[…]
Da jeg saa nogle Dage derefter talte med Thorvaldsen i hans Studio, ytrede han atter sit Ønske, at man hjemme vilde, efter hans Forslag, lade Figurerne til Vor Frue Kirkes Frontespice forfærdige i Bronce, som baade vilde tage sig bedre ud, være mindre bekosteligt og som huult Arbeide tynge mindre. Han ytrede tillige lidt Misfornøjelse over at Apostlene ikke komme til at staa frit, hver paa sin Piedestal, som efter hans Mening vilde tage sig ulige bedre ud end deres Standpunkt i Nicherne, som altid trykker Figurerne og berøver dem den ædle, frie Virkning. Tillige anmærkede han, at Nichen er et Produet af den allerede forfaldne Kunst.
[…]
Han gjorde mig opmærksom paa en Friise, som Kronprinsen af Bajern har bestilt hos ham, og som naar den bliver færdig, vil i Størrelse overgaa hans Alexanders Triumf. Emnet er Kristi Fødsel, Liv og Død. Han har fuldført Begyndelsen og Enden, og, nydelig nok, ladet den samme Engel, som begynder Friisen med at bebude Maria Christi Fødsel, møde den vel fortjente Maria, som kommer for at salve Christi Legeme, da han er opstanden.
Man kan rigtignok kalde det en Triumf af Konsten, at Thorv:, en Fremmed og Lutheraner, fremfor nogen anden er bleven overdraget det Hverv at sætte den afdøde Pave et Monument i Peterskirken. Men dette skete ogsaa da den oplyste og geniale Cardinal Consalvi levede. Man har allerede her kunnet slaa paa, at ingen skriftlig Kontract er indgaaet desangaaende, at Italienerne kan giøre den Ting ligesaa godt, og udtrykkelig sagt, at det vilde være en Scandal, om T., den hedenske Hund, skulde faa Lov til at reise en Pave (og antagelig sig selv) et Mindesmærke i den allerstørste og allerbetydeligste Kirke i Verden. Da denne Ytring kom for T.s Øre havde han en mangelfuld Søvn een urolig Nat, han tog strax med djærv Haand i Arbeidet, fuldendte hurtig Pavens Figur, hvis siddende, velsignende Stilling er den smukkeste og naturligste, man kan see, og komponerede tvende Figurer frit ud af Phantasien: Den Evindelige Klogskab og Den Aandelige Styrke, som skal staa paa hver Side af Monumentet. ‘Jeg gjør under alle Omstændigheder mit Wærk færdigt, bruger de det ikke, nu wel, saa kan det staa for Eftertiden, som jeg haaber ikke skal finde det slet nok til at sønderslages,’ sagde T. Billedhugger W er i øvrigt en saa stor Mester, at Italienerne selv gjør Satirer over hans ikkun extensive store Werker.
Thorvaldsens Ytringer om sig selv ere altid langt fra en flau, coquet Beskedenhed; han taler med Agtelse om sig selv og sine Werker, og Den, der ikke kan begribe Nødvendigheden af en ædel Selvfølelse hos en saa stor Mand, kunde let tro at have fundet en Svaghed. Men seer man sig om i hans Studier og hører ham tale, da føler man tilfulde, hvor lidt han roser sig selv.
‘Skjøndt jeg arbejder med Lethed,’ sagde han i Anledning af den til den bajerske Kronprinds paabegyndte Friise, ‘saa ømmer jeg mig dog ved at tage fat paa den store Bestilling; men Prindsen skynder bestandig paa mig, og naar jeg har forestillet ham, at han selv endnu ikke har faaet en Bygmester til at bygge den Kirke, hvori Wærket skal staa, svarer han mig da, at han bestandig vil kunde faae en Bygmester, men at han i Tilfælde af min Død ikke saa let vil kunne faae en Thorvaldsen igjen.’
