Af et Brev fra Rom.
(D. 28de Juni 1825.)
Des større var ogsaa den kaade Galenskab, hvormed Romerne afknaldede deres Fastepotter første Paaskedags Middag. Jeg stod just udenfor Kapitolium, da Ringningen begyndte: i første Øjeblik toge alle Hattene af, og mange knælede, men strax efter begyndte den tøjleløseste Glæde at vise sig ved en næsten uendelig Skyden ud af Vinduer, Dørre og paa Gaden med smaa Kanoner, Geværer, Pistoler og Fastepotter, fyldte med Krudt. Mænd bleve til Børn, og Børn fik Mands Mod og knaldede rask af. —
Langfredag Morgen mødte jeg Thorvaldsen, som under Samtalen viste mig et lille Hul paa sin Frakke, paa venstre Side af Brystet, ved Hjertet. „I Dag for to Aar siden,” sagde han, ”var jeg Døden meget nær. Just som jeg stod og syslede med en Pistol, for ogsaa at bidrage mit til den almindelige Glædesild, afskød en lille Dreng en anden, til Ulykke skarpt ladt, Pistol, imod mit Bryst. Ved den besynderlige Smerte, som jeg følte i hele min venstre Side, og bedøvet ved det pludselige Tilfælde, sank jeg ned paa Sængen, og ytrede, at jeg troede mig farlig saaret. Hele Huset kom i Skræk, og jeg havde Umage med at dæmpe deres Skrig, som især steg til det højeste, da man ved Undersøgelsen fandt Blod ved mit Hjerte. At dette hidrørte fra en af mine Fingre, som var kvæstet af Kuglen, opdagede vi først senere, da de ogsaa fandt Kuglen, som var blevet flad, liggende ved min Fod paa Gulvet. Hvor Kuglen er gaaet ind, hvorledes den har afkræftet sig paa mit Legeme, og hvor den er gaaet ud igjen, er mig ikke let at sige med Vished. Forunderligt var det hele, og havde jeg været Katholik, havde man vist raabt: Mirakkel! og betragtet mig med store Øjne; nu fik Drengen Æren, og man sagde, at han som god Katholik ikke var i Stand til at skyde en Mand af min Reputation.
I en senere Samtale med Thorvaldsen, i hans Studier, ytrede han atter sit Ønske, at man hjemme, efter hans Forslag, vilde lade Figurerne til vor Frue Kirkes Frontespice afstøbe i Bronce, som baade vilde tage sig bedre ud, være mindre bekosteligt, og som hult Arbejde tynge mindre. Han var ikke ganske tilfreds med, at Apostlerne ikke komme til at staa frit, hver paa sin Piedestal, som efter hans Mening vilde see ulige smukkere ud end deres Standpunct i Nicherne, som altid, trykker Figuren og berøver den sin aldeles fri Virkning. Han anmærkede tillige, at Nicherne ere en Opfindelse af den allerede forfaldne Konst.
Man kan vistnok kalde det en Konstens Triumf, at Thorvaldsen, en Fremmed og Lutheraner, fremfor nogen anden er blevet overdraget det Hværv, at sætte den afdøde Pave Pius den syvende et Monument i Peters-Kirken. Men dette skete ogsaa, da den oplyste og geniale Kardinal Consalvi levede. Man har allerede nu villet slaa paa, at ingen skriftlig Kontrakt er oprettet desangaaende, at Italieneren Fabris kunde gjøre den Ting lige saa godt, og udtrykkelig sagt, at det vilde være en Skandal, om Thorvaldsen, den Hedning, skulde faa Lov til at rejse en Pave (og naturligvis sig selv med) et Mindesmærke i den alleistørste og allerkristeligste Kirke i Verden. Da denne Ytring kom for Thorvaldsens Øre, havde han en, men ogsaa kun een, urolig Nat; han tog strax en djærv Haand i Arbejdet, fuldendte hurtig Pavens Figur, hvis siddende, velsignende Stilling er den smukkeste og naturligste, man kan see, og komponerede tvende Figurer, fulde af poetisk Udtryk: den kristelige Klogskab, og den aandelige Styrke, som skal staa ved hver Side af Monumentet. “Jeg gjør under alle Omstændigheder mit Værk færdigt,” sagde T.; “bruge de det ikke, saa kan det staa for Efterverdenen, som jeg haaber ikke skal finde det slet nok til at sønderslaaes.” Billedhuggeren Fabris er i øvrigt en saa slet Mester, at Italienerne selv gjøre Satirer over hans ikkun extensivt store Arbejder. — I Thorvaldsens Værksted findes tillige en Frise, som Kronprindsen af Bajern har bestilt hos ham, og som, naar den bliver færdig, vil i Størrelse overgaa hans Alexanders Triumf. Æmnet er Christi Fødsel, Liv og Død. Han har fuldført Begyndelsen og Enden, og, nydelig nok, ladet den samme Engel, som begynder Frisen med at bebude Maria Christi Fødsel, ende den, ved at forkynde Maria, som kommer til Christi Grav, at han er opstanden.
De Danskes Antal er nu betydelig formindsket i Rom. — Ved et Afskedsgilde foreslog Thorvaldsen os om Natten Kl. 12, i det fortryllende Maaneskin at besøge Roms gamle Forum og Kolliseum. Jeg havde tilforn hørt tale om Maanens og den stille Nats Virkninger paa disse Steder, men saa højtidelig stor og romantisk havde jeg aldrig tænkt mig Virkningen af disse uhyre Lys- og Skyggemasser fra Søjlerne, fra Tempelruinerne, fra Triumfbuerne og fremfor alt i og fra Kolliseum. Det er et Syn, som kun kan kjøbes ved Rejsen til Rom, det kan aldrig ved Beskrivelse tænkes eller føles, – og nydes kun helt, naar man fra Barnsben har maattet gjøre Bekjendtskab med de Gamle, og i Tiden har lært at agte og at holde af dem. Nærværelsen af Thorvaldsen, som med sin dybe, dæmpede Stemme i den tavse Nat gjorde os opmærksomme paa mange Skjønheder, gjorde vor stille Nydelse fuldkommen. Paa Hjemvejen lød besynderlige klare Toner, ligesom Klokkeklang, fra Ruinerne. Den Nat vil jeg aldrig kunne glemme.
Freund har for Øjeblikket travlt i Livorno med den behørige Indskibning af H. H. Prinds Christians Konstsager, hvoriblandt der skal findes nogle fortrinlige etruriske Vaser, Skibet er i øvrigt lille, og vil ikke kunne medtage noget betydeligt af Thorvaldsens Værker. Freund vedbliver med Kjækhed sin Frise af den nordiske Gudelære, hvoraf det allerede færdige efter min Mening røber saavel særdeles Eftertanke som Fantasi. Bissen fylder et Skab i sin Stue med smaa Grupper i Ler, den ene smukkere end den anden. Thorvaldsen har af Thieles Buste, det eneste af Bissens Arbejder han har seet, haft nok til at ytre sig særdeles fordelagtig om ham; hvad vilde han ikke dømme ved at see Tegningen til en Frise, som B. for nylig har udkastet! Den forestiller Moses, som fører Jøderne ud af Ægypten, og maa forbavse enhver baade ved sin Ynde og Rigdom…