Arkivet, Thorvaldsens Museum

Langfredag morgen mødte jeg Thorvaldsen, som under vor Samtale viste mig et lille Hul paa sin Frakke paa venstre Side af Brystet, ved Hjertet. ‘l Dag for 2 Aar siden,’ sagde han med sin blide, dybe Stemme, ‘var jeg Døden meget nær. Just som jeg stod og syslede med en Pistol, for ogsaa at bidrage Mit til den almindelige Glædesild, afskød en lille Dreng en anden, til Ulykke en ladt Pistol imod mit Bryst. Ved den besynderlige Smerte, som jeg følte i min hele venstre Side, og bedøvet ved det pludselige Tilfælde, sank jeg ned paa Sengen og troede, at jeg var farlig saaret. Hele Huset kom i Snak og jeg havde Umage med, nogenlunde at dæmpe deres Skrig, som især steg til det Højeste, da man fandt Blod ved mit Hjerte. At dette hidrørte fra en af mine Fingre, som af Kuglen var kvæstet, opdagede vi først senere, da de ogsaa fandt Kuglen, som var bleven flad, liggende ved min Fod paa Gulvet. Hvor Kuglen er gaaet ind, hvorledes den har afkræftet sig ved mit Legeme, og hvor den er gaaet ud igen, det ere ikke let at sige med Vished. Forunderligt er det Hele, og havde jeg været Katholik,’ lagde han til med et Smiil, ‘havde man vist raabt Mirakel og betragtet mig med store øjne. Nu fik Drengen Skænd, og man ytrede, at han som god Katholik ikke var i Stand til at skyde en Mand af min Reputation.’