Arkivet, Thorvaldsens Museum

Kückler har underrettet mig at de 3 Gratier nu vare færdige og at jeg kunde vente dem hidsendte med Fregatten til Foraaret, som bringer Deres egne Sager. – Dette Deres herlige Arbeide have vi bestemt for vores store Sal – men for at det der ej skulle være allene har jeg anmodet Kückler om hos Deres Former at bestille den hele Friese af Alexander Toget hvortil Salens Størrelse netop paßer og hvor dette Mesterværk vil være i et fortræffeligt Lys. Jeg ønsker Friesen overtrukken med en klar Firnis for at afværge Smuds og Støv; og beder den maae følge med Deres uforlignelige Gratier, som jeg sikkert stoler paa at faae med Fregatten. – Vilde De have den Godhed at tale med Deres Former om at levere mig en smuk Afstøbning af Alexander Toget vil han sikkert giøre sig mere Umage. – Af Deres Brev til Conferenceraad Collin har jeg med Glæde erfaret at det er Deres Hensigt selv at komme Hiem med Fregatten og at vi da omsider kunde vente den Fornøyelse at see Dem igien ; samme Dag Kongen modtog denne Efterretning skal han have tillagt Admiralitetet Ordre om Fregattens Udrustning til Livorno! Alle glæde sig til Deres Komme, men ingen mere end vi – Konstforeningen har udsadt en Præmie af 500 Rbd for den bedste Tegning af et Museum til Deres Værker. – men det vil være en vanskelig Opgave for en Kunstner at løse med mindre han kiender alle de Arbeider som De ønsker opstillet i Deres Museum? Sagen synes nu ellers at have ønskelig Fremgang – hvortil jeg skal vedblive at biedrage alt hvad der staaer i min Magt. –
Fra Kolb havde jeg ventet at høre – hils ham ret meget fra os alle og beed ham skrive snart baade for Dem og sig selv. – Da min Kone og Maria begge vilde skrive maae jeg holde op og slutte med mine bedste Ønsker for Deres Sundhed og Velbefindende til vi have den Glæde at see Dem hos os

Deres meget hengivne
H Puggaard

Næsten frygter jeg for, at sætte Pennen til Papiret – da jeg ikke kan vide om det maaskee snarere plager end fornøier Dem! – imedlertid kan jeg ikke nægte mig selv den Glæde, at fortælle Dem, at jeg til den 7^de. Feb: blev overrasket med et Portrait af Thorwaldsen. Skulde det være nødvændigt at tilføie, jeg er glad ved at kunne see Dem hver Dag! vel er De langt yngere paa Portraittet end jeg nogensinde har seet Dem; – men jeg finder dog Alt hvad jeg lærte at kjende, da jeg saae Dem i det herlige Rom – Eckersberg har malet det, altsaa har jeg ogsaa Glæde af det, som Kunstværk. Er det nu virkelig sandt De kommer hertil? jeg har aldrig ret vovet at fæste Liid til alle de Rygter om Deres Hjemreise; nu derimod synes jeg det maa blive til Virkelighed – For at trøste os over Deres Udebliven, eller for at vi klart skulde indsee det var umulig, at De kunne udholde det hos os, har Naturen tilsendt denne stærke vedvarende Kulde; – vist og sandt er det, at naar Taager, Regn, Blæst og Snee har virket slemt paa mig, har jeg tænkt – godt at Thorwaldsen ikke er her, han vilde savnet den italienske Sol. Men der loves en mild Sommer, og derfor venter jeg virkelig at see Dem! – En smuk Spisestue har jeg faaet, – den tillige med et Par andre Værelser ere i pompeiansk Smag, – man bliver vel tilmode i dem – og disse kraftige Farver bøder virkelig meget paa al det Ubehagelige en nordisk Vinter fører med sig – helst bliver jeg hjemme i min lille Stue; – der mindes jeg om Syden, der er varmt og yndigt – og naar saa Maria kommer ind til mig snakke vi altid om Rom og om den behagelige Tid vi havde der. – Hun er ganske fortryllet af Italien og ønsker inderlig at komme der engang endnu. De kan troe jeg var bekymret, og lidt vred paa Dem, fordi De blev i Rom da Choleraen var der – Gud skee Lov at De holdt dem rask! – hvorledes gaaer det med Brystet ? er der Ærmer i de Flonels ? jeg skal ikke glemme Deres Uforsigtighed – Tør jeg bede Dem bringe min Hilsen til Deres Datter og Oberst Paulsen – jeg haaber hele Familien er vel. Min Maria vil selv sende en Hilsen derfor maa jeg slutte og bede Dem bære over med min lange Skrivelse – og lade mig leve i Deres venlige Erindring – dermed vil De inderlig glæde Deres hengivne

De troer nok kjære Signor Alberto, at De skal være frie for Plager fra mig, da vi ere saa langt fra hinanden; men jeg har ingenlunde glemt at der var en Tid da vi dandsede sammen, og jeg vil derfor skrifteligen trække og hale i Dem, da jeg desværre ikke kan gjøre det i Virkeligheden. Nu har jeg længe ventet gandske Taalmodigen paa Deres Komme, og dandset og sprunget naar et Brev ankom med Forsikringer om at Kufferten stod paa Stolen hos Dem og var indpakket, dog nu har jeg mærket at det Intet betyder, da De gandske naturligen ikke vil forlade Deres Italien. Da jeg nu ikke fæster stort Lid til de andres Udsagn, saa vil jeg ret inderligen bede Dem om dog at komme tilbage til Deres Venner, her er vel koldt; men De vil bringe Italiens Varme med Dem, og jeg synes dog at de mange Menneskers Sukken efter Deres Komme, maae kunne bevæge Dem. Deres Maria.