“Saa ofte jeg i hine uforglemmelige romerske Dage havde besøgt Thorvaldsens Studier, og med hver Gang fø11 en dybere Kjærlighed og en klarere Beundring for disse Skikkelser, som min navnkundige Landsmand der havde fremkaldt af sin Ideeverdens stjerneklare Nat, var det mig et dybt Savn, at hans og mit fjærne Fødeland maatte være udelagtigt i denne Glæde, og kun af hans Værker nyde en Ære, som det selv ikke kjender til fulde.”
“Disse Værker, tænkte jeg, adspredes efterhaanden til forskjellige Egne, og intet Sted i Verden vil herefter kunne fremstille del store, opløftende Billede af hans herlige Aands hele Virken. Kun en liden Del vil naa Danmarks Grændser, og hans Navn vil der leve i en fjærn Fremtid, naar maaske ikke længer Spor er tilbage af hans beundrede Konst! “Han var den danske Nations Ære hos alle konstelskende Folkeslag”, vil man sige, “men kun faa af hans Værker ere komne hid! Europa tilegnede sig ham! Om hans Livsomstændigheder vide vi næsten intet; thi længst ere de alle døde, som kjendte ham.””
Med disse haabløse Ord indleder den højt fortjente Thiele sit saa ofte af os citerede Hovedværk om Thorvaldsen, der i Tidsfølgen er den næste Hylding, som et taknemmeligt Folk bragte sin største Søn, — det Værk, der er affattet med et saadant Fond af “Beundring og Kjærlighed til Thorvaldsen og hans Arbejder,” af Forfatteren frygtede for, at det ikke vilde være “gavnligt for en historisk Fremstilling;” men som dog netop er affattet med saa varm og virksom en Kjærlighed, at den satte Forfatteren i Stand til at overvinde alle Hindringer, trodse alle Besværligheder, og knytte sit eget Navn til Thorvaldsens, som Homer knyttede sit til Odysseus’s. Thorvaldsens Værker adspredtes over den vide Verden, men kun for at den vide Verden kunde “tilegne sig ham,” lade sig danne, udvikle og hæve af ham. Det var ikke “kun en liden Del,” som naaede Danmarks Grændser; alt, enhver sin herlige Skabning, gjengav den rige Søn sin Moder med en mer end sønlig Kjærlighed. Den ene af Værkets Forudsætninger, den nedslaaende, er altsaa bortfalden; og det staaer dog lige kjært og betydningsfuldt for hver den Nordbo, der med Konsten elsker sit Fædrelands Hæder; det er vel endog blevet os kjærere, og vil vedblive at vorde det, jo mere vi lære at skatte dets Formaals Betydning.
Ved at henvende sig til Thorvaldsen selv og hans Ungdomsvenner, ved at gjennemgaa et Par trykte og nogle skrevne Kilder, lykkedes det Thiele at fremstille Thorvaldsens Ungdomsliv i temmelig klare Træk.” Ved at gjennemgaa alle de Breve, som Akademiets rejsende Konstnere siden 1S0Ó havde indsendt til del danske Konstakademi, og ved at gjennemgaa de bekjendteste periodiske Skrifter samt en Antal Beskrivelser af Rejser i Italien, opnaaede han det langt vanskeligere Formaal for sine Bestræbelser: “nogenlunde sikkert at kunne bestemme ethvert Arbejdes Alder, og saaledes at kunne forfatte en kronologisk Fortegnelse” over dem, hvilken han senere fik berigtiget ved Thorvaldsens egne Bemærkninger. “Overbevist om, at hans Gjenstand ikke trængte til noget fremmed Smykke, bestræbte han sig for at være simpel og kort i sin Fremstilling;” og efter sex Aars Samlen og Bearbejden udgav han 1831 første Del af “Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen og hans Værker” (XXIV og 174 S., stor Kvart, med 81 Kobbertavler), som i det følgende Aar fulgtes af anden Del, der slutter med 1830 (196 S., 78 Kobbertavler).
Det var umuligt andet, end at dette Arbejde maatte i høj Grad glæde Thorvaldsen, der tildels selv, dog uden at ane det, havde fremkaldt det, i det han engang havde ytret til Thiele: “Jeg beklager, at ingen endnu har tænkt paa min Biografi.” Det er dog rimeligt, at denne hans Biografi er kommet til at see en hel De! anderledes ud, end han i sin umiddelbare Naivitet havde tænkt sig; og vi kunne derfor let forstaa, hvorledes hans Beskedenhed bragte ham til at ytre til Fr. Hammcrich: “Det er dog underligt, paa den Maade at omtale en Mand, medens han endnu lever”. — At et Værk, som vil “fremstaa med et rigere Udstyr end danske Værker i Almindelighed, men derfor ogsaa vil blive ualmindelig kostbart,” at et saadant, hvis Subskriptionspris var 30 Rbd. rede Sølv, fandt i den lille danske Læseverden 166 Subskribenter paa 228 Exemplarer, kunde ej heller andet, end for Thorvaldsen være et kjærkomment Vidnesbyrd om, at man i hans Fædreland enten allerede havde tilkæmpet sig den nødvendige Dygtighed for at fatte og forstaa hans verdenshistoriske Betydning, eller at man i det mindste havde en redebon Villie til at erhværve sig en saadan, — noget, hvorpaa tidligere ingenlunde alle Julemærker havde tydet.
Dette Værk — af hvilket vi endnu kunne vænte en tredie Del, der vil gaa lige til Mesterens Død — har naturligvis afgivet det historiske Grundlag for alle senere Skrifter om Thorvaldsen; men iblandt disse staaer atter først — for at vi her skulle samle de danske under eet — Thieles eget Udtog: “Om den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen,” som 1837 udgaves af Trykkefrihedsselskabel (42 S. i Oktav), som var ledsaget af en indtil den Tid fortsat Fortegnelse paa samtlige hans Arbejder, og som havde til Hensigt, hvad den ved et fatteligt Sprog og en interessant Fremstilling virkelig naaede, at bibringe selv de simplere Klasser af Samfundet et Begreb om og Interesse for den Storhed, som var udgaaet af deres egen Midte. Ogsaa af dette Skrift har Forfatteren nylig tilsagt os en udførligere, indtil Thorvaldsens Død fortsat, Bearbejdelse. — Et Udtog af Thieles Udtog var J. L. Beekens “Danmarks store og udødelige Geni osv., Bertel Thorvaldsens mærkværdige Levnet” osv. (Kbhvn 1838, 16 S. i Oktav), fremkaldt ved Thorvaldsens anden Hjemkomst, “udgivet som et nyt Exempel paa, hvad endog et Menneske af den simpleste Borgerstand kan blive til, naar han med Flid og paa rette Maade anvender de ham af Forsynet betroede Gaver,” og ved sin kortfattede Simpelhed velskikket til, igjennem fortsatte Svingninger at bringe Thorvaldsens Berømmelse ned til de simpleste Samfundsklasser. — F.C. Hillerups “Thorvaldsen og hans Værker” (Kbhvn 1841-42, 44 og 53 S. i stor Kvart) er en forkortet Udgave af Thieles Hovedværk, ledsaget af de samme Kobbertavler som dette, der ved sin Prisbillighed havde en større Mulighed i sig, for at finde Adgang til de mindre Velhavendes Bogsamlinger. — Ved “Alberts Thorvaldsens æfisaga” (Kbhvn 1841, 66 S. i Oktav, med litograferet Portræt) bragte Magnús Hákonarson Thorvaldsens Pris til det Folk, som han paa Fædrenesiden skyldte sin Tilblivelse, i det han med Stolthed og Glæde kunde tilføje: “Thorvaldsen kannast og sjálfur við ætterni sitt við Islendínga, ber það með sèr smíðisgripur sá, er hann hefir sent Íslandi,” — i.e.: den Døbefont, som vi senere ville faa Lejlighed til at omtale, og som han “gaf Íslandi ættjørðu sinni í ræktarskyni.”