En Sviptuur til Rom.
–––––––––
8de Marts 1834.
–––––––––
Lytter ei til Nordens Stemme!
Sadler Phantasiens Hest!
Storm og Slud vi maae forglemme
Og i Roma være Gjæst!
Har nu Hesten end ei Vinger,
Vand den brav i Bacchi Blod ;
Rask da gjennem Æthren bringer
Den os til den gule Flod. –
Hør de tusind Klokkers Bimlen!
Jo, her er den store Stad!
See San Pietro høit mod Himlen,
See hist Caracallas Bad!
Disse klippestærke Mure?
Det er Vaticanets Slot; –
Paven sidder der i Bure
Med sin røde Fløils Calot.
Er vi der? Jo, Allesammen!
Her vi har vort Chiavica.
Seer I Lampen der med Flammen?
Er her Maccaroni? Ja!
Eh, coltello e forchetta!
Nino! Nino! – Subito –
Sbrigati! – Aspett’ aspetta!
Der han kommer! – Eccolo! –
L’insalata di lattughe,
Samt et Stykke saftigt Stegt,
Sal e pane kan vi bruge,
Men for Alt un mezzo, – Knegt!
Mindre gjør det ei i Aften,
Langveis fra vi kom herhen;
Og vi skal paa Druesaften
Atter ride hjem igjen.
Kom herhen til Vinduets Rude!
Tænkte jeg det ikke nok?
Han, Tritonen, staaer derude
Paa sin mørke Marmorblok;
Vandets Søile sælsomt rokker,
Hvergang Luftens Vinge slaaer;
Var han viis den stakkels Klokker,
Kom han op og fik en Taar.
Naar i Morgen Solen blinker
Smukt paa Kaiserborgens Gruus,
Vil vi gaae, hvor Kunsten vinker
Rundt i Staden Huus fra Huus;
Og naar ret vi har studeret
Lærred, Marmor, Loft og Muur,
Vorde vi vel promoveret
Til den levende Natur.
Om Albanerbjergets grønne
Sider møde os da nok
Atter hine stolte Skjønne
Med den ravnesorte Lok:
Ak! Assunta, Serafina,
Nunziata, Orsola,
Betta, Cecca, Gelsomina,
Nina, – ak! Veronica!
Bort dog med det Drømmevæsen
Som forvirrer Sands og Hu,
Hjemad vil vi vende Næsen, –
Virkeligt er kun hvert Nu;
Og kun dette ret vi nøde,
Hvor vor Vugge stod i Ro,
Hvor de første Taarer fløde,
Og den første Gang vi loe.
Derfor, skjøndt hos Verdens Dronning
Vi fik sværmet sødt i Mag,
Bragde vi dog al vor Honning
Til den gamle Kubes Tag;
Som Erstatning her vi søger
For vort Savn af gamle Rom
Pensel, Meisel, Pen og Bøger
Og – et Hjertes Helligdom.
Christian Winther.