Ordet segl kommer af sigil, fra det latinske sigi´llum, dvs. ‘lille billede’ eller ‘lille figur’, ‘sigill’, diminutivform af signum, latin for ‘(kende)tegn’, ‘mærke’, ‘signal’, signatur. Segl kendes allerede fra de tidligste kulturer, som cylindre, der rulledes i den våde lerplade, hvorpå et dokument var skrevet. Seglet blev således garant for ægtheden af det skrevne og kunne efterhånden erstatte signaturen. Fra det 8. århundrede f. Kr. kendes segl også i stempelform. Seglene blev lavet af sten, halvædelsten eller metal, og deres aftryk placeret i voks, bly eller metal og bevidnede ligeledes dokumentets ægthed. Også i Bertel Thorvaldsens samling findes antikke gemmer, der er indgraveret i halvædelsten og placeret i signetringe. Se fx brevet til Anna Maria Uhden antagelig 30.8.1810, som Thorvaldsen har lukket med netop et sådant segl. På Thorvaldsens tid erstattede seglet ikke længere signaturen, men kunne dog, som ved breve fra kongen, være en særlig ægtheds- og gyldighedserklæring, se fx 12.3.1833, hvor kongens underskrift placeres “UNDER VORT KONGELIGE SEIGL”, dvs. under konges særligt imposante segl aftrykt i lak og med et beskyttende papirlag over.
Bertel Thorvaldsens tidligste kendte segl ses første gang på brev af 5.1.1798 fra Thorvaldsen til Kunstakademiet, men er herunder gengivet i et mere perfekt aftryk fra 24.10.1800. Seglets lak havde en praktisk funktion, idet det ofte lukkede det skrevne dokument sammen til en kuvert, samtidig havde det en tydelig symbolværdi, idet det var den første synlige identifikation af afsenderen, når modtageren fik brevet. Endelig garanterede det ubrudte segl, at brevet ikke havde været åbnet af andre.
I centrum af det ovale segl ses en buste i hermeform. Bustens motiv er en idealiseret ung mand med enkle klare træk og kraftigt lokket hår. Muligvis har Thorvaldsen her integreret et selvportræt. I hvert fald har busten påfaldende ligheder med Thorvaldsens også ovale, tegnede selvportræt fra 1794, C885. Dette fremstiller Thorvaldsen som ung selvbevidst kunstner – og viser netop Thorvaldsen med langt krøllet hår og midterskilning. Ganske vist er hovedet på det tegnede portræt let drejet mod venstre, mens seglets busteI er drejet mod højre; men seglets aftryk er jo netop spejlvendt i forhold til det indgraverede motiv.
| |
Omkring busten ligger billedhuggerværktøjer spredt med kunstnerisk elegance. Fra venstre mod højre ses et rem-bor: et bor, der, når snoren har været drejet omkring den lodrette midterstang, kan slippes og dernæst løber frit og ved egen kraft spænder snoren op igen. Dernæst ligger en passer, der har været brugt til at overføre gipsmodellens punkter til marmorblokken. Denne lapper ind over et dokument, der dekorativt ruller sig ud mod beskueren. Et almindeligt ikonografisk emblem for visdom. |
Skal det forstås mere konkret, kan det her måske hentyde til en bestillingskontrakt – eller det brev, som billedhuggeren har modtaget – og nu besvarer med et brev lukket med sit personlige segl. Redskaberne i højre side er knapt så entydigt aflæselige. Dog ligger i centrum en slaghammer, der efter den første grove tilhugning, hvor marmoret blev forarbejdet direkte med grovøkser og hamre, blev brugt til videre udhugning sammen med mejslerne: tand- eller spidsjern. Det under hammeren fremstikkende redskab kunne således være en mejsel, alternativt kunne der være tale om en fil, hentydende til skulpturens endelige afpudsning. Yderligere ses over hammeren et håndtag, der synes at fortsætte videre i en lang stang. Her er der formentlig tale om håndtaget på buen til et violinbor, eller skaftet på en fil, idet disse redskaberII sædvanligvis var de eneste, der havde et aflangt drejet træhåndtag.
Centreret over motivet står teksten “THORVALDSEN”. Den er skrevet med versaler og antikva-font, og følger seglets overkant rundt. Forstår man, som det er foreslået her, busten som et selvportræt, bliver teksten på een gang en titel – en identifikation – af busten og navnet på billedhuggeren bag. Den valgte font-type findes desuden på Thorvaldsens selvportrætbuste fra 1810, A223, hvor den enslydende tekst “THORVALDSEN” er integreret i hermeformen.
Thorvaldsens laksegl kendes som nævntførste gang fra brev af 5.1.1798 fra Thorvaldsen til Kunstakademiet. Det var Thorvaldsens tredje indberetning til Akademiet, og de måtte snart kunne forvente, at han, som han var blevet pålagt det i sin instruks 23.8.1796, ville sende et eller flere marmorarbejder til København. Thorvaldsen sendte imidlertid blot et brev, men alligevel har det været vigtigt for ham at præsentere sig som en stipendiat, der opfyldte de forpligtelser, han var blevet pålagt. Han skulle “efter at have nydt tvende Aars Stipendium, at indsende en Prøve af sin Fremgang i at arbejde i Marmor, eller en Afstøbning i Gibs over et Marmor-Arbejde han i denne Tid maatte have forfærdiget i Rom”. I sit brev 5.1.1798 nævner han, at han har anvendt en del af sin tid med at kopiere efter de fornemmeste antikker og tillige har forfærdiget en buste i marmor og påbegyndt en anden. Det var dermed næppe tilfældigt, at Thorvaldsen valgte at lade netop en marmorbuste præsentere sig på sit segl. Netop en færdig buste, der på een gang kunne henvise både til ham selv (portrætligheden) og hans allerede færdiggjorte marmorbuste, ville passende kunne overbevise Kunstakademiet om stipendiatens duelighed.
Således må han have valgt motivet for sit segl med den yderste omhu, og det er ikke umuligt, at han selv har skåret det, idet også medaljekunst var et fag ved Kunstakademiet. Således omtales Thorvaldsen også som “Billedhugger og Medailist” i fx Akademiets dagbog af 2.11.1795, jf. brev af 2.11.1795. Med andre ord synes seglet at være et hidtil upåagtet kunstværk konciperet af Thorvaldsen.
Lakseglet på kuverten er således en markør, der identificerer afsenderen, og det fungerer på een gang et ægthedstegn, en signatur og en personlig hilsen. Placeringen af lakseglet var den sidste handling inden brevets afsendelse. Bag lakseglet kunne modtageren finde den verden, som brevet åbnede. Nederst på hver side i Arkivet hilser Bertel Thorvaldsens laksegl læseren. Over det findes det materiale, som stadig åbner ny viden og verdner for nutiden – og minder dermed om de overleverede breves stadige aktualitet.
Sidst opdateret 11.05.2017
Alternativt kunne der måske være tale om brug af en kopi af hovedet af den ene af de to såkaldte dioskurer eller hestebetvingere, Castor og Pollux på Monte Cavallo på Quirinalhøjen i Rom som forlæg. Thorvaldsen havde, jf. hans brev 12.10.1799 til Kunstakademiet, på dette tidspunkt netop udført et hovede i halv størrelse efter en gipsafstøbning. Thorvaldsen ejede selv afstøbninger af begge dioskurernes hoveder i den originale størrelse, de findes nu på Thorvaldsens Museum, L123 og L124.
Se evt. afbildningerne af billedhuggervæktøj hos Pülhorn, op. cit., p. 582-594.