Neapel den 21 Januar 1804
Jeg giör mig det til en meget angenem Pligt at meddele Dem Indholdet af tvende forskiællige Breve jeg har faaet fra min Söster Grevinde Schimelmann i Deres Anledning min kiære Herr Landsmand. Det første var af 10 Dec: og det sidste af 15de og endskiøndt Vor fælles Ven Baron Humboldt har ventelig kundgiort Dem hvad min Søster under 10 Dec tilmelder mig, glædes jeg dog ret inderlig ved at igientage det – See her Oversættelsen:
under 10 Dec: Min Mand vil ufortövet beskiæftige sig med Kronprindsen om vor gode Thorwaldsens Sag, og jeg vil illigemaade tale den med Grev Chr: Reventlow som i Sandhed er hans oprigtige Velynder. Du kand derfor tröste ham, og sige ham at jeg har ald muelig Grund til at formode at han opnaaer det han önsker. Jeg haaber at han vil blive fornöyet, imidlertid er jeg blevet ret inderlig rört ved at igiennemlæse hans Brev, og min Mand er heller ikke blevet ligegyldig derved.
den 15 Dec: Paa engang fremviser sig 4 Skiönne Büster af Thorwaldsen, som man siger at have været fængslede paa Toldboden. Den af Sal: Bernstorff som almindelig beundres bliver taget, som man forsikrer, af Grev Godche Moltke. En af Raphael fristede os meget; men den er Abilgaard bestemt. Nu bliver 3 Romme[r]ske Kaysere tilbage – Med Ord, jeg har uhældigviis intet seet af dette Skiönne da Du ved at jeg altid er indelukket i mit Huus. Men skulde Du vel troe at ingen her, ved at vurdere /:taxer:/ slige Büster. For Guds Skyld giv os en Idee af Priserne, og saaledes at Kiöberne ikke afskrækkes. Min Mand har talt med Kronprindsen over vor Praxiteles, og vi haabe det bedste. Du kand paa Afregning giærne lade ham udbetale et eller to hundrede Rixdaler som min Mand skal sörge for at blive Dig igien erstattet; blot mag det saaledes at han bliver trukket af hans trykkende Omstændigheder, som vilde have en skadelig Indflydelse paa hans Helbred. Jeg vil tale med vor berömte Architect Hansen som skal opbygge Christiansborg Slot. Der synes mig at man i en af de store Sale kunde sætte Marmor Statuer, og naar man gav Thorwaldsen dette Paadrag vilde han kunde underholde sig i Rom, og beqvemt underholde sig. Reventlow har sagt mig at han har slægtninger som ikke ere bemidlede. Gid kuns at han ikke for at understötte dem, selv blev et offer.
Af alt dette seer De min kiære Herr Landsmand at man i Fædrenelandet ikke glemmer Dem; og har jeg havt den Lykke at kunde bidrage til en saadan Erindring, takker jeg Forsynet derfor; og med Rousseau udraaber jeg: L’occasion de faire des heureux, est plus rare qu’on ne le pense. La punition de l’avoir manquée, est – de ne plus la rétrouver.
Nu min værdige Landsmand! Opliv Deres faldne Mod, og troe at De har i mig en oprigtig Ven, hvis Iver for Dem vil stedse være meget virksom. Skiænk mig kuns Der[es] Tiltroe. Jeg fortiæner den; thi jeg deeltager med sand Følelse i Der[es] Stilling. Jeg ved den er noget indviklet! Men vær Mand! og tænk at De bör giöre Dem de Edle værdig som i Födelandet tager Deel i Der[es] Skiæbne. Riv ikke aldeles Skiönsomheds Baand lös. Denne Opofring vilde være for stoer, og jeg forlanger den ikke – Men lad Dem ikke aldeles henrive, og bliv Der[es] Genie troe. Arbeyd flittig. Med et Ord! giör Danmark Ære! At De ikke besvarede mit første Brev, glemmer jeg giærne, og De vil forpligte mig med ikke at tale et Ord derom naar De besvarer dette. Sig mig om De vil have 100 eller 200 Scudi. De skal strax have dem; men sig mig hvor vidt Der[es] Jason er kommet? hvad De imidlertid har foretaget, eller vil foretage. Skriv mig uden Complimenter, og tænk at jeg er Der[es] Ven
H[erman] B[aron] Schubart
