Søndagen 2. April 1843.
En berømt Billedhugger havde engang givet en ung Maler Tilladelse til at male hans Atelier, og, som Følge deraf, til i nogen Tid at opholde sig og arbeide i dette. Den unge Maler fuldførte sit Maleri og anbragte paa dette i det ene Hiørne den berømte Billedhugger selv, modellerende, og i det andet een af dennes Elever, en ung Dame, der ligeledes forestilledes beskæftiget med Konsten. – Den store Billedhugger stod imidlertid, som saa mange andre store Mænd, under en Xantippes strenge Scepter og maatte af hende høre ilde over, at han havde fundet sig i at blive fremstillet paa det omtalte Maleri ene med en ung Dame, idet hun mente, at dette var yderst upassende og forargeligt: kort sagt, hun snakkede saa længe for den troskyldige Billedhugger, indtil denne lod sig bevæge til at anmode Maleren om at borttage de uskyldige Figurer af Maleriet. Den unge Konstner erklærede, at dette nu ikke længere lod sig giøre uden at ødelægge det hele, næsten færdige Maleri, og forlod derpaa Atelieret. – Men hvad skeer? Den store Mand, hvis Xantippe talte lydeligere til ham end hans Retsfølelse, gaaer, da Maleren har forladt det, hen til Maleriet og udsletter sin egen Figur af dette, og, da den unge Konstner kom tilbage, fandt han Frugterne af sin Flid og sit Arbejde tilintetgjorte i et Øieblik. Men i at beherske sine Lidenskaber viste den unge Mand sig større end den store Mester; thi istedetfor at gaae i Rette med denne, indskrænkede han sig til at bringe ham sin Tak for Tilladelsen til at benytte hans Atelier, idet han tillige yttrede sin varmeste Taknemlighed over, at den store Konstner selv havde værdiget at lægge den sidste Haand paa hans Maleri. – – En slig Historie vil da, Gud skee Lov! neppe kunne passere i vore Dage! Men, hvorfor have vi da meddelt den? – Ih, naturligvis netop for at skaffe vore Læsere Anledning til at glæde sig over, at en slig Vandalismes Tid er forbi!