Charlotte Schimmelmann
Grevinde Schimmelmann var interesseret i kunst, filosofi og litteratur og afholdt i sit hjem i København saloner, hvor danske og europæiske kulturpersonligheder mødtes. Hun protegerede mange af tidens kendte kunstnere – bl.a. Jens Baggesen, og via ham Friedrich Schiller, Adam Oehlenschläger, Heinrich Steffens, Knud Lyne Rahbek, og også Thorvaldsen, som hun fra København hjalp på afgørende vis tidligt i hans romerske karriere.
I slutningen af 1803 talte hun – på broderens foranledning – billedhuggerens sag for sin mand, finansminister og greve Ernst Schimmelmann, som overbeviste kronprins Frederik (6.) om at tildele Thorvaldsen en gratifikation fra Fonden ad usus publicos, hvorved han kunne forblive i Italien, se referenceartiklen En fri mand. Thorvaldsens forbliven i Rom.
Grevinden talte også med arkitekten C.F. Hansen med henblik på at bruge Thorvaldsen til udsmykningsopgaver til Christiansborg.
Hun afgav ydermere – med sin bror – i 1804 den første bestilling fra Danmark til den i Rom boende billedhugger i form af døbefonten til Brahetrolleborg kirke.
Hun var ifølge brev af 26.7.1805 fra Schubart til Thorvaldsen også involveret i Thorvaldsens udnævnelse til professor ved Kunstakademiet i 1805.
Hun var Herman Schubarts og Sybille Reventlows søster og blev gift 1782 med Ernst Schimmelmann. De havde plejedøtrene Louise, der blev gift med Schubarts protegé, Olinto dal Borgo, og Josephine (1790-1852), der blev gift med Sybille Reventlows søn, grev Ditlev Reventlow.
Portrættet til højre er et miniaturemaleri af Cornelius Høyer, ca. 1800, [mål ikke oplyst], akvarel og gouache på elfenben, inv.nr. KMS4656, Statens Museum for Kunst.
References
- Dansk kvindebiografisk leksikon.
- J. Bloch: ‘To miskjendte Venner. Til Belysning af Forholdet imellem Olinto dal Borgo og Herman Schubart’, særtryk af Museum, København 1890.
Last updated 11.07.2023