykkedes at genfinde fotos af Hams Hall-reliefferne, stod det klart, at der var tale om replikker af de relieffer, der på museet gik under betegnelsen Spillende engle og Syngende engle.

En søgning i Arkivet på “genii”, “putti”, “angeli”, “musica” m.m. fik værkstedsregnskabernes omtale af de to relieffer med de “tré geni della musica” (musikkens tre genier) til at dukke frem. Hermed var de afgørende samtidige kilder fundet.

Desuden viste kilderne, at reliefferne var blevet omtalt både som Syngende Drenge og Spillende Drenge eller samlet som Smaadrenge, som spille og synge. Muligvis er det også reliefferne, der omtales helt enkelt som Tré putti (tre putti) og formentlig allerede i 1834 som 3 singende Engel (tre syngende engle), hvorefter de året efter omtales som genier i værkstedsregnskaberne. Se den fulde oversigt over omtaler nederst i artiklen.

Både benævnelsen “smådrenge” og “drenge” svarer til samlebetegnelsen “putti”, der netop betyder “lille mand” eller “dreng” – en kategori, der kan dække associationer til både engle, genier og mere verdslige, kærlighedsfremmende eroter/amoriner samt de såkaldte spiritelli, en slags luftbårne ånder med indvirkning på menneskets krop og følelsesliv.

Bortset fra den enkeltstående engle-omtale i 1834 synes de to relieffer altså i Thorvaldsens egen levetid til at være indgået i den hos billedhuggeren omfattende motivkreds, der fremstiller forskellige kunstarters og begrebers genier. Reliefferne er derfor i dag genbetitlet Musikkens genier, med udspecificering af, at de hhv. spiller eller synger.


Fig. 3. Musikkens genier synger, A585, marmor (tidligere kaldet Syngende engle).	Fig. 4. Musikkens genier spiller, A587, marmor (tidligere kaldet Spillende engle).

Reliefferne på Thorvaldsens Museum – intern forvirring

Ludvig Müller, Thorvaldsens Museums første museumsinspektør og forfatter til museets første officielle registrant over Thorvaldsens værker, indskrev imidlertid de to relieffer i gruppen af “Christelige relieffer” som hhv. Tre lovsyngende engle og Tre spillende engle. Han byggede formentlig valget af titel på Just Mathias Thieles første Thorvaldsen-biografi og værkoversigt fra 1848, der benævnte reliefferne hhv. Tre spillende Engle og Tre syngende Engle, samt muligvis også korrespondancen til og fra Comitteen for Oprettelsen af Thorvaldsens Museum og titler anvendt i gipseriet Antonettis Enkes liste over deres udvalg af Thorvaldsen-reproduktioner. Det lovsyngende element i titlen står tilsyneladende for Müllers egen regning og gør kun motivet endnu mere sakralt. Der syntes altså, fra museets oprettelse til i dag, at have været enighed om, at reliefferne fremstillede engle.

Og så alligevel ikke: Et digt fra juni 1872 af den britiske forfatter og digter Edmund Gosse afslørede, at i hvert fald det ene relief på dette tidspunkt kaldtes Spillende genier. Digtet var angiveligt forfattet foran værket på Thorvaldsens Museum, og titlen må altså være givet af en kilde på museet. Det engelsksprogede håndkatalog for museet, udgivet 1871, dvs. året før Gosses digt, viser sig at omtale marmorversionerne af reliefferne som hhv. Playing Genii, A587, og Singing Genii, A585, hvorimod orignalmodellerne i gips optrådte under titlerne Angels Playing Music, A588, og Angels Singing, A586.

Motivforvirringen viste sig dermed meget konkret, men var længe uopdaget, også efter indlemmelsen af værkerne på museet. En gennemgang af alle de danske håndkataloger viser, at reliefferne havde tilsvarende forskellige titler i katalogerne fra Thorvaldsens Museum fra 1848 til 1947: Marmorreliefferne (fig. 3 og 4), opsat i stueetagens rum II, blev, trods Müller og Thiele, opført som hhv. Spillende genier og Syngende genier, mens originalmodellerne (fig. 1 og 2), opsat i nordkorridoren på første sal, fortsat betitledes hhv. Syngende engle og Spillende engle. Denne inkonsekvens blev først officielt rettet i kataloget fra 1951, hvorefter alle de optrædende putti, uden yderligere begrundelse, blev benævnt engle. Denne opfattelse fortsatte frem til 2015, hvor udsmykningen af Hams Hall og nærværende undersøgelse af de samtidige kilder gjorde det klart, at det mest retvisende måtte være at opfatte drengebørnene som genier.

Yderligere argumenter for genier

Stigende sakralisering og øget bonerthed

Thieles opfattelse af, at relieffernes oprindelse hang sammen med bestillingen til Novara-katedralen, har altså i nogen grad indfanget motivet i en kristen, kirkelig kontekst. Det er dog også tænkeligt, at sakraliseringen hænger sammen med den voksende bornerthed fra tiden frem mod midten af forrige århundrede. Bornertheden kom for eksempel til udtryk i tildækningen af Den triumferende Amors, A22, (fig. 5) penis ved udstillingen af en gipsafstøbning af statuen i 1826 på Kunstakademiet i København. Også en borddekoration i bronze bestående af miniatureudgaver af udvalgte Thorvaldsen-skulpturer blev, antagelig af den danske kongefamilie selv, udstyret med af-hægtelige figenblade (fig. 6), der kunne dække de mandlige figurers fortrin.


Fig. 5. Den triumferende Amor, A22, der ved udstillingen på Kunstakademiet i 1826 fik påsat figenblade for at dække kønsorganerne.	Fig. 6. Figenblade til påsætning på Christian 8.’s borddekorations seks mandlige figurer, Kongernes Samling, Amalienborg, København.

Sammenligningen med den meget unge udgave af den triumferende Amor er formentlig den bedste i relation til de to relieffer med små spillende og syngende genier. Denne Amor er ikke, som borddekorationens mandlige figurer, fremstillet som fuldvoksen mand, men er endnu mest barn, og dermed skulle man synes, at han var ufarlig som seksual-objekt. Det samme gælder i endnu højere grad de små spillende og syngende genier, der er fremstillet som drengebørn på højst fire år. Der er frit udsyn til de barnlige skridt, med den enkelte undtagelse, at mandolinen hos den midterste genius delvist dækker for drengens kønsorganer.

Ser man derimod på reliefferne udført til alterbordet i Navara (fig. 7 og 8) er alle småenglenes kønsorganer behændigt dækket af den svungne guirlande eller udsynet til dem næsten fuldt blokeret af den profilvendte underkrop. Denne skelnen mellem nøgen og tildækket kunne meget vel underbygge forskellen mellem verdslige genier og kirkelige engle. Det er dog ikke et ufravigeligt træk i Thorvaldsens kunst, selvom også hans barneengle ofte fremstår mere tildækkede end hans tilsvarende genier, der oftest er helt nøgne.

Fig. 7. og 8. De to relieffer med titlen Svævende engle, hhv. A590 og A591, udført til alterbordet i Domkirken i Novara. Guirlanden eller de profilvendte underkroppe dækker behørigt putti’ernes ædlere dele.

Anvendte attributter – kristne eller antikke?

Et andet parameter, man naturligt kunne se nærmere på, er brugen af attributter. Der findes et senere relief af Thorvaldsen, der fremstiller en enkelt genius som Musikkens genius, A535 (fig. 8). Her anvendes satyren Marsyas’ dobbelfløjte som attribut, mens fremstillingen af Poesiens genius, A532, (fig. 9) fra samme reliefserie har Apollons lyre som attribut. Attributterne afspejler således også hhv. det dionysiske og det apollinske, det vilde og utæmmede og det fornuftstæmmede, mådeholdne.


Fig. 8. Musikkens genius, A535.	Fig. 9. Poesiens genius, A532.

Der er altså i denne reliefserie tale om de klassiske antikke attributter, mens de to pendant-relieffer med musikkens genier benytter sig af mere moderne instrumenter – harpen, mandolinen/citharen og fløjten.

Musikkens kristne skytshelgen er den hellige Cecilia, der oftest ledsages af et orgel som attribut og eventuelt af ituslåede verdslige musikinstrumenter som tegn på, at hun forsagede den jordiske musik til fordel for den himmelske (sang). Skulle Thorvaldsen have fulgt denne linje, ville der, qua det at der i relieffet bliver spillet lystigt på instrumenter, ingen tvivl være om, at der var tale om genier og ikke engle. Men så striks var Thorvaldsen tydeligvis ikke. I hvert fald ikke knap ti år senere, da han lavede relieffet Juleglæde i himlen, A589 (fig. 10). Relieffet viser nemlig en harpespillende engel, samt syv små instrumenterende putti, der lystigt spiller på horn, basun, håndbækkener/cymbaler, fløjte, tamburin, triangel og violin.

Fig. 10. Juleglæde i himlen, A589.

Skellet mellem himmelsk og jordisk musik synes dermed ikke entydigt hos Thorvaldsen, der ikke undlader at lade engle spille på instrumenter. Ifølge bronzestøberen Jørgen Dalhoff skulle Thorvaldsen også have udtalt, at han ikke mente, at englenes sang (og musik?) var for åndelig til at fremstille i kunsten.

Konklusion

Selvom manglen på entydige antikke instrumenter i reliefferne med de spillende og syngende genier efterlader en med fornemmelsen af, at de svæver behændigt mellem en antik og en kristen sfære, og selvom omtalen er relieffernes motiv helt fra starten har varieret, synes opfattelsen af dem som musikkens genier i Thorvaldsens egen samtid trods alt at stå stærkest.

Om den gnidningsløse vekselvirkning har været tilsigtet af Thorvaldsen vides ikke. Sigende er det i hvert fald, at reliefferne i 99 år officielt, omend uopdaget, har haft to forskellige navne alt efter, om der var tale om marmor- eller gipseksemplarerne.

Oversigt over relieffernes varierede omtaler

Kilde	Omtale
8.3. – 26.7.1834	3 singende Engel
1835 (pkt. 12)	i due B.i R.i delli Geni della Musica
21.3.1835	delli tré Geni della Musica
21.3.1835 (uvist, om der menes samme relief)	B[ass]o R[iliev]o delli Tré putti
9.5.1835 (uvist, om der menes samme relief)	al B[ass]o R[iliev]o delli tré putti
1835-1836, jf. Tidligst 1878, senest 1905	Singing Genii [...] Playing Genii
1836	Butti che sonone [...] Butti che cantano
1837	Kleine Knaben welche spielen und singen; Basrelief
19.11.1838	Smaadrenge, som spille og synge
7.4.1840	Syngende Drenge [...] Spillende Drenge
7.4.1840	Syngende Drenge [...] Spillende Drenge
11.4.1840	Syngende Drenge [...] Spillende Drenge
24.5.1844 (uvist, om der menes samme relief)	[flere uspecificerede omtaler af relieffer med:] engle
Omkring 1.4.1845	de syngende og spillende Genier
August 1846 (nr. 13 og 14)	Tre syngende Engle [...] Tre spillende Engle
Thiele 1848, p. 99-100	Tre spillende Engle [...] Tre syngende Engle
April 1850	Tre syngende Engle [...] Tre spillende Engle
Müller 1848, op. cit.	Tre lovsyngende engle [...] Tre spillende engle
Thiele IV, p. 264 (1856)	Tre spillende Engle [...] Tre syngende Engle
THM, Haandkatalog, op. cit., 1848-1947	Tre spillende Engle [...] Tre syngende Engle OG Spillende genier og Syngende genier
THM, Haandkatalog, op. cit., 1951-1975	Tre spillende Engle [...] Tre syngende Engle
THM, Arkkatalog og Onlinekatalog 1975-2015	Tre spillende Engle [...] Tre syngende Engle