Flere Danske, som under deres Ophold i Rom vare blevne gjennemtrængte af Beundring for vor berømte Landsmand, havde allerede i længere Tid ytret det Ønske, engang imellem ved et muntert Lag at opfriske Erindringen om skjønne svundne Dage, og for nogle timer hensætte sig i Fantasien fra Øresundets Kyst til Tiberens Bredder. Der blev længe talt om Maaden, hvorpaa man skulde fejre en saadan Fest til Minde om Rom og Thorvaldsen, og det blev endelig besluttet, at man saa meget som mulig skulde følge det Arrangement, som er ejendommeligt for de romerske Osterier eller Knejper, hvor Folk af alle Stænder samles og tilbringe idylliske Aftener i behagelig og gemytlig Ugenerthed. Imidlertid havde man fornemmelig de Osterier for Øje, hvor de fremmede Konstnere og Rejsende efter fuldendt Dagværk under muntre Samtaler indtage et simpelt Aftensmaaltid, og hverken generes af Etikette eller Toilette. Det kunde her i en nordisk Stad, som i sin Levemaade og sine Sæder er saa væsentlig forskjellig fra en italiensk By, falde vanskeligt nok at finde et Lokale, der blot nogenlunde kunde vække Mindet om de, ofte smudsige, men altid maleriske, Osterier; men imidlertid var man dog saa heldig at finde et saadant i det saakaldte schimmelmannske Sukkerhus paa Kristianshavn, da den saa længe omtalte Plan endelig bragtes til Udførelse i Aaret 1830. Bødkerkroen havde dengang sit Lokale i denne Bygnings Stueetage. Her fandtes to temmelig forfaldne Værelser med tilrøgede Lofter og afblegede Tapeter. Det største Værelse, som var en ret rummelig Sal, var heldigvis prydet med en uhyre gammeldags Lysekrone, der manglede et Par Arme; og det mindre Værelse havde ogsaa sine Skjønheder. Værtinden i dette Herberge overlod Selskabet disse to Værelser, og paatog sig at levere Dækketøj, Bordservise, Varme og Belysning, men blev højlig forundret, da maa udbad sig grove Servietter og Duge, ingen Vinglas, men blot Ølglas, Bænke isteden for Stole, samt fremkom med flere lignende Ønsker. Imidlertid besørgede hun alt paa det bedste, og overlod vedkommende sit Kjøkken, i hvilket en ypperlig Kaagekone tilberedte Aftensmaaltidet, der bestod af Makaroni, Koteletter og Dessert af Sydfrugter.
“Der blev udstædt et Program og sendt om til dem, der ønskede at deltage i Højtiden. I dette Dokument bleve “de danske Romere” anmodede om at bidrage til Festens Forherligelse ved at sende Bestyrerne romerske Messinglamper, Prospekter, Landkaart, Grundtegninger osv. Væggene i den kristianshavnske Knejpe bleve da fra øverst til nederst beklædte med Kobberstik og Raderinger, som gave det hele et artistisk Præg, og tillige ved de fremstillede Gjenstande vakte mange slumrende Erindringer. I Programmet bleve Deltagerne fremdeles anmodede om, ikke at spilde Tiden med at gjøre el elegant Toilette, men tværtimod møde i Frakker, Bluser eller anden magelig, hjemlig Dragt, saaledes som Konstnerne i Rom pleje at vise sig i Osterierne.
Altsaa den 8de Marts 1830, Thorvaldsens anden Fødselsdag, samledes “de danske Romere” for første Gang, for det meste klædte efter den udstædte Opfordring. De vare i alt 21 Personer: Abrahams, Professor; Bay, Professor, Kantor; Clausen, Dr. theol., Professor; Clausen, Lic. theol., Præst i Boeslunde; Dalhoff, Guldsmed; Eckersberg, Professor, Historiemaler; Fick, Justitsraad, Auktionsdirektør; Freund, Professor, Billedhugger; Gerson, Agent, Grosserer; Hetsch, Professor, Arkitekt; Hillerup, Cand. phil.; Hindenburg, Major; Holm, Tømmermester; Hoppe, Professor, Stadsfysikus; Høyen, Professor; Jensen, Professor, Portrætmaler; Jørgensen, Politisekretær; Koch, Etatsraad, Hofbygmester; Krarup, Dr. phil., Institutbestyrer; Thiele, Justitsraad, Konstakademiets Sekretær; og Wallich, Theatermaler.
— Den med Billeder næsten helt overtrukne Sal, i hvis ene Ende Thorvaldsens laurbærkrandste Portræt var anbragt, tog sig næsten fantastisk ud, da den var ret godt belyst, især af de romerske Lamper, som med deres fire Væger gjorde en god Figur mellem de beskedne Lysestager paa det lange Spisebord, der med sine hvide, klare Vinflasker, Talerkener med Krandse paa, og flere andre Fornødenheder, mindede om mangen skjøn svunden Aften i Konstens Hovedstad. Efter at der først var blevet sunget og spillet paa Guitarre, gik man til Bords, hvor enhver strax paasatte sig den Vinløvkrands, der laa paa hans Talerken. En Sang af Felice Purelli (i.e.: F.C. Hillerup), betitlet “Romas Pris,” blev først afsunget som en Indledning til Festligheden, i det man henvendte Selskabets Opmærksomhed paa den Stad, hvor Dagens fejrede Heros havde udfoldet sin rige Genius, og hvorfra alle de Tilstedeværende havde medbragt saa mange glade og lærerige Erindringer. Under et jublende Hurra tømtes et Glas paa det gamle Roms Velgaaende. Derefter fulgte en anden Sang, med Overskrift “Thorvaldsens Skaal,” af L. Abrahams. At denne Skaal blev drukket med Begejstring, er det vel overflødigt at mælde; med Blikket henvendt paa Konstnerens Billed tømte enhver sit Glas til Bunden. Senere bleve en Mængde smukke italienske Sange afsungne, og Aftenen hengik paa den muntreste og behageligste Maade.
Denne Sammenkomst vakte Ønsket om at samles igjen næste Aar, hvilket ogsaa gik i Opfyldelse. Man mødtes i Aaret 1831 i det samme Lokale, hvor alt var arrangeret som det foregaaende Aar, og ingen anden Forandring var at mærke, end at Selskabet var blevet forøget med sex eller syv ny Medlemmer. I 1832 maatte man see sig om efter et andet Lokale, da Bødkerkroen var blevet forflyttet til et andet Sted i Byen, og de Værelser, som havde været de danske Romere overladte, nu vare blevne delte i mindre, og ikke længer vare skikkede til en saadan Festlighed. Heldigvis traf det sig saa, at den nu afdøde Dr. Krarup, som dengang var Bestyrer af Kristianshavns Borgerdydsskole, tilbød Romerne denne Skoles Lokale, der ogsaa var i Schimmelmanns Sukkerhus, lige over for Bødkerkroen. Denne Lejlighed var meget bedre og rummeligere end den forrige; især var der en stor, skummel Sal, som passede ypperlig til Selskabets Øjemed, og tog sig godt ud om Aftenen med de paahængte Dekorationer og de mange romerske Lamper. Dette Aar havde man desuden lejet et Fortepiano til at akkompagnere Sangen med, og man anbragte et saadant instrument i den store Sal i alle de Aar, dette Lokale blev benyttet. Den sidsle Gang Selskabet samledes der, var d. 8de Marts 1836. I Aaret 1833 var Gæsternes Antal 33, og en italiensk Sang af Hillerup, “Dolce ricordo,” blev afsunget. I 1834 vare 31 Personer tilstede, og tvende Sange bleve digtede i Dagens Anledning: “En Sviptur til Rom” af Chr. Winther og “Danmarks Søn” af Hillerup. I 1835 indfandt der sig 45 danske Romere, og denne Gang bleve tre ny Viser afsungne: “En lille Flugt til Rom” af H. C. Andersen, samt “Rom og de Fremmede” og en italiensk Sang, “Canzonetta Anacrcontica,” begge af Hillerup. Til Gildet 1836 fremsagdes en Prolog, forfattet af J. Jørgensen, og tvende Viser bleve afsungne: “Sang ved Romergildet” af H. C. Andersen og “Sang d. 8de Marts 1836” af H. Hertz. Til det følgende Aar havde Ludv. Bødtcher skrevet “Den 8de Marts 1837,” men da der ingen Romerfest fandt Sted dette Aar, blev denne smukke Sang desværre ikke afbenyttet. Heller ikke i Marts 1838 fandt der nogen Romerfest Sted.