Adelgunde Vogt (født Herbst) var dyrebilledhugger og efter alt at dømme Danmarks første kvindelige professionelle billedhugger. Hun var aktiv som kunstner fra barnsben og ind i sin alderdom, undervejs afbrudt i en periode midt i sit liv med ægteskab og børn. Som kvinde kunne hun ikke komme på akademiet, men hun kom det uformelt alligevel via Thorvaldsen, der gav hende en fast atelierplads i sit eget værksted på Charlottenborg og bakkede hende op.

Vogts livsbane som kunstner blev udstukket i en sygeseng i Sorø. Som følge af en faldulykke var hun nødt til at holde sengen, fra hun var 12 til hun var 14 år, men som sengeliggende klippede hun silhouetter og modellerede. Forældrene anerkendte hendes evner, og hun fik privatundervisning af billedhuggeren Johan Peter Heldt (1799-1864). Adelgunde holdt fast i sin kunstnergerning og blev, da hun var midt i tyverne, fra 1836/37, elev af H.E. Freund. Efter Freunds død i 1840 blev hun elev af Thorvaldsen – og var det knap fire år indtil hans død i 1844.

Vogt var repræsenteret på Kunstakademiets udstillinger i årene 1838-1843 (omtalt som Frøken Adelgunde Herbst) og 1846 (omtalt som Voigt). Ved udstillingsdebuten i 1838 deltog hun med en elfenbensskulptur af en hest, og i 1839 vandt hun den Neuhausenske Præmie for En ko med en diende kalv, som der blev taget yderligere gipsafstøbning af, så den kunne bruges til at gøre tegnestudier efter ved Kunstakademiets tegneskole (originalmodel på Brandts, Odense).

I Thorvaldsens værksted på Charlottenborg udførte hun en række portrætbuster af en del af den nære personkreds omkring Thorvaldsen, bl.a. forestillende embedsmanden Jonas Collin, lægen Johan Sylvester Saxtorph, maleren J.P. Møller (ARoS), overpræsident A.C. Kierulff og Ole Bang (Medicinsk Museion), der var læge bl.a. for Thorvaldsen. Men frem for alt og helt gennemgående var hendes domæne dyreskulpturen; hun fremstillede heste, hjorte, hunde, høns og mange andre dyr i talrige materialer: voks, elfenben, buksbom, gips, zink, sølv og bronze.

I 1841 udførte Vogt en hesteskulptur i fuld størrelse, En hest, 12 kvarter høj. Den blev evalueret “med Anerkendelse af hendes ualmindelige Anlæg”, og Thorvaldsen, der var direktør (rektor) for Kunstakademiet, foreslog hende efterfølgende som medlem. Pga. reglerne afviste man imidlertid indstillingen; som kvinde kunne man ikke opnå medlemskab, medmindre man arbejdede i de lavere rangerende genrer som broderi og blomstermaleri; Vogt blev i stedet udnævnt til æresmedlem i 1843. Thorvaldsens indstilling af Vogt, vel vidende at reglementet ikke tillod medlemskab for en kvindelig billedhugger, er en progressiv gestus, der ikke er til at tage fejl af.

Men ikke alle var lige begejstrede for at give Vogt plads, og slet ikke ved Thorvaldsens side. Ifølge Rigmor Stampe brød hendes farmor, baronesse Christine Stampe, sig så lidt om hendes tilstedeværelse i Thorvaldsens værksted, at hun personlig overbeviste Thorvaldsen om, at han ikke burde optræde på et interiørmaleri af Ferdinand Richardt, der forestillede ham selv og Vogt i værkstedet; Thorvaldsen endte med at viske sig selv ud – historien kan ses gengivet i anonymiseret og satirisk form i Forposten, et tillæg til Kjøbenhavnsposten, 2.4.1843.

Hvad angår Just Mathias Thiele valgte han slet ikke at nævne hende i sit firebindsværk om Thorvaldsen, til trods for at han uomtvisteligt kendte hende (se fx Louise Mallings brev til Thiele af 2.4.1844). Men den unge Adelgunde er fastholdt på Jørgen Sonnes frise på Thorvaldsens Museums facade, hvor hun og maleren Nicolai Habbe ses betragtende et Thorvaldsen-relief (Hektor hos Paris og Helena, A774), der bæres fra fregatten Rota af en arbejdsmand, jf. N811.

Efter Thorvaldsens død rejste Vogt med kongelig understøttelse fra Christian 8. til Italien. Kongen havde indkøbt værker af hende over flere år (jf. bl.a. en dagbogsindføring af 26.11.1840, hvor han har noteret, at han har bestilt en elfenbenshjort hos hende). Det var efter alt at dømme i Italien, at Adelgunde mødte den knap 70-årige chargé d’affaires Frederik Siegfried Vogt, en god ven af Thorvaldsen, som hun giftede sig med i 1846 og flyttede sammen med i Napoli. Efter at have fået to sønner med ham og have helliget sig familielivet i en årrække vendte Vogt et sted i 1850’erne tilbage til billedhuggerkunsten, dvs. da hun var i fyrrerne.

I den anden del af sin karriere fremstillede Adelgunde Vogt især mindre bronzeskulpturer af fugle, hjorte, hunde, heste m.v., og hendes udtryk tog en drejning mod det mere symbolistiske og fantasifulde, hvilket knytter hende tættere til den franske animalier-tradition, som hun oplagt er i slægt med. Samtidig begyndte hun at interesse sig for “menageridyr” som bjørne og aber.

En medvirkende forklaring på, at Vogt i dag er så godt som ukendt – ved siden af hendes egen samtids omtalte bortretouchering af hendes person og oeuvre – er, at mange af de værker, som Christian 8. købte hos hende, gik til ved Christiansborgs Brand i 1884. Hun er dog repræsenteret på flere danske museer som Rosenborg, AROS og Statens Museum for Kunst; på sidstnævnte findes To stående heste af bukbsom, der er udnævnt til et af museets highlights.

Ved siden af Vogts værker i mindre format er flere af hendes skulpturer i fuld størrelse bevaret. Ved Vemmetofte Kloster på Stevns står En kronhjort med hind og kalv (1842) og ved Gl. Estrup En bjørn. Vogts måske bedst kendte værk i det offentlige rum er skulpturen En hjort, der står midt på pladsen foran Jægerspris Slot. Den blev opstillet i zink mellem 1854 og 1863 (Holck Colding, op.cit., o. 58), men nystøbt i bronze og genopstillet i 1999 ved 125 års-jubilæet for Kong Frederik den Syvendes Stiftelse på Jægerspris Slot.

Vogt døde i 1892 og ligger begravet på Assistens Kirkegård i København ved siden af sin mand og sin søster. Efter sin død deltog hun posthumt i den legendariske Kvindernes Udstilling i Fortid og Fremtid på Den Frie i 1895, hvilket fortæller om hendes betydning for den generation af kvindelige billedhuggere, der brød igennem mere samlet sidst i 1800-tallet.

Adelgunde Vogts gravmæle

References

• Torben Holck Colding: Jægerspris, København 1965
• Rigmor Stampe (ed.): Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, København 1912, p. 51, 297-298 & 367.
• For links til oversigter over deltagerne i Kunstakademiets udstillinger, se onlinekatalogerne på Danmarks Kunstbiblioteks hjemmeside

Last updated 05.02.2023