H.P. Holst
København
Rødt laksegl med lyre og dokumentrulle.
Frederik Barfod
København
Udskrift: S TI / Hr Fr. Barfod. / afleveres hos Hr Universitetsboghdlr ReitzelII. / (fra H P Holst)
Holst må have skrevet nærværende brev om Ponte Molle-selskabet og Thorvaldsen på foranledning af Barfod i forbindelse med hans forberedelse til udgivelse af Thorvaldsensk Album, der udkom medio juni 1844. Dette album blev til efter Thorvaldsens død 24.3.1844. Brevet må altså sandsynligvis være skrevet i perioden herimellem,
Holst beskriver festen for Thorvaldsens tilbagekomst til Rom afholdt 19.9.1841, og han omtaler Ponte Molle-selskabets indretning og optagelseskrav.
(Meddeelt.)
Allerede for endeel Aar sidenIII har der i Rom dannet sig et talrigt Kunstnersamfund af alle mulige Nationer: unge, livslystige Mennesker, der endnu bæres fremad paa Haabets og Phantasiens Vinger, og hvis ungdommelige Munterhed Livets materielle Tryk og Kunstens Alvor endnu ikke har faaet Bugt med. “Ponte Molle”IV kalder dette Selskab sig. For de Uindviede vil det være nødvendigt at gjøre opmærksom paa, at Ponte Molle egentlig er Navnet paa en af de Syv antikke Broer, der føre over Tiberen til Rom – den fra catilinariske Sammensværgelse bekjente pons milvius. Kunstnere, der i Almindelighed gaae over Florents til Rom, passere denne Bro, for at betræde Tiberstaden – det er derfor ikke en Bro som alle andre. Man bliver lidt stille, naar man første Gang kjører over denne Bro, man passerer den med en forunderlig Hjertebanken, thi der blander sig i Lyksaligheden over at staae ved sine Ønskers Maal og i Forventningen om alle de herlige Skatte, der snart skulle oplade sig for En, tillige en hemmelig AngstV ved Tanken om: hvad ville disse Skatte blive for Dig? Hvor meget vil Du kunne tilegne Dig af denne Rigdom? Og tør Du troe, at ogsaa Du fører et Udbytte med dig, naar du engang igjen over denne Bro vender tilbage til dit Fædreland? Det er disse Tanker, denne Følelse, der ligger til grund for Benævnelsen “Ponte Molle.” Ligesom Rom selv constituerede ogsaa dette Samfund sig oprindelig som et Monarchi, men Monarchiet faldt, og en Consularegjering indførtes, der i den senere Tid er gaaet over til at blive en RepublikVI, styret af en Præsident. For at indlemmes i denne Republik maa man for det første absolut være en Kunstner, for det Andet underkaste sig en Examin, og for det Tredie give Viin til alle Medlemmer, der overvære Novicens Indlemmelse i Republiken. Hvad den første af disse Bestemmelser, nemlig Kunstnernavnet angaaer, da er der som bekjendt noget Gummi-Elasticumsagtigt i dennes Benævnelse, og den kan heldigviis gives en saa viid Udstrækning, at den ikke let skal kunne udelukke Nogen; og de to andre Betingelser ere heller ikke saa strenge, at man jo med Fornøielse underkaster sig dem, for at blive Medlem af et muntert, livslystent Selskab og blive decoreret med en OrdenVII, som man deler med Thorvaldsen og VernetVIII, med CorneliusIX og ReinhardtX. Denne orden er Bajocordenen [indsat note: En Bajocco er en pavelig Kobbermynt af omtent 2 Skillings Værdi.] som Præsidenten hænger det optagne Medlem i Knaphullet i et lyseblaat Silkebaand, idet han giver ham Udsigt til endnu større Værdigheder, thi den har ligesaavel som enhver anden Orden sine Commandeurer, Storkors og Storcommandeurer, ja den har endogsaa en større Classe end alle de andre, thi dens fornemste Grad er “Allzuvielverdienst-OrdnenXI – men den uddeles kun sparsomt. Ogsaa Thorvaldsen var Medlem af dette Selskab, ogsaa han bar sin BajocordenXII, og i den skuffe, hvor [han] pleied at giemme alle de Stjerner og KorsXIII, hvormed Europas Potentater havde behængt ham, havde ogsaa Bajocordnen sin Hædersplads. Da han i Efteraaret 1841XIV sidste Gang fra Kjøbenhavn vendte tilbage [til] Rom, holdt han ogsaa sit Tredie Indtog over Ponte Molle. Det var den sidste Gang, han skulde samles med den yngre Kunstnerslægt til disse lunefulde Bacchanaler, der ved hans Nærværelse ligesom fik en høiere Betydning. Den store Sal i teatro fianoXV kunde næppe rumme den Masse af alle Nationers Kunstnere, der havde samlet sig denne Aften for at hædre den gamle Mester, hvis Navn og hvis Roes var paa Alles Læber. Under Maaltidet udbragtes en Mængde Toaster for ham og deriblandt ogsaa den efterfølgende, der modtoges med Jubel. Midt i det overgivne Wiinlune fik En det Indfald at bringe ham et Fakkeltog. I et Øieblik var Ideen realiseret: man løftede ham paa sin Stol op paa et Træbord, og den himmelske Guud har næppe thronet mere hædret og stolt i sit Tempel i Olympia, end den store M[es]terXVI omringet af den livfulde og begeis[trede] Kunstnerskare. VoxstablerXVII bleve i en Hast omdeelte og antændte, og i livligt Optog, med lystig Sang, jublende Glædesraab og de tændte Voxtabler i Hænderne passerede nu Alle forbi ham og skiltes først fra ham med tordnende Hurra udenfor hans beskedne Dør i via SistinaXVIII.
(H. P. Holst)
Brevet er sandsynligvis skrevet i forbindelse med Frederik Barfods forberedelse til hans udgivelse af Thorvaldsensk Album, der udkom i begyndelsen af juni 1844. Brevet befinder sig i dag i Thorvaldsens Museums eksemplar af bogen, der er forsynet med korrektur-kommentarer højst sandsynlig af Barfod selv. Det må formodes, at brevet fulgte med bogen, da bogen blev erhvervet af museet.
I udvidet form blev brevet trykt som en del af udgivelsen H.P. Holst: Udvalgte skrifter af H.P. Holst, bd. 5, København 1887, p. 17-26.
|
|
Ponte Molle-selskabets baiocco-orden, 1841, inv.nr. N89 |
|
|
Ponte Molle-selskabets baiocco-orden, 1832, inv.nr. N90 |
|
|
Ponte Molle-selskabets baiocco-orden, 8. januar 1842, inv.nr. N91 |
|
|
Orden fra Ponte Molle-selskabet, 28. april 1842, inv.nr. N92 |
Sidst opdateret 11.04.2018
Dvs. salvo titulo, der er latin for “med forbehold for titlen”. Udtrykket bruges i tilskrifter på breve, når man vil angive, at man ikke kender titlen, eller at denne formalitet ikke er nødvendig.
Dvs. den danske boghandler og forlægger C.A. Reitzel.
Det vides ikke præcist, hvornår selskabet blev stiftet, jf. biografien. Det har dog senest været i 1812, hvor den første forårsfest (Cervaro-fest) blev afholdt.
For mere om dette selskab se biografien, samt evt. referenceartiklerne Ponte Molle-selskabet og Vin, fest og frihed – om en særegen genstand i Thorvaldsens samling.
Den tyske kunsthistoriker Golo Maurer talte til en konference i Rom, (Another Horizon. Northern Painters in Rome 1814–1870, afholdt på hhv. Accademia di Danimarca / Istituto Svedese di Studi Classici, 19.-20. oktober 2015) om begrebet Rom-Angst, der netop dækker over denne kombinerede angstfyldte og forventningsfulde ankomst til Rom. Begrebet beskrives her meget klart af Holst.
Dette politiserende islæt i selskabets historie og organisation bør ikke undervurderes i en tid, hvor enevælden i Europa og USA faldt eller var faldende. Læs mere herom i referenceartiklen Vin, fest og frihed – om en særegen genstand i Thorvaldsens samling.
Thorvaldsen modtog også denne humoristiske orden, N92, (som i oversættelse betyder megetformegetfortjenstorden) ved Ponte Molle festen afholdt 28.4.1842.
Dvs. den franske maler Horace Vernet.
Dvs. den tyske maler Peter von Cornelius.
Dvs. den tyske maler og raderer Johann Christian Reinhart.
Thorvaldsen modtog også denne humoristiske orden, N92, (som i oversættelse betyder megetformegetfortjenstorden) ved Ponte Molle festen afholdt 28.4.1842.
Se hertil Thorvaldsens tre bajocco-ordener, hhv. N89, N90 og N91.
Se hertil den lange liste over Thorvaldsens forskellige udnævnelser.
Ankomsten til Rom over Ponte Molle fandt sted den 12.9.1841, da Thorvaldsen for sidste gang ankom til Rom. Festen, der omtales i det følgende, løb først af stabelen d. 19.9.1841.
Teatro Fiano var et teater (primært for marionetforestillinger) beliggende i et nu nedrevet palæ i Via del Corso i Rom.
Der er her og i et enkelt af de følgende ord hul i papiret, men teksten kan rekonstrueres ud fra sammenhængen.
Dvs. lys, jf. Ordbog over det danske Sprog, under stabel, pkt. 2.3: lang, tynd traad dyppet i smeltet voks og viklet op i en rulle ell. spiral; voksstabel.
Thorvaldsen boede næsten hele sit romerske liv i Casa Buti i Via Sistina, jf. referenceartiklerne Thorvaldsens bopæle og Casa Buti, men netop ved tilbagekomsten 12.9.1841 boede billedhuggeren i en kort periode i en anden lejlighed i samme gade, da hans egen lejlighed beboedes af Pietro Galli.