[...] og Næste morgen d 12 reiste vi til Nysøe hvor Thorvaldsen meget længtes efter at komme i Roe, det var den 12 Juli, det var en Glæde at see Thorvaldsen her hvor som han selv saa ofte senere sagde han først ret var, som hiemme, ingensteder fandt han sig saa væl, og han begreb ikke hvor dan det var men
‒ det forekom ham som om han først her havde følt hvad det var at leve lykkelig[. “]jeg maa tænke mig om, saa meget jeg vil[,”] sagde han [“]saa finder jeg dog ikke nogen Periode, i mit Liv, hvor jeg saa ganske ublandet har følt lykken[.”]; (dette Gientog han ofte og endnu en 14 dage før hans død hvor han havde talt om sin Reise, som han for Thiele havde paastaaet var nødvendig, jeg giorde ham opmærksom paa, at, de 2 engle til Pavens Monument, som han sist han var i Rom havde sagt, absolut at skulle fulende vare ikke blevne rørtte og denne Gang ville det gaae ligesaa for Thiele lod han, som det var gruelig vigtig ogsaa for Pængene Afairen som skulle regleres og jeg sagde ham reen ud: han kunde lige saa godt sende mig eller et Barn der over saa lidt forstod han sig derpaa o sv, først blev han ivrig men dagen der paa gav han mig ret, og fandt det var bedre at tage til Nysøe og nyde sine dage i Roe, [“]jeg længes ordentlig efter mit lille Kammer, min Tavle min bløde Sloprok, og de rare formidage hvor du leser for mig, medens jeg Arbeider, ja nu skal vi dog see at faae Stampe til at sitte for mig for at Børnene kan have Eder begges Byste]. osv paa Nysøe løb jeg strax i Haven for at see Atelieret og fandt det under Tag, Thorvaldsen blev saa rørt der over at han faldt mig om Halsen[.] nu Arbeidede man rask fra Morgenen tidlig til Aftenen sildig; nogle dage senere, kom Schouws og d. 17de Juli [kom] Grundtvig her ud[.] nu hented Hr: Pugaard Thorvaldsen af i Sælskab af Øhlenschlæger til møen[.] vi jagede og Arbeidede Alt hvad vi kunde for at blive ferdig til de kom tilbage, som var 4 dage efter[.]
Vi hentede dem i Callehauge, Øhlenschlæger havde lovet at blive her i nogen tid, og Hr: P blev her 2 a 3 dage; Grund[t]vig Præ[di]kede i Udbye om Søndagen d. 21de[.] d. 23 om Aftenen kom Thor hiem, og heele Natten maatte vi tage til hielp for at blive ferdige, til d. 24 hvor Atelieet skulde indvies ‒ jeg var bange at de ikke skulde kunde sove for den banken og Hamren hele Natten, dog det gik, de sov og Næste dag var min kiere søster Suzette og jeg beskieftiget med at pønte op invendig i Atelieet x[.] x Atelieet blev lidt efter lidt dekoreret udvændig, først med en Inskription af Grundtvig: [“]Mindst er Dværgen, som i Dovre boer. Thor i Hytten findes dobbelt stor![” og] over den anden dør, staar endnu: [“]Vølunds Værksted 1839[”]. paa den Eene side er Basrelieffet, Sundhed og Kierlighed, og paa den anden: Jupiter og Diana, og heel rundt en frise af smaae Amoriner vexlende med en Roset[te] blandt hver[;] Rosetten [var] Modeleret exspre[s] af Thorv. der til.- til den Ende lod vi en Lampe hænge op i Loftet som oplyste det heele[.] midt paa Gulvet var alt Modeleerstoelen kommet, som jeg havde ladet giøre til at giøre Statyen paa[;] den bekledte vi som en Piedestal, satte Thors Byste af Bissen derpaa, med en Laubærkrands om Hovedet osv osv[.] Om Aftenen medens alle sad i Salen ved Theen blev alle træer og Buske om kring Atelieet, behængte med Kulørte Lamper, osv osv[.] Grundtvig havde skrevet en deilig Sang, som vi havde instudert til Melodieen: der er et Land, eller ogsaa: Kong Christian ligger ned sit Sverd. alle de Syngende (som vare fr: Schwarzen[,] Frue Raben, S: Dalgas, Meta Grundtvig[,] Elisa osv osv) vare stilte i en halv Kreds, bag Piedestallen, og da jeg nu hente Thorvaldsen og det øvrige Sælskab ned i Haugen bleve alle meget forbausede[,] ikke alene dem som vi[d]ste af Intet, og ikke havde mærket det mindste, men vi selv med[:] thi i Døren modtog Grund[t]vig os, og holdt en Tale, som glædede, og vandt alles Hierter, der var ikke een af damerne uden at de sværmede den Aften
for Grundtvig, og Thorvaldsen og Øhlenslæger omfavnede ham[.] Nu blev Sangen Su[nget] N 3[.] Thorvaldsen var saa tilfreds, og forbauset over at alt var gaaet saa rask, at han sagde han vilde proponere mig som Bygmæster til Hans Museum, (om hvilke intet endnu var bestemt :) osv. nu tog man hinanden under Armen, og spadserede i Maaneskind i Haven, og adskillige Sværmede,; ‒ Næste Morgen tog vi en Tuur i Hollænder Skoven, hvor Hennings Sang den Sang: das Vaterland, der ved giorde Grundtvig den Bemærkning at: [“]der havde man atter tyskerne[”,] osv. kort Ohlenschlæger blev vred, og Sangen vilde ikke gaae; ‒ Pugaard reiste. ‒ Diner hvor Øhlenschæger maatte tage Wolfes Kiole paa – osv – [vi var til] Diner [i] Engelholm, Lind[ersvold], Bellevue [og] Grevens vænge x [, og] x Børnene gav uventet Tableaus, den Mørke gang som Historien[.] Øhlenschlæger skrev et digt til de 4 smaapiger paa Nysøe ‒ osv ‒ Thor arbeide paa Holbergs Byste ‒ hans gamle Ven, som han altid siterte x af, eller ogsaa, af Væssel. ‒ hvor mange Gange har han sagt til mig naar jeg sad ved mit Skriverbord: x kom han listende og gav mig et Slag paa Skulderen: [“]Skriver i Karle[”,] x x og naar nogen sagde: [“]jeg troede[”] om en Ting, han vidste ikke var, saa sagde han altid at [ef]t[e]r Holberg: [“]saa troe nu om igien[”], og Værset: [”]naar dig nogen Karpen byder og du faaer kuns[”,] har jeg ofte hørt ham citere og naar Leilighed gaves, og jeg har det afskrevet af hans egen Haand 3 gange som han somme tider morede sig med for at øve sig i at skrive, som han ofte beklagede aldrig at have lært, [“]thi som dreng var han fuld af Gavtyvstræger og havde ikke tid[”,] og herved skammede han sig ‒ Lige som han kunde tegne mageløs treffende Carikaturer, som man Øiebliklig kiendte, saa kunde han giøre treffende bemærkninger, saaledes kal[d]te han en Ung Pige, som havde noget vist i sit væsen, som skulde være Nobelt, hende kaldte han[: “]den Mislykkede Madonna[”], og vi alle fandt det saa treffende at vi fremdeeles kaldte hende saa mellem os, og maatte tænke paa det treffende deri naar man saa hende ‒
Øhlenschlæger[,] Grundtvig, Thorvaldsen, Stampe og jeg vare budne til Fader hos Pf: Hauch i Sorøe, vi kjørte tidlig derhen, paa Veien [opstod] en Dispyt hvor, Thor: blev saa oprørt over Øhlenschlægers Maneer, mod Grundtvig at han reiste sig i Sædet, og sagde ham Sandheden osv – [Det blev] Skyldregn saa vi kom drivende vaade til Sorøe, der klæde sig i al fart og møde i Kirke, hvor Faderne vare
Thorvaldsen, Øhlenschlæger, Grundtvig døbte det, Ingeman, Hauch selv, Wilster, Lytchen osv-
hos Hauchs diner, og om Aften i en Skov at drikke Thee, [vi] sove daarlig[.] Thor Brækk[ede sig] og hjem Næste Formidag, Grundtvig reiste fra Sorøe til Byen, hans Kone og Børn vare taget direkte fra Nysøe. Øhlenschlæger, [tog] tilbage til Byen[,] troer jeg, – nu komme vi hiem, og jeg fik giort alle muelige Anstalter til at begynde paa Statyen i stor. x Der lærte jeg ret at kiende hvorledes Thorvaldsen skulde Animeres til at Arbeide[.] Det kom blodt an paa at tilberede alt, selv at ligge lidt leer paa saa[som ved] Bysterne, naar jeg giorde Formen, saa gik det a[ndet] af sig selv, det saa Anstændig; [“]det gaaer ikke saa hurtigt, der maa hentes dit og dat fra Byen, det kan vi altid giøre I morgen og det kan vi jo altid faae osv[”;] men Imorgen var det lige nær. og naar jeg saa spurgte hvad det var, saa var det først et stort Hiern til invendig i figuren og i Arme og been af en hvis form, nu fik jeg strax vores Smed fatt, og han overbeviste Thorvaldsen, at han kunde giøre det lige saa godt, som i Byen, der vist skulle der 2 a 3 Hundrede smaae Kors af træe, hængende i Staaltrod, disse lavede vi selv og jeg efter Thorv: anvisning, nu skulde Leeret eltes og rulles i smaa Kager. kort vi begyndte at Arbeide, jeg siger vi thi jeg arbeidede med af alle kræfter, tænkende man maa smede medens Hiernet er Varm[.] Thorvaldsen havde haft adskillige betænk
Betænkeligheder, og jeg havde haft adskilligt at ryde af Veien, før jeg fik ham overtalt til dette Arbeide, men nu var Statyen opstillet i et par dage, og her ophørte min hielp, undtagen ved at agere Haandlanger[.] thi snart skulde man have en Sprøite[,] snart lagener til at holde figuren Vaad, saa lade giøre en stor Passer, og et stillads til at hænge det vaade omkring figuren paae, og saa Trapetrin, brede, og smalle for at staae paae ved Arbeidet, saa all vore Arbeidere bleve satte i Activitet[.] Schouw´s[,] især Sysette[,] kom ofte ned, og saa med Glæde Arbeidet gaae frem ad, og deilig var det strax at see den ædle stilling, og skikkelse, som her fremstod, da jeg nu havde mindre at bestille, ved selve Arbeidet, gik jeg om formidagen efter at have besørget mit Huus, ned med en Bog, og læste høit for Thorvaldsen og dette morede ham meget, [“]saa gaar Arbeidet saa deiligt fra Haanden[,”] sagde han og da han var meget fremmet i den nyere danske Literatur, bestemte vi saaledes at inhente en heel deel[.] (Italienske digtere kiendte han mange af og Poesie især, jeg har hørt ham recitere en hee[l] deel af Metastazio om kap, med en Dame, og jeg forbausedes over hvad han alt sammen havde læst og hvad han kunde udenad; saaledes ogsaa, af Holberg og Væssel, og det morede ham selv at besvare med lange Væselske Setninger, naar han hørte ham Anføre
og blev gierne herved, løstig. Jeg forelæste ham af Bøger, som Øhlenschlæger havde Anbefalet mig for ham, navnlig Nordens Guder og Øhlenschlæger bad mig see at virke paa ham at han skulde faae Smag, og løst til at udføre Nordiske Emner dog det lykkedes mig kuns daarligt, thi han sagde altid: [“]det er koldt, saa disse helte have maatte klæde sig varm, og det Nøgne er dog det smukkeste, det er hvor herres Dragt[”], osv ‒ ‒ og adskillige andre Grunde anførte han, som jeg ikke husker, og sandt at sige, troede jeg bestandig at det var be[d]st at han fulgte sin egen Tilbøielighed, naar han blodt Arbeide og det var det jeg animerte til[,] saa var det mig det samme hvad han [gjor]de[?][.]
Hauch gav ham ogsaa Bøger, og jeg læste hans Polske fammille for ham, som fornøiede ham, dog ved jeg intet af alt hvad jeg har læst for ham, som saaledes har moret og interesert ham som Ingemans Romaner, Erik menved, og Prinds Otto, (jeg læste en Italiensk for ham: i promessi Sposi men den kunde han ikke holde ud til Enden:)
Valdemar Seir, som jeg har eiet 3 Gange og altid blevet af med enten ved Liebhabere, som have bedt mig om den, eller paa anden Maade
saa jeg ikke gad kiøbe den for 4de gang ( havde jeg faaet til Laans af D[xxxxxx] i 1843 og Thorvaldsen glædede sig ret til, at vi skulde Læse den til foraaret 1844 dog Skiebnen vilde det anderledes )[.] af Blichers Noveller Læste jeg for ham[,] Andersen, som var nogen Tid paa Nysøe, begyndte ogsaa paae at læse høit for ham i Atelieet dog det gik ikke[.] Han kunde ikke forstaae ham, fordie Resonan[t]sen var saa stærk, jeg satte mig af den grund op paa Trappen hvor han stod og Arbeidete, og han kunde ypperlig høre mig. Overhovedet sagde han altid at der var intet Menneske paa Jorden som læste ham saa tilpas som jeg x x og naar de andre bebreidede mig, at jeg raabte for høit tog han mig altid i forsvar og sagde det var just godt[;] jeg talte af det fulde Brøst alle kunde forstaae mig, [“]jeg kan blive ganske utaalmodig, naar de kniber de Tænderne sammen, saa man maae giette sig til det halve af hvad de siger[.”] det være Naturligvis ikke sagt mod Andersen, som læste ofte i Stuen til alles fornøielse[.] (og her maa jeg bemærke at da vi en dag fik fat paa de digte som bleve declamerede, ved Festerne i Anledning af Thor’s Hiemkomst 1838, og da Andersen læste hans eget fremsagte digt i den Anledning, fandt Thorv: det saa smukt at han blev ganske rørt men vi[d]ste aldrig af at have hørt det før, og da jeg paastod han havde hørt det ved festen osv ‒ tilstod han, mig: at hver gang saa dan noget fandt sted giorde han sig døv, og tænkte paa ganske Andre Ting, [“]Thi hører jeg efter,
bliver jeg let rørt, og naar det er Tilfældet, spiller man altid en daarlig figur[”], derfor naar Sangen eller Talen var ferdig, Mumlede han sin Tak med faae Ord (thi Taler kunde han dog ikke holde :) og jeg som beskyldte ham for at han spilte Comedie, naar han Takkede for hvad han ikke vi[d]s[t]e, eller havde hørt, fik til Svar,[“]jeg vil heldere det, en[d] staae og flæbe som en Kielling[”]; han blev overhovedet meget let rørt, og skiønt han ofte giorde sig løstig over mig (jeg husker netop i Norma hvor Mad: Secci, med saa megen følelse udtalte sin Smerte, og sv ‒ da giorde han Nar af mig, og maatte selv tøre den eene Taare af efter den Anden: saaledes ogsaa i Stykket, hvor Nielsen giver den Gamle Generall og andre fleere x ‒ x Jeg læste Heibergs: en Siæl efter døden eller, de nygifte og han græd.
