(Meddeelt.)
Allerede for endeel Aar siden har der i Rom dannet sig et talrigt Kunstnersamfund af alle mulige Nationer: unge, livslystige Mennesker, der endnu bæres fremad paa Haabets og Phantasiens Vinger, og hvis ungdommelige Munterhed Livets materielle Tryk og Kunstens Alvor endnu ikke har faaet Bugt med. “Ponte Molle” kalder dette Selskab sig. For de Uindviede vil det være nødvendigt at gjøre opmærksom paa, at Ponte Molle egentlig er Navnet paa en af de Syv antikke Broer, der føre over Tiberen til Rom – den fra catilinariske Sammensværgelse bekjente pons milvius. Kunstnere, der i Almindelighed gaae over Florents til Rom, passere denne Bro, for at betræde Tiberstaden – det er derfor ikke en Bro som alle andre. Man bliver lidt stille, naar man første Gang kjører over denne Bro, man passerer den med en forunderlig Hjertebanken, thi der blander sig i Lyksaligheden over at staae ved sine Ønskers Maal og i Forventningen om alle de herlige Skatte, der snart skulle oplade sig for En, tillige en hemmelig Angst ved Tanken om: hvad ville disse Skatte blive for Dig? Hvor meget vil Du kunne tilegne Dig af denne Rigdom? Og tør Du troe, at ogsaa Du fører et Udbytte med dig, naar du engang igjen over denne Bro vender tilbage til dit Fædreland? Det er disse Tanker, denne Følelse, der ligger til grund for Benævnelsen “Ponte Molle.” Ligesom Rom selv constituerede ogsaa dette Samfund sig oprindelig som et Monarchi, men Monarchiet faldt, og en Consularegjering indførtes, der i den senere Tid er gaaet over til at blive en Republik, styret af en Præsident. For at indlemmes i denne Republik maa man for det første absolut være en Kunstner, for det Andet underkaste sig en Examin, og for det Tredie give Viin til alle Medlemmer, der overvære Novicens Indlemmelse i Republiken. Hvad den første af disse Bestemmelser, nemlig Kunstnernavnet angaaer, da er der som bekjendt noget Gummi-Elasticumsagtigt i dennes Benævnelse, og den kan heldigviis gives en saa viid Udstrækning, at den ikke let skal kunne udelukke Nogen; og de to andre Betingelser ere heller ikke saa strenge, at man jo med Fornøielse underkaster sig dem, for at blive Medlem af et muntert, livslystent Selskab og blive decoreret med en Orden, som man deler med Thorvaldsen og Vernet, med Cornelius og Reinhardt. Denne orden er Bajocordenen [indsat note: En Bajocco er en pavelig Kobbermynt af omtent 2 Skillings Værdi.] som Præsidenten hænger det optagne Medlem i Knaphullet i et lyseblaat Silkebaand, idet han giver ham Udsigt til endnu større Værdigheder, thi den har ligesaavel som enhver anden Orden sine Commandeurer, Storkors og Storcommandeurer, ja den har endogsaa en større Classe end alle de andre, thi dens fornemste Grad er “Allzuvielverdienst-Ordnen – men den uddeles kun sparsomt. Ogsaa Thorvaldsen var Medlem af dette Selskab, ogsaa han bar sin Bajocorden, og i den skuffe, hvor [han] pleied at giemme alle de Stjerner og Kors, hvormed Europas Potentater havde behængt ham, havde ogsaa Bajocordnen sin Hædersplads. Da han i Efteraaret 1841 sidste Gang fra Kjøbenhavn vendte tilbage [til] Rom, holdt han ogsaa sit Tredie Indtog over Ponte Molle. Det var den sidste Gang, han skulde samles med den yngre Kunstnerslægt til disse lunefulde Bacchanaler, der ved hans Nærværelse ligesom fik en høiere Betydning. Den store Sal i teatro fiano kunde næppe rumme den Masse af alle Nationers Kunstnere, der havde samlet sig denne Aften for at hædre den gamle Mester, hvis Navn og hvis Roes var paa Alles Læber. Under Maaltidet udbragtes en Mængde Toaster for ham og deriblandt ogsaa den efterfølgende, der modtoges med Jubel. Midt i det overgivne Wiinlune fik En det Indfald at bringe ham et Fakkeltog. I et Øieblik var Ideen realiseret: man løftede ham paa sin Stol op paa et Træbord, og den himmelske Guud har næppe thronet mere hædret og stolt i sit Tempel i Olympia, end den store M[es]ter omringet af den livfulde og begeis[trede] Kunstnerskare. Voxstabler bleve i en Hast omdeelte og antændte, og i livligt Optog, med lystig Sang, jublende Glædesraab og de tændte Voxtabler i Hænderne passerede nu Alle forbi ham og skiltes først fra ham med tordnende Hurra udenfor hans beskedne Dør i via Sistina.
(H. P. Holst)
