Carsten Hauch
København
Bertel Thorvaldsen
Rom
Ingen udskrift.
Dateringen fremgår af brevet.
Hauch takker Thorvaldsen for hans venskab i Rom. Han har skrevet et drama, som han ønsker at dedikere til Thorvaldsen og beskriver desuden de seneste hændelser i kunstlivet i København
Kiøbenhavn dn. 12 April 1828.
Allerede et AarI er nu forbi, siden jeg havde den Nydelse at henleve en Tid ved Siden af Dem, og jeg har endnu ikke ved en Linie yttret Dem min Taknemmelighed, eller tilbagekaldt mig i Deres Erindring. Sandt at sige forekommer mig Deres Tid meget for kostbar, til at jeg skulde troe mig berettiget til at røve Dem den med den Snak jeg har at sige Dem, og jeg havde heller ikke nu vovet derpaa, hvis jeg ikke for min egen Skyld af andre Grunde nu havde anseet det for nødvendigt. Disse Linier skulde egentlig have været afsendt med Legationsraad VogtII, der har været saa artig at paatage sig at afgive Dem et Exemplar af mine Digte Bajazet og TiberIII, men et uheldigt Tilfælde, da jeg ved at styrte med en Hest kom til at brække min Arm, foraarsagede, at jeg en fem til sex Uger ikke kunde skrive, og altsaa maatte opsætte det. – Jeg havde ønsket, at dedicere Dem min Tiber, men OehlenschlägerIV, der fandt Smag deri, ønskede meget at jeg dedicerede den til hamV; jeg har derfor, da jeg vidste at det var Dem ligegyldigt, foretrukken at dedicereVI Dem min GregorVII, der tilligemed et andet VærkVIII om nogen Tid udkommer. Den er skrevet i Deres HuusIX, og jeg haaber De nægter mig ei den Glæde at hellige den til Dem. – Jeg vil aldrig forglemme den TidX, jeg tilbragte hos og med Dem. Det er sikkert ikke Smigeri, naar jeg siger Dem at Deres ædle Venlighed, Deres beskedne Hiertelighed, der er dobbelt uimodstaaelig hos en sielden og udmærket Aand, vandt Dem mit Hierte, ligesom den vinder alle dem, der nærme sig til Dem. Hvorofte har jeg ikke tænkt tilbage paa de Aftner jeg tilbragte med Dem paa mit Kammer, eller paa Spadseregange, eller hos Deres VennerXI. Denne usminkede naturlige Munterhed, den stille simple Alvor uden BramXII og uden Glimmer har jeg ikke gienfunden hos mange. De talte ikke meget om det Grandiose, De lod Dem kun nøie med at fremstille det. – Det bedrøvede mig ligesaameget at forlade den ædle Thorvaldsen, som det skiønne Rom, og desværre jeg har kun lidet Haab om at see nogen af beggeXIII igien. Jeg er fængslet i det taagede Nord. Den Maade hvorpaa man i mit Fædreland er kommet mig imødeXIV giør, at jeg ikke uden Utaknemmelighed kan tænke paa i det mindste for lang Tid at rive mig løs derfra. – Mine Digte ere blevne bedre modtagneXV end jeg havde vovet at haabe, et af dem Tiber skal opføres paa vort TheaterXVI. Vore Landsmænd ere imidlertid skarpe Critici, det maae baade Digtere og Malere føle. Saaledes kan Alt hvad der er udmærket i vor Landsmands KoopsXVII MaleriXVIII ikke afsone de Mangler, der findes i hans Tegning, overalt hører man, at hans Israelitter ikke see tørstige nok ud, denne Mangel af et sandseligt Udtryk for en raa Naturdrift, der maaske ei engang lod sig forene med det mere aandelige i Stykket, med alles Forbauselse over Underet, er nok til at bestemme en stor Mængde Menneskers Dom. Jeg har raadet CollinXIX at indhente Deres Erklæring; de største Kunstnere ere og næsten bestandig de billigsteXX og mildeste Dommere, og de, der Selv intet formaae, de strængeste, de hævne sig ved at neddrage Alt i Støvet til sig; Erfaring har heller ikke lært dem, hvor vanskeligt det er at præstere Noget, om man end ei kan fuldbringe Alt. Lendorfs smukke BilledeXXI, hvor De selv, Freund, BissenXXII og flere ere forestillede som Tilskuere af en Romersk SaltarelloXXIII bliver og stærkt criticeret. – Deres tolv ApostlerXXIV etc ere efter Aviserne ankomne til Helsingøer. Jeg beder Dem ret meget at hilse mine Venner BøtgerXXV og KoopXXVI og alle de af mine Landsmænd, der endnu bryde sig noget derom, ligeledes at formælde min Respect til Familien ButtiXXVII, PersianiXXVIII, ZageottiXXIX etc, naar De seer dem. – Det forstaaer sig at jeg er meget tilfreds, naar De kun vil giøre Dem den Umage at giennemlæse disse Linier, uden at jeg hverken ønsker eller begiærer at De skulde spilde Deres Tid med at give mig noget Svar. – Jeg vover endnu engang at besvære Dem med et Par Linier, naar jeg sender Dem GregorXXX. – BøtgerXXXI skrev jeg til fra DresdenXXXII, men har ei faaet Svar. Med den høieste Agtelse, Hengivenhed og Venskab
J.C. Hauch
Sidst opdateret 05.06.2018
Hauch forlod Rom i april 1827, se evt. Thorvaldsens anbefaling af 21.4.1827, der formentlig er skrevet ganske kort tid efter Hauchs afrejse fra Rom.
Den danske chargé d’affaires i Napoli, Frederik Siegfried Vogt.
To såkaldte sørgespil, dvs. tragedier. De blev udgivet i København 1828 under titlen Bajazet, og Tiber. To sørgespil. Thorvaldsen modtog et eksemplar af Hauch, se dedikationen i eksemplaret i Thorvaldsens bogsamling, M699.
Hauch læste Tiber højt for Thorvaldsen, som ifølge samme skulle have udtalt “Det er godt Arbeide”, jf. Carsten Hauch: Minder fra min første Udenlandsreise, København 1871, p. 291.
Den danske digter Adam Oehlenschläger.
Hauch dedikerede ganske rigtigt sin bog til Oehlenschläger, i indledningen skrev han: “Disse Linjer har jeg troet at burde forudskikke de dramatiske Arbeider jeg her forelægger Publicum, men jeg har endnu en kier og hellig Pligt at opfylde, den nemlig at erkiende hvormeget jeg, ligesom enhver yngre Dyrker af den danske Digtekonst, skylder vor store Forgiænger, Danmarks sieldne Digter, A. Oehlenschläger, hvem jeg hermed tilegner disse tvende Sørgespil”, Bajazet, og Tiber, København 1828, p. IX.
Som det fremgår af det følgende, findes dedikationen i værket: Gregorius den Syvende og Don Juan. To Dramaer København 1829.
Se dedikationen her.
Hauchs sørgespil Gregorius den Syvende, som publiceredes i København 1829 under titlen Gregorius den Syvende og Don Juan. To Dramaer. Eksemplar på Thorvaldsens Museum, M700.
Den sammen med dramaet Gregorius den Syvende publicerede Don Juan. Værkerne publiceredes i København 1829 under titlen Gregorius den Syvende og Don Juan. To Dramaer. Eksemplar på Thorvaldsens Museum, M700.
Straks efter sin ankomst til Rom blev Hauch på Thorvaldsens foranledning indlogeret i et værelse i Casa Buti, hvor også Thorvaldsen selv boede, og det var således her han skrev sit sørgespil, jf. Carsten Hauch: Minder fra min første Udenlandsreise, København 1871, p. 237.
Efter sin ankomst til Rom i august 1826 blev Hauch i Rom indtil medio april 1827 og opholdt sig således ca. 9 måneder i byen, se evt. Hauchs biografi herom.
Af Thorvaldsens venner fremhæver Hauch blandt andre særligt forfatteren Ludvig Bødtcher og billedhuggeren Hermann Ernst Freund. Desuden nævnes billedhuggeren H.W. Bissen, jf. Carsten Hauch: Minder fra min første Udenlandsreise, København 1871.
Dvs. praleri, pralende adfærd, jf. Ordbog over det danske Sprog.
Hauch mødte dog Thorvaldsen 10 år senere efter hans hjemkomst fra Rom til København. Også Rom fik Hauch genset. Sammen med sin hustru rejste han i 1871 til Rom. Under forberedelserne til hjemrejsen 1872 døde han imidlertid og ligger nu begravet på den protestantiske kirkegård i Rom.
Straks ved sin ankomst til Danmark fik Hauch tilbudt en stilling som lektor i naturvidenskab ved Sorø Akademi.
Rygtet om, at Hauch på hjemrejsen fra Italien havde vundet anerkendelse fra den tyske digter Ludwig Tieck (1773-1853), var løbet i forvejen, og han blev derfor straks ved hjemkomsten til Danmark modtaget med megen anerkendelse.
Hauchs sørgespil Tiberius havde premiere på Det Kongelige Teater 18.12.1828
Den danske historiemaler Andreas Ludvig Koop.
Hauch må her hentyde til Koops værk Moses slår vand af klippen, som Koop i 1827 forgæves havde forsøgt at få accepteret optagelsesstykke ved kunstakademiet. Værket findes i dag på Statens Museum for Kunst, inv. nr. KMS122.
Den danske embedsmand Jonas Collin, som fungerede som sekretær for Fonden ad usus publicos 1803-1832 og dermed havde afgørende indflydelse på den statslige kunststøtte
Dvs. retfærdigste eller mest passende, jf. Ordbog over det danske Sprog.
Formentlig mener Hauch Dietrich Wilhelm Lindau, som netop udførte et maleri med motivet Thorvaldsen og venner i romersk osteri. Herpå ses Thorvaldsen siddende ved et bord, hvorfra han betragter to yndige unge italienere, der danser. Maleriet er i privateje. I Thorvaldsens malerisamling findes et maleri af samme kunstner, B131, som viser et næsten identisk motiv. Scenen er dog forandret således, at optrinnet udspiller sig med udsigt til et italiensk bjerglandskab og Thorvaldsen og venner ses ikke.
Billedhuggerne Hermann Ernst Freund og H.W. Bissen.
En kvik italiensk folkedans, hvor musikkens livlige 3/4 takt ledsager dansernes hastige trin og hver takts afsluttende lille hop. Navnet “saltarello” er afledt af det italienske “saltare”, dvs. hoppe el. springe.
De tolv apostle, der var arriverede fra Italien, var en del af Thorvaldsens udsmykning til Vor Frue Kirke, se derfor referenceartiklen omhandlende bestillingen af værker til Vor Frue Kirke.
Thorvaldsen og Hauchs fælles ven Ludvig Bødtcher.
Den danske historiemaler Andreas Ludvig Koop.
Familien Buti, som var værtsfamilie i Casa Buti, hvor Thorvaldsen boede, og hvor også Hauch var indlogeret under sit ophold i Rom.
Om familien Persiani, se datteren Giulia Persianis biografi.
Denne familie, som har været en del af Hauchs omgangskreds i Rom, er endnu uidentificeret.
Dramaet Gregorius den Syvende som publiceredes sammen med Don Juan i København 1829 under titlen Gregorius den Syvende og Don Juan. To Dramaer, eksemplar på Thorvaldsens Museum, M700.
Thorvaldsens og Hauchs fælles ven, den danske forfatter Ludvig Bødtcher.
Hauchs hjemrejse fra Rom til Danmark i 1827 gik over Dresden, jf. Carsten Hauch: Minder fra min første Udenlandsreise, København 1871, p. 331.