Pisa 23 May 1806
Høystærede Ven!
At Deres Brev af 8de Januari var mig særdeles behageligt, behøver jeg ikke at sige Dem. Min Skrivelse af 7 Nov: forrige Aar har kunnet overbevise Dem om, hvor giærne jeg ønsker at dyrke de lykkelige Forbindelser vi stoed i, medens vi begge vare unge, og nød i det yndige Drestden Livets og Vaarets Glæder.
Den gode Stanleys Død, bedrøvede mig overmaade; thi jeg forsikrer Dem om, at han var en duelig Konstneer, som vist ville have giort Academiet Ære, hvis Forsynet havde skiænket ham fleere leve Dage. Han blev henkaldet i en Tidspunkt, hvor han netop, begyndte at føle Konstens Værd; og alle vore Landsmænd begræde hans alt for ti[d]lige Død. Jeg har ved Skipper Peter Christian Fisker tilsendt Academiet under Deres Adresse det sidste Arbejde som denne gode Mand havde fuldført og som han med sønlig Tillid Tillid [sic] skikkede mig for at bedømme det, og for at sige ham frimodig min Meening over denne hans Composition. Jeg giorde det med oprigtighed; og de faae Bemærkelser jeg meddeelte ham, optog han med Glæde og Taknemelighed som et Beviis paa min Deeltagelse. I det Heele, finder jeg Arbejdet meget skiønt. Det vidner om hans Fliid, og om hans Opfindelsers Aand. Den korte Tid, som han tilbragte i Rom, havde allerede bidraget til at danne hans Smag, og dette sidste Arbejde var meget bedre, end de han med lam Haand forfærdigede i Neapel. Jeg søgte at opmuntre ham ved alle Lejligheder, og jeg kand give mig det Vidnesbyrd, at han skyldte mig de faae behagelige Øyeblik som han nød i denne Verden; thi han havde et ømt og følende Hierte; ja hans eeneste Nydelser, bestoed i Ømhed, og Følsomhed; thi hans uhældige Physiske Forfatning tilstædede ham ingen andre. De hosføyede konossementer vil overbevise Dem om, at den Afdødes Architectur-Tegninger ere afsendte. Maaskee ere de ankomne, og følgelig er Academiet i Besiddelse af hans heele Efterladenskab.
Fremdeles sender jeg Dem en Liigtale holdet ved den ejegode Stanleys Grav, af hans Ven Sekretair Lundbye, en af Danmarks fortiente Belletrister og Poeter, som formodentlig af Vanvare blev skikket som Konsulents-Sekretair til Tunis, hvorfra han forplantede sig paa Roms klassiske Jordbund, for der at tilbagekalde hans i Afrikas Ørkener tabte Helbred. De vil af denne Tale see hvor meget Stanley var agtet, og hvor meget han fortiente at være det. De vil og erfare hvor stort Indtryk hans Savn giorde paa de Romerske Musers Yndlinge.
Den Afdøde leed meget i Neapel, behøvede stedsevarende Omsorg og maatte idelig lade sig betjene af andre. Alt dette kunne ikke skee uden betydelige Omkostninger. Jeg søgte at bedre hans Kaar, medens mit Ophold i Parthenopiens Hovedstad. Efter min Afrejse har vor værdige Consul Heigelin understøttet ham; og Consulens Handelshuus bekiendt under Navn af Cuttler et Heigelin har forstrakt ham i rede Penge en Summa af 237 Napolitanske Ducater, noget nær ligesaa mange Danske Rigsdaler. Academiet er Stanleys Arving, og uden at gaae fra Arv og Giæld, vil det nok ikke nægte at godtgiøre ovenmeldte Handelshuus denne ubetydelige Summa. De min bedste Ven, som det kongelige Academies værdige Forstander, vil vist forestille Sagen saaledes at Stanleys Minde ikke vanæres. Jeg har den Ære i denne Anledning at sende Academiet en underdanigst Ansøgning fra Handelshuuset Cuttler et Heigelin som beder om Erstatning at dette lidet Forskud. Jeg begriber let, at efter skrietv[?] Ret, behøver ikke Academiet at betale en Skilling; men det er dog saa smukt, at ære en god og flittig Konstners Minde, og da høystsamme giør saa mange Opofrelser for Danske Konstnere i Italien, og dermed erhverver sig almindelig Høyagtelse, synes mig at det ville være et sligt berømt Academie værdigt, at fraviige de almindelig vedtagne Formaliteter, for at hædre en flittig Dansk Konstners Eftermæle. Jeg anbefaler Dem denne Sag min kjære Ven, og De vil glæde mig, som en god Dansk Patriot, hvis De udvirker Tingens lykkelige Afgiørelse, thi hædre vil man vor Nation, og vore herlige Indretninger, ved Beskuelsen af slige ædle Handlinger.
Vi Danske nyde her i Italien, stor Agtelse; og vor lille Jordplet bliver meer og meer navnkundig, saavel ved vore mange Danske Konstnere som studere i Rom, denne Konstens Middelpunkt, som ved vor anseelige Skibsfart i disse Egne hvor tusinde af vore Skibe gennemkrydse Middelhavets brusende Bølger.
At De ogsaa ynder min gode Ven Thorwaldsen, glæder mig hiertelig. De har væsentlig bidraget til hans Ansættelse i Danmark; det veed jeg, og det veed han ogsaa. Han er et ejegodt Menneske, og en fortreffelig Konstner. Stanleys Død havde nedslaget ham; men nye Arbejder som han nu skal udføre, og som vidne om en vældig Tænkekraft og om dyb Konstkundskab opliver ham paa nyt; og alle mine Romerske Venner skrive mig at han begynder atter at være flittig. Han er et sandt Genie, og af denne Aarsag er han ikke altid i Stand til at arbejde; men naar han begynder paa noget som er hans Talent værdigt, er han saa virksom at han bestiller meere i to timer end andre i to Uger; men Thorwaldsen behøver Opmuntring, og denne savner han ofte i Rom hvor, som i heele Italien blot Fremmede veed at skattere, og priissætte Konsten og Konstneren. Da han var i Fior hos os, i Monteneros yndige BiergEgn, arbejdede han rastløs, fordi min Kone og jeg glædedes saa overmaade ved hans Arbejde, og søgte at indskyde ham Mod. I Rom, er han sig selv overladt, og hans Tungsindighed tiltager ofte i en høy Grad; thi hans Physiske Tilstand er ikke altid den Bedste enskiøndt han har en herkulisk Figur som forkynder Sundhed, og Kraft.
Vi have i Rom en haaben Danske Konstnere som alle ere ret flittige, og som ved deres Talenter og Stræbsomhed giøre dem Regiæringens Bistand, og Bevaagenhed værdige. De foreene med Fliid og Virksomhed, en god, ærlig moralsk Charakter. Nogle af dem som jeg med Penge Forskud og sligt, har hiulpet ud af deres naturlige Forlegenhed i et fremmed Land, langt fra at misbruge min Velvillie, have ufortøvet opfyldt Deres Pligt, med at erstatte mig mine Udlæg, saa snart deres Remisser fra Fædrenelandet ere indtruffne.
En Dansk Mand som alt længe er en Romersk Indvaaner, giør vort Fædreneland den største Ære. Professor Zoega en af Europas berømteste Antiquairer, og som nu arbejder paa det gamle Roms Topographie, Dette overmaade interessante Værk vil endnu blive det meere, fordi man daglig graver i, og udenfor Rom hvor man opdager en haaben af Oldtidens Levninger, som vil oplyse den lærde Verden, og giøre Zoegas Værk meget vigtigt.
Heele Italien er i en overmaade kritisk Stilling; thi ingen giætter endnu hvorledes Sagerne vil blive ordnede. En eeneste Mand kender det Heele, og ingen kiender hans uudgrandskelige Planer; men om dette skiønne Land, ved de nye Forandringer ikke lykkeliggiøres, kand det i det mindste ikke tage meget ved de forraadende Regiæringers Kuldkastelse, som hverken opmuntrede Konsterne, eller dyrkede Videnskaberne. Det lille Toskana er den eeneste Deel af Italien hvor man under roelig Fredsskygge hylder Muserne. Jeg glædes ved at beboe denne Landstrækning over hvilke Mediceernes Aand synes endnu at svæve, og som hverken savner Konstelskere eller interessante Mennesker; da tvertimod det øvrige Italien ligger i en fuldkommen Dvale.
Lev vel min gode, og værdige Ungdoms Ven! Gid De med Skaansel ville læse mit lange Brev, og gid De ville være overbeviist at mine Tanker ofte svinger sig hen fra Arnos fredelige Bredde, til Østersøens stolte Kyst, for at opleede min Ven Abildgaard; med Ønske om at kunne i Foreening med ham bidrage til de Danske Konstneres Fremskridt, og til vort berømte Academies glands.
H.Schubart
