Kaffehus med kunst på væggene

I sidste del af 1700-tallet fik kaffehusene i Rom stigende betydning som samlingspunkter for de mange udenlandske kunstnere og intellektuelle, der valfartede til byen og opholdt sig der. Frem til omkring midten af 1800-tallet, hvor de nationale kunstnerforeninger i Rom blev dannet og medførte et andet, mere opdelt socialiseringsmønster, var kaffehusene de vigtigste mødesteder og hangouts. Det gjaldt både for de fastboende udlændinge og dem, der var på hurtig gennemfart: forfattere og filosoffer, billedkunstnere og arkitekter, komponister, musikere, skuespillere og dramatikere. De mødtes på steder som Caffè delle Nocchie, Lepre, La Chiavica og Caffè Greco. Sidstnævnte café blev nærmest en institution i kunst- og kulturlivet og tiltrak specielt et stort nordeuropæisk publikum.

Antico Caffè Greco, i daglig tale Caffè Greco, der ligger i den smalle, travle handelsgade Via dei Condotti, i forlængelse af Piazza di Spagna og tæt ved hovedstrøget Via del Corso, var en af Roms vigtigste kunstnercaféer fra og med 1700-tallets sidste årtier. Her kunne kunstnere og intellektuelle mødes med landsmænd og lokale over en kop af stedets ægte, uforfalskede kaffe, en mezzo caldo (stedets romtoddy) eller dagens avis (se hertil det nu digitalt tilgængelige nyhedsmagasin Diario di Roma, der udkom 1808-1836). Her plejede de besøgende deres kontakter og forhørte sig om deres bekendte, her orienterede de sig om verdens gang, her holdt de fester, her hentede de deres poste restante, og her førte de diskussioner om kunst, litteratur og politik med meningsfæller og modstandere.

Ubekendt: Mand der læser i Diario di Roma i en café
i Rom. Akvarel, 35×28 cm, Thorvaldsens Museum.

Hjemmevant ude. En ung bohème i blødslidt frakke og hat
med dagens aviser fra Diario di Roma til Gazette de France
og Allgemeine Zeitung. Hunden pisser på Kunstblatt.

Caffè Grecos mange små sammenhængende rum var og er stadig rigt udsmykkede og rummer i dag cirka 150 værker af omkring 60 kunstnere: malerier, medaljoner, buster og statuetter – herunder to afbildninger af Thorvaldsen i bronze, en buste og en medaljon med hans profil. Det særlige ved indretningen var, at det var de besøgende kunstnere selv, der stod for udsmykningen. Den tyske kulturhistoriker Friedrich Noack (1858-1930) har kaldt Caffè Greco en særlig slags kunsttempel, fordi kunstnerne konsekvent viste deres egne værker på caféen. Set med nutidige øjne kunne man betragte Caffè Greco som en forløber for café-galleriet. Når ét værk blev solgt, blev der plads til et nyt, så der var løbende udskiftning. På den måde gav kunstnerne caféen deres eget særpræg, og følelsen af ejerskab må have været udtalt, selvom caféen formelt kun havde én ejer.

Postadresse og uformel informationscentral

En ikke uvigtig medvirkende grund til, at Caffè Greco blev sådan en magnet, var den lavpraktiske, at den også fungerede som postadresse; mange lagde vejen forbi hver dag for at se, om der var poste restante til dem. Den tyske maler Ludwig Richter (1803-1884) fortæller i sine erindringer, Lebenserinnerungen eines deutschen Malers (1885), at gæsterne var så trygge ved at bruge kaffehuset som posthus, at det var almindeligt at få tilsendt breve indeholdende veksler, dvs. datidens checks, dertil. Indkomne breve blev opbevaret på disken i en blikkasse, som det kan ses af den østrigske maler Ludwig Passinis (1832-1903) maleri Künstler im Caffè Greco in Rom (1856), hvor en maler står ved disken og bladrer brevbunken igennem for at se, om der er noget til ham.

Også Thorvaldsen modtog post via Caffè Greco, især i sine tidlige år i Rom. De første breve fra hans far, Gotskalk Thorvaldsen, er fx adresseret til ham dér, ligesom en længere brevveksling med speditøren J.C. Ulrich omhandlende en mislykket forsendelse af værker til Danmark i 1801 foregik via caféen. Fra og med at Thorvaldsen i foråret 1804 flyttede ind i pensionatet Casa Buti i Via Sistina 46, blev hovedparten af hans post stilet til ham privat. Men sidst i Thorvaldsens liv, efter at han var flyttet til Danmark i 1838, brugte han igen Caffè Greco som postadresse under sit ophold i Rom i 1841-1842, så i den periode må han igen have stået ved disken og bladret blikkassens indhold igennem.

Ludwig Passini: Künstler im Caffè Greco in Rom (1856).
Akvarel, 49×62,5 cm, Hamburger Kunsthalle.

I sit stemningsbillede fra Caffè Greco har Ludwig
Passini medtaget den navnkundige blikkasse på
disken til poste restante. Den tyske historiemaler
Rudolf Lehmann bladrer brevene igennem.

Kaffehuset fungerede som posthus, men også som en slags uformel informationscentral, hvor man kunne indhente oplysninger om sine kontakters whereabouts. Et eksempel på, at kaffehuset også blev brugt på den måde, finder man i et brev til Thorvaldsen fra hans far, Gotskalk Thorvaldsen, af 8.5.1797, hvor han opfordrer sin søn til at spørge til den svensk-italienske arkitekt Carlo Bassi på “det græske Kaffehus i Strada Condotta”.

Men det græske kaffehus var også stedet at gå hen, hvis man ledte efter indkvartering. H.C. Andersen skriver fx i sin dagbog i 1831, at han der skaffede forfatterkollegaen Henrik Hertz et sted at bo: “I morges på Caféen (og det er Greco, der er tale om) var jeg den første dansker, Hertz traf paa. (...) [J]eg tilbød ham min tjeneste med at skaffe ham et Logi (...)”. Andersen boede selv i en periode lige over Caffè Greco. På caféen hænger der i dag et indrammet brev fra ham til veninden Henriette Collin med en tegnet oversigt og en malerisk beskrivelse af lejligheden, hvor han boede sammen med hendes mand, embedsmanden Jonas Collin: “Vi have Gulvteppe i alle Stuer, Prospecter af Rom og ikke færre end fire Speile. Paa Altanen blomstre Roser og Gyldenlaker. Vi brænde om Aftenen firearmet romersk Lampe, men have dog hver vort Voxlys”, skriver Andersen.

Kosmopolitisk fristed og fællesrum

For den fastboende Thorvaldsen var besøgene på Caffè Greco en fast del af hverdagen. Han var en næsten daglig gæst fra sit første år i Rom, 1797, til han forlod byen i 1838, og fejrede sigende nok ofte også sin romerske fødselsdag der. Mange andre danske kunstnere søgte også mod caféen i Via dei Condotti, herunder forfatterne Henrik Hertz og Carsten Hauch, kunstnerne Hermann Ernst Freund, Jørgen V. Sonne og Albert Küchler og skuespilleren Johanne Luise Heiberg. På nostalgisk afstand af Rom levede mindet om kaffehuset også i bedste velgående. Til et “Romergilde” i 1835 i Borgerdydsselskabet på Christianshavn, afholdt på Thorvaldsens romerske fødselsdag, hvor festlokalet i dagens anledning var indrettet som “en romersk Kneipe”, havde H.C. Andersen skrevet en sang, En lille flugt til Rom den 8. marts 1835. Fjerde strofe fra denne festsang, skrevet til en tysk jagtmelodi, giver et indtryk af det særlige leben, der kunne udfolde sig på Caffè Greco:

Vi ned ad Corso vandre,
Og sikkert vi de Andre
I Caffe greco [sic] see!
Man Velkomst drikke skal jo,
Vi raabe mezzo caldo!
Vi kysses og vi lee!
Hallo, halle, hallo, halle!
Vi er i vor Caffé!

Til trods for den udtrykte ejerskabsfølelse, der her formuleres af en dansk forfatter, havde gæsterne på Caffè Greco, der tilhørte mange nationaliteter, ikke svært ved at være i stue med hinanden. De forskansede sig ikke med deres landsmænd, men omgikkes, ser det ud til, meget frit på tværs af nationaliteter og sprog. Hauch ser i 1871 i sin Minder fra min første Udenlandsreise tilbage på denne kosmopolitiske socialisering og beskriver den sådan, at “(...) naar blot man sympathiserede i kunstnerisk Retning, saa spurgte man lidet om, i hvilket Land nogen var født (...)”. Kunstinteressen var det, der samlede folk – som en kraft, der “ligesom en Verdensstrøm rev alle med sig, saa at det Nationale, hvor høit man ogsaa elskede sit Fædreland, dog aldrig førte til nogen skarp Adskillelse (...)”.

I øvrigt var caféens tyske klientel det største – af den grund blev Caffè Greco, der har sit navn efter kaffehusets første græske vært, Nicola della Maddalena, også spøgefuldt kaldt Caffè Tedesco, “Den tyske café”. Blandt tyskerne kunne man møde maleren Joseph Anton Koch, digteren Heinrich Heine (1797-1856) og komponisten Felix Mendelssohn-Bartholdy. Briterne talte bl.a. de såkaldt “unge døde” digtere John Keats (1795-1821), Percy Bysshe Shelley (1792-1822) og George Gordon Byron. Den russiske forfatter og dramatiker Nikolai Gogol (1809-1852) og den franske forfatter og Winckelmann-entusiast Stendhal var også i perioder fast inventar. Referencerne til disse for eftertiden kendte skikkelser skal imidlertid ikke dække over det faktum, at caféens klientel var inklusivt og bredt.

Nyt offentlighedsrum og hjem for Kunstnerrepublikken

Set i et bredere perspektiv fungerede Caffè Greco og flere andre af kaffehusene i Rom dog som andet og langt mere end mødesteder af selskabelig og praktisk relevans. De skal også betragtes som en helt ny type offentlighedsrum, hvor alle, der kunne købe en kop kaffe, kunne træde ind og indgå i sammenhængen. Socialiseringen var med andre ord ikke defineret eller reguleret af nogen samfundsinstitutioner. Denne type rum havde man ikke kendt til før, og kaffehusene fik stor betydning for de forandringer af samfundsordenen hen imod demokratiske og republikanske idéer, der fandt sted over hele Europa fra midt i 1700-tallet. Dette fænomen, kaffehusenes betydning for demokratiudviklingen, har filosoffen Jürgen Habermas (1929-) redegjort omfattende for i sin disputats fra 1962 om den borgerlige offentlighed, Strukturwandel der Öffentlichkeit.

Asmus Jacob Carstens: Selvportræt (ca. 1785).

Den dansk-tyske kunstner Asmus Jacob Carstens
fomulerede sit berømte frihedsbrev til Berlins
Kunstakademi 20.2.1796 på Caffè Greco.

I Frankrig havde caféerne allerede haft anselig betydning som platforme for en fri debatkultur i årtierne op mod Den Franske Revolution i 1789. I Italien kom de til senere, men også her blev de fristeder, hvor man kunne ytre sig frit mod enevælden og de hierarkiske samfundsinstitutioner og formulere tanker om en ny samfundsorden. For de tyske kunstnere og intellektuelle i Rom fungerede Caffè Greco helt tydeligt som et sådant frirum. Caféen omtales i den tyske litteratur som et hjemsted for Kunstnerrepublikken. Det var også på Caffè Greco, at den slesvigske tegner og maler Asmus Jacob Carstens skrev sit siden meget berømte brev til Berlins Kunstakademi 20.2.1796, hvormed han igangsatte en skarp debat om reglementerne på akademiet. Carstens nægtede at rejse hjem til sin professorpost og sammenlignede akademiets regler med stavnsbåndet:

“(...) Jeg tilhører ikke Berlins Kunstakademi, men menneskeheden, der har ret til at forlange den højest mulige uddannelse af mine færdigheder; og det er aldrig faldet mig ind, endsige har jeg nogensinde lovet – for en sum, man har givet mig i nogle år til at uddanne mit talent – at gøre mig til et akademis livegen på livstid. Jeg kan kun uddanne mig her, blandt de bedste kunstværker i verden (...)” (forfatterens oversættelse).

Carstens’ frihedserklæring var med til at bane vejen for en ny forståelse af kunstneren som et autonomt individ, ikke samfundsinstitutionernes tjener. Thorvaldsen beundrede den revolutionære Carstens, der også var hans ven; det er hævet over enhver tvivl, at han kendte erklæringen og meget sandsynligt, at den inspirerede ham til hans egen erklæring syv år senere over for Kunstakademiet i København, der krævede hans tilstedeværelse i Danmark, men som han valgte at gå imod. Mht. Thorvaldsens politiske sympatier fremgår de også af en artikel af Georg Brandes, hvor han citerer den tyske maler Wilhelm von Schadow for nogle kritiske betragtninger om dem: “Man kunne dengang hver Aften høre en køn ateistisk Forelæsning à la Ruge eller Feuerbach i Café Greco af en eller anden ung Nordtysker (...). Med sin blot altfor modtagelige Følelse og Forstand gik Thorvaldsen kun altfor let ind paa denne Tanke. (...) I Politik var han saa radikal, som man kunne være.”

En anden kunstner i Thorvaldsens omgangskreds, der kæmpede for kunstnerisk frihed, var maleren Joseph Anton Koch. Stærkt utilfreds med uddannelserne på Wiens Kunstakademi, dannede han i 1809 et antiakademisk forbund, Lukasbund, sammen med meningsfæller som Johann Friedrich Overbeck og Franz Pforr (1788-1812). Lukasbrødrene gik også under øgenavnet “nazarenerne”, fordi de tilstræbte et Jesus-lignende udseende med langt hår alla nazarena. Men blidheden var akkompagneret af vildskab. Noack beskriver et af Kochs happening-agtige optrin på Caffè Greco, hvor han hoppede op på et bord og galede som en hane, som et eksempel på de løsslupne indslag, der var med til at skabe stedets stemning: “En sjælden blanding af alvor og overmod, dybsindighed og letsindighed, idealistisk stræben og barnlig livslyst karakteriserede livet på Caffè Greco”.

Karl Philipp Fohr: Die Künstler im Antico Caffè Greco (1818).
Blyant på papir, mål p.t. ukendte, Städel Museum, Frankfurt.

Anden skitse til et aldrig udført maleri. Til venstre en gruppe
landskabsmalere med Joseph Anton Koch i midten, til højre
en gruppe lukasbrødre omkring Johann Friedrich Overbeck.

Kaffehusene taber terræn til kunstnerforeningerne

Kaffehusene var ikke de eneste tilholdssteder for kunstnere og fritænkere, men de havde stor betydning ikke mindst kraft af deres fri tilgængelighed. Andre steder, hvor en person som Thorvaldsen sandsynligvis havde mulighed for at ytre sig lige så frit og samfundskritisk som på caféerne, var i de mere eksklusive foreninger og saloner. Disse krævede medlemskab eller invitation. I København indgik Thorvaldsen i det venstreradikale Borups Selskab (stiftet 1780), og i Rom kom han hos en dissident som den russiske forfatter og sangerinde, prinsesse Zinaïda Volkonskaia, der drev en vigtig salon i Rom i en periode i 1820’erne og igen fra 1829, hvor hun flyttede permanent til Rom fra Moskva grundet sit modsætningsforhold til zar Nikolaj 1. Volkonskaias salon blev også frekventeret bl.a. af den russiske forfatter Aleksander Pushkin (1799-1837).

Hvad angår kaffehusene, blev de – trods deres status af kosmopolitiske fællesrum og politiske fristeder – ikke ved med at være de ubetinget vigtigste mødesteder for de udenlandske kunstnere og intellektuelle i Rom. Tiderne ændrede sig med dramatisk hast, nationalstaterne kom i fokus, og lidt før midten af 1800-tallet begyndte kunstnerforeningerne, der blev etableret ud fra en national (eller, undertiden, regional) fællesnævner, at dukke op. Kaffehusene tabte terræn og mistede deres uomgængelighed, omend fx Caffè Greco fortsat var meget søgt også i anden halvdel af 1800-tallet fx af de første modernister som den franske digter Charles Baudelaire (1821-1867).

Den første spire til en nordisk kunstnerforening fremkom med “Den Danske Bogsamling i Rom” i 1833, der blev initieret allerede i 1832 af Edvard Collin, jf. hans brev til Thorvaldsen af 21.4.1832, og hjulpet frem bl.a. af Thorvaldsen og Andersen. I 1860 blev Skandinavisk Forening for Kunstnere og Videnskabsdyrkere, Circolo Scandinavo, stiftet med udgangspunkt i de eksisterende danske og svenske biblioteker og med støtte fra de skandinaviske regeringer. Sideløbende grundlagdes fx det parallelle Bibliothek der Deutschen i 1826, efterfulgt i 1845 af Deutscher Künstlerverein, og på samme måde fik andre nationer déres mødesteder. Kunstnerforeningernes fremkomst må ses som et aktiv for kunstnerne og en anerkendelse fra deres hjemlande af deres tilstedeværelse i Rom. Omvendt var den ny nationale segmentering mindre lovende for miljøet.

Signaturer fra stiftelsen af Den Danske Bogsamling i Rom,
28.1.1833. Thorvaldsens signatur øverst i første kolonne.
Tilhører Skandinavisk Forening/ Circolo Scandinavo, Rom.

Forskydningen fra de kosmopolitiske kaffestuer til de nationale kunstnerforeninger foregik sideløbende med den oprustning af nationalstaterne, der fandt sted samtidig i det øvrige Europa. Hvad angår forholdet mellem danskerne og tyskerne – to grupper der fyldte en del på Caffè Greco – synes de to Slesvigskrige i 1848 og 1864 at have smittet meget af på samværsformerne i Rom. Hauch skriver med vemodighed om tiden før krigene, hvor “de danske og de tydske Kunstnere (...) omgikkes meget fortrolig med hverandre. Naar man tænker tilbage (...), da er det ligesom om man fæstede Blikket paa en (...) Tid, der er saa forskjellig fra vor, at man skulle tro, der laae Aarhundreder mellem dem. Rom var ikke længere det “Fredens Hjem”, som det engang var. Ufreden på slagmarkerne langt fra Italien satte også en kile ind mellem kunstnerkollegerne i Rom.

Således skete der en delvis afvikling af det åbne miljø, som på begge sider af år 1800 førte de udenlandske kunstnere i Rom sammen på tværs af nationaliteter. En anden årsag til, at det i sidste del af 1800-tallet tyndede ud i selskaberne på de romerske caféer, skal dog også findes i, at kunstnerne efterhånden i højere grad blev tiltrukket af Paris, der blev det nye kunstneriske mekka efter Rom. Caffè Greco blev dog stående og findes endnu.

Caffè Greco nu: På besøg i fortiden

Caffè Greco er i dag Roms ældste eksisterende café, og den er bevaret i 1800-tallets stil med vinrøde tapeter, medaljoner og stuk, glasdøre, spejle og røde plysmøbler. Mange kunstværker og kuriosa fra Thorvaldsens tid er stadig fremme på vægge og hylder. Caféen er dog ikke længere det levende centrum for kunstnere og intellektuelle, som den frem for alt var fra slutningen af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. Det fornemt intakte interiør siger det på en måde allerede. Mens verden har ændret sig omkring Caffè Greco, er den selv blevet stående som en velbevaret ramme eller kulisse, uden dog nu at blive frekventeret i sammenlignelig grad eller præget som førhen af byens kunstnere og intellektuelle. Til gengæld kan man begive sig på sporet af fortiden dér.

Renato Guttuso: Caffè Greco (1976). Akryl på papir,
186×243 cm, Museo Thyssen-Bornemisza, Madrid.

I Guttusos skildringer af Caffè Greco er fortid og nutid
smeltet sammen; nutidens gæster er afbildet sammen
med en nyere fortids især italienske kunstnerkoryfæer.

I sine mange skitser og malerier fra Caffè Greco har italienske Renato Guttuso (1911-1987) vist caféen som et rum for mange tider, hvor hans egen samtids flirtende par og turister blander sig med en lidt nyere fortids italienske koryfæer som maleren Giorgio de Chirico (1888-1978) og forfatteren Gabriele d’Annunzio (1863-1938). På den måde har han vist caféens lokaler som nogle rum, hvor fortiden stadig sidder spøgelsesagtigt, men godartet bænket ved de borde, hvor nutidens cafégæster sætter sig til rette. Guttusos malerier har været en inspirationskilde for den tyske maler Jörg Immendorffs (1945-2007) dunkelt ulmende Café Deutschland-malerier fra 1980’erne, der har tydelige ekkoer af Guttusos billeder, men fører udtrykket ind i en tysk efterkrigstids (mareridts)verden.

Som Guttusos billeder giver en fornemmelse af, er nutidens gæster på Caffè Greco i vidt omfang turister, der kommer for at dvæle i de rum, hvor tidligere tiders skønånder engang holdt til. Der afholdes også løbende litterære og kunstneriske arrangementer i lokalerne. De dage er dog for længst forbi, hvor Caffè Greco var et uomgængeligt mødested for udenlandske kunstnere i Rom, og hvor mange af dem lagde vejen forbi så godt som hver dag. I dag er cafépriserne møntet netop på turister og tillader ikke længere et sammensat fast klientel. Men de velbevarede stuer i Roms ældste café giver stadig et kig ind i fortiden, og man kan stadig ane, hvad stedet var engang for længe siden.

Referencer

• Louis Bobé: ‘By- og Kulturbillede af Rom i anden Halvdel af det 18. Aarhundrede’, in: Rom og Danmark, bd. 1, København 1935, s. 318.
• Georg Brandes: ‘Thorvaldsen og nogle Kvinder’, Tilskueren, København 1920.
• Carl Ludwig Fernow: Leben des Künstlers Asmus Jakob Carstens, ein Beitrag zur Kunstgeschichte des achtzehnten Jahrhunderts, Leipzig 1806.
• Jürgen Habermas: Strukturwandel der Öffentlichkeit, Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft, Neuwied 1962.
• Carsten Hauch: ‘Caffè Greco’ in: Danmark Italia, Hellerup 1996, s. 74-77.
• Arne Hall Jensen: ‘Thorvaldsen og hans samtidige paa Café’, in: Gads Danske Magasin, årgang 44, marts 1950, s. 138-150.
• Friedrich Noack: Deutsches Leben in Rom 1700-1900, Stuttgart & Berlin 1907, s. 95.
• Friedrich Noack: Das deutsche Rom, Rom 1912.
• Ludwig Richter: Lebenserinnerungen eines deutschen Malers, Frankfurt a.M. 1980, s. 175.
• Ursula Peters: ‘Das Ideal der Gemeinschaft’ in: Künstlerleben in Rom, Nürnberg 1991, s. 157-187.
• Rudolf Zeitler: ‘Der neue Klassizismus des späten 18. Jahrhunderts – Kunst des Aufbruchs’, in: Asmus Jakob Carstens, Schleswig 1992.

Sidst opdateret 14.11.2022