Ærbødigst Promemoria
Upaatvivlelig vilde jeg allerede for længesiden have bevidnet Deres Højvelbaarenhed den Taknemmelighed og Glæde, hvormed jeg modtog Deres ærede Skrivelse af 25de Aug., hvis ikke en sørgelig Aarsag havde hindret mig derfra. Min elskte Stanley er ikke mere. Jeg har plejet ham paa sit Sygeleje, vaaget for ham, og i Forgaars Aftes fulgte jeg ham til Graven. Med Taarer i Øjnene beretter jeg Dem dette Tab, thi mange Aars Venskab foreenede mig med dette ejegode Menneske, og i det jeg med Smerte savner ham, maae jeg see en anden Ven, vor Thorvaldsen, græmme sig over denne tunge Skilsmisse. O, jeg har lidt saameget i Livet, og dog kan mit Hjerte ikke sammenkrympe sig. Jeg stræber idelig efter at blive kold og følesløs, men det vil ikke lykkes mig. Det højeste, jeg nogensinde har bragt det til, er, at Andre undertiden have anseet mig derfor.
Deres Højvelbaarenhed lemfældige Dom over min Tale ved Bartholins Grav giver mig Mod til at meddeele Dem Talen ved Stanleys Hvilested. Maatte ogsaa den vinde Deres Bifald, vil det være mig en lindrende Trøst dog i det mindste at have bidraget til at hædre den Retskafnes Minde. Den er kun halv saa lang som forrige, thi jeg vidste, at man for Vejrets og Kuldens Skyld ej ønskede at staae saalænge om Aftenen ved Graven med blottede Hoveder. Her følger den altsaa, men jeg beder Deres Højvelbaarenhed gjennemlæse den med Deres sædvanlige Skaansomhed og Godhed. Den vilde have været ulige bedre, hvis mine Evner havde svaret til min Villie.
––––––––––––––––––––––
Venner!
Atter samles vi her for at vise en Vens afsjælede Legem den sidste Ære. Kun kort er den Tid, som er forløben siden vi bragte en anden Ven til sit Hvilested, og dog var den Ædle, hvis Grav vi nu omringe, dengang En af dem, som ledsagede ham derhen.
Her, hvor den retskafne Stanley for faae Uger siden tilligemed os nedsænkte en Landsmands Liig i Gravens mørke Gjemme, paa dette samme Sted overgives nu ogsaa hans Støv til Dødens kolde Slummer, og Enhver, som kjendte ham, begræder hans Tab. Ømt og følende var hans Hjerte, som tog den varmeste Andeel i sine Medmenneskers Glæder og Lidelser, og Intet var ham kjærere end at kunne bidrage til at forøge deres Fryd, eller lindre deres Smerter. Hans højeste Ønske var at kunne hjelpe Enhver, som begjærede hans Understøttelse, og den inderligste Tilfredshed straalede af hans Øje, naar det lykkedes ham at opfylde dette Ønske. Trofast var han som Ven, og ingen af Venskabs hellige Pligter var ham for tung eller for besværlig. O, mine Brødre, Enhver, som et nøjere Venskabs Baand sammenknyttede med ham, vil sande mine Ord, og velsigne hans Erindring. Og hvad have ikke de skjønne Kunster tabt i ham? Bygningskunsten dyrkede han med Held og med den utrætteligste Iver. Naar hans Legemskræfter tillode ham det, fandt han sin største Fornøjelse i at sysselsætte sig med sin Kunst. Kun Skade, at Sygdom saa ofte hindrede ham, og at denne fortræffelige Yngling skulde lide saameget. Efter et smertefuldt Liv blev han for tidlig Dødens Bytte. O, han havde fortjent en bedre Skjæbne! –
Men skulde vi forøge vor Smerte med bittre Klage, skulde vi qvæles af Mistroe, hvor der er levnet os Grund til Haab? Er vor Ven tabt fordi hans Støv er forkrænkeligt? Er den Aand, som gav ham sit Værd, tilintetgjort? O, mine Venner, lader os haabe! Maaske samles vi endnu engang med ham, see ham i en lykkeligere Nydelse af sin Tilværelse, angre vor Smerte over hans Bortgang, og velsigne hans Overgang til en blidere Skjæbne. Gjennemtrængt af den trøstefulde Erindring om Hvad han var, og det skjønne Haab at see ham igjen, vil jeg sige om ham, som om en Anden af mine henfarne Venner:
Sørger ej, at Gravens lykkelige Slummer
kaldte tidlig vor og Dydens Ven til Fred!
Livets Foraar svandt, men ogsaa Livets Kummer,
Tiden tabte han, men vandt en Evighed.
Uforglemmelige Stanley, Fred omsvæve dit Leje!
––––––––––––––––––––––
Jeg kan endnu anføre den Undskyldning for mit Arbejds store Ufuldkommenhed, at jeg have saa kort en Tid til at gjøre det færdigt. Denne Tale blev, ligesom den forrige, skrevet samme Dags Formiddag, som den Afdøde skulde begraves om Aftenen.
Hverken Thorvaldsen, den brave Vertinde, Lægen, eller Nogen af dem, som vare ved Stanleys Sygeseng have ladet det mangle paa Omhue eller Anstrængelse for at redde ham. Det er maaske ogsaa bedre, han blev bortkaldt, hans heele Fremtid vilde sandsynligviis have blevet et frydløst Liv, og hvad for en Gave er et saadant Liv? Man lider ikke i Graven. Jeg siger som min Ven Pram:
O, rolige Grav, i din Skygge boer Fred,
din tavse Indbygger af Sorgen ej veed.
Adskillige tydske Kunstnere vaagede hos Stanley, og fulgte ham siden til Jorden. Borgia, som kom til Byen en halv Time iforvejen og fik Efterretning om den forestaaende Liigfærd, indfandt sig ogsaa. Mærkeligt er det, at der iblandt de faae Damer, som vare komne for at see Liigbegjængelsen, var baade tydske, franske og italienske, og Alle fandt meget behag deri.
[brevet er afbrudt her, fordi et stykke af papiret er klippet væk]
Jeg er yderst urolig over, at jeg endnu intet Brev har faaet fra Directionen. Uvished er den værste Tilstand i Livet. En Lykke for mig er det, at jeg i ethvert paakommende Tilfælde tør søge Raad og Vejledning hos Deres Højvelbaarenhed, hvis Godhed jeg anbefaler mig til, og stedse med uskrømtet Følelse skal erindre.
Formodentlig er det Dem allerede bekjendt, at en dansk Bildhugger, Rathie, er død i Neapel. En ung svensk Maler med meget Anlæg har ogsaa fundet sin Grav der. Begge vare i Rom ved min Ankomst.
Den tydske Forfatterinde, Grevinde Recke, er i disse Dage kommet hertil fra Neapel.
Havde jeg, da jeg forlod Deres Højvelbaarenhed, forestilt mig at være nødt til at blive her saalænge, vilde jeg have udbedet mig en Anbefalingsskrivelse til Humbolt, men nu er det nok for seent.
Efterat være kommet saavidt i mit Brev, hører jeg, dre…
[brevet slutter brat her, pga. samme fraklipning som ovenfor]