Danmarks Hovedstad har idag begravet sin Æresborger, Folkets Yndling, Fædrelandets Stolthed, Albert Thorvaldsen. Hvor dyb og inderlig Erkjendelsen af denne Dags Betydning har rodfæstet sig i Alles Hjerter, Høi eller Lav, Lærd eller Læg, Ung eller Gammel, det aabenbarede sig her paa en Maade, der vil være evig uforglemmelig for Enhver, der var Vidne dertil, og som vil opbevares i Danmarks Aarbøger som et ligesaa skjøndt som sandru Vidnesbyrd om Folkets Agtelse og Beundring for den sande Storhed. Siden Thorvaldsens Hedengang kan man vel i Ordets egentlige Forstand sige, at kun een Gjenstand har bevæget Alles Sind, den at hædre Thorvaldsen i Døden, som han var elsket i Livet, at vise i Ord og i Gjer[n]ing, at Folket var sig bevidst hvad han var for sit Fædreland og hvad det i ham har tabt. Alt fra den tidlige Morgenstund var saagodtsom hele Hovedstadens Befolkning paa Benene og flokkede sig i tætte Klynger langs med de Veie, den store Kunstners jordiske Levninger sidste Gang skulde tilbagelægge. Kl. 11½ samledes Liigfølget paa Charlottenborg, hvor det blev modtaget af Professor Ursin, der tilligemed Architect Bindesbøl og Theatermater Christensen havde dannet den Comitee, til hvilken Ordningen af Thorvaldsens Jordefærd var overladt. Kunstnerens Liig var hensat i Kunstacademiets Figursal, der var belagt med sorte Tepper. Ved Salens ene Ende var Thorvaldsens sidste fuldførte Statue, den colossale Hercules opstillet, og ligeoverfor den saaes Mesteren hvilende i den aabne Kiste med en frisk Laurbærkrands om den forklarede Pande. Kisten var omgivet med brændende Candelabrer, behængte med Flor. Ved Foden af samme saaes Kistelaaget, rigt bedækket med Taknemlighedens Krandse, og iblandt disse en Sølv-Egekrands, der var bekostet ved Sammenskud af den kjøbenhavnske Skoleungdom. Paa den ene Ende af Laaget laae Thorvaldsens danske Ordener, medens de mange Hæderstegn, Europas Fyrster havde ydet ham, vare placerede paa Tabouretter rundt omkring Kisten. Ligeledes stod paa Kistens Laag en Statuette, forestillede Thorvaldsen, der støtter sig til Haabet, forfærdiget af Kunstneren selv. Ved hver af Kistens Hjørner stod en Marschal med Sørgestav. Da hele Følget var samlet og Kunst-Academiets høie Præses, Hs. kgl. Høihed Kronprindsen, havde indfundet sig i Figursalen, blev Laaget lagt paa Kisten, hvorpaa der af Følget indlodes de kongelige Prindser, Akademiets Medlemmer og Kunstnere, Communalbestyrelsen, Geistligheden etc. Her aabnedes Sørgehøitiden med nedenstaaende Sang af H. P. Holst:
Med tunge, tunge Taarer
Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven.
Her, hvor vi lytted til hans Vink og Raad,
Her flokkes atter vi omkring vor Mester;
Men faderløse staae vi nu med Graad
Og stirre paa hans Jordlivs sidste Rester.
Hans Ry, hans Hæder og hans Værkers Glands,
See, det er Arven fra vor store Fader –
Men Hvo af os tør beile til hans Krands?
Hvo hæver Arven, som han efterlader?
Derfor med tunge Taarer
Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven.
Dette tonende Farvel fra en Kunstnerskare, for hvem den store Henslumrede vil staae som et vækkende, men uopnaaet Mønster, og midt i Kredsen af hans evige Værker, denne, straalende Arv, der paa engang opløfter og nedtrykker Kunstnerhjertet, forfeilede ikke sin Virkning. Umiddelbart derefter holdt Professor Clausen en Tale, hvis dybe Alvor og klare Besindighed parrede sig med en veltalende Begeistring. I faa, men charakteristiske Træk skildrede han os den europæiske Kunstner, hvem alle Nationer havde kappedes om at beundre, den rige Sjæl, hvem det Grandiose, Ophøiede og Alvorlige i Kunsten var ligesaa medfødt som det Åndige, Spøgende og Naive, og det ægte Menneskelige i hans jevne, ligefremme Personlighed, som vi alle havde elsket og kjendt. Med Rørelse dvælede Taleren ved Stedets Ærværdighed, dette Kunstens Tempel, hvor han som Dreng havde faaet sin første Udvikling, som han under sin lange Kunstnervirksomhed i Syden bestandig havde higet tilbage til, som han i Triumph var bleven ført hen til, da han igjen vendte tilbage til Fædrelandet, og det utaalmodige Folk talte Timerne til hans Komme, og hvor han nu laae livløs paa Baaren ved Foden af sit sidste imponerende Værk. Men uden Trøst stode vi ikke ved denne Baare, thi var det end en smertelig Tanke, at vi have havt ham og have ham ikke længer, saa var det dog en stolt Følelse, at vi have havt ham. – Talen sluttedes med den samme Sang fra Kunstnerne, der havde indledt den, hvorefter Hs. Kgl. Høihed Kronprindsen som Præses gav Ordre til at Sørgetoget skulde sætte sig i Bevægelse, og Hr. Professor Ursin som Ceremonimester opraabte Følget.
Efterat Kisten derpaa var nedbragt i Porten, modtoges den af det herværende italienske Operaselskab, der havde placeret sig udenfor det Thorvaldsenske Attelier, med en Sang af Digteren Holst, hvori disse Kunstnere i deres Fædrelands Toner toge Afsked fra den Mand, om hvem Italien bevarer de skjønneste Erindringer, som det var hans Berømmelses Vugge. Nu satte Toget sig i Bevægelse, medens Kunstnerne fra Altanen paa Charlottenborg atter afsang det føranførte Vers, hvortil Rung har componeret Musikken.
Paa begge Sider af Veien, der skulde passeres, havde de forskellige Corporationer med deres Faner og Attributer, omvundne af Sørgeflor, opstillet sig en haie. Toget aabnedes af Holmens Folk, hvorefter kom de herværende Studerende med tvende Sørge-Marschaller i Spidsen og med en Fane, hvorpaa et Minervabillede, omvunden af Sørgeflor; efter disse fulgte de herværende Islændere, derpaa Kunstnere i alle Retninger, og umiddelbart efter disse blev Kisten baaret af Kunstnere. Efter Kisten fulgte Hs. kgl. Høihed Kronprindsen med Akademiets ældste Professor, Maleren Eckersberg, samt de øvrige Prindser af det kongl. Huus, Ministrene, fremmede Diplomater, Kunstakademiets Professorer og Medlemmer, Communalbestyrelsen, Geistligheden, Universitetets Professorer, Høiesterets og Hof- og Stadsrets Assessorer, Collegial-Embedsmænd, begge Militair-Etaternes Officerer, etc. etc. Til Følget sluttede sig efterhaands, som Toget var passeret forbi, de respective Corporationer, som næsten alle havde indfundet sig in corpore; i Spidsen for disse gik danske Sømænd med Dannebrogsfanen omvunden af Sørgeflor. Flere af Laugene havde Musikcorpser i deres Spidse. Efter Sørgetoget fulgte Eqvipagerne, og forrest blandt disse H. M. Kongens Vogn. Fra de Kirkers Taarne, Sørgetoget kom forbi, blæstes Choralen: “Hvo veed hvor nær mig er min Ende.” Paa hele Veien, lige fra Charlottenborg til Frue Kirke, var der strøet med Sand og Grønt. Da Toget ankom til Kirken opstillede de Studerende sig paa begge Sider og lode det øvrige Følge passere forbi, hvorpaa de tilligemed dette begave sig ind i Kirken. Denne var smagfuldt decoreret med Sørgedrapperier og belyst med Voxlys i Kroner. Høitideligheden aabnedes her med en Sørgemarsch for blæsende Instrumenter, componeret af Hartmann, hvorpaa det kongelige Capel og de kongelige Sangere og Sangerinder udførte nedenstaaende Cantate af Oehlenschlæger til Musik af Glaeser:
Chor.
Folket samler sig i store Rækker
Om en Kiste, hen i Kirken sat;
Rige Hæderstegn dens Laag bedækker
Har en Helt, en Fyrste, dig forladt,
Fædreland? – Ak gjennem Taaren sukker
Danmark: Nei! det var en Billedhugger!
Men ei Helten, over trætte Been,
Reiste selv sig større Mindesten.
Recitativ.
Da Frost og Blæsten med Iis og Snee
Fløi hid, før Vinterens Fest at hædre,
Da lod i Sneefoget grandt sig see
Fra Islands Øe Dine Heltefædre.
Som Engle kom de fra Himlens Hal,
De sjunge: Vi bringe dig til din Skaber!
Dit Fædreland ei dig miste skal,
Din Genius aldrig Danmark taber.
Da smilte Du, da henslumred Du,
Og fulgte gjerne de gamle Helte;
Thi dine Værker – de staae endnu
I Marmorsnee, som kan ikke smelte.
Choral.
Friskt i din Krands var sidste Blad;
I Vennekreds tilfreds Du sad;
Da hen i Kunstens Hal Du gik.
Og der, i Dødens Øieblik,
Udbredte Tonens Vinger sig
Og bragte Dig til Himmerig.
Saa redte de den Døde Seng
I Skolen, hvor som lille Dreng
Han gik, paa Anlæg, Tanke rig.
Der stod den store Mesters Lig.
Der, Thorvald! længe skal din Aand
Veilede mangen Yndlings Haand.
Sang.
Til Syden han drog, hvor Støtterne staae,
De herligste Minder af Hellas Bedrifter.
Det var den Bog og de Viisdomsskrifter,
Som Thorvalds Aand kunde bedst forstaae.
I deres Aand han sin egen saae;
Og deres Betydning han os forklared
I Værker, som selv Ham aabenbared.
Antiken var ei Antike meer;
Den levende blev; – han dybt den fatter.
Og Phidias og Praxiteles atter
I Ham forbauset Europa seer.
Tre Stemmer.
Men ei blot Kunst fra Korinth, Athen,
Ham danned og blev hans Aand tilgode:
Hvor Rafael, hvor Michel-Angelo stode.
Der klang ved Hammeren Thorvalds Steen.
Og Medicæernes Laurbærgreen
Sig frodigt ind i hans Værksted bøied,
Og styrked ham og forfrisked ham Øiet.
I Basreli[e]ffet Corregios Ord
Han gjentog, – Naturen det selv befaler:
„O Rafael! jeg er ogsaa Maler.” –
Og hvo er Den, som ei Thorvald troer?
Flere Stemmer med Chor.
Og stort, som Aanden sig udvikled Hjertet,
En Røst fra Himlen han fornam:
Han følte: hvad der Christus havde smertet
Og hvad der havde glædet ham.
Da med Disciplene vor Frelser fra det Høie
Nedfoer paa Sky, ved milde Lyn,
Og rørte ved et jordiskt Øie,
Da Thorvald saae et Himmelsk Syn.
Og hvad han saae, han Danmark viste:
De store Billeder, de staae nu om hans Kiste;
Og Christus strækker – salig skjøn –
Sin Haand mod ham og siger: Kom, min Søn!
Slutningschor.
Farvel, Du store Thorvald! Hør Fædrelandets Røst!
Hør hver en Vennestemme fra dybtbevæget Bryst!
Hør Hver, hvis Aand forstod dig, hvis Hjerte aned Kunst!
Tak, Thorvald! Du har adspredt den tykke Taagedunst.
Dig signe Mænd og Gubber, og Qvinder, Børn saa smaa!
De stal i modne Fremtid din Herlighed forstaae.
Du skjænkte Danmark Ære! – Hvad kan vi skjænke dig?
Vor Kjærlighed! Du seer den hist fra dit Himmerig!
Imidlertid var Kisten henstillet nedenfor Choret, hvor Deres Majestæter Kongen og Dronningen havde taget Plads, medens de kgl. Prindsesser bivaanede Sørgehøitiden fra den kgl. Stol. Efter Cantatens Slutning fremstod Stiftsprovst Tryde, som holdt Sørgetalen og forrettede Jordpaakastelsen. Efter denne istemte de Studerende følgende Sang af H. C. Andersen, hvortil Hartmann havde componeret en herlig og gribende Melodie:
Træd hen til Kisten her! kom, fattig Mand,
I din Kreds fødtes han, og Du tør sige:
Han blev en Stolthed for vort Folk og Land,
En Glands han kasted’ over Danmarks Rige!
Ja, her var Rigdom, Adel, Alt fra Gud,
I Snillet hos ham Gud sig for os viste;
Hans Død vil lyde vidt i Verden ud,
Man priser den, der dog faaer see hans Kiste!
Sin Sendelse paa Jorden har han endt –
Vi har ham seet og kjendt!
Hans Liv var lykkeligt, hans Død var smuk.
Han virked’ stort og herligt uden Lige!
I Folkets Kreds og uden Smertens Suk – .
Saa sjælesund han svang sig til Guds Rige.
Vi rysted’ staae, et Blink fra Gud det var! ”
Fra fattigt Huus det gik ud over Jorden,
Et Blink, der glemmes ei! See Stenen har
Et Præg deraf, et Storheds Præg for Norden!
Opløs dig Sorg i Sang ved Kistens Fjel!
I Jesu Navn, sov vel!
Under Sørgemarschen forlod Følget derpaa igien Kirken, der forblev aaben Resten af Dagen, bestandig opfyldt af den tilstrømmende Folkemængde.
Kisten er lukket, Sørgehøitiden er forstummet. Men saalænge et Øie er aabent for hvad der er Stort og Skjønt, vil Thorvaldsens Navn bevares i taknemlige Hjerter og vedblive at leve paa Folkets Læber! –
