‒ I andre Lande, og vel navnlig i England, siges der, at et vittigt Indfald, en lunefuld Inscription eller et pudseerligt Skilt ofte har begrundet en Sags Fremme, begunstiget et offentligt Steds Søgning, eller overhoved, mere end alle Skryderier og Udbasuninger, hiddraget Opmærksomheden paa en eller anden Person eller Gjenstand. ‒ I Baggesens Tid vexlede her en Viinstue hvert Aar Skilt og Paamaling, og forskjellige vittige Hovedet søgte da at give nye Ideer til noget ret Piquant. Et Aar stod saaledes det gamle Sprog: „I Vinen boer Sandhed” paamalet Skiltet, et andet Aar var malet Diogenes, ifærd med at slukke sin Lygte, udbrydende: „Her finder jeg Mennesker” o. s. v. ‒ Paa de senere Aar er noget Lignende igjen kommet i Mode, og Man bør indrømme, at der intet Upatriotisk er i, at optage en Skik, som Fremmede alt længe har brugt for at characterisere deres Varer, hvad enten saa Fyrsten, Kunstneren eller hvilkensomhelst anden berømt Mand, hvorefter Gjenstanden er opkaldt, foretrækker netop det Slags deraf eller ei. Vi behøve blot at henvise til de mange Blomsternavne, især Georginer. ‒ Om Thorvaldsen er nogen Ynder af Tobak og navnligen af Kanaster, vide vi vel ikke; men vi finde det desuagtet et godt Indfald af en ung virksom Handlende, Hr. J.S. Trier (Vimmelskaftet 22) at benævne en af ham fabriceret Tobak ”Thorvaldsens Kanaster.” Paa Kardusen af Samme sees en Afbildning af Kunstnerens Amor og under den lille mægtige Gud de Stropher:
”Hans Throne staaer i alle Himmelstrøg,
Selv Kunstens Heros til sin Fod han trak;
Nu offres ham den bedste Viraksrøg
I Duften her af Thorvaldsens Tobak.”
Da Tobakken er meget god og tillige sælges billigt, saa var det ikke umuligt, at den kunde blive Modetobak, især for de rygende Herrer Kunstnere. Om Duften forresten er behagelig for de høie Guder, derom vove vi ingen Mening at have; men for de stakkels Dødelige er den idetmindste ikke ubehagelig.