Henrik Vilhelm Lundbye
Rom
Herman Schubart
Pisa
Brevet er udateret – datoen har muligvis stået på det fraklippede stykke af papiret – men trods dette skal brevet sandsynligvis dateres til 22.11.1805, fordi Lundbye skriver om Stanley, at “i Forgaars Aftes fulgte jeg ham til Graven”. Stanley døde højst sandsynlig 18.11.1805 og blev begravet 20.11.1805. Dette brev må da sandsynligvis stamme fra 22.11.1805.
Lundbye meddeler, at C.F.F. Stanley er død. Han gengiver sin tale ved graven og fortæller om omstændigheder ved dødsfaldet.
Ærbødigst PromemoriaI
Upaatvivlelig vilde jeg allerede for længesiden have bevidnet Deres Højvelbaarenhed den Taknemmelighed og Glæde, hvormed jeg modtog Deres ærede Skrivelse af 25de Aug., hvis ikke en sørgelig Aarsag havde hindret mig derfra. Min elskte StanleyII er ikke mere. Jeg har plejet ham paa sit Sygeleje, vaaget for ham, og i Forgaars Aftes fulgte jeg ham til GravenIII. Med Taarer i Øjnene beretter jeg Dem dette Tab, thi mange Aars Venskab foreenede mig med dette ejegode Menneske, og i det jeg med Smerte savner ham, maae jeg see en anden Ven, vor Thorvaldsen, græmme sig over denne tunge SkilsmisseIV. O, jeg har lidt saameget i Livet, og dog kan mit Hjerte ikke sammenkrympe sig. Jeg stræber idelig efter at blive kold og følesløs, men det vil ikke lykkes mig. Det højeste, jeg nogensinde har bragt det til, er, at Andre undertiden have anseet mig derfor.
Deres Højvelbaarenhed lemfældigeV Dom over min Tale ved Bartholins GravVI giver mig Mod til at meddeele Dem Talen ved Stanleys HvilestedVII. Maatte ogsaa den vinde Deres Bifald, vil det være mig en lindrende Trøst dog i det mindste at have bidraget til at hædre den Retskafnes Minde. Den er kun halv saa lang som forrige, thi jeg vidste, at man for Vejrets og Kuldens Skyld ej ønskede at staae saalænge om AftenenVIII ved Graven med blottede Hoveder. Her følger den altsaa, men jeg beder Deres Højvelbaarenhed gjennemlæse den med Deres sædvanlige Skaansomhed og Godhed. Den vilde have været ulige bedre, hvis mine Evner havde svaret til min Villie.
––––––––––––––––––––––
Venner!
Atter samles vi her for at vise en Vens afsjælede Legem den sidste Ære. Kun kort er den Tid, som er forløben siden vi bragte en anden VenIX til sit Hvilested, og dog var den Ædle, hvis Grav vi nu omringe, dengang En af dem, som ledsagede ham derhen.
Her, hvor den retskafne Stanley for faae Uger siden tilligemed os nedsænkte en Landsmands Liig i Gravens mørke Gjemme, paa dette samme StedX overgives nu ogsaa hans Støv til Dødens kolde Slummer, og Enhver, som kjendte ham, begræder hans Tab. Ømt og følende var hans Hjerte, som tog den varmeste Andeel i sine Medmenneskers Glæder og Lidelser, og Intet var ham kjærere end at kunne bidrage til at forøge deres Fryd, eller lindre deres Smerter. Hans højeste Ønske var at kunne hjelpe Enhver, som begjærede hans Understøttelse, og den inderligste Tilfredshed straalede af hans Øje, naar det lykkedes ham at opfylde dette Ønske. Trofast var han som Ven, og ingen af Venskabs hellige Pligter var ham for tung eller for besværlig. O, mine Brødre, Enhver, som et nøjere Venskabs Baand sammenknyttede med ham, vil sande mine Ord, og velsigne hans Erindring. Og hvad have ikke de skjønne Kunster tabt i ham? Bygningskunsten dyrkede han med Held og med den utrætteligste Iver. Naar hans Legemskræfter tillode ham det, fandt han sin største Fornøjelse i at sysselsætte sig med sin Kunst. Kun Skade, at SygdomXI saa ofte hindrede ham, og at denne fortræffelige Yngling skulde lide saameget. Efter et smertefuldt Liv blev han for tidlig Dødens Bytte. O, han havde fortjent en bedre Skjæbne! –
Men skulde vi forøge vor Smerte med bittre Klage, skulde vi qvæles af Mistroe, hvor der er levnet os Grund til Haab? Er vor Ven tabt fordi hans Støv er forkrænkeligt? Er den Aand, som gav ham sit Værd, tilintetgjort? O, mine Venner, lader os haabe! Maaske samles vi endnu engang med ham, see ham i en lykkeligere Nydelse af sin Tilværelse, angre vor Smerte over hans Bortgang, og velsigne hans Overgang til en blidere Skjæbne. Gjennemtrængt af den trøstefulde Erindring om Hvad han var, og det skjønne Haab at see ham igjen, vil jeg sige om ham, som om en Anden af mine henfarne VennerXII:
Sørger ej, at Gravens lykkelige Slummer
kaldte tidlig vor og Dydens Ven til Fred!
Livets Foraar svandt, men ogsaa Livets Kummer,
Tiden tabte han, men vandt en Evighed.
Uforglemmelige Stanley, Fred omsvæve dit Leje!
––––––––––––––––––––––
Jeg kan endnu anføre den Undskyldning for mit Arbejds store Ufuldkommenhed, at jeg have saa kort en Tid til at gjøre det færdigt. Denne Tale blev, ligesom den forrige, skrevet samme Dags Formiddag, som den Afdøde skulde begraves om Aftenen.
Hverken Thorvaldsen, den brave VertindeXIII, LægenXIV, eller Nogen af dem, som vare ved Stanleys Sygeseng have ladet det mangle paa Omhue eller Anstrængelse for at redde ham. Det er maaske ogsaa bedre, han blev bortkaldt, hans heele Fremtid vilde sandsynligviis have blevet et frydløst Liv, og hvad for en Gave er et saadant Liv? Man lider ikke i Graven. Jeg siger som min Ven PramXV:
O, rolige Grav, i din Skygge boer Fred,
din tavse Indbygger af Sorgen ej veed.
Adskillige tydske Kunstnere vaagede hos Stanley, og fulgte ham siden til Jorden. BorgiaXVI, som kom til Byen en halv Time iforvejen og fik Efterretning om den forestaaende Liigfærd, indfandt sig ogsaa. Mærkeligt er det, at der iblandt de faae Damer, som vare komne for at see Liigbegjængelsen, var baade tydske, franske og italienske, og Alle fandt meget behag deri.
[brevet er afbrudt her, fordi et stykke af papiret er klippet væk]
Jeg er yderst urolig over, at jeg endnu intet Brev har faaet fra DirectionenXVII. Uvished er den værste Tilstand i Livet. En Lykke for mig er det, at jeg i ethvert paakommende Tilfælde tør søge Raad og Vejledning hos Deres Højvelbaarenhed, hvis Godhed jeg anbefaler mig til, og stedse med uskrømtet Følelse skal erindre.
Formodentlig er det Dem allerede bekjendt, at en dansk Bildhugger, RathieXVIII, er død i Neapel. En ung svensk MalerXIX med meget Anlæg har ogsaa fundet sin Grav der. Begge vare i Rom ved min Ankomst.
Den tydske Forfatterinde, Grevinde ReckeXX, er i disse Dage kommet hertil fra Neapel.
Havde jeg, da jeg forlod Deres Højvelbaarenhed, forestilt mig at være nødt til at blive her saalænge, vilde jeg have udbedet mig en Anbefalingsskrivelse til HumboltXXI, men nu er det nok for seent.
Efterat være kommet saavidt i mit Brev, hører jeg, dre…
[brevet slutter brat her, pga. samme fraklipning som ovenfor]
Modtageren af dette brev er ikke identificeret i teksten, men der er uden tvivl tale om Herman Schubart, da han i sit brev af 23.5.1806 til Nicolai Abildgaard fortæller, at han vedlægger nærværende brev fra Lundbye.
Brevet handler om Thorvaldsens gode ven, den danske arkitekt C.F.F. Stanleys dødsfald 18.11.1805.
Schubart fik brevet tilsendt fra Rom, og sendte det senere videre til Abildgaard i København, så han og Kunstakademiet kunne blive informeret om omstændighederne. Lundbyes brev er derfor i dag bevaret i Kunstakademiets arkiv på Rigsarkivet.
Brevet er skrevet på et foldet ark papir, og af den ene halvdel af arket – brevets side 3 – er der fraklippet et stort stykke. Brevteksten bliver derfor brat afbrudt; dernæst genoptaget øverst på brevets side 4, men derefter afbrudt igen.
Muligvis er årsagen til fraklipningen, at der i den nu manglende brevtekst stod noget om Lundbyes stilling, som Schubart ikke ønskede at sende videre til København.
Sidst opdateret 23.02.2015
Dvs. det latinske “for at bringe sig i erindring”. Udtrykket var oprindelig en høflig indledningsformular, der blev brugt på skrivelser til personer af højere rang, ofte offentligt ansatte embedsmænd. Efterhånden betød det også mere generelt en skrivelse til, fra eller mellem embedsmænd, da oftest i dets sammenskrevne form – promemoria – se Ordbog over det danske Sprog.
Udtrykket optræder hyppigt i de mere formelle breve i Arkivet.
Dvs. den danske arkitekt C.F.F. Stanley, som døde i Rom 18.11.1805.
Stanley blev sandsynligvis begravet 20.11.1805, jf. to kvitteringer for betaling af hans begravelse, se den ene og den anden.
Når Lundbye her skriver, at begravelsen fandt sted “i Forgaars Aftes”, daterer det altså dette brev til 22.11.1805.
Dette udsagn om Thorvaldsens sorg over Stanleys død er refereret hos Thiele II, p. 57.
Hvor lemfældig i dag betyder skødesløs, havde det dengang betydningen blidt, lempeligt, mildt, se Ordbog over det danske Sprog.
Dvs. den danske officer og jurist Caspar Bartholin, der døde i Rom natten mellem 27.- og 28.9.1805.
Det har længe været uvist, hvor Stanley blev begravet, men som det fremgår af det nedenstående, så blev han begravet samme sted som Caspar Bartholin, der døde natten mellem 27.-28.9.1805. Fra en anden kilde vides det, at Bartholins grav var på den protestantiske kirkegård i Rom, men graven kendes ikke i dag.
Følgelig ligger Stanley også begravet på samme kirkegård, hvad der for så vidt intet overraskende er i. Imidlertid er hans grav ikke lokaliseret i dag, jf. de databaser, der findes over de kendte grave her, eller se denne oversigt på kirkegårdens hjemmeside.
Indtil Kirkestatens ophør i 1870 var det i Rom forbudt for protestanter at blive begravet i dagtimerne. Begravelser måtte derfor finde sted om aftenen i fakkelbelysning, jf. bl.a. regning af 20.11.1805 til lys ved Stanleys begravelse.
Dvs. den danske officer og jurist Caspar Bartholin, der døde mellem den 27. og 28.9.1805.
Dvs. den protestantiske kirkegård i Rom, jf. kommentaren til Hvilested ovenfor.
Graven er ikke lokaliseret i dag.
Stanley led af en alvorlig gigtsygdom, som var årsag til hans død. Se mere herom i hans biografi.
Dvs. den danske jurist Peter Olivarius Bugge, der kan identificeres, fordi Lundbye herunder citerer det samme vers, som han skrev på det mindeportræt, der blev udgivet ved Bugges død i 1794.
Portrættet, der findes i museets samling, E2297, blev tegnet af Thorvaldsen og stukket i kobber af G.N. Angelo.
Dvs. Anna Maria Buti, der var værtinde i huset Casa Buti, hvor både Thorvaldsen og Stanley logerede.
Sandsynligvis den tyske læge Heinrich Kohlrausch, som tidligere samme år havde behandlet ovennævnte Caspar Bartholin.
Dvs. den danske forfatter C. Pram, som også Thorvaldsen kendte fra sin tid i København. Han tegnede bl.a. et portræt af Pram, E2299.
Citatet nedenfor stammer fra 7. sang af Prams satiriske helteepos Stærkodder, København 1785, p. 142-144. Ordene gentages som omkvæd i en sang. Lundbye husker det en anelse galt. Ordlyden hos Pram er:
“O venlige Grav, i din Skygge boer Fred,
din tause Indbygger af Sorgen ei veed.”
Stærkodder synes at have været dyrket i de thorvaldsenske kredse. Billedhuggeren ejede bl.a. selv et eksemplar, M718, som han blandt få bøger havde med sig, da han rejste til Italien i 1796. Bogen var en afskedsgave fra en københavnsk ven, se dedikationen.
Se i øvrigt listen over de bøger, Thorvaldsen tog med sig på rejsen til Italien sidst i hans dagbog fra 1797.
Denne Borgia er uidentificeret. Der er ikke tale om kardinalen Stefano Borgia, da han døde i 1804, men der kunne være tale om hans nevø, officeren Camillo Borgia (1773-1817), der efterfulgte sin onkel som dansk konsul i Rom og derfor kunne have haft en grund til at deltage i begravelsen.
Sandsynligvis den afrikanske konsulatdirektion i det danske statsapparat.
Lundbye var konsulatssekretær og chargé d’affaires 1804-10 i Tunis, men var af helbredsmæssige årsager taget til Rom. Som det fremgår af det følgende, vidste han ikke, om dette skridt blev accepteret i Danmark.
Konsulatdirektionen skrev til ham 16.11.1805 fra København og gav ham den ønskede tilladelse til at opholde sig i Italien til sommeren 1806, jf. Emil Marquard: Danske gesandter og gesandtskabspersonale indtil 1914, København 1952, p. 457.
Dvs. den danske billedhugger Hans Christian Ratje, der døde 20.10.1805 i Napoli.
Denne svenske maler er p.t. uidentificeret.
Dvs. den tyske forfatter Elisa von der Recke.
Dvs. den tyske diplomat og forsker Wilhelm von Humboldt, som opholdt sig i Rom som gesandt ved pavehoffet i disse år.