Hilsen til Thorvaldsen.
(Afsungen, da Kunstneren første Gang
var nærværende i det romerske Selskab.)
Der er en Stad, som hvert et Bryst opluer,
Saasnart man nævner kun dens store Navn.
Mod den hver Vandrer ømt med Længsel skuer;
Den tusind Kneiper gjemmer i sin Favn.
Fra Ponte Molle fjernt til Lateranet
Beruses man af evig Poesie;
Fra Porta Pia ud til Vaticanet
Gjenlyder Folkelivets Melodie.
Ved simple Bord med Druer og Oliver
Sig fryde skjønne Qvinder, stærke Mænd.
Der Øiet aabnes ‒ Herlige Motiver
For Pensel, Meisel og for Skjaldens Pen!
Heel mangen fornem Daare Næsen rynker;
Han Folket seer, og det begriber ei,
Men Digtersjelen kun den Stakkel ynker,
Som blind forlader Sandheds gyldne Vei.
I hine Haller, hvor de lave Buer
Saa sælsomt tale til hver Kunstners Sands,
Der har Du næret tidt Din Ungdoms Luer,
Og samlet Blade til Din Laurbærkrands.
Din Aand opfyldt af Hellas’ Pragt og Ynde,
I Stort og Smaat blev sand og genial;
Hvad Under, Dine Værker høit forkynde,
At Du Natur forbandt med Ideal!
Nu er Du fjern fra Tib’rens gule Vande,
Fra Romas Himmel og fra Sydens Lyst.
Her seer Du ingen Oldtidsminder stande,
Hvis Høihed Gienklang finder i Dit Bryst.
Vi veed det vel ‒ hvad her vi venligt byde,
Kun svagt er vore fulde Hjerters Tolk.
Læs i vort Blik! Det maa vor Tak Dig yde
For hvad Du var os hist blandt Sydens Folk.
Heel mangen Aften fandt os troe tilsammen ‒
Dit ædle Billed smiled’ til os ned.
Fra Muren saae det paa vor Fryd, vor Gammen,
Og vi tiljubled’ det i Kjærlighed.
Men ingen Længsel mørkner nu vor Glæde,
Og dette Sted os bli’r en Helligdom,
Thi Du, vor Landsmand, er jo selv tilstæde,
Vort bedste Minde fra det gamle Rom!
F. C. H.