Thorvaldsens Skaal.
Mel. Jeg er en Mand, som har saa vidt omvandret.
Vi ere Mænd, som alle vidt omvandred’,
Saa Ingen meer bereist man sige kan;
I Aften selv vi Opholdsted forandred’,
Og flyttede os hen til Sydens Land.
Vi ere ei i Nordens kolde Zone,
Og Ingen over Knippelsbroen kom.
Vi sidde nu i – Via del Tritone,
Der ligger, som I veed, i den Stad Rom.
Vel sandt, vi Kneipen nu ei kunde gjæste,
Hvis vi til Rom med Vetturinen gik;
Men den, som kjør med Phantasiens Heste;
Kan gjøre Reisen i et Øieblik.
Her see vi ei, hvor rask Minenten favner
Sin skjønne Mø i Saltarellospring
Men tro mig kun, en rigtig Christianshavner
Forstaaer kanskee vel nok saa godt den Ting.
Og kan vi ei i Vaticanet vanke,
Og saligt skue Kunstens Helligdom,
Det er en Trøst, at hver jo i sin Tanke,
Kan skabe sig et lille elsket Rom.
Held den, der gamle Roma seer og kjender,
Og mindes den taknemmelig og glad!
Held alle vore gode, kjære Venner,
Som leve i den evig store Stad!
Der boer en Mand, som ogsaa vidt omvandred’,
Og Ingen meer bereist man nævne kan.
Skjøndt sjelden han sit Opholdsted forandred’,
Saa reiste dog hans Navn saa vidt om Land.
En Skaal for ham, den store danske Mester!
Nu klinker Alle, fylder bredfuldt Maal –
Han, som var Vært for os, da vi var Giæster,
Vor Thorvaldsens, vor store Kunstners Skaal!!