Arkivet, Thorvaldsens Museum

det blev sendt, og
Fr. VI forærede det til
frue Kirke; 1839 giorde
Thorv: pendant dertil
Englen som leder Barnet
paa den rettet Vej
og disse 2 Basreliefer
opstillede over Pængeblokken
i Kirken, og Graveren
siger, at der er givet
langt mere til de fattige
siden de ere komne
der. ‒

Da Thorv: gik til Præst, spurgte Præst Holm ham, om det var hans Broder der havde vunden Medallen? og ved Svaret, at det var ham selv, blev han strax flyttet øverst op og kaldt Monsieur Thorvaldsen, hvor over han ikke var lidet stolt. ‒
Han har ofte fortalt, med hvilken erbødighed han havde seet op, paa de Gamle Profesorer paa Academiet dengang H: A: osv ‒ og troet det var en uopnaaelig Høide de stod paa ‒ Da han forlod Kiøbenhavn første gang, havde han en kiereste, lige som alle unge Mennesker paa den Alder, som han havde dandset med paa Baller osv (han har sagt mig, at han i mange Nætter i rad kunde holde ud at dandse og naar han var saa træt, at han ikke kunde gaae over Gulvet, saa behøftes blodt dandse musiken lade sig høre for strax at være op i en Dands igien) ‒ dog tilbage til Kie[resten.] De hørte aldrig fra hinanden, og skrev ikke til hinanden[.] Da han nu 1819 kom tilbage til Kiøbenhavn var hun gift, og han forlovet; han havde imidlertid haft fleere, kierligheds, Eventyr, og desværre den Eeneste han nogensinde havde elsket, med en sand Kierlighed, hende kunde han ikke faae til Kone, og hun døde, (: maaskee af Sorg :) hun var tysk dog saa ledes er Mændene netop medens han smegtede af kierlighed for hiin bragte skiebnen ham sammen med Moderen til hans datter, og fortvi[v]let søgte han at trøste sig her[.]

Den Person han var forlovet med da han 1819 reiste til Danmark, var en Lady Meckensie. Hun var rig, væl opdragen, klog, og fornem, hun skal have giort umaadelig af Thorvaldsen[.]
Dette maa jeg dog tilføie at jeg kuns ved af andre da Thorvaldsen, var saa overordentlig discret med den Godhed han havde nydt af Dammer som dog skal have været meget ualmindelig[.] Lady M: var desværre temmelig styk og Thorvaldsen havde en umaadelig skiønhedssands i sær var han bange for knokler sagde han og ofte naar en Dame var rigtig tynd og sla [papiret mangler] slank, og man sagde: [“]hvor hun har en god [papiret mangler] figur,[”] svarede han: [“]ja klæd hende først af saa [papiret mangler] vil vi snakke om det; (hu jeg gruer for de skarpe Been), nei maae jeg bede om lidt Suel paa Knoklerne; hun er jo stoppet ud kan De ikke see det, hun har jo et par Servietter for paa, følg kuns lignen af Halsen, saa seer man strax at det ikke kan bryde saa pludselig af, naar det var Natur, osv[.] Nei hvor herres dragt kan man ikke blive narret med, og det er altid den smukkeste,[”] og sagde han, [“]man siger det er uanstændigt at gaae nøgen men jeg forsikkrer dem det modsatte, netop disse Klæder er det som pirrer Sanseligheden[,] Phantas[ien] tænker sig Gud ved hvad deilighed osv: jeg forsikkrer dem at jeg aldrig i min Varmeste ungdom f e x haver været

f: Ex: i min Varmeste Ungdom, aldrig har væert, forelsket, eller forlibt, i en Modell NB: som Modell, saa længe hun har været paa klædt, kan jeg have været utaalmodig, og begierlig; men neppe var klæderne af taget, saa var heele Ilutionen forsvunden, og jeg Arbeidede roelig paa min Statye, jeg har desuden altid funden store Mangler, saa jeg f. ex. til mine Grazier, haver maattet have mange forskiellige Modeller, naar Skulderne vare smukke hos Een saa, havde gierne Benene en feil eller omvendt,[”] osv kort Thorvaldsen, var en kenner af Skiønhed, og Lady M: var styk, skarp, og spids[.] dog han var 50 Aar gammel, det var paa høie tid der som han skulde gifte sig[. “]det var en Brav Person[”], (det var hans egne Udtryk) [, “]hun var ikke meget ung, og saa lidt smuk, at jeg som, blodt levende for min Kunst, behøfte ikke at spilde min Tid med at passe paa hende og følge hende over alt, hun var desuden vandt, til at føre et uafhængig Liv i Rom, deels ved hendes Alder og deels ved hendes formue, jeg besluttede mig; men fortrød det snart, og hvad der især bragte mig til at fortryde det, var en Yttringen af nogen, at det var for Pængenes Skyld Thorvaldsen giftede sig, det ærgrede mig og da nu en Ven af mig tillige raadte mig fra at Gifte mig, sigende, : jeg saa var ganske tabt for Kunsten, saa var jeg let at over tale, og benyttede den første Leilighed der gav sig til at Bryde, og det var, da jeg 1819 vilde reise til Danmark[.] Lady M: vilde vi skulde gifte os straks og hun reise med. jeg paastod Reisen lod sig ikke giøre med en Dame[,] det var bedre at udsætte Giftermaalet til efter denne Reise[.] der over blev vi uenige, og saa gik alt over styr; senere blev en heel deel giort for at bringe det i stand igien, og en hvis dansk herre[,] M: lod sig bruge til en Intrige[.] dog det hialp ikke. ‒ det at [“]det er for Pængenes Skyld at Thor:

vil ægte hende[,”] lød alt for fælt for min Øren og saa var jeg jo ikke videre forelsket.[”] ‒
I den Anledning har man fortalt mange Historier, og især sagde Røgtet at han havde Brudt med Engelænderinden, fordie hans Datters Moder, havde truet at stikke ham en Dolk i Livet osv ‒ dog saadan Snak hørte han ikke selv og naar han hørte det brød han sig ikke derom; thi han følte nok at han ikke havde handlet ganske rigtig mod Lady M:, som han foresten trøstede sig med, at hun snart vilde glemme Ham, om saa meere da han i grunden ikke var flink til Beskytter og hun ved hendes Stilling i Sælskabet, ingen behøvede osv ‒ Lad: M: Levede hendes Øvrige dage dels i Rom og deels paa Reiser, dog var hun næsten bestandig i Rom om Vinteren og førte der et meget net Huus, Thorvaldsen stødte ofte sammen med hende i Sælskab, og hun talte oftere med ham, hun giorde ham endogsaa bebreidelser over at han ikke besøgte hende, dog det kunde han aldrig bequeme sig til, hun døde 1841 og Thorvaldsen fik det at vide paa vores siste Reise i Dresden, Jeg mærkede at han havde faaet en Efteretning som bevægede ham, og han sagde mig hvad det var; dog gik det ham naturligvis ikke videre tilhiertet en[d] at Reisens Adspredelser jo snart udslettede det. ‒
En gang i Aaret 1840 Besøgte Thorvaldsen og jeg Chr: Slottet i Kiøbenhavn i Sælskab af L: Møller, ved at see Haandtegningerne paa Vægen, studser Thorv, og trækker mig tilside, for at giøre mig opmærksom paa et Portrait som der hængte og har været [revet] paa 2 steder, dog nu omhyggelig sammenføiet og optrukket, i en Ramme blandt andre Haandteg[ninger;] dette var oven omtalte Lady M’s Portrait som Thorvaldsen engang for mange Aar siden havde tegnet,

hun havde synder revet det og sendt ham det, og nu havde man uden tvivl fundet det blandt andre Tegninger, og saaledes opbevaret det, Thorvaldsen, sagde jeg maatte gierne have det og L: Møller, udleverede mig det; jeg haver det blandt andre HaandTegninger af Thorvaldsen Blandt andet ogsaa mit Eget, som han engang begyndte at tegne men, som kuns lykkedes daarlig, jeg eier ogsaa 2 Portraitter han har Malet som ganske ung, i hvilken art han haver Malet mange som Dreng paa en 14 [til] 16 Aar for at tiene lidt Pænge, disse fandt han blandt andre gamle sager, og skulle være en Hr Wæst og hans Kones Portraitter og der er virkelig noget interesandt ved disse Portraitter. ‒
N 1 Et lille side stykke til Thorvaldsens ovennævnte Carakterestik med at lade sig bevæge til at bryde med Lady M: af fordie at folk sagde han for Pængenes skyld vilde ægte Lady M: hende et Side stykke hertil har vi i den lille Historie, som Thor: fortalte mig, at da Cohlera udbrød i Rom x
Madamen som man troede havde ved Trudseler forhindret Partiet mellem Thorv: og Lady M: giorde man uret, thi hun var for ubetydelig til at have min[d]ste Inflydelse, og skiønt hun Lever endnu, saa har Thor ikke seet hende i mange Aar, thi skiønt hun var næsten bestandig hos Paulsens, saa kom Thorvaldsen ikke ofte der, og naar han kom maatte hun strax forlade Stuen, thi han havde erklæret han vilde ikke see hende; og hvis hun viste sig hos ham saa lod han hende kaste paa døren[.] Dette har jeg af ham selv. ‒‒‒
x N 2 havde han alt Pakket ind, og vilde forlade Byen som alle hans Venner, og hvem der blodt nogenlunde kunne[,] giorde; dog saa kommer der et Brev fra Colin, som siger: [“]har Deres Venners Overtalelser ikke kunnet faae dem her over saa haabe vi nu at Colera vil drive Dem.[”] strax pakker Thorv: ud igien tænkende: [“]nei det skal De dog ikke sige om dig at Cujonerie har jaget dig hiem[.”] ‒ dog han kom ofte til at fortryde den poins d’honeur, thi han led uendelig I den tid det varede, og saa de skrækkeligste Syn omkring sig man kan tænke sig; hvad der ellers var til stor trøst for ham i den tid var 2 Unge Lægers Sælskab som boede hos ham, de lode sig senere Male begge paa et stykke, af Blunck til Erindring for Thorvaldsen

‒ og Portraitterne har staaet siden den tid i hans Sovekammer i Rom paa Bordet, men nu staae de i dagligstuen paa Charlottenborg; det var maaskee Tyskere, det husker jeg ikke ret. ‒
I Collera Tiden giorde han den Mageløs yndige lille Dandserinde, hvoraf jeg haver en kopie i halv størelse giort af Gallie.
Ifjor talte jeg om at vilde have den paa Ustillingen[;] Thorvaldsen blev vred, Thiele var nærværende og kunde vist ikke begribe hvorfor,? dog jeg som kiender hans smaae Svagheder forstod det, han sagde strax: [“]saa maa de hellere lade den lille Ganymed komme paa Ustillingen[.” “]hvorfor det[”] spørger jeg, [“]den har man seet før her hvorimod dandserinden er noget Nyt[.” “]jo[”] svarede Thor: [“]for den er bedre giort,[” “]nei min kiere Thor, det skal de ikke bilde mig ind thi jeg skulde dog troe at Gally er en ganske anden Karl, en[d] som Holbek[.”] den Mening var nu Thor: ogsaa af; dog han var vred og blev vred, og urimelig[.] siden faldt mig først ind hvad det kune være[.] fleere gange mærkede jeg at han var Schaloux, paa Dandserinden, naar han troede jeg foretrak den, eller glædede mig meere over den, end over Ganymed, denne siste havde nemlig Thorv: foræret mig Dandserinden havde jeg selv kiøbt. ‒
Den kiere Thorvaldsen det Glædede ham usigelig at kunde glæde mig, og han havde ofte den satisfaktion. ‒ saa ledes har jeg en deilig udført stor Tegning af Thorvaldsen, fra Aaret 1800, eller saa omtrent, En Madonna med Christus og Johannes, Landskabet i Baggrunden er af den
Berømte Koch, det var den siste Thorvaldsen endnu eiede 1841 da vi vare i Rom, og

[siden er blank]

[siden er blank]

[fortsættes…]