[...]
Bissen bliver mig daglig mere kjær, han er et stille men djærvt Menneske, god men cholerisk, det sidste dog kun, naar han i sit Hierte troer at have Ret: hans uhyre Talent synes kun forsaavidt at være ham bekjendt, at han finder Styrke nok i Sig til paa egne Been at naa sit Maal. Thorvaldsen har af Thieles Buste, det eneste af Bissens Arbeider han har seet, havt nok til at ytre sig særdeles fordelagtigt om ham; hvad vilde han ikke dømme med et Par Tegninger af en Friese, som B. i disse Dage har udkastet; det forestiller Moses, der fører Jøderne ud af Ægypten, og man forbauses baade ved en Ynde, Storhed og Riigdom. B. er meget flittig, næsten lidt for meget. Han veed, at manges øjne med spændt Forventning hviler paa ham fra Hjemmet og at han selv her ikke er ubemærket. Dette i Forening med Stipendiumsforpligtelsen gjør ham urolig ved at lade noget Øjeblik unyttet gaa hen og saaledes har han ikke vovet at give sig selv den Rolighed hvormed den første Tid for Kunstnerne her i Rom bør hengaa i en velgjørende Betragtning og Nydelse af Konst og Natur. Ligeledes synes mig ogsaa, at Bissens Levemaade her er lidt for Ussel og at han tager det knappere end godt og fornødent er. Klimaet her fordrer god og overflodig Kost, hans Stipendium er ham ikke karrigt tiIdeelt, han har selv en god Appetit: vil han lægge Penge op? det er mig en endnu uoplyst Deel af hans Karakter.
[...]