nu vare der kuns 4 dage til hans fødselsdag tilbage, og da fr: Wolf skulde til Byen for 1 dag bleve vi enige at følges ad, og tage Thorv: med os tilbage, vi reiste heele Natten og da vi ankommer, siger Tieneren mig at der alt var bestilt Vogn til Dagen efter og min Søster siger mig at have skrevet ud for at jeg dog kunde inrette mig lidt: at Alle Paulsens kom derud; jeg blev da gruelig forskrækket deels fordie jeg alt havde begyndt at flytte Tepper osv til Byen, og laae alt selv paa Veien der til, og deels skyttede jeg ikke om at Paulsens skulde kiende Nysøe om Vinteren i sin minste heldige dragt, ‒ dog da jeg havde betænkt mig lidt tænkte jeg[: “]lad gaae, nu giør vi det saa godt vi kann[”,] osv ‒ Thor havde bestemt, som sedvanlig paa den Dag at være paa Nysøe men nu havde fr: P: lamenteret at han dog maatte være hos hende, og saa havde han sagt, [“]ja saa kom ud til Nysøe,[”] og derpaa var hun ingaaet strax, og saa ledes maatte de unskylde at alt ikke var bedre en[d] det var, ikke destomindre nu Bad jeg dem blodt at udsætte deres Reise en dag, for at jeg kunde være en dag forud hiemme at have istand til dem, Thorvaldsen og fr: Wolf og jeg reiste nu Natten igienem atter, og jeg fik travelt, med at inrette til Paulsens modtagelse, saa danne at jeg reent opgav alle anstalter i Anledning af Th fødselsdagen thi vi havde nok betænkt nogle Tableauer, og Scener, men da alt sligt, i almindelighed, koster især Huusmoderen meget Bryderie for at tilveie bringe draperie osv osv. og jeg var ocuperet nok saa lod jeg det blive ved en Diner hvor alle vore Naboer
14
og beste Venner vare inbuden, ved Bordet blev afsunget en Sang af Stampe, og om Aftenen spilt en god gamel Lotterie, som vi vare Vandte, og Thorv: var meget fornøiet, Paulsens med Børn, Tiener og Amme, var her i 10 Dage, og vi giorde alt for at more dem, som man kunde i det taalelige Veier, dog Fruen kunde ikke altid taale at kiøre ud, saa vi kunde ikke engang ret prale med hvor smukke Egn, til lykke vare vi inbudne til adskillige Dineer, hos vore Naboer, og saa gik Tiden; endelig kom Julen paa Tale, og jeg sagde Thor: havde sagt han vilde komme her som sedvanlig at være med os i Julen, dog saa blev fr: P: saa heftig at hendes Mand maatte ligge sig derimellem, og sagde ret smukt, at det var jo kuns af kierlighed for Thorv: at vi begge ønskede at see ham og alt saa var det best at lade ham selv vælge hvad han ønskede, osv; jeg sagde da at jeg var overbevist om at han holdt meest af Landet, men naar frue P: vilde komme til samme Tid, ville hun være vælkommen, og alt endte roelig, men jeg merkede her en bitterhed, og en Skinsyge paa mig, ogsaa paa heele Danmark, som hun kuns altfor ofte havde givet til kiende alt i Rom, hvor hun var ned paa alt hvad der var dansk, uden dog at kiende det; som jeg da tog mig den frihed at giendrive, skiønt jeg næsten kuns saa hende i Rom undtagen naar hun giorde os den Ære at komme til The om Aften som de første 2 Maaneder, var i det minste 3 gange Ugentlig, dog saa snart Thor fløttede over i sine egne Værelser, Besøgte hun ham sielden, her paa Nysøe var hun gruelig ned paa de danske Operaer, og jeg paastod det altid var bedre en[d] hvad hun i Vinter havde kunnet høre [i] Rom, dette blev hun meget ivrig over og paastod
15
at de netop havde været fortrinlige, dog jeg vi[d]ste hun kuns havde været Een Aften i Operaen samme Aften havde Thor: og jeg og været der, og begge fundet det jammerlig, senere havde jeg været der fleere gange, dog Thorv: kuns siælden fordie vi næste bestandig fandt det daarlig, dette paaberaabte jeg, og opfordrede Thor: at bevidne, dog her var nu den kiere ikke ganske ærlig, og da jeg senere bebreidede ham det, unskyldte han sig med at man jo nok kunde see at hun fr: P: var skinsyg, saa han ansaae det for raadeligst, for Huusfredskyld at snakke hende efter Munden, nu var han engang paa en fredelig og høflig fod med Paulsens, og den var han saa bange at forstyrre. ‒ medens Paulsens vare her havde jeg min fornøielse over ham, som nok for mange Aar siden havde levet en heel deel paa de Danske Herregaarde, og dette Liv morede ham meget, han nævnte mig ogsaa alle hans Livrætter, som han nu i mange Aar ikke havde faaet, jeg passede nu hver dag at have i det mindste Een af Dem, og det lod ret, som om det morede ham, hun lod ogsaa til at synes om den Danske Kiøkken; Han var den meest Opmærksomme Egtemand, man vil tænke sig, og havde ingen anden Tanke en[d] hans Elisa, som han altid fulgte i hælene ‒
samme Morgen som jeg og fr: W: vare her ankommen med Thorv: havde denne strax taget fat paa Arbeidet, og begyndte Piedestallen til Chr: d. IVde, i Kiøbenhavn havde han endnu intet giort, dette Basrelief fik han ferdig, (tegningen følger :) men heller ikke meere, thi her vare meget Som adspredte ham, efter vores lange Reise, og nu paa eengang følte han en Smerte som han bildte sig ind maatte være Brok, dette satte ham i en gruelig Engstelse, og han sov ikke heele Natten, nu Bad han mig
16
Skrive et Brev til G: Møller om at besøge ham da han ikke vilde Consultere Andre, fordie han var bange at det skulde fortælles i Byen, og han fandt det var en saa gruelig skam for ham at have en saadan Svaghed (han var saa skamfuld som en Jomfrue over sin Fontenelle i begyndelsen intil han blev lidt bedre vandt dermed, og hørte at der var mang unge Mennesker som havde det, han synes, hvem der vi[d]ste det maatte ekles over ham :) Jeg skrev, og han sendte Wilkens med Brevet strax om Aftenen efter han var kommet til Byen, dog paa turen havde der været 6 Personer i Vognen og skiønt jeg havde paa lagt Thorv: ikke at schenere sig, men giøre, som naar han reiste med os, at ligge Beenet op paa Sædet ligeoverfor (dette passede jeg bestandig ogsaa paa Vores lange Reise, saa at han aldrig fik hovne Been :) saa havde han dog ikke giort det; [“]nei[,”] sagde han mig da jeg bebreidede ham[, “]det er for megen Confidence; jeg er altid meget forsigtig, og varsom her[”;] kort han havde ladet Foden hænge ned, og da han nu kom Hiem, var den saa Hoven som den endnu aldrig havde været, at han nær aldrig havde faaet Støvlen af, og da Kl: blev 9, og den Blev 10 næste formidag og Møller ikke kom, saa sendte han bud efter Bang, eller ogsaa, det traf sig at Bang kom af sig selv (: det husker jeg ikke meere :) NB: Smerten som han de foregaaende Dage havde været Bange for, var aldeles gaaet over, og nu var han roelig herfor, og meente at det nok havde været gnavent, eller forkiølelse hvorved den Knude var kommet som havde foruroliget ham; den første omtalte smerte berørte han ellers ikke for Bang ‒ men nu var han blevet Bange for Beenet, og her for gav Bang ham Omslag (: som jeg seer af hans Brev til mig :) om det han havde skrevet til M: sagde han intet til Bang, Kl 1 kom endelig M: og Thor: talte nu heller ikke til Ham, om sin foregaaende frygt for Brok, da den reen var forgaaet, men viste ham sit Been og skriver mig: Møller havde raadt ham at ligge Beenet op for at det desto hurtigere kunde komme sig, [“]det er ret en raer Mand[,”] siger han endnu. ‒ Thor fortæller mig endnu i samme Brev at han har ladet sige give et Bret paa Skiødet hvorpaa han tegner, som er det
17
eeneste han kan giøre medens han saa ledes maae ligge ud strakt paa Sophaen, den Eene Tegning forestiller Madonna med Barnet i Skiødet, den Anden ‒ o s v. ‒ i denne Mellemtid fik jeg flere mismodige Breve hvor af jeg saae at han ikke var tilfreds, endelig nærmede Julen sig, og han tog saa herud, og som sedvanlig satte sig strax i Arbeidet og var glad ‒ henimod Julen kom nu Øhlenschläger med Søn, og nogle flere Giester og Thorvaldsen, giorde det deilige Basrelief Juleglæden, han arbeidede nu saa flitig paa det at det til Jule Aften blev ferdig, Modeleret, og vi fik det til samme Aften Stillet hen mod en Væg hvor Tavlen blev skiult med en Decoration af draperier, det vil sige Tavlen kom til at staae paa et Bord, og der det heele arengeret som et Alter, hvorpaa Julegaverne skulle ligges, oven fra paa hver Side fik vi inskruet Lamper o s v som her følger Skitze af og man kan ikke forestille sig hvad virkning dette Basrelief i det smukke Leer giorde og saa greb det Øhlenschläger saaledes at han gik i sit Værelse og giorde et digt derover, og nu kom han tilbage og læste det op for os og saa gred han, og gik ud igien, og Thorv: vendte sig til mig og sagde: [“]hvad græder han nu for?[”] ‒ osv osv
kort Jule Træet maatte ikke mangle, vi havde dertil valgt et deiligt stort 4 Alen Høit Myrte træe, som jeg bandt en mængde Artificielle Roser i og desforuden en mængde Smaae Voxlys, her paa blev nu hængt, blandt andre decorationer de Kager, som Thorvaldsen flere Aftener i rad forud havde hiulpet mig at lave, som hans sedvanlige
18
Tribut til Jule træet, og som jeg de 2 foregaaende Aar alt har omtalt, han tegnede ogsaa nogle Harlequiner som bleve udklippede og paa Hængte, Træet var deiligt og Roserne i det friske grøne, giorde god Virkning, efter at alle Presenterne vare udeelte, hvori blandt der fandtes, et nyt aparat Nattøi til Thorv: Huer, Kam, Holberg osv saa kappedes man om at afklippe Thorv: Kager, som baade Øhlenschläger[,] Børnene, og Wolfes fik deres deel af, dog har jeg endnu endeel, som ret levende erindrer mig om den Vælsignede Manns Barnlige, Godmodige Sind, hvor med vi kunde faae ham til at giøre alt med, og tage deel i hver en Glæde[.] til mig havde [han] medtaget en smuk Kamee. ‒
