Thorvaldsens Marmorfrise: Alexander den Stores Indtog i Babylon.
Sam. Amsler i München har nylig stukket Thorvaldsens berømte Marmorfrise: Alexander den Stores Indtog i Babylon. Stikket er ledsaget af Oplysninger af Ludvig Schorn. Om dette Kunstværk meddeles der Følgende: Da det pavelige Pallads paa Monte Cavallo, skulde indrettes til en pragtfuld Sommerresidents for Napoleon, fik, blandt flere Kunstnere, Thorvaldsen Bestilling paa at smykke det Indre deraf med Billedhuggerarbeider. Han udarbeidede derfor et stort Relief i Gips, i Form af en Frise, for en af Salene, og fremstillede derpaa, med let forstaaelig Hensigt, Alexander den Stores Indtog i Babylon. Senere fik han to Gange Bestilling paa at udføre det i Marmor, først for Grev Sommarivas Landsted ved Comersøen, siden for Christiansborg Slot i København. Der er maaskee intet Værk af den nyere Knust, hvis Værd vi Medlevende med større Sikkerhed kunne vurdere end dette Relief af Thorvaldsen. Ved alle Fremstillinger, som udelukkende tilhøre vor Tid og udvikle nylig vakte Interesser, er Selvbedrag, og for høi Vurdering lettere tænkelig; men her, hvor de simpleste Motiver ere behandlede med simpel Skjønhed, hvor Gjenstand og Bearbeidelse ligesom fuldkomment gjennemsigtige gaae over i hinanden, kunne vi med Vished paastaae, at alle kommende Tider, hvis Bifald har Betydning, ville dele vore Følelser og kun en barbarisk Tid kan være tillukket for dem. Mesteren har deri vakt den fortræffelige Reliefstiil i den græske Kunsts blomstrende Tidsalder og viist, at ogsaa den moderne Kunstner formaaer ar behandle den billedlig fremstillelige Tanke i Antikens Aand og simple Skjønhed. For ingen Art af Kunst ere de naturlige Grændser for Stilen saa faste og uforanderlige, som for Relieffet, og dog har, siden den helleniske Plastisks blomstrende Tid, Kunsten ikke holdt sig inden for disse Grændser. Allerede Romerne overskred dem, og i den christelige Kunst gjorde endogsaa et aldeles modsat Princip, det maleriske i Perspectivet, sig gjældende. Relieffets Væsen er rolig episk Fremstriden, i Modsætning til den lyriske Fordybning i det Indre, og til Momentets dramatiske Magt. Men de Gjenstande, som den christelige Interesse bemægtigede sig, tillode ikke en saadan Opfatning. Vi ville ikke blot see Christus som en historisk Skikkelse, ikke som en ligegyldig Forbigaaende, men ganske vende os til ham, hengive os til ham med vor hele Sjel. Den perspektiviske Opfatning i Relieffet fik sin høieste Uddannelse ved Ghiberti, som udførte den med den største Rigdom og høieste Ynde. Om man end ikke vil ansee denne Stiil, saaledes som den kom til Udførelse ved ham, som noget aldeles Forfeilet, saa er det dog vist, at hans Exempel aabnede Vildfarelsens Vei, som Kunstnerne senere betraadte. I ethvert Tilfælde er det en overordentlig Fortjeneste, ogsaa at have tilbageerrobret os den Skjønhedens Side, som fremstilles i det rene græske Relief, og det er en Fortjeneste som Ingen uden Thorvaldsen uimodsigeligen har erhvervet sig. Valget af en Gjenstand, som kan gives en antik Behandling, er vel en Betingelse, men kun den, der kunde behandle den med reen og øm Sands for den simple Skjønhed, og fuldkomment giennemtrængt af denne, var istand til at gjøre det med et saadant Held. Stoffet er meget lykkeligt valgt: den store Macedoniers Indtog med sine Helte i Morgenlandets underfulde Stad, Magiernes Sæde, tillader en Rigdom af Billeder og Fremstillingen af græske Skjønheder, omgivne med et Skin af orientalsk Lys. Togets Form passede ogsaa ypperligt til Relieffets naturlige Love, og tillod med al Rigdom ogsaa at forene den Maadeholdenhed, som Plastiken nødvendigen behøver. Da det Hele danner en omkringløbende sammenhængende Frise, saa berøre Ende og Begyndelse hinanden, og ere kun adskilte ved et Palmetræe, som Grændsetegn. ‒ I Amslers Værk ere de enkelte Grupper udførte i 21 Blade, efter en meget tilfredsstillende Maalestav, og det sammenhængende Hele er i mindre Omrids fremstillet paa eet Blad. Tegningerne ere gode og Amslers Stik har med stor Troskab og Held gjengivet det Eiendommelige i det Plastiske. Det er en stor Nydelse, at kunne paa disse Blade gaae ind i Enkelthederne af de skjønne Former, de milde ædle, Bevægelser, det fortræffelige Drapperie, og en sand Vinding er dette Værk for det kunstelskende Publicum, som derved gives Adgang til at lære at kjende og studere den store Kunstners betydeligste Værk, for saavidt det kan skee uden at have Originalen for sig.
