Danmarks Søn.
1834.
Mel. Komm, lieber Mai und mache.
Det var den unge Danske,
Han seiled’ over Sø,
Og drog forbi den spanske,
Den africanske Mø.
Tilsidst forlod han Vandet,
Og Snekken styred hjem.
Han ene stod paa Landet –
Hvor var hans Stilling slem!
Det var ei hine Toner
Fra Sjølunds Bøgekyst;
Ak! under Laurens Kroner
Han savned’ Hjemmets Lyst.
Saa gjerne han tilbage
Til Fædrelandet gik.
Dog dæmped’ han sin Klage;
Paa Roma faldt hans Blik.
Hvor Tib’rens Flod ombølger
Alverdens første Stad,
Og Øiet Saga følger
I Kæmpeskrifters Blad,
Der stod den unge Danske –
Han glemte Skib og Sø!
Der kan Geniet grandske,
Der er det tungt at døe.
Med henrykt Aand han skuer
Den svundne Hedenold.
Apollo kjærligt luer –
Da bli’r ei Dansken kold.
Han knuser kjækt de Lænker,
Som tvinge Kunstens Aand.
En Jason han os skjænker –
Da sank Canovas Haand.
Ja, Skjønheds Gud ham ynder,
Og hører mildt hans Bøn;
Thi mangt et Værk forkynder,
At han er Phoebi Søn.
Athenens Glands var svunden;
Nu straaler den igjen.
En Genius blev funden,
Som atter vakte den.
Huldt smiler Afrodite
Med Æblet i sin Haand;
Tredobbelt en Charite
Begeistrer sødt vor Aand,
For Psyche Amor kjæler
Med Himlen i sit Blik;
Her Jovis Yndling knæler
For Ørnen med en Drik.
I Skjønheds rene Tempel
Fremspired’ mangt et Værk
Med Sandheds ægte Stempel,
Og Sandheds Magt er stærk.
Men over Jordens Riger
Et Navn udbreder Glands,
Som høit mod Solen stiger,
Mod lyse Stjernekrands.
Og dette Navn? – Hvo kjender
Ei Thorvaldsen i Nord?
Ham Dana bar paa Hænder,
Saasnart han kom paa Jord.
Vel mange Mødre græde,
Og Utak faae til Løn;
Men Danmark fik kun Glæde –
Hvor findes slig en Søn?
Felice Purelli.
