Bertel Thorvaldsen.
(En biographisk Skizze. *)
(Af H.C. Andersen)
Et rigt Blad i Kunstens Historie er oprullet og læst; Thorvaldsen har været; hans Liv var et Triumptog, Lykken og Seieren fulgte ham, Menneskene have i ham erkjendt og hyldet Kunsten.
Denne Lykkeliges Liv, dette Triumphtog kan males med Ord som med Farver. Skulle vi give en Vignet bebudende det Hele, da ville vi ridse tre store Feldt og i det øverste tegne en dansk, kraftig Bøgeskov, hvor i Præsternes Kreds foran Alteret af raae Kampestene, Kongen staaer med den tykke Guldring om Haaret; det er Danmarks Konge Harald Hildetand, hans Øie funkler, hans Hoved hæver sig, hvad have de høie Guder lovet ham: Een af hans Slægt skal, om mange Secler, udstrække sit Scepter fra Nordkap til Europas Sydspidse, vidt mod Øst og Vest, hans Navn indskrives i Nationernes Bog. Vi tegne det næste Feldt: Secler ere henrundne, det er i vore Dage; en fattig Dreng med en lille rød Hue paa de lysegule Haar bærer en Leerkrukke i Seglgarnsbaand igjennem een af Kjøbenhavns snevre Gader, han bringer Mad til Faderen, som arbejder paa Holmen, og der snitter plumpe Billeder til Stavnen af Skibene. Betragt dog dette Barn, han er den yngste af Kong Harald Hildetands Æt, og ved ham skal Spaadommen gaae i Opfyldelse, men hvorledes? – Og vi ridse det tredie Feldt: Drengen er bleven Mand, det gule Haar hvidt, men i riig Fylde hænger det ned over de kraftige Skuldre; rundt om staae prægtige Marmorskikkelser: Jason med det gyldne Skind, Gratierne, de hellige Apostle. Det er Kunstnernes Konge vi see, Ætlingen af Harald Hildetand, den fattige Dreng, der nu som Mand strækker sit Scepter ud over Europas Lande i Aandens Rige, der er Berthel Thorvaldsen.
Ingen Digters Opfindelse, Virkeligheden selv er det, som giver Motiver til hvert af disse Billeder. Island opbevarede for Nordens Riger disses ældre Sprog, Mythologi og Historie, nøiagtig og tro findes i Sagaerne hele Slægters Stamtavle, og saaledes have vi Thorvaldsens. Slægten nedstammer fra Danmarks Konge Harald Hildetand, fra Danmark flyttede den til Norge og siden til Island; der læse vi i Sagaen om Lardølerne, at een af Slægten, Oluf Paa, var en mægtig Høvding, hvis Sands for Kunstværker berømmes i Skjaldenes Sange. Bertel Thorvaldsens Aand rørte sig i Høvdingens Bryst; hør hvad Sagaen beretter:
„Oluf Paa lod opføre en Spisesal, der var større og skjønnere end man nogensinde tilforn havde seet; paa Væggen og paa Loftet vare afbildede berømte Begivenheder efter gamle Sagn, og det var saa dygtigt udarbeidet, at det saae langt. skjønnere ud, end naar Loft og Vægge vare behængte med Tapeter. Da Spisesalen var færdig, var der et stort Gjæstebud hos Oluf Paa, derhen kom ogsaa Skjalden Ulf Uggason, som gjorde et Qvæde om Oluf Paa og de Sagn, som vare afbildede paa Væggen; dette Qvæde blev kaldet Huusdrapa.”
Gjennem flere Slægter kan bevares Lighed i Træk og Manerer, saaledes ogsaa aandelig Eiendommelighed, og denne hos Oluf Paa er det, som forædlet og større fremtræder i vor Thorvaldsen.
Vi staae i Indgangen til hans Livsgalleri, Billed slutter sig til Billed i det lykkelige, seierrige Triumphtog.
Det var i Kjøbenhavn 1770 den 19de November, at Billedskjæreren Gottskalk Thorvaldsens Hustru, Karen Grønlund, en jydsk Præstedatter, fødte sin Mand en Søn, der i Daaben fik Navnet Bertel. Faderen var kommen ned fra Island og levede i fattige Kaar; de boede i lille Grønnegade, ikke langt fra Kunstacademiet; Maanen har ofte tittet ind i den fattige Stue, den har fortalt os derom. *)
„Fader og Moder sov, men den lille Søn sov ikke; jeg saae hvor de blommede Kattuns Sengeomhæng rørte sig, Barnet tittede ud; jeg troede først at han saae paa det bornholmske Stueuhr; det var nok saa broget malet med Rødt og Grønt; der sad en Kukker ovenpaa; der vare svære Blylodder, og Perpendiklen med den skinnende Messingplade gik frem og tilbage, „dik! dik!” men det var ikke det han saae paa, nei, der var Moderens Spinderok; den stod lige under Uhret; den var Drengens kjæreste Stykke i hele Huset, men han turde ikke røre den, for saa fik han over Fingrene; hele Timer, naar Moderen spandt, kunde han sidde og see paa den snurrende Teen og det dreiende Hjul, og derved havde han nu sine egne Tanker. Ak, turde han dog spinde paa den Rok! Fader og Moder sov, han saae paa dem, han saae paa Rokken, og lidt efter lidt stak der en lille nøgen Fod ud af Sengen og saa nok en nøgen Fod, der kom to smaa Been, Bums! stod han paa Gulvet. Han dreiede sig endnu engang om for at see om Fader og Moder sov; jo, det gjorde de, og saa gik han sagte, ganske sagte, kun i sin lille, stumpede Skjorte, hen til Rokken og begyndte at spinde; Snøren fiøi af og Hjulet løb da meget hastigere. Moderen vaagnede i det Samme, Omhænget rørte sig, hun saae ud og tænkte paa Nissen eller paa et andet lille Spøgelse. „I Jesu Navn,”” sagde hun og stødte angst Manden i Siden; han slog Øinene op, gned dem med Haandrn og saae paa den lille travle Fyr „Det er jo Bertel!” sagde han.”
Hvad Maanen fortæller see vi her som det første Billed i Thorvaldsens Livsgalleri, thi det er en Afspeiling af Virkeligheden; Thorvaldsen har selv næsten Ord til andet, i fortrolig Samtale paa del smukke Nysø, fortalt Forfatteren, hvad denne i sin Digtning lod Maanen sige. Det var een af Thorvaldsens ældste Erindringer, hvorledes han i sin lille, slumpede Skjorte sad i Maaneskinnet og spandt paa Moderens Rok og den kjære Moder tog ham for et lille Spøgelse.
For nogle Aar siden levede endnu en gammel Skibstømmermand, der huskede den lille, lyshaarede, blaaøiede Bertel, der kom til sin Fader i Huggehuset paa Holmen; Faderens Haandværk skulde han lære, og da denne følte, hvor ilde det var ikke at kunne tegne, maatte den elleve-aarigc Dreng i Kunstacademiets Frihaands Skole, og der gik det rask fremad; to Aar efter kunde Bertel gaae Faderen flittig tilhaande, ja rette paa hans Arbeide.
See de svævende Skibe paa Værfterne! Dannebrogen vaier, Haandværksfolkene sidde i Kreds under Skyggen, ved deres tarvelige Frokost; men forrest hæver sig Hovedfiguren i dette Billed; det er en Dreng, som dristigt snitter Livstræk i Træbilledet til Skibets Gallion. Det er dettes Skytsaand og skal som det første Billede fra Bertel Thorvaldsens Haand vandre ud i den vide Verden. Det evigt svulmende Hav skulde døbe det med sine Vande, hænge sin Krands af vaade Planter omkring det.
Vort næste Billed betegner et Skridt fremad; ubemærket blandt de andre Drenge har han nu alt i sex Aar benyttet Academiets Skole, hvor han altid ordknap og taus stod ved sit Tegnebrædt; hans Svar var ja eller nei, et Nik eller en Rysten med Hovedet; men Blidhed lyste af Minerne, Godmodighed i hver Yttring. Billedet viser os Bertel som Confirmant; han er sytten Aar, just ingen ung Alder tit at erkende sin Daabspagt; hans Plads hos Provsten er nederst blandt de fattige Drenge; hans Kundskaber ere ikke store nok til at stille ham høiere. Nys stod i Avisen nævnt, at ved Academiet havde Eleven Thorvaldsen erholdt den mindre Sølvmedaille *). „Er det Eders Broder, som har vundet Medaillen?” spurgte Provsten. „Det er mig selv!” sagde Bertel, og den Geistlige saae med Velvillie paa ham, satte ham øverst blandt alle Drengene og kaldte ham fra nu af „Monsieur Thorvaldsen.” O, hvor dette „Monsieur” den Gang klang dybt i hans Sjæl, fortalte han tidt senere; det klang mægtigere end hver Titel, Konger kunde give ham; aldrig glemte han det siden.
I et lille Huus i „Aabenraa”, Gaden hvor Holberg lader sine fattige Poeter boe. levede Bertel Thorvaldsen hos sine Forældre og deelte sin Tid mellem Kunsten og med at hjælpe sin Fader. Acatemiets mindre Guldmedaille skulde vindes i Billedhuggerkunsten, Thorvaldsen var tyve Aar gammel, hans Venner vidste, bedre end han selv, hvor dygtig han var, de nødte ham til at modtage Opgaven: ,,Heliodorus, som, udjages af Templet”.
Vi ere paa Charlottenborg, men det lille Kammer hvor Thorvaldsen nys sad for at gjøre sin Skizze, staaer tomt, og ned af den snevre Bagtrappe, jaget af Frygtens og Mistillidens Dæmoner, iler han afsted for ikke at vende tilbage. I en stor Genius’s Liv er Intet tilfældigt; det tilsyneladende Ubetydelige er en Guds ledende Finger; Thorvaldsen skulde fuldføre sit Hverv. Hvo er det, som standser ham paa den mørke Bagtrappe; een af Professorerne kommer just denne Vei, taler til ham, udspørger, formaner ham, han vender tilbage, og i fire Timer er Skizzen udført og den mindre Guldmedaille vundet. Det var den 15de August 1791.
Statsministeren Grev Ditlew af Rewentlow saae den unge Kunstners Arbeide og blev hans Beskytter, han skaffede ham Erhverv og satte sit Navn i Spidsen for en Subscription, der gav ham friere Leilighed til at overgive sig til sit Studium; to Aar efter var den større Guldmedaille vunden og derved Adkomst til et Reisestipendium, men før Afreisen skulde en daarlig Skolegang ophjelpes, Aar gik hen, han læste, studerede, Academiet gav ham sin Understøttelse; al Erkjendelse tilsmilte ham, en større, aandigere Kreds laa ham aaben. Vi ville fæste vort Oie paa en i hiin Tid for ham kjær Gjenstand, vi finde den ved hans Fødder i hine muntre Aftenscener, hvor han i lystigt Lag med Mænd, som Rahbek og Steffens, sidder en stille Beskuer, vi finde den i Krogen bag den store Kakkelovn med de blanke Messingkugler paa i det ellers fattige Kammer hjemme, der stikker sært af mod de pyntede Herrer der gjøre Besøg; vi see den, men bunden med en Snor bag Døren til Selskabs Theatret, hvor Thorvaldsen gaar fra sin lille Rolle, de to Replikker han har at sige i ,,Barberen i Sevilla”, det er hans kjære Hund, den hører just med til denne Tid, hører med til hans Livs Triumphtog, den har han elsket, den har han erindret i mangt et Arbeide, hans troe Ledsager, hans kjære Kammerat; alle Vennerne vilde just have Hvalpe af den, thi da engang Een af Bertels Creditorer blev for hæftig foer den glubende i den strænge Rykker. Thorvaldsen har gjort den udødelig i Marmoret, det har ikke gjort sin første Kjærlighed, den, som i en Digters Bryst ellers forvandler sig til et uvisneligt Dafneblad.
Vi kjende et kapitel af hiin Historie. Det var i 1796 i Foraaret, at Thorvaldsen skulde gjøre sin Vandring ud i Verden, over Alperne til Rom, men han blev syg og efter Sygdommen nedstemt; i Tydskland var Krig, hans Venner raadede ham at følge med den kongelige Fregat Thetis, som just skulde til Middelhavet; han havde da en Kjæreste, med hende tog han en trohjertig, ærlig Afsked og sagde: Du skal ikke, nu jeg reiser bort, være bunden til mig! holder Du fast ved mig og jeg ved Dig til vi om flere Aar mødes, saa er den Ting afgjort!” – og de skiltes ad – og de mødtes først mange, mange Aar derefter, kort før hans Død, hun, som Enke, han, som Europas evig unge Kunstner. Da Thorvaldsens Liig blev, i kongelig Pragt, ført igjennem Gaderne, græd ved et aabent Vindue en gammel Kone af Borgerklassen, det var hende; den første Afsked dukkede op for hende, her ved den sidste. Den første Afsked, ja, det var en festlig Dag! Kanonerne lød til Farvel fra Fregatten Thetis.
See hvor Seilene svulme for Vinden, Kjølvandet skummer, Skibet gaaer forbi den skovgroede Kyst, Kjøbenhavns Taarne forsvinde. Bertel staaer forude, Bølgen stænker paa Thetisbilledet, det han selv eengang indsnittede levende Træk; fremad seer han, Argonautertoget efter Kunstens hellige Skin i Cholkis-Roma har han nu begyndt. Men hjemme i den lille Stue i „Aabenraa”, staaer den utrøstelige Moder og jamrer for sin tabte Søn, hvem hun ikke mere skal see, ikke mere trykke til sit Hjerte; Een af Bertels kjæreste Venner er der ogsaa, han bringer hende fra den Bortrejste en lille Æske med Dukater, men hun ryster med Hovedet og raaber høit: „jeg trænger ikke til noget i Verden, uden til mit Barn, som nu skal omkomme paa det vilde Hav!” – og hun tager ud af Skabet hans gamle sorte Silkevest, trykker tusinde Kys paa den og græder tunge Taarer for Bertel, den elskede Bertel *).
Et heelt Aar gaaer hen; vi staae i de sidste Dage af Februar, paa Neapels Molo, Paquetten fra Palermo kommer, Tyrker, Græker, Maltheser. Folk af alle Nationer stige iland; mellem disse gaaer en bleg, sygelig Nordbo, han hjælper Fakinen med at bære sit Tøi; ryster med Hovedet ved dennes Snaksomhed, thi han forstaaer ikke Sproget. Hvad hjælper det at Solen skinner saa klart og varmt udenfor, der er intet Solskin inde i Sindet, det er sygt, det er knuget af Hjemvee; saaledes har Bertel Thorvaldsen nu endelig betraadt Italiens Fastland, efter at have omtumlet som en Ulysses. Thetis har først maattet gjøre et Krydstog i Nordsøen for at vogte de norske Kyster mod engelske Kapere; i September først gik Skibet gjennem Canalen og kom i October til Algier hvor Pesten var udbrudt, saa fulgte en lang Qvarantaine paa Malta, saa en Fart til Tripolis for der at jevne Fjendtlighederne mod de danske Skibe; der, medens Capitainen var i Land, drev Skibet i Storm for kappede Ankere om paa Havet, prøvede en ny Qvarantaine paa Malta, og efter denne, fandtes at være i en saadan Tilstand at det maatte kjølhales, Fra Malta, i aaben Baad, forlod Thorvaldsen derfor sine Landsmænd og gik til Palermo, derfra var det nu Paquetten bragte ham til Neapel.
Ingen Landsmænd traf han paa, Sproget forstod han ikke, mismodig og længselsfuld søgte han alt næste Dag i Havnen om ikke, mellem de mange fremmede Flag, vaiede det hvide Kors i rød Grund, nei, der var intet dansk Skib; havde et saadant været der, han havde da vendt tilbage til Danmark; sjælesyg brast han let i Taarer; den gamle neapolitanske Kone, han de Dage boede hos, saae ham græde og tænkte: „det er vist Kjærlighed, der trykker ham, Kjærlighed til Een i hans kolde, barbariske Land!” og hun græd med, tænkte maaskee paa sin egen første Kjærlighed, thi Rosenhækken kan inden i være frisk og ungdomsgrøn, skjøndt det er Høstens Tid, og den uden paa staaer bladløs med sine Hyben.
„Til hvad har den Reise ført! hvorfor kommer den Kjellingunge tilbage!” Det var de Ord man i Hjemmet vilde møde ham med, følte han i dette kjæmpende Øieblik; et Slags Skamfuldhed slog hans bløde Sind, og i denne Stemning tog han i Hast Plads med en Veturin til Rom, hvor han indtraf den 8de Marts 1797, en Dag, der siden af hans Venner i Kjøbenhavn, før de vidste Datoen han var født, feiredes som hans Fødselsdag, den 8de Marts var Dagen da Thorvaldsen fødtes i Rom for den hellige Kunst.
En Portrait-Figur træder her frem for os, det er en dansk, den lærde, strænge Zoega, til hvem den unge Kunstner er anbefalet, men som i ham kun seer et almindeligt Talent, og kun har Ord for at dadle, Øie hvor han i hans Arbejder seer en slavisk Gjengivelse af Antikkerne; stræng retskaffen efter sine Anskuelser stod denne Mand, der skulde være Thorvaldsens Leder.
(Fortsættes.)
Bertel Thorvaldsen
En biographisk Skizze.
(Af H. C. Andersen)
(Fortsat.)
––––––––––––
Vi lade tre Aar efter Ankomsten glide hen og spørge Zoega hvad han endnu siger om Bertel eller, som Romerne kalde ham Alberto; og den strænge Mand ryster med Hovedet og siger: „Der er meget at dadle, lidt at være tilfreds med, og flittig er han heller ikke!” Dog flittig var han just, men Geniet staaer fremmed for et fremmed Sind. „Sneen tøede mig just da fra Øinene!” har han selv tidt gjentaget; den danske Maler Carstens Tegninger var een af de Aandens Bøger, som gjød sin hellige Daab over det fremvoxende Geni. Det lille Atelier saae ud, som en Valplads, rundt om sønderbrudte Statuer. Snillet skabte dem tidt i Nattens Timer, Mismoden over deres Mangler sønderslog dem.
De tre Aar ude vare som henfløine og endnu Intet frembragt; Hjemreisen forestod, eet Arbeide maatte dog gjøres, at man ikke i Danmark med Ret skulde sige: Thorvaldsen havde ganske hendrevet Tiden i Rom; mistvivlende om sin Genius i det denne just kjærligt omfattede ham, ikke ventende en Seier, idet han dog alt stod midt paa dens aabne Bane, modellerede han Jason, der har vundet det gyldne Skind. Det var dette i Kunstens Rige, Thorvaldsen vilde have vundet og nu troede at maatte opgive. I Leer stod Skikkelsen der, mange Øine saae den ligegvldigt og – han sønderslog den.
Det var i April 1801 at Reisen hjem skulde foretages i Selskab med Zoega; den blev opsat til den kommende Høst: Jason fyldte endnu al hans Tanke, en ny, en større Statue af Helten formedes, et udødeligt Værk, men endnu var det ikke udtalt for Verden og forstaaet af den. „Her er noget mere end almindelig !” sagde Mængden; selv den hyldede, høitstaaende Canova studsede og udbrød: „Quest’ opera di quel giovane Danese, é fatta in uno stilo nuovo e grandioso!” Zoega smilede: „det er bra!” – Den danske Frederikke Bruun var da i [Ro]m og sang begejstret om Thorvaldsens Jason; [h]un understøttede Kunstneren, at han kunde faae sit Værk afstøbt i Gips, thi selv havde han ikke flere Penge, end at han ved dem netop kunde slippe hjem.
Det sidste Glas Viin var alt tømt til Afsked, Kufferten indpakket, Veturinens Vogn ved Daggry foran Døren; nu spændtes Kufferten bag paa – da kom en Medreisende; Billedhuggeren Hagemann, der vilde til sin Fødeby Berlin, hans Pas var ikke i Orden, Reisen maatte opsættes til næste Dag og Thorvaldsen lovede, uagtet Veturinen skjændte, at blive saalænge – han blev, blev for at vinde et jordisk udødeligt Navn, kaste Solglands over Danmark.
Britternes Bomber have styrtet Kjøbenhavns Taarne, Britterne have røvet os Danske vor Flaade, men i vor retfærdige Harme og Bitterhed herover, ville vi huske, at det var en Englænder, der frelste for os og vort Lands Storhed, Dig Bertel Thorvaldsen! En Englænder var det, der efter Guds Villie reiste for os mere, end om alle vore Taarne vare reiste, bevingede Hæderen om Nationens Navn, mere end alle Landets Skibe ved Flag og Kartover kunne udtordne, Englænderen Thomas Hope var det.
I det lille Studio, som kunstneren vilde forlade, stod Hope foran den afslørede Jason; det var et Livs Moment i Thorvaldsens og altsaa ogsaa i Kunstens Historie. Den fremmede Rigmand var af Leietjeneren ført herhen, thi Canova havde jo sagt, at Jason var et Arbeide i en ny og storartet Stiil.
Kun 600 Zechiner forlangte Thorvaldsen for at levere sit Værk i Marmor, Hope bød ham strax 800. Hans Berømmelses Bane begyndte. Det var i Aaret 1803.
Først fem og tyve Aar derefter var Jason fuldendt og tilsendt den ædle Britte, men i disse fem og tyve Aar vare andre Mesterværker skabte, Thorvaldsens Navn indskrevet blandt de Udødeliges.
En Lykkens Yndling var han og dog endnu stundom syg i Sindet; Neapels Sol mægtede ikke at trænge derind, men Venskab, kjærlig Pleie formaaede det, og disse fandt han hos Baron Schubart, dansk Gesandt i Toskana; hos ham, paa hans smukke Villa: Montenero ved Livorno, kom Sundhed i Blodet, Ro i Sindet; Sommerlivet paa dette Sted afspeiler sig endnu i hans Basreliefs: „Sommer” og „Høst”. Fyrster og Kunstnere sluttede sig her kjærligt til ham; rundt om lød Erkjendelse og Beundring! Musernes Dands paa Helicon fremsprang da i Marmoret; han skabte Amor og Psyche; denne Gruppe stod fuldendt paa Slottet, et Uveir trak op, Lynet slog ned og knuste alle de andre Billeder, paa Amor og Psyche nær, det var et Tegn fra Himlen, han var dens Yndling; Himlen skaanede med sit Lyn et værk af Thorvaldsen, Havet selv skaanede i sin Vrede senere hans Venus med Æblet, den smukke Statue sprang af Havets Skum frelst og velbevaret, efterat Sørgebudskabet havde forkyndt Skibet sjunket paa Farten til England. Rygtet om Thorvaldsens Erkjendelse naaede Danmark og vakte Glæde og Interesse, han blev udnævnt til Medlem af det kongelige Kunst-Academi, fik Bestillinger til Slottet og Raadhuset. Herlige Statuer fremtraadte i disse Aar: nye Kunstværker, nye Bestillinger fulgte, – Aarene rullede hen.
Norge var da endnu forenet med Danmark; 1811 opdagedes der et hvidt Marmorbrud; vor nuregjerende Konge, da Prinds Christian, skrev til ham og Thorvaldsen udtalte sin Lyst og Længsel efter at komme; men Arbeider bandt ham endnu en Tid til Pavens By.
Der var Jubel og Travlhed i Rom, et Keiserpalads skulde reise sig paa Qvirinalbjerget; Kunstnere og Haandværkere vare i stor Virksomhed, thi allerede i Mai 1812 skulde Alt være færdig til at modtage Napoleon; der vare flere Værelser, hvor øverst paa alle fire Vægge stod en Plads aaben til Basreliefs, Ingen tænkte paa Thorvaldsens Hjælp, han vilde jo hjem til Norden, Tiden trængte paa, Arbeidet skulde vare færdigt; Architecten Stern, der stod for det Hele, kom i Academiet St. Luca ved et Tilfælde til at sidde sammen med Thorvaldsen, og gjorde ham her det forslag, at levere til Gemakkerne en Frise i Gips, 29 danske Alen lang; men paa tre Maaneder skulde det være fuldført. Thorvaldsen lovede den og holdt Ord, gav et Mesterværk, Alexanders Triumphtog *).
Rygtet herom gik igjennem alle Lande, i Danmark steg det til Begeistring; Pengesummer indsamledes til at erholde det i Marmor; den danske Regjering gjorde en Bestilling.
Endnu blev Thorvaldsen i Rom; nye Værker skabtes; vi ville dvæle ved to fra Aaret 1815.
Uger og Maaneder vare hengaaede uden at Thorvaldsen havde bestilt Noget; i uforklarligt Tungsind gik han hensjunken. Tidlig en Sommermorgen, efter en søvnløs Nat, satte han sig foran Træladen, lagde det vaade Leer over den, og i et Nu formede han sit berømte Basrelief „Natten”, og under Arbeidet svandt de mørke Taager i hans Sjæl; det blev Dag der, den klare Solskins Dag; en freidig Ro, der siden altid hyldede ham som Seierherre over den. Glad og legende med en stor Kat og sin kjære Hund Teverino, fandt een af hans danske Venner ham, foran det fuldførte Basrelief. Samme Dag kom Gipseren for at hente det til Afstøbning og Thorvaldsen havde alt „Dagen” under Arbeide, og sagde: „Bliv lidt, saa kan vi med det samme faae dette afformet!” I eet Døgn vare to udødelige Værker fuldendte.
Den 14de Juli 1819 om Morgenen Kl. 4 gik det hjemad i Selskab med Grev Rantzau til Breitenburg og Historiemaleren Lund. Gjennem Slesvig, over Als og Fyen, kom Thorvaldsen til Kjøbenhavn den 3die October; 23 Aar var gaaet siden han sidst var her.
Forældrene skulde ikke faae ham at see, Moderen ikke trykke sin elskede Bertel til sit Hjerte, høre hans Hyldest, see den Jubel, hans Hjemkomst vakte; de vare forlængst døde, men fra Guds Himmel saae de ham, fra Guds Himmel havde de fulgt ham paa hans jordiske Livs Triumphtog. En Moders Taarer paa Jorden og Bønner i Himlen er Velsignelse.
Giennem alle italienske og tydske Byer havde Høie og Lave nærmet sig ham med Æresbevisninger, mangen begeistret ung Kunstner ilet til den By, hvor han vidste at Thorvaldsen kom; paa en af de sidste Stationer ved Stuttgard standsede en Vandrer ved Vognen, hvori Thorvaldsen sad, og bad om at maatte kjøre med; han fik Lov dertil og fortalte nu, at han var gaaet en lang Vei for i Byen at faae den store Kunstner Thorvaldsen at see, der ventedes. Thorvaldsen gav sig tilkjende, det var for den fremmede et af hans Livs store Momenter. Kjærlighed og Hyldest havde gjort Hjemrejsen til et Seierstog; Hjemkomsten var det ikke mindre.
See, hvor de trænge sig til ham, Gamle og Unge, Landets første Mænd, et hjerteligt Haandtryk, et Kys paa Munden er Thorvaldsens God Dag. Al verdslig Ære og Ophøielse fordærvede ikke hans jevne Sind, hans ligefremme Væsen. Paa Charlottenborg er en Bolig anviist ham; hans Øie søger mellem de Mange, som omgive ham, at finde een af de ældre Venner; beskeden staaer ved Døren den gamle Portner i sin røde Kittel, den gamle Mand fra Ungdoms Dagene. Thorvaldsen flyver i hans Arme og trykker inderlige Kys paa hans Læber.
Fest følger paa Fest til Thorvaldsens Ære; skjønnest den der udgik fra Universitetets Studerende og feiredes paa den kongelige Skydebane. Oehlenschläger holdt Talen, i hvis Slutning Digteren opfordrede ham til „dog engang ogsaa at fremstille een af Nordens gamle Guder!” Sange bleve afsjungne, Kanonerne løde, Skaaler bleve udbragte, ogsaa een for Thorvaldsens Gratier, i Skaalen for „alle danske Piger!”
Snart længtes han efter at arbeide, Atelie’et blev indrettet, Alle strømmede til at see ham i sin Virksomhed; for de fleste Kjøbenhavnere var det en ny Kunst, der stod op for dem; naivt spurgte en smuk Dame da hun saae ham modellere med Fingrene i det bløde Leer: „Det Arbeide gjør nok Professoren ikke selv, naar De er i Rom?” – „Jeg forsikkrer Dem,” svarede han godmodigt, „dette er just det allervigtigste!”
Omtrent et Aar efter forlod han Kjøbenhavn.
Det er bælmørk Nat, der er Havblik, en aaben Dæksbaad ligger stille nogle Mile ud for Laaland; Sælhundene tude fra Bankerne; Matrosen sidder lyttende agter ude, uvis hvad han skal gjøre; allerede krustes Vandspeilet, en Storm er i Vente, den nærmer sig paa susende Vinge, Bølgerne løfte den lette Baad; det er Døden her over de frygtelige Grunde, men Døden meier kun med sin Lee Skummet af de høie Bølger, Thorvaldsen er i Baaden, hans Mission i Kunstens Rige paa Jorden er ikke endt. – I Daggry kommer Lodsen dem til Hjælp og de naae Rostock.
Over Berlin, Dresden, Warschau *) og Wien gaaer det til det gamle Rom, Thorvaldsens andet .Hjem; i hver Stad, Hyldest og Erkjendelse. Keiser Alexander og Keiser Frands modtage Kunstneren med Udmærkelse; hele Reisen danner en ny Tilsætning af Triumph i hans Livs Vandring.
Atter stod han kraftigt skabende i sit romerske, luftige Atelier, Roserne blomstrede ind af de aabne Vinduer, de gule Oranger skinnede i den varme Sol; udødelige Værker fremsprang for hans Meisel; Christus og de tolv Apostle; Johannes-Gruppen formedes, Copernicus sad der i .Kraft og Storhed.
Det var den sidste Dag i Fasten 1823; Klokkerne ringede, Pistoler og Geværer knaldede. Thorvaldsens Vertinde havde en lille Søn; efter Maaltidet, paa Langfredag, bad Drengen om at laane hans Pistoler, de gik, for at hente disse, ind i Sovekammeret, der hang de endnu fra Reisen. Thorvaldsen tager den ene ned og prøver den ved det aabne Vindue, Drengen har imidlertid grebet den anden, den gaaer af, Thorvaldsen styrter til Jorden, Drengen seer Blod og udstøder et Skrig. – Men .Kuglen laa mat indenfor .Klædningsstykkerne, Ladningen havde ikke været stærk nok til at give den dræbende Kraft; Blodet strømmede kun fra to saarede Fingre, hans Frelse opfyldte den romerske Almue med Troen om, at han var sært beskyttet af Madonna.
Ja, her, som altid vaagede det Himmelske over ham. See, kun! det er mørk Nat, det er stille paa Roms Gader, stille i Thorvaldsens Huus; et Par velbevæbnede Karle snige sig derhen og dirke Døren, sætte sig paa Steentrappen derinde og vente ham, thi han er ude. kommer silde og ene hjem, vide de. I Huset selv boer jo kun og høit oppe Vertinden med sin lille Søn og en ung, fremmed Kunstner. – Stille sidde Morderne; Nøglen rører sig i Døren, – de lytte – nei, det er ikke Thorvaldsen, det er den yngre Kunstner der kommer hjem; let springer han op af Trappen, forbi de Lurende; ham agte de ikke, og dog har hans Haand i Flugten berørt den Enes Haar; han veed der sidder nogen der, veed de vente Thorvaldsen, der altid gaaer denne Vei til sine Værelser; forundret seer han Lys gjennem Nøglehullet, aabner Døren; Thorvaldsen er hjemme; Huset har fra den anden Gade endnu en Indgang og gjennem denne er Thorvaldsen kommen iaften, nødt dertil, ved at have tabt Nøglen til den sædvanlige Dør – og han er frelst.
„Det Himmelske vaager over ham!” gjentog den romerske Almues Mand. De saae selv den hellige Fader gjøre ham Besøg, de saae denne række ham Haanden for ei at lade ham knæle ved Afskeden. Lutheraneren Thorvaldsen overdroges der at gjøre Monumentet over Pius den Syvende.
Høit paa Tribunen staaer Inspirationens Datter, Improvisatricen Rosa Taddei, den forsamlede Mængde lytter til Ordets Paaskeflammer fra hendes Læber og tiljuble Bifald; hendes Opgave er: „I progressi della scultura.” Hendes Øie svæver hen over Tilhørerne og opdager Alberto, ham, som Danmark fødte; i Sangens Flugt betegner hun ham og glemmer saaledes det Jordiske at hun i Pavens By nævner Alberto „figlio di dio.”
„Kongen og Digteren skulle vandre sammen,” staaer der i Sangen, Davidsharpen og Kongekronen staae hinanden nær. I Roms Gader Arm i Arm vandre Kong Ludvig af Bayern og Digteren i Marmor: Bertel Thorvaldsen; et inderligt Venskabs Forhold var knyttet mellem de to; varmt og trofast lød altid Thorvaldsens Venskabs Ord om Bayerns Konge.
Allerede fyrretyve Aar i Rom, riig og uafhængig, levede og virkede han med den Tanke, engang at vende hjem til Danmark og der udhvile sig; uvant til store Beqvemmeligheder, som mangen riig Kunstner i Rom; levede han et Ungkarle Liv; var hans Hjerte da, fra hiin første Afsked i Kjøbenhavn, ikke mere aabent for Kjærlighed; tusinde yndige Amorer i Marmor ville sige os hvor varmt dette Hjerte slog, Kjærlighed hører til Livets Mysterier.
(Fortsættes.)
Bertel Thorvaldsen
En biographisk Skizze.
(Af H. C. Andersen)
(Fortsat.)
–––––––––
Vi vide at Thorvaldsen efterlader sig, i Rom en Datter, hvis Fødsel han har erkjendt*); ogsaa vide vi at flere end een Qvinde gjerne har villet række den store Ku[n]stner sin Haand. Da han Aaret før sin første Hiemreise til Danmark laa syg i Neapel, blev han pleiet af en Englænderinde, der følte den meest brændende Kjærlighed for ham, udtalte den og øieblikkelig, ved den vakte Taknemlighedsfølelse hos ham, fik hans Ja. Da han senere blev rask og kom til Rom piinte dette Løfte ham, han følte sig ikke skabt til nu at være Ægtemand, erkjendte at Taknemlighed ikke var Kjærlighed, at de ikke passede for hinanden; derfor efter en Kamp med sig selv, tilskrev han hende sin beslutning. Thorvaldsen blev aldrig gift.
Characterisiisk for hans Hjerte, som for hans hele Personlighed bliver efterfølgende Træk: En Dag i Rom kom til ham en fattig Landsmand, en Haandværker, der længe havde ligget syg og nu vilde sige Farvel og Tak for det Bidrag i Penge, Thorvaldsen havde skudt til de andre Landsmands Gave, ved hvilken han skulde naae hjem. “De vil dog ikke gaae hele Veien?” spurgte Thorvaldsen. “Jeg er nødt dertil!” svarede Manden, “Pengene strække ellers ikke til.” – “Men De er for svag endnu til at gaae!”, sagde han, “De kan ikke taale det og maa hellere ikke!” – Manden forsikkrede Nødvendigheden og Thorvaldsen gik hen, aabnede en Skuffe, tog en Haandfuld Scudi og rakte ham dem idet han tilføiede: “See, nu kjører De hele Veien!” – Manden takkede, men forsikkrede, at det Givne ikke vilde være tilstrækkeligt nok, længer end til Florenz. “Naa!” sagde Thorvaldsen, klappende ham paa Skuldrene, gik anden Gang til Skuffen og tog nok en Haandfuld. Manden var i høieste Grad taknemlig og vilde bort. “Ja, nu kan De jo kjøre hele Veien hjem og have det godt!” sagde han og førte ham til Udgangen. “Jeg er meget glad!” sagde Manden, “Gud velsigne Dem derfor! men kjøre hele Veien, dertil skal en heel Capital!” – “Naa, saa siig mig hvor stor den maa være, for at De kan det?” spurgte han og betragtede ham. Manden opgav beskedent den nodvendige Sum og Thorvaldsen gik tredie Gang til Skuffen og udbetalte det Forlangte, ledsagede ham derpaa til Gadedøren, trykkede hans Haand og gjentog! “Men nu kjører De, thi Kræfter til at gaae har De ikke!”
Vor Kunstner hørte ikke til de meget talende, kun i en engere Kreds kunde man bringe ham til at fortælle, og det var da altid med Lune og Munterhed; et Par energiske Udbrud af ham opbevares, vi ville give eet af disse. En bekjendt Billedhugger udtalte sig en Dag med temmelig Selvfølelse, indlod sig i Strid med Thorvaldsen og satte sine Arbeider over dennes. “Du kan binde Hænderne paa mig!” sagde Thorvaldsen, “jeg skal bide med mine Tænder i Marmoret, bedre end Du kan hugge!”
I Gips eiede Thorvaldsen Exemplarer af alle sine Arbeider; disse de rige Marmorstatuer og Basreliefs han af egen Drift, uden Bestilling havde samlet, den Mængde Malerier, han aarlig afkjøbte unge Kunstnere, var en Skat, som han ønskede til sit egentlige Hjem Kjøbenhavn. Naar derfor den danske Regjering sendte Krigsskibe til Middelhavet for at afhente de Arbeider, der vare færdige til Slottet og Kirken, lod han altid en Deel af sine Sager følge med. Danmark skulde arve disse. – At see disse Skatte samlede paa et dem værdigt Sted vakte bos Nationen Iver for at bygge et Museum; en Forening af Thorvaldsens danske Beundrere og Venner lod udgaae en Opfordring til Folket om hver at yde sin Skjærv; mangen fattig Tjenestepige, mangen Bonde gav sin, og snart var en behørig Sum bragt tilveie, Frederik den Sjette gav Byggeplads; Arbeidet overdroges Architekten Bindesbøl. Alles Tanker vare beskjeftigede med Thorvaldsen og hans Værker, Fregatten Rota skulde bringe en Ladning af disse og Thorvaldsen vilde følge med for maaske altid at blive i Danmark.
I mange Tider saae vi ikke saa skjønne Nordlys, som i Høsten 1838. Røde og blaae Flammer hvirvlede i Horisonten; Islands lyse, blinkende Nætter vare stegne ned til vore grønne Øer; det var, som om Thorvaldsens Forfædre, svøbte i Nordlysets Glands svævede herned at hilse paa deres Ætling. Fregatten Rota, med Thorvaldsen ombord, nærmede sig de danske sommergrønne Kyster.
Naar Skibet, paa Opseiling fra Helsingøer, kunde sees, skulde det danske Flag heises paa Nicolaitaarn; men det var en taaget Dag; Skibet var tæt ved Byen før det blev bemærket. Alt kom i travl Bevægelse, Folket strømmede igjennem Gaderne mod Toldboden.
Hvilket Maleri! Solen bryder pludselig frem mellem Skyerne; der ligger det stolte Skib; en prægtig Regnbue,
“en Æreport for Alexander,”
har Himlen spændt hen over det. Kanonerne tordne, alle Fartøier flagge. Søen vrimler med Baade, festligt smykkede, Flag med Emblemer vaie og sige os, at i denne Baad ere Malere, her Billedhuggere, i denne Digtere, i denne Studenter; her komme unge, pyntede Damer, dog kun flygtigt, hviler Øiet paa disse, det fæster sig paa den store Baad, som med raske Aareslag styrer fra Skibet. Der sidder Thorvaldsen med det lange, hvide Haar ud over den blaae Kappe; Velkomstsangen lyder*). Den hele Strandbred er opfyldt med Mennesker, Hatte og Tørklæder vaie, gjentagne Hurraraab bruse ham imøde; det er en Folkefest, Begejstringens Fest, Folket spænder Hestene fra Vognen og trækker ham til hans Bolig paa Charlottenborg, hvor Atelie’et staaer med Blomster og Krandse; Aftenen er en Fest; i Haven lyse Faklerne og Kunstnerne bringe ham en Serenade.
Thorvaldsen er Folkets Hjerte, Folkets Tanke, Fest følger paa Fest; to af disse ville vi nevne som de meest fremtrædende. Den ene, et Slags poetisk, musikalsk Academia, hvor Digte i Festens Anledning oplæstes af Forfatterne selv, eller satte i Musik udførtes af Dilettanter**).
Den store Sal, hvert lille Værelse, var opfyldt, Alle vilde deeltage i Festen, der endtes med et Maaltid og en Dands, hvor Thorvaldsen traadte Polonaisen. Den anden Fest foranstaltedes i Studenterforeningen, hvor han optoges som Æresmedlem. Ved Festmaaltidet her, hvor en Sang af H. P. Holst apostropherede det vordende Musæum, aabnedes Salens Baggrund og Musæet viste sig som det fuldendt skal staae. Taler og Sange vexlede: en humoristisk Vise antydede Optagelsen.
– “Du blev Student og Du kan troe,
Just i O.tober maa det være;
Du hugged’ Dig igjennem jo,
Saa Talemaaden kom til Ære;
»Hvad giver op Du af Homer?”
Blev spurgt og man jo vented Blade;
Da formed’ Du til Liv i Leer
Den hele Iliade.
Hvor meget denne Begejstring og Hylding maatte glæde ham, var den dog i Længden trykkende; Fest og Beundring hørte til hans daglige Aandedrag og dog tænkte han saa lidt derpaa. Da han af Folket blev trukken til sin Bopæl var han uvidende derom og sagde: “Det gaaer rask!” Da han i Roeskilde en Aften gik fra Kirken og Gaderne i Anledning af ham vare illuminerede, yttrede ban: “Her er nok Bryllup i Aften!”
Tæt ved Præstø-Bugt, omgivet af skovgroede Banker, ligger Nysø, Baroniet Stampenborgs Herresæde, et Sted, der ved Thorvaldsen er blevet mærkeligt i Danmark. Den aabne Strand, de smukke Bøgeskove, selv den lille Kjøbstad mellem Frugthaverne, nogle hundrede Skridt fra Gaarden gjør Stedet værd at besøge for sin ægte danske Beliggenhed. Her har Thorvaldsen fundet sit bedste Hjem i Danmark; her syntes han at voxe fast, her er en Række af hans sidste, skjønne Basreliefer og Statuer skabte, Baron Stampe er een af de ædleste Naturer der fødtes; hans Gjæstfrihed og hans Kones datterlige Sind for Thorvaldsen aabnede ham her et Hjem, saa hyggeligt og godt, som intet andet i Verden. En stor energisk Kraft hos Baronessen ansporede hans Virksomhed; med en Datters Omhue pleiede hun ham, aflurede ham hvert lille Ønske. Strax ved første Besøg paa Nysø anordnede hun en Udflugt til Møens Kridtklint og i de Dage, som tilbragtes der, blev i Nysø Have, tæt op til Canalen, som halv omgiver Hovedbygningen, et lille Atelier opført; i dette og i et Hjørneværelse i Hovedbygningens Salsetage, ud mod Havet, er i de sidste Aar Thorvaldsens fleste Værker blevne til: “Gangen til Golgatha, Indtoget i Jerusalem, Rebekka ved Brønden, hans egen Portrait-Statue, Oehlenschlägers og Holbergs Buster. Baronesse Stampe var troligt bos ham, rakte ham hjælpsom Haand, læste høit for ham i Holberg; Kjøretoure, ugentlige Concerter arrangeredes og om Aftenen hans kjæreste Spil, Lotteri; ved dette med Gnavposen i Haanden, kunde han være ret oprømt og sige mangen Spads. I to Basreliefs har han givet Familien; paa det ene, hvor Huusmoderen, de to Døttre og den yngste af Sønnerne staae, er Kunstneren selv; paa det andet sees Huusfaderen og de to ældste Sønner.
Alle Kredse søgte at drage Thorvaldsen til sig; i hvert stort Selskab saae man ham, ved hver Fest og hver Aften i Theatret ved Siden af Oehlenschläger, Neppe som ung Mand har han havt den imponerende Skjønhed, han havde, som ældre.
– – “Den herlige Figur
Sad plastisk, som hans egne Gudestøtter.
Har Du bemærket, at i hvor han traadte
Blandt Mængden frem, der veeg den taus tilside,
Behersket ubevidst af hellig Sky” –*)
Og over denne Storhed var udbredt en Mildhed, en Ligefremhed, der i høieste Grad maatte indtage den Fremmede som første Gang nærmede sig ham. Daglig var hans Atelier besøgt, derfor følte han sig mere hyggelig paa Nysø. Familien her ledsagede ham derpaa 1841 da han atter besøgte Italien; den hele Reise, der gik over Berlin, Dresden, Frankfurt, Rhinegnen og München, var et fortsat Triumphtog; en Morgens Agerland kunde dækkes med Sangene til den feirede Kunstner. Vinteren tilbragtes med Stampes i Rom og de Danske havde der et Hjem at slutte sig til.
Aaret efter var Thorvaldsen atter i Danmark og paa det kjære Nysø. Juleaften forfærdigede han her sit skjønne Basrelief: Juleglæde i Himlen, hvilket Oehlenschläger indviede ved et Digt.
Den sidste Fødselsdag, han oplevede, feiredes her, Opførelse af en af Heibergs Vaudeviller var foranstaltet, Fremmede indbudne, dog gemytligst var Morgenstunden, da kun Familien og forfatteren til disse Blade, der havde skrevet en lystig Sang, der endnu stod vaad paa Papiret, stillede sig udenfor Kunstnerens Dør, hver med en Ildklemme, en Gongon, en Flaske, hvorpaa der gnedes med en Prop, som Accompagnement, og afsang den til Morgenhilsen, Thorvaldsen i Sloprok aabnede leende Døren, svingede sin sorte Raphaels-Hue, tog selv en Ildklemme og accompagnerede, medens han dandsede rundt og udbragte med de Andre det stærke “Hurra!” – Et deiligt Basrelief: Poesiens Genius, stod netop fuldendt, det samme Thorvaldsen paa sin sidste Levedag bestemte for Oehlenschläger og sagde! “Det kan vare til en Medaille for Dig!”
Søndagen den 24de Marts var en Vennekreds samlet bos Baron Stampe, Thorvaldsen var usædvanlig livlig, gav Historier til bedste, talte om sin Reise til Italien, den han agtede at gjøre i Sommerens Løb. I Theatret skulde Halms Tragedie “Griseldis” opføres første Gang; vel var ikke Tragedien, men Lystspillet, især Holbergs hans kjæreste Stykker, men det var noget Nyt han skulde see og det var ham blevet en blevet en halv Vane at tilbringe Aftenen i Theatret. Klokken henimod sex gik han alene derhen. Ouverturen var begyndt, ved Indtrædelsen trykkede han et Par af sine Venner i Haanden, tog sin sædvanlige Plads, reiste sig atter op for Een, der skulde ham forbi, satte sig ned, bøiede Hovedet og var – død. Musiken bruste endnu sort.
De Nærmeste troede ham kun i Afmagt; han bragtes udenfor, men han var de Dødes.
Som en elektrisk Straale gik Budskabet derom igjennem Byen, hans Værelser paa Charlottenborg fyldtes af Mennesker; dybest rystet stod Baronesse Stampe, der faa Dage forud havde mistet en kjær Søster; et datterligt Hjerte begræd her den store Kunstner *).
Ved Obductionen fandtes Døden at være udgaaet fra en organisk Sygdom i Hjertet, der vilde have frembragt Brystvattersot;*) mellem Hundrede er neppe mere end To saa lykkelige at frelses ved en pludselig Død.
Thorvaldsen greb Dødens Nummer, var ogsaa her den Lykkelige. Hans Ansigt beholdt i Kisten endnu sit sædvanlige Udtryk; som en skiøn Büste, imponerende, laa den store Kunstner der i de lange, hvide Klæder, med den friske Laurbærkrands om Panden.
»– Sorgen ved den store Mesters Bortgang
Blev knyttet til vor Kirkehøitids Alvor ”*)
Den stille Uge begyndte just ved hans Død.
I Academiets Figursal laae han i den aabne Kiste, Sørgeblus flammede i Candelabrerne. Det var netop Dagen forud for han for 50 Aar tilbage her paa samme Sted modtog Academiets Medaille. Sørgetalen lød, **) Kunsternene sagde deres Farvel***) til den store Mester:
“– Med tunge, tunge Taarer
Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven.”
(Fortsættes.)
Bertel Thorvaldsen
En biographisk Skizze.
(Af H. C. Andersen)
(Sluttet.)
Den danske Kronprinds, som Academiets Præses, fulgte nærmest Kisten; denne standsede endnu engang i Gaarden og fra Atelie’et lød et Miserere i det italienske Sprog *). Toget begyndte. *)
Det er en graa Dag, ikke en Solstraale. Borgerskabet, civilklædt, Alle med Flor om Hat el[l]er Hue, have stillet sig i Række, Arm i Arm, og hvor L[i]nien slutter paa den lange Vei staaer Almuen, selv pjaltede Drenge, med hverandre i Haanden og danner een Kjæde, een Fredens Kjæde; nærmest Frue Kirke begyndte Studenternes Række. Alle Vinduer, Mure, Træer og mange Tage ere opfyldte med Mennesker. Hvilken Stilhed! see, de blotte Hovedet, naar Kisten nærmer sig, den blomstersmvkkede Kiste med Palmegrenene over, med Thorvaldsens Statue støttende sig paa Haabet; mellem de mange Krandse paa Laaget ere to især at mærke, den ene har Landets Dronning selv bundet af de skjønneste Blomster Aarstiden bragte, den anden er af Sølv, Børnene i flere af Byens Skoler have af deres Sparebøsse hver givet en Skjærv til den. See ved alle Vinduer sorgklædte Qvinder! Blomster flyve ned, store Bouqvetter falde paa Kisten, alle Kirkeklokker ringe. Det er et Festens Tog, Folket ledsager Kunstnernes Konge! aldrig vil dette Secund glemmes!
„– Hans Ligfærd blev til et Triumphtog,
Ei blot i vort, men i Europas Navn;
Men Danmark gik som nærmest Slægtning nærmest
Og følte Sorgen hundredfold fordoblet,
Thi Verdens Sorg var lagt paa Danmarks Skulder. *)
Da Kisten var ved Kirkens Dør gik de Sidste i Følget ud af Sørgehuset. Orchestret bruste en Sørgemarsch *), dyb og gribende, som sluttede sig de Døde til Toget, ført af Tonerne, der lød fra Orgel og Basuner. Landets Konge gik Kisten imøde og sluttede sig til de Sørgendes Række *) i den sortbetrukne Kirke, hvor Christus og Apostlerne i Marmor stode i det dæmrende Lys. Nu bruste Cantaten fra Læber og Orgel; det sidste Chor klang: *)
„– Farvel Du store Thorvald, hør Fædrelandets Røst,
Hør hver en Vennestemme fra dybtbevæget Bryst!
Hør hver, hvis Aand forstod Dig, hvis Hjerte aned’ Kunst;
Tak Thorvald! Du har adspredt den tykke Taagedunst!
Dig signe Mænd og Gubber og Qvinder; Børn smaae,
De skal i moden Fremtid Din Herlighed forstaae.
Du skjænkte Danmark Ære! Hvad kan vi skjænke Dig?
Vor Kjærlighed! Du seer den hist fra dit Himmerig!”
Nu fulgte en Tale af Provst Tryde, og Sørgefesten sluttedes med et „Sov vel!” fra Studenterne, der havde sluttet sig i Kreds om Kisten.
Saaledes endte paa Jorden Bertel Thorvaldsens livsherlige Triumphtog. Lykken og Seiren vare hans Dioskurer. Ingen Kunstners Liv har været mere rigt paa Lykkens og Hæderens Solskin, end hans. Den Adelsbaare følte sig stolt ved at have ham i sin Kreds, ham, den ordensklædte, af Fyrsterne hyldede Stormand, den Verdensberømte; Almuesmanden vidste at han var født i hans Stand, udsprungen af hans kraftige Stamme, og hævede kjækkere Hovedet imod ham, saae hans Hæder og Lykke som en Deel af sin, saae i ham den af Gud Udkaarede.
Ja, selv i sin Død syntes han at kaste Lykkegnister til den fattige Mængde. I „Nyboder” *), hvor de godt kjendte Thorvaldsen og vidste, at Faderen havde været af deres Folk og arbeidet paa Holmen, havde de i Tallotteriet taget Nummere paa hans Alder, hans Fødsels- og Dødsdag, og disse kom virkeligt ud, hos dem et ikke ringe Beviis for Hans Storhed.
Sørgebudskabet om hans Død gik vidt ud over Landet, gjennem alle Lande; Sørgesange løde, Sørgefester bleve anstillede i Berlin og Rom; paa den danske Skueplads, hvor hans Sjæl svang sig til Gud, var en Fest, Pladsen, hvor han havde siddet, stod smykket med Flor og Laurbærkrandse og er Digt af Heiberg fremsagdes, hvori hans Storhed, hans Død udpegedes.
,, – Just i denne Hal til Glæden viet,
Til Glæden over Skjønhed, Musers Kunst,
Her vilde Skjebnen at hiin Skiønheds Former
Udaandede det sidste Suk i Livet,
Og Glædens Tempel blev et Sørgehuus.
O danske Skueplads! kan Du forvinde
Det Indtryk, dette Syn har efterladt?
Kan din Thalia med sit Speil, sin Maske
Afløse Melpomenes tunge Dolk?
Vil ei, naar Latter bryder ud med Jubel,
En sagte Sørgegjenlyd klinge med
En sympathetisk Tone fra de Mure,
Som vare Vidner til saa haardt er Slag? – *)
I Academiels Solennitessal gav „Studenterforeningen” sin smukke Mindefest med Hertz’s og Hartmanns Cantate, Holsts Tale. Plougs og Oehlenschlägers Digte;, Thorvaldsens Hæder klang i Toner og Ord, og hvor smukt, hvor sandt:
– ,,Som naar en Ungersvend gjenseer sin Elskedes Aasyn,
„ – Mange Aar skildte dem ad, intet Træk blev dog glemt –
Saadan Antiken han saae, og saadan stod den nu for ham:
Derfor ei Spaden han greb, for at søge den møisomt i Jorden,
Men af sin inderste Sjæl nyskabt han maned den frem.” * *)
Just Dagen før Thorvaldsens Død var netop Muurværket indvendig i hans Grav fuldendt; midt i Musæets Gaard ønskede han at hvile; den var nu muret; en Marmorrand rundt om og et Par Rosenhækker og Blomster bad han maatte der være hans Monument; den hele Bygning vil være det med de rige Skatte, han skjenkede sit Fædreland; i de pompeijanske malede Værelser, der i den fiirkantede Bygning omslutte Gaarden, skulde hans Værker opstilles; under Vinduerne anbringes i Billeder Ankomsten paa Rheden og hans Jordefærd, de to rigeste Tilsætninger i hans Livs Triumphtog *), og høit paa Musæets Tag skal Seiersgudinden:
„sænke sin flygtige Vogn og dvæle hos ham til det sidste.” * *)
Gjennem Aarhundreder vandre Nationer til Danmark, ikke lokkede kun af vore venlige, grønne Øer med de friske Bøgeskove, nei, for at see disse Værker og denne Grav.
Dog eet Sted endnu vil den Fremmede søge, den lille Plet paa Nysø, hvor Atellie’et staaer, hvor Træet holder sine Grene i Canalen til den eensomt svømmende Svane, som han rakte Føde, ogsaa den bøier sit Hoved i Døden, men i Udødelighedens Svanesang bruser Navnet Thorvaldsen; det toner i England foran Jasons og Byrons Statuer, det toner i Schweitz ved hans hvilende Løve, i Roeskilde foran Christian den Fjerdes Skikkelse, det toner i hvert Bryst, hvor Kunsten har sin hellige Funke.