Indsendt.
————————
”Op med Mindestøtten og Hatten af for “Frederik den 6te.
With
See Aarhus Stiftstidende No. 12
————————
Ja “Hatten af for Frederik den 6te” saaledes raaber enhver brav Dansk, ligesom enhver Dansk, medens Frederik levede, gjerne vilde have vovet Liv og Blod for ham. Men hvad er da Grunden til, at de Mænd, som have foreslaaet at sætte denne elskelige Konge en Mindestøtte, saalidet ere blevne understøttede af Folket, at de efter flere Aars Anstrængelse ikke have kunnet erholde en større Sum indsamlet, end som en velhavende privat Mands Monument paa en Kirkegaard kan antages at ville koste. Har det det danske Folk allerede glemt Frederik den 6te? Eller er den danske Nation bleven utaknemmelig?
Nei, kjære Læser; det danske Folk har ikke glemt Frederik den 6te, og er langtfra at være utaknemmligt imod hans Minde. Desuagtet er det forblevet koldt ved den skeete Opfordring om at bringe den Forevigede en symbolsk Hyldning ved at sætte ham en Mindestøtte. Den Sætning at ligesom et Menneske selv sætter sig sin Skamstøtte saaledes sætter sig ogsaa selv sin Æresstøtte, og at Ingen kan sætte denne sidste for ham, har ikke blot altid gjældt ogsaa om Kongerne men vor Tid har i den Grad søgt at udhæve dens Betydning, at den er bleven den første § i de Liberales Catekismus. Sætningen indeholder jo også en positiv og vigtig Sandhed, har en Konge ikke selv sat sig et Minde vil det mægtigste Folk selv vide, at opføre Pyramider, ikke formaae at sætte ham et saadant, og er det virkeligen bleven sat vil Vold og Magt ikke formaae at tilintetgjøre det: thi Historien der baade er retfærdigere, mægtigere og varigere end Folkene vil værne om slige Minder, medens Tidens Tand forvandler de fasteste Stene til Gruus. Frederik, der selv har sat sig sit Hædersminde i alle danske Hjerter og i Danmarks Historie trænger derfor ikke til nogen Mindestøtte af Steen og Kalk.
Fra hvem er imidlertid Forslaget om at bringe Kong Frederik denne Hyldning udgaaet? De første Proponenter ville sikerligen ikke fralægge sig, men tvertimod sætte en Ære i at erkjende, at de høre til, eller endog staae i Spidsen for Oppositionen d. e. de Misfornøiedes Partii. Altsaa de Misfornøiede, som i Folkets navn bestrede Frederik den 6tes Regjering Maximer, ville nu efter hans Død søge at formaae det samme Folk til, ved den høitideligste Act at hylde hans Maximer, ved nemlig at sætte ham en Æresstøtte! Unægteligen vilde dette være den størstmulige Triumph for vor tabte Frederik, og vistnok vilde det være ædelt og stort af Oppositionen om den erkjendte sin Uret – hvis den for resten havde Uret, og ved en offentlig Act lagde dette for Dagen. Men ere da Regjerings-Maximerne under den nuværende Konge i det Væsentlige blevne forandrede, eller har Oppositionen skiftet Farve? Nei, ingen af Delene er skeet, ligesaalidet som hine Proponenter vides at have forladt Oppositions-Partiet. Som det synes, existerer der saaledes her den forunderligste Modsigelse, ved hvilket alle Partier i Folket nødvendigen have maattet studse, og forgjæves har man spurgt hinanden, hvorledes Tingen skulde forstaaes og hvad den egentlige Mening maatte være. Følgen har været, at Royalisterne have viist sig mistroiske, og at de conseqvente Liberale, der troe at forfægte en alvorlig og hellig Sag, og som just føre i deres Banner: “En Konge sætter selv sin Mindestøtte, og Ingen kan sætte den for ham,” for største Delen ganske have holdt sig tilbage. Har den danske Opposition ikke mere at betyde, end at den opreiser Mindestøtter for en afdød Konge, hvis Regjering den i hans levende Live har bekjæmpet, hvilken Vægt vil denne Opposition da vel kunne have i Thronfølgerens Øine, der til sin Tid maa kunne vente sig en lignende ære. Vel ere nu senere tildeels andre Mænd traadte i Spidsen for Foretagendet, der ikke kunne antages ubetinget henhøre til Oppositions-Partiet – og saadant har ogsaa havt en betydelig Indflydelse paa Anliggendets senere Fremme, men dette forandrer ikke Sagen, som er og bliver hine Ordføreres Værk, hvis Fuldførelse nu blot for en Deel er overladt i andre Hænder.
Vi have kaldt Opreisningen af en Mindestøtte en symbolsk Hyldning, og til Grund for en saadan maa der altsaa ligge en Idee eller Tanke, som indfatter det Hele som i en Ramme. Ikke blot enkelte Dele men alt maa her, naar Ideen eller Tanken ikke skal forstyrres, være betegnende eller betydningsfuldt, og da først og fremmest Stedet, hvor Mindet skal opføres. Vi sætte et Minde ved en berømt Mands Grav, paa en Valplads paa Stedet for en stor Daad, paa Torvet i en Bye, der har været Vidne til en stor Mands Virken (som Guttenbergs Statue i Mainz, Luthers i Wittenberg); men kjære Læser! hvad har Frederik den 6tes Minde og Skanderborg Slotsgrund med hinanden at gjøre? Har Frederik maaskee her levet og virket; her udkastet Planerne til Stavnsbaandets og Slavehandelens Ophævelse eller til Stænder-Institutionens Indførelse: her vundet et stort Slag: her sluttet en velgjørende og hæderlig Fred, eller er han maaskee her født eller død? Nei, Nei, nei, Frederik er hverken født eller død, eller har levet paa dette Sted; har i sit hele Liv maaskee ikke opholdt sig 4 Timer i Skanderborg, og vides ikke at have gjort noget specielt for denne Bye. Hvo har ikke følt sig greben ved Beskuelsen af eet Minde, opreist paa sit rette og betydningsfulde Sted; men hvilke Følelser og hvilke ophøiede Tanker vil Frederiks Støtte paa Skanderborgs betydningsløse Slotsbanke formaae at fremmane, det skulde da ved Synet af Slottets Ruiner være Tanken om det jordisk Forgængelige, naar ikke Støtten, som just skal betegne det Uforgjængelige, uheldigviis protesterede imod alle Tanker om Forgængelighed. Men lad være, den oprindelige Plan var jo, at blot Jyderne skulde sætte dette Minde: Skanderborg ligger nogenlunde midt i Landet og paa et smukt Sted og en passende Plads var i Jylland vanskelig at finde; men, som man seer, har man nu forandret dette Anliggende fra en Provindsial til en National-Sag, og opfordrer ikke længere blot Jyderne men hele det danske Folk til at sætte Frederik den 6te en Mindestøtte, ikke i hans Hovedstad eller for hans Slot, men i en af Rigets afsidesliggende og ubetydeligste Byer i Skanderborg! Vi have sagt at Folket engang har studset, det studser anden Gang.
Neppe kan der ifølge alt dette klages over, at Lollands-Falsters Avis har kaldt hele Ideen “Uheldig.” Os forekommer det at her ikke mangler mindre end Idee, Plan, Drøftning, Penge og Enighed, og allerede een af disse Klipper kunde være nok til at lade dette Foretagende strande. Skanderborg er engang kommen ind med i denne Sag, nu vel, man anvende ved Authoriteterne de indkomne Penge til et Asyl eller til en fri Fattigskole i Skanderborg og lad dette Asyl eller denne Skole i Jylland være Frederiks Mindesteen. Neppe vil nogen Subskribent have noget imod denne Anvendelse af hans Bidrag, og Frederik, hvis Aand svæver over hans kjære Danmark, vil fra Elysium tilvinke denne Plan sit Bifald.
Men ingen Mindestøtter af Oppositionen for Frederik den Sjette!
