Den 21 September.
Over Voven Barcarolen lød,
Og med Fakler bragtes Serenaden;
Intet tryglet Hurra man ham bød,
Da man trak hans Vogn igjennem Gaden.
Vel var det ei nogen gylden Karm,
Liig den anden, som man saae forleden;
Nei, den var, som Kunstneren, beskeden ;
Smukt dog gik det, uden tilkjøbt Arm.
Hine Toner er‘ ei veiret bort,
Lyde end i Manges, Manges Øre; ‒
Og dog alt en Vemods Moll-Accord
Lader sig idag i Glæden høre?
Glade Folk! som nu henrykket staaer,
Vistnok ei saa snart Du glemme Kunde,
Hvilken dyb og varig Hjertevunde,
Os September slog forgangen Aar!
Fjernt herfra ‒ hvor Kongers Støv blev lagt,
Saae man og et Folketog fremtrine;
Folkeligt, som dette, uden pragt, ‒
Ak, men Kummer stod i Alles Mine!
Og Johannes Hage Manden hed,
Som man viste her den sidste Ære,
Som man fandt en Hæder i at bære
Til den sande Frihed, Fryd og Fred.
Nyd kun denne Frihed, Fryd og Fred!
Lad vort Suk ei mane Dig tilbage!
Men, naar Du fra lyset skuer ned,
See til dem, der nu Din plads indtage!
Har de ærligt røgtet deres Kald?
Har de fulgt den Vei, som Du dem viste?
Er det stille Løvte ved Din Kiste
Ikke glemt for Døgnværks hule Skal?
Snart, o snart, skal atter nær Din Grav
Samles folkets kaarne Mænd til Thinge;
Du, som mangt et herligt Frøkorn gav,
Der vil spire og os Frugter bringe:
Lad Din lyse Aand omsvæve dem,
Lær dem sindigt veie, kjækt at tale,
Saa det frie Ord fra lukte Sale
Stige kan for Kongens Throne frem, ‒
Saa det hjælpe kan, saa dette Land,
Som Alfader har saa rigt begavet,
Aldrig mangle Brød til nogen Mand,
Aldrig mangle Drift paa Mark og Havet! ‒
Da engang i bedre Dages Skjød,
Skulle Alle ret den jubel fatte,
Som nu Mange bringe Kunstens Skatte
Og den store Kunstner, som dem bød!