Mindestøtten for Frederik den Sjette,
eller:
Skanderborg-Festen d. 31. Juli 1845.
Den af Folket, ved frivillige Bidrag, bekostede Mindestøtte for høisalig Kong Frederik den Sjette er reist paa Slotsøen ved Skanderborg på det Sted, hvor fordum Skanderborg Slot har staaet 60 Fod over Søfladen. Paa Støtten, der er 60 Fod høi, ere fire Basreliefs, modellerede af Thorwaldsen og udførte af Holbech i Rom; Professor Hetsch har gjort Tegningen. Inskriptionerne derpaa ere saalydende: I Gesimset er indhugget rundt omkring: “Kong Frederik kjærligt mindes! Folket opreiste Hans Bautasteen.” Under Basreliefet paa Forsiden, der hentyder paa Kongens Valgsprog og som har Retfærdighedens Symboler, staaer: “Gud og Retfærd! stod i hans Skjold. Om kjærligt Retsind taler hans Gjerning.” Under det paa Støttens høire Side, der forestille Stavnsbaandets Løsning, Livegenskabets Ophævelse i Holsteen, samt Negerslaveriets Ophævelse, staaer: “Friheds-Englen stod for hans Blik og brudt blev Aaget – Lænkerne knustes.” Under Støttens Bagside, hvis Symboler tyde paa Kongens Virksomhed for Videnskabelighed og Kunst, staaer: “Aandspauluner reiste hans Haand, og Aandsbedrifter lyste fra Norden.” Under det paa Støttens venstre Side, der hentyder til Stænderinstitutionen, staaer: “Folkeaanden Kongen gav Røst; Hans Eftermæle lever med Folket.” Ovenpaa Støtten staaer Kongens Buste. Dagen, hvorpaa Mindestøtten indviedes, var tillige Aarsdagen, paa hvilken den høisalige Konges Formæling fuldbyrdedes for 55 Aar siden, og Aarsdagen, paa hvilken Han for 53 Aar siden nedlagde Grundstenen til det ligeledes af Folket paa Kjøbenhavnske Vesterbro opførte Monument i Anledning af Stavnsbaandets Løsning, samt endelig ogsaa Aarsdagen, hvorpaa den høisalige Konges Kroning fandt sted for 30 Aar siden.
Den 31te Juli, om Formiddagen Kl. 9, aabnedes Indgangen til Monumentets Standplads, og Kl 10 ¼ var indladt noget over 10.000 mennesker. Ligeoverfor Monumentet var for de Kongl. Herskaber opført en Tribune, hvorover en purpurfarvet Thronhimmel; Orchestret og Studenter-Sangforeningen vare placerede i en Afstand af 60 Alen fra Mindestøtten. Kl. 10 begave Hs. Majestæt Kongen, Hs. Kongl. H. Kronprindsen og Hs. K. H. Prinds Frederik Ferdinand sig med Suite og endeel tilstedeværende kongl. Embedsmænd i Procession fra Hs. Majestæts Qvarterer paa Amtshuset til Monumentets Standplads, hvor de tvende frivilligt mødte borgerlige Jægercorpser fra Aarhuus og Horsens paraderede.
Saasnart Hs. Majestæt var ankommen paa Tribunen, Kronprindsen paa Allerhøistsammes høire, Prinds Frederik Ferdinand paa venstre Side, og Hs. Majestæts Adjudanter i Baggrunden, aabnedes Høitideligheden med en af Secretair Ridder Hartmann componeret Festmarch, der under Componistens Anførsel udførtes af 3die Infanteri-Brigades Musikcorps. Efter at Indledningsmusiken var endt, blev, under Accompagnement af blæsende Instrumenter, følgende af H. C. Andersen forfattede Sang, under Compon. Secretair Hartmanns Anførsel, afsunget af Sangforeningen:
Kong Frederik den Sjette, Gud gav ham mange Aar;
Han vilde Folkets Lykke, ved det hans Bauta staaer;
Saa deiligt grønnes Skoven ved Søen blank og klar,
De tyde den Erindring, som han i Folket har.
Det er herligt at vinde hvert Hjerte!
Hans Barndoms Aar var haarde, han prøved livet tungt,
Men til hans sidste Dage blev Hjertet mildt og ungt;
Hans Ord var fast som Villien, hans Hjerte var saa blødt,
Meer folkelig en Konge vist ingen Tid er født.
Det er herligt at vinde hvert Hjerte!
Forkuet traadt med Foden den stakkels Bonde laa,
Kong Frederik ham reiste, hans Hjerte vilde saa;
Og Marken stod med Grøde og Haverne med Frugt,
Og Kinderne blev røde og Tankerne fik Flugt.
Det er herligt at vinde hvert Hjerte!
En Taare i hans Øie den Sortes Lænker brød,
I Konge-Solens Straaler trygt Aandens Værk fremskjød;
Det var omkring sit Hjerte han Kronens Guldring bar,
Det var i al hans Tanke at Folkets Lykke var.
Det er herligt at vinde hvert Hjerte!
Og Folkeaandens Maitræ han planted før sin Død,
Ham Bonden bar til Graven, al Folkets Taare flød;
Velsigneet er hans Minde, fra Slægt til Slægt det gaaer;
Han vilde Folkets Lykke, ved det hans Bauta staaer.
Det er herligt at vinde hvert Hjerte!
Derefter udførtes en, ligeledes af Secretair Hartmann componeret Musik for blæsende Instrumenter, under hvilken det over hele Monumentet anbragte himmelblaa, med Stjerner besatte, Silkeslør, nedlodes af ti hvidklædte Piger. Efter at den høisalige Konges fortrinligt lignende colossale Brystbillede var kommet til syne, gaves af det nede paa Slotsøen opstillede kongl. Artilleri en Salut af 27 Kanonskud. Alt blev nu stille og alvorsfuldt, og Alles Blikke vare henvendte paa det stolt kneisende Monument, hvortil sikkert knyttede sig Manges taknemmelige Erindringer. Efter en kort Pause fremstod Biskoppen over Aarhuus Stift, Dr. theologiæ Ridder Brammer. Og udførte Monumentets Indvielsesact samt Mindetalen, hvori den høiærværdige Taler med Kraft og Varme skildrede Betydningen af den Mindestøtte, Folkets Kjærlighed havde skjænket den afdøde Konge. Efter at Mindetalen var endt, frembragte Hs. Majestæt Kongen, der under hele Høitideligheden saaes dybt bevæget, nogle hjertelige Ønsker om den forevigede Konges Mindes Bevaring i Folket, og at der maatte udbringes et ni Gange gjentaget Hurra for hans elskede Forgængers, Frederik den Sjettes Minde, hvilket jublende istemtes af det forsamlede Folk, som derefter ligeledes udbragte et “Længe leve!” for Hs. Majestæt Kong Christian den Ottende. Umiddelbart herpaa udførtes af Sangforeningen en, ligeledes af Secretair Hartmann componeret Sang, hvortil de af Statsraad Ingemann forfattede Inscriptioner paa Mindestøtten havde afgivet Texten.
Høitideligheden endtes med følgende Sang, der var forfattet af en unavngiven jydsk Bonde, og som ligeledes udførtes af Studenter-Sangforeningen:
Frederik, forklarede Aand!
Her i vor Midte Din elskede Stamme,
Alle vi gløde af Kjærligheds Flamme.
Om os Du slynged med Faderhaand
Stærke Kjærlighedsbaand!
Frederik Eiegod!
Stedste Dit Scepter med Mildhed Du førte,
Trængslernes Klage velvillig Du hørte,
Sorgen utrøstet Dig aldrig forlod,
Frederik Eiegod!
Frederik, sku til os ned!
Aldrig vi glemme Dit venlige Øie,
Straale det til os herned fra det Høie;
Vi prise Dig i Din Evighed
For al Din Kjærlighed!
Efter at Indvielseshøitideligheden var endt, forlod Hs. Majestæt, ligesom ved Ankomsten, i Procession, Mindepladsen og det samme omgivende Anlæg, der nu bærer Navnet “Frederiks Minde”, og begav Sig igjen tilbage til Amtshuset, hvor Hs. M. indtraf omtrent Kl. 12.
Nu blev der paany uddeelt Adgangsbilletter til den øvrige Folkemasse, som ønskede at see Monumentet, og man kan deraf med Vished antage, at der har været over 30,000 Mennesker forsamlede til denne Fest. Allevegne hørtes Folkets lydeligste Glædesyttringerr over Kongens, Kronprindsens og Prinds Ferdinands Deeltagelse i denne sande nationale Folkefest.
Den øvrige Deel af Festdagen forlystede man sig med Musik, Dands, Caroussel, etc. Festmaaltider holdtes i de mange i Dyrehaven anbragte Beværtningstelte; særskilt var der for Sangforeningen foranstaltet et Festmaaltid i et af Comiteen for Mindestøttens Oprettelse indrettet 40 Alen langt og 20 Alen bredt Telt, der om Aftenen, ligesaavel, som adskillige Partier af Dyrehaven, var oplyst med Lamper. Hele Byen var om Aftenen oplyst med Beegkrandse, ligesom ogsaa Chausseen fra Byens søndre Port indtil Skovens Begyndelse; ligeledes var der paa Pladsen, omkring Monumentet anbragt Beegkrandse, der vare af en høist imponerende Virkning, hvortil det i Særdeleshed høiligen bidrog, at den hele fra Monumentets Standplads synlige Omegns Landboere havde forskjønnet Festen ved at antænde mangfoldige Blus paa alle de høieste Punkter. Med Musik, Sang og Dands varede hele Natten indtil den lyse Morgenstund.
Hs. Majestæt Kongen har behaget at yttre sin allernaadigste Tilfredshed med Dagens Fest, og skal derhos have tilkjendegivet sit Bifald til, at Folket hvert Aar paa den 31te Juli atter vilde forene sig om, at høitideligholde Mindet om den høisalige Konge, ligesom Hs. Majestæt ogsaa ved Allerhøistsammes Yttringer skal have givet Anledning til det Haab, at Jyderne næste Aar ville faae den Glæde, at Hs. Majestæt, ledsaget af vor dyrebare Dronning, atter vil besøge den forevigede Konges Mindestøtte. – (Mv.)
Den Comitee, som har forestaaet Opførelsen af forbemeldte Mindestøtte, bestaaer af dHrr. Oberst v. Rosenberg, Justitsraaderne With og Blichfeldt, samt Kammerraad Wulff (mangeaarig Alderspræsident i den jydske Stænderforsamling), havde besluttet, at fremsige et af ham selv forfattet Mindedigt, som et Slags Epilog efter Biskop Brammers Tale; men da han befrygtede, at Hukommelse og Stemme vilde svigte ham, opgav han Forjættet, og overrakte Hs. Majestæt paa Festpladsen et Exemplar deraf, som med megen Naade blev modtaget, og blev Forf. senere af Hs. Majestæt opfordret til at lade samme offentliggjøre ved Trykken. Det var saalydende:
Han er ei meer, som vandrede herneden,
Til Lykke for sit tro hengivne Folk;
Han gik herfra til Evighedens Eden!
Vort Værk her er Taknemmeligheds Folk.
Vi reiste Ham et varigt Hædersminde,
Som Efterslægten velfortjent vil finde!
Han er ei meer! Hans Dage bleve mange;
Men torneblandet var Ham Livets Vei,
Hans Ungdom kjendte lidt til Frydesange,
For Kummer skaanedes Hans Manddom ei;
Stormagters Politik borttog en Krone,
Dog omgav Folkets Kjærlighed Hans Throne.
Han løsned sorte Slaves tunge Lænke,
Stavnsbaandets haarde Aag Han sønderbrød,
Og, uden nogen hellig Ret at krænke,
Selv-Eiendommens Fremme Han paabød;
Fra hver en Stand i Staten Han saa gjerne
Vilkaarlighedens Onde vilde fjerne.
Vilkaarligheden var i Fortids Dage
Et Onde for vor Fæste-Bonde-Stand, –
Sin egen Gjerning maatte han forsage,
Naar Hovbud kom fra Godsets Eiermand;
Af Kongens Fader-Tanke det ei glemtes,
Da Hoveriets Maal og Tid bestemtes.
Vort Riges Veie fordum ringe vare,
Han bød –, og Grundforbedring fremmet blev;
Af Creaturer Told vi maatte svare,
Naar man til Hertugdømmerne dem drev,
Han bød! – og toldfri vi dem nu udførte;
Vor Handel vandt, Besvigelse ophørte.
Han elskte Fred; – paa Frederiig hentyder
Den faderlige Konges elskte navn. –
Som Værn om Folkets Enighed Han byder
Freds-Mæglere udnævnte til dets Gavn;
Thi Alle vist som Sandhed anerkjende:
At ved Forlig man Tvedragt helst maa ende.
Til Tiende-Forening Han indbyder
Og overalt bestemt den Afgift blev;
Den stigende Oplysning Folket fryder
Som Aandens Spire til Udvikling drev
Ved Folkeraads Indførelse os raktes
Hans Faderhaand, og – Almeenaanden vaktes.
Saaamangt et Gode udgik fra Hans Throne,
Før Han drog bort til Evighedens Fred;
En herlig Straale-Glands omgav Hans Krone;
Thi Lønnen for Hans Daad var Folkets Kjærlighed.
Fra Bautastenens Fod vi Ønsket hæve:
Kong Frederik, den Høitelsktes Minde leve!
Han er ei meer og vender ei tilbage,
Med jordisk Øie Han ei til os seer;
Dog derfor, Brødre! Vil vi ei forsage:
Kong Christian lever og har Folket kjær;
Sit ædle Hjertes Stemme vil Han høre,
Og Alt, hvad gavnligt er, med Lyst udføre.
Vor lille Stats fortrinlighed ei glemmes:
Hvor er et Folk meer lykkeligt end vi?
Ved Kongens Viisdom vil det Gode fremmes,
Og dertil staaen ham Himlen kraftig bi!
Det haabopfyldte Folk kan da med Glæde
Sin Fremtids Bane tryggelig betræde.
Vi bede da Alherren i det Høie,
At han i Naade vil ned til os see!
At Kongens Tid og Folkets Flid og Møie
Ledsages maae af Hans Velsignelse!
Og at Sendrægtighed? det Anker blive,
Som hele Staten Kraft og Held kan give.
