Kong Christians og Dronning Amalias Fest
Høit monne de Danske prise;
Hver Undersaat vilde gjerne som bedst,
Sin Troskab og Kjærlighed vise.
To Danneqvinder fra Sjællands Lund
Adløde Hierternes Flamme
De virked Begge, til Høitidens Stund –
Det danske Vaaben i Ramme.
Den Gave vist havde Hiertets Værd;
Men for dens Værd at forhøie,
Saa droge de Thorvald i denne Færd;
Han seer med Geniets Øie.
Og han fremstilled den Kjærlighed har.
Som fylder det danske Hjerte,
Og som besiæler det høie Par
Med en uslukkelig Kiærte.
Og han fremstilled den Sundheds Kraft,
Som Kjærligheds Blomster omslynge,
Som med sin herlige, friske Saft
Vil blo[e]t Dem og Vinter forynge
Og for at tyde den Gave med Ord.
Maa Skjalden en Sang medsende.
Vist mindst er hans Fortjeneste stor,
I Lighed med disse Trende, –
Men i en sønlig Hengivenhed – O
Deri vil Ingen han vige
I Kjærlighed til de høie To
Deri er vi alle lige
Adam Oelensc[h]läger
