Indsendt.
I Anledning af det i Jyllandsposten Fremførte og nogle os tilstillede private Meddelelser, med vort Forslag til Oprettelsen af et Minde paa Himmelbjerget for vor afdøde Konge, tillade vi os at bemærke.
1. At der ikke hører noget sønderligt Overblik for at erkjende, at Sjette Fredrik har skjenket sit Folk flere Velgjerninger end nogen anden Konge af den oldenborgske Stamme. Var der virket ligesaa meget til Landets opkomst under hver af hans Forgjængere, turde Danmark vel nu overgaae ethvert andet Land i Statsbestyrelse. Sandt nok, vort Finantsvæsen er under Fredrik den Sjette geraadet i en jammerlig Forfatning, og adskilligt er skeet man helsst maatte ønske uskeet. Men var det Sjette Fredriks skyld?! – Har ikke netop Han for længe siden befalet Besparelser og Finantsernes Regulering og har han ikke ofte vist at Han var en Ven af frie Former! – Hvorfor have Vedkommende ikke udført hans Ordrer. Hvorfor have de ikke benyttet dem af hans gode Villie til at gavne? – Paa dem alene hviler Ansvaret, og til dem eller med andre Ord til Kongens Raadgivere maa man holde sig, naar Talen er om hvad Slet der er foregaaet under Fredrik den Sjettes Regjering. – Maaske at hertil vil svare, at Sjette Fredrik var Souverainkonge, og følgeligheden i Besiddelse af Magten til at sætte sin Villie igjennem. Men deels har Fredrik den Sjette aldrig været nogen egenmægtig Despot, delvis har Man vist ikke forsømt noget som helst Middel for at faae ham til at troe at hans Ordrer ikke stod til at udføre, eller at Statens Vel krævede Foranstaltninger, som man har seet, intet Bifald have fundet hos Folket; deels maatte den tiltagende Alder sløve hans Virkekraft, medens hans Hjertes Godhed forblev uforandret. At den Høisaliges Virkekraft, der i hans yngre Aar viste sig saa velgjørende for Landet, i hans Alderdom endnu ikke gandske var svækket, beviser den Institution hvormed Han, mod Slutningen af sit Liv, begavede sit Folk; og som, hvis man kan troe Rygtet, skal have fundet stor modstand hos visse Personer, og ene og alene ved Kongens faste Villie være kommen i stand!
2. Den yngre Slægt af den danske Bondestand kan intet Begreb have, om den elendige Tilstand hvoraf Sjette Fredrik uddrev dens Forfædre. Et Minde, som giver Anledning til at denne Sag omtales, med sande Farver skildres, vil lære den unge Bonde at paaskjønne den Stilling han nu indtager i Statssamfundet, og vække hans Fædrelandskærlighed ligesom hans selvfølelse.
3. At et Monument skulde være mere udsat for Beskadigelse paa Himmelbjerget end i en Kjøbstad er vanskeligt at begribe. Beboerne omkring Himmelbjerget ere jo dog ingen Vandaler. Deres halvtomme, naive Indbydelse til vores regjerende allernaadigste Konge, tyder til ærlige Naturvenner. Hemmelig, af Ondskab foranlediget Beskadigelse, kan finde Sted paa et Kjøbstadstorv som paa ethvert andet aabent Sted.
4. Et Monument paa Himmelbjerget kan ikke forstærke Opvækkelsen af det sociale Liv, de projecterede og indfødte Folkefeste paa hiint Bjerg skulle bevirke; thi netop det Monument der attraaes opført har til Hensigt at forene Alle om Erkjendelsen af det Meget Sjette Fredrik virkede for at hæve Standsforskellen.
5. At samle Bidrag i Jylland til Opførelsen af en Støtte i Kjøbenhavn, er efter hvad vi have erfaret mod de Flestes Ønsker, især Bondestandens. Og hvorfor skal ogsaa alting strømme til Hovedstaden. Jylland er mere trængende til Forskjønnelser. At et saadant Monument, opført af Jyderne i Jylland, skulde have Udseende af en Adskillelse fra Kongens øvrige tro Undersaatter, er ikke andet end tomme Ord. En Støtte er ingen Constitution. – Jyderne have aldeles intet imod at de andre Provindser deeltage med dem i Opførelsen af det projecterede Monument. Men de ville Monumentet skal staae i Jylland, som Statuen af den danske Stat. Ligesaalidt kunne vi indrømme det formentligen mere Passende at opføre Mindet foran Stænderhuset i Viborg. Om føie Tid ere udentvivl vore Provindsialstænder forenede til en eneste, samvirkende, stor Corporation, og Støtten staaer da Forladt!
6. Om en Offerstøtte er det Monument, hvorved Sjette Fredriks Minde paa den meest passende Maade ihukommes, skulle vi ikke paastaae. Men det forekommer os dog, at en Offerstøtte, paa det høieste Punkt i Jylland, og paa et Sted der ved dets Navn nærmest hæver Tanken til Himlen, rettelig vel maa stemme overeens med den Tak Mange uden tvivl ville opsende til vor himmelske Fader, for hans naaderige Beskikkelse af en Konge, der meer end nogen Anden har fremmet Danmarks Vel.
En Frihedsstøtte bør det ikke være, for hvad havde vi da at lægge vor Erkjendtlighed for Dagen med, naar Christian den Ottende skjænker os en Constitution.
Viufgaard og Aldebertsminde, d. 8. Febr. 1840.
J. P. Ingwersen. C. Dalgas.