Arkivet, Thorvaldsens Museum

Hvad blev der egentlig af Sophie?

  • Karen Jelved, Andrew D. Jackson, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2021
  • Sophie Probsthayn (1773?–1843) kendte Thorvaldsen som ung. Hun blev senere forlovet med H.C. Ørsted, men af ukendte årsager hævede hun forlovelsen. Omkring 1820 kom hun i så store økonomiske problemer, at hun bad Thorvaldsen om et lån. Det må formodes, at Thorvaldsen afslog. Hun forblev ugift og døde som fattiglem.
    Nedenstående artikel belyser de fakta, der har kunnet udredes om hendes skæbne.

Til Jumf. Sophie Propsthayn

Som Bækken mellem Blomster slynger sig
Saa Slynger Sig Det Liv blandt idel glæder
og Aldrig Skiulte Torner Saare Dig
Hvad Plet Endog Din unge Fod Betræde

de 1. Jan:1795 B Thorvaldsen

Teksten står som en indskrift på akvarellen C821 og indgår som en del af akvarellens motiv. På tegningen ses en barfodet ung kvinde i empirekjole, der ofrer blomster på et brændende alter. Til højre for hende bringer en nøgen putto hende blomster i en kurv, som den bærer på hovedet. I baggrunden ses træer, bl.a. et grantræ, et løvtræ og cypresser, og i forgrundens venstre side ses små blomstrende planter, der spejler sig i en bæk, som snor sig ind i baggrunden. På alterets yderside ses påskriften med ovenstående tekst. Med andre ord er der stor overensstemmelse mellem tegningens motiv og digtets indhold, der nærmest ord for ord illustreres.

Nytårskort til Sophie Probsthayn
Nytårshilsen fra Thorvaldsen til Sophie Probsthayn, C821, 1.1.1795.

Den første januar 1795 sendte Thorvaldsen dette lille digt til Sophie Probsthayn som en nytårshilsen. Hvem var denne Sophie, hvorfor sendte han denne hilsen, og hvad blev der af hende? Heldigvis findes der forskellige kilder, der gør det muligt at kaste lidt lys over Sophie og hendes liv.

Ifølge St. Petris kirkebog, blev Margretha Sophia født den 28. februar og døbt den 5. marts 1773, som datter af Adam Gottlieb Probsthahn, Tischler (snedker), og Christiana Niels Tochter (Datter). Næste gang, vi møder hende, er i folketællingen i 1787, hvor hun beskrives som den tiårige Sophie, datter af snedkersvend Adam Gottlieb Propstein, 53, og den ni år yngre Christiana, bosiddende Vestervold 272. Her omtales også hendes bror, Carl David Probsthayn (1770-1818), der på det tidspunkt var 17 år gammel.

Der er åbenlyse problemer med at bestemme Sophies alder. Der er lignende diskrepanser i de to senere folketællinger. I 1834 angives hendes alder som 58 og i 1840 som 66. Således antyder de foreliggende kilder, at hun blev født mellem 1773 og 1777. Vi anser de datoer, som er indført i St. Petris kirkebog, som de mest pålidelige. Carls dåb i juli 1770 ifølge kirkebogen stemmer med den alder, der angives i folketællingen i 1787. Desuden fremgår det af kirkebogen, at to søskende, Carl Daniel og Carolina Charlotta, døde i 1769.

Foedselsbog

Folketaelling 1787
Sophies fødsel og dåb i Sankt Petris kirkebog (øverst) og registreringen af familien Probsthayn i folketællingen i 1787 (nederst).

Sophie kendte Thorvaldsen gennem broderen Carl David Probsthayn. Han og Thorvaldsen var ungdomsvenner fra Kunstakademiet, hvor Carl var elev af Nicolai Abildgaard, der også fungerede som Thorvaldsens mentor. Sammen med Heinrich Grosch og C.D. Fritzsch havde de i 1790’erne et “tegneselskab” i Grønnegade som forberedelse til Kunstakademiets konkurrencer. Hverken Grosch eller Fritzsch vandt nogen konkurrence. Thorvaldsen fik tildelt den store guldmedalje i 1793 for relieffet Peter og Johannes helbreder en halt, A830. Tre år senere vandt Carl den store guldmedalje for sit historiske maleri Elias opvækker enken af Sareptas søn. Ligesom Thorvaldsen var Carl medlem af teaterforeningen Borups Selskab, en privat teaterklub oprettet af Knud Lyne Rahbek i 1780. Dens primære aktivitet var teaterforestillinger med og for dens medlemmer. Desuden fungerede selskabet i 1790’erne også som mødested og diskussionsklub for venstreradikale elementer, der dyrkede den franske revolutionens frihedsideer.

Probsthayn, Elias opvækker enken af Saraptas søn
Carl David Probsthayn: Elias opvækker enken af Saraptas søn, 1796.). Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, Akademiraadet. Foto: Frida Gregersen.

Det er muligt, at Thorvaldsens beslutning om at sende en nytårshilsen til Sophie Probsthayn blot var motiveret af hans venskab med Carl. I den forbindelse er det interessant, at Thorvaldsen året før havde sendt en lignende nytårshilsen til Sophie Amalie Kurtzhals. Det vides ikke, hvem der har skrevet det vers, som blev sendt til Sophie Probsthayn, men det vers, som blev sendt til Sophie Kurtzhals var fjerde strofe af Jens Baggesens digt, Aabenbarelsen, skrevet i maj 1786. Sophie Amalie omtales i et brev til Thorvaldsen i Rom som hans “gamle Kiæreste”. Det vides ikke, om Sophie Probsthayn også var en “gammel kæreste”.

Næste gang, vi møder Sophie, er i forbindelse med folketællingen i 1801. Hun er registreret som bosiddende i Løveapoteket på hjørnet af Amager Torv og Hyskenstræde, som ejedes af Johan Georg Ludvig Manthey (1769-1842). Hun angives at være 25 år gammel, og hun havde stilling som husholderske. Under sig havde hun en tjenestekarl og to lidt ældre tjenestepiger til at vaske og stryge og gøre rent. Sophie havde ansvaret for den daglige husholdning, førte regnskab og lavede mad til apotekergårdens 14 beboere. Ifølge folketællingen var en af husets beboere: “Hans Chr. Ørsted, ugift, doctor, 24 år”.

Manthey havde overtaget Løveapoteket gennem sit giftermål med Augusta Günter, der var datter af den tidligere apoteker Christoff Günter. Ifølge Sankt Petri kirkebog var Augustas mor, Sophie Charlotte Günter née Hauber (1733–87), gudmor til Sophies tidligt afdøde bror Carl Daniel Probsthayn (døbt 11.7.1767, død 24.5.1769). Der har således været en personlig forbindelse mellem de to familier. I foråret 1800 drog Manthey på en længere udlandsrejse for at studere porcelænsfremstilling. Dette emne var af særlig interesse for ham, efter at han i 1796 var blevet udnævnt til direktør for den Kongelige Porcelænsfabrik. Da han tog afsted, flyttede den 24-årige Hans Christian Ørsted ind i huset som apoteksbestyrer. Forretningen gik strygende, og der skete også interessante ting i privaten. Efter at have hørt fra sin kone om udviklingen på hjemmefronten, skrev Manthey til H.C. Ørsted, “Amor har omslynget Dem og Jomfru P. med et uløseligt Baand” .

Albumblad til jomfru Kurtzhals
En nytårshilsen til Sophie Amalie Kurtzhals, CX11, 1.1.1794.

Med Mantheys velsignelse og aktive opmuntring, blev Sophie forlovet med Ørsted, før han drog af sted på sin første lange rejse til udlandet, som varede fra august 1801 til januar 1804 og førte ham til Tyskland, Frankrig, Belgien og Holland. Indtil oktober 1803 blev Ørsteds rejsebreve til familie og venner sendt til Sophie sammen med mere personlige breve, som siden er gået tabt. I breve til Manthey udtrykte Ørsted sin bekymring over rejsens længde og den deraf følgende udsættelse af deres bryllup. For eksempel skrev han: “Endeligen: tør jeg opholde Sophie saa længe med tomme Løfter om Hjemkomst? Hun kan dog virkeligen med Rette fordre at jeg saa meget som muligt skal tænke paa et Etablissement .” Ørsted mødte Sophies bror, Carl, i Freiburg i juni 1802, og det er ikke urimeligt at gætte på, at længden af Ørsteds rejse blev diskuteret.

Her gik Sophie så og ventede på sin forlovede, som blev ved med at udskyde hjemkomsten. Uheldigvis var hendes kommende svigerfamilie ikke særligt imødekommende. Hun blev inviteret til familiebegivenheder, bl.a. da Anders Sandøe blev gift med sin Sophie (Oehlenschläger), men en af de kvindelige gæster skrev senere om Sophie Probsthayn, at “[h]un er et reent Bæst”. Georg Jacob Bull (1785-1854), som senere blev gift med H.C. Ørsteds søster Tine, skrev til sin forlovede: “Husker Du i vort Bekiendtskabs første dage, da Du blev saa vred, fordi jeg sagde, Du slog mig ligesaa haardt som Sophie Probsthein. Jeg kan ikke begribe, hvordan jeg kunne sammenligne Dine søde Hænder med det Asens knoklede Labber” .

Hvad der end kan have været Sophies begrundelse, hævede hun forlovelsen med Hans Christian på et eller andet tidspunkt i løbet af sommeren 1803 – tilsyneladende uden at fortælle ham det direkte. H.C. Ørsted skrev til Manthey: “At jeg ikke sender Dem den [hans rejseplan] i dag er fordie jeg ingen ret Roe har havt til at udkaste den, formedelst et brev som min Broder har skrevet om S.P. De kan ikke andet end viide dets Indhold, og vil ogsaa af ham erfare mit Svar. Jeg ved intet at tilföye til det jeg deri har sagt. Jeg er nu paa en voldsom Maade vakt af en Rolighed, hvoraf allerede enkelte Vink, som jeg nu först forstaaer, burde have vakt mig.” Vi ved intet om, hvordan Manthey reagerede på Sophies ophævelse af forlovelsen, eller om hvor længe Sophie blev på Løveapoteket, som Manthey solgte til Max Boye i 1805.

Vi kan kun formode, at dette har været en følelsesmæssigt vanskelig situation for både Sophie og Hans Christian. Det kan imidlertid have været et vigtigt bidrag til videnskaben. Der var store udgifter i forbindelse med Ørsteds 2½ år lange udlandsrejse. Heldigvis blev der bevilget støtte til rejsen af det Cappelske Legat, hvis bestyrelse Manthey var medlem af. Det angivelige formål med rejsen var, at Ørsted skulle studere teknisk kemi, især porcelænsfabrikation og ølbrygning. Han indså imidlertid hurtigt, at han var langt mere interesseret i de mindre praktiske aspekter af videnskaben. Angående udsigterne til en karriere i teknisk kemi skrev han: “Jeg tilstaar Dem at dette vilde være mig ukjert; thi jeg har nu engang begyndt at studere Physikens og Chemiens Theorie, og hvor længere jeg studerer jo mere indseer jeg Nödvendigheden af at gaae videre, og desto mere Lyst föler jeg dertil, og meget nödig gav jeg slip paa de Undersögelser jeg nu har foresat mig at anstille”. Ægteskab med Sophie og de dertil hørende udgifter til at etablere et hjem kunne have resulteret i et karrierevalg, som ville have udelukket hans opdagelse af elektromagnetismen i 1820.

Det kan forekomme overraskende, at Sophie og hendes forbindelse til Ørsted er så lidt kendt. Det skyldes i høj grad den udgave af hans breve, Breve til og fra Hans Christian Ørsted i to bind, som hans datter Mathilde Elisabeth Ørsted (1824-1906) udgav i 1870. Alle referencer til Sophie Probsthayn er udeladt, streget, omskrevet, klippet eller revet ud, formodentlig i et forsøg på at værne om faderens rygte. Ovenstående citat fra brev af 6.10.1803 er streget over og er ikke med i Mathildes udgave. Den 28. maj 1802 skrev Ørsted f.eks.: “Jeg tænkte her paa Dig min Sophie og önskede, at jeg i det mindste kunde viise Dig den deylige Gruppe, Amor og Psyche.” Det rettede Mathilde til: “Jeg tænkte her paa Dig min Broder og önskede, at jeg i det mindste kunde viise Eder den deylige Gruppe, Amor og Psyche”. (Ordene “min Broder” er ikke medtaget i den trykte version.)

Det næste glimt, vi får af familien Probsthayn er fra 1818. Sophies bror, Carl, døde i København og blev begravet på Sankt Petri kirkegård. Det forlød, at han døde “i forvildet Tilstand, formedelst at han var gaaet for dybt ind i Tegningen”. Sophie var enearving, men der var ikke noget at arve med undtagelse af udgifterne til hans begravelse. Et par år senere – mellem 11. august 1820 og 1. marts 1821 – sendte hun et udateret brev til Thorvaldsen i Rom. Idet hun mindede ham om hans gamle venskab med hendes bror og hendes forældre, bad hun ham om et lån på 500 rigsdaler. Brevet er til tider lidt usammenhængende, men det er skrevet med en meget smuk håndskrift.

Uagtet ieg ikke havde den Fornøyelse inden Her Etatzraaden Afreyse herfra at see Dem giør ieg mig dog Haab om at være i Deres Erindring, og paa Grund deraf tager ieg mig den Friehed at tilskrive Dem, i Andledning af en for mig Vigtig Sag, der bestaar i: at mig er tilbuden det halve af en Lottorie Collektion hvorved ieg kunde see mig betryget for Eftertieden imod at udbetale 500rld dette kan ieg af Følgende Aarsager ikke udrede; thie Rigtig nok har ieg ved sparsomhed samlet 2000 rld. men samme udsatte ieg til en Retskaffen og tilsyneladende Formuende Mand, hvilken dog de Seneste Omvæltninger har giort Uformuende, og saaledes kan ieg i det minste i Lang Tied aldeles [itt] intet faa, Da ieg i Øvrigt er aldeles Blottet for Venner og Bekienter, Er det ieg herved tager mig den Friehed at Anmode Hr Etatzraaden, om De paa Grund af det Venskab De [i] sin Tied bar for mine Afdøde Forældre og Broder, vilde Viise den megen Godhed for mig og Biedrage til mit Fremtiids Vell ved at Laane mig de omtalte 500rld. som ieg vil Afbetale med 100rbd. Aarlig, ieg har ikke taget i Betænkning at Anmode Dem om, da ieg kiender Deres Retskaffene Carakter og Tænkkemaade og ved at det for en Mand af Deres Formue og Bekientskab er Let ved Anvisning til en Mand her at Beordre det, og Ligeledes paa samme Maade faa det tilbage.

At sige andet eller mere end Endnu engang at Legge Her Etatzraaden det Indstændig paa Hiertet, at Anførte angaaende mit Fremtiids Vel, Vilde til Dem være Upasende, og skal Sikkert og og Vist til bestemte Tiieder Blive tilbage Betalt, videre til 1de. Martz i dette Aar kunde Anførte Modtages – Om ieg inden denne Tiied torde Vente at Beæres med Svar. Med Sand Høyagtelse har ieg den Ære at Undertegne mig Deres

Ærbødige Tiennerinde.
Sophie Propsthayn

min Adrese er, hiørnet af Vimmelskaftet og Klosterstrædet No. 14de.

Brev til Thorvaldsen
Brev fra Sophie Probsthayn til Thorvaldsen, mellem 11.8.1820 og 1.3.1821.

Da hun skrev brevet, boede hun, som det fremgår af afsenderadressen nederst i brevet, på hjørnet af Vimmelskaftet og Klosterstræde, hvorfra hun har kunnet se Løveapoteket, der lå på hjørnet skråt overfor. Vi ved ikke, hvad hun tænkte. Og vi ved ikke, hvad Thorvaldsen tænkte. Der kendes intet svar på hendes bøn, og der er intet tegn på, at hun kom ud af sine økonomiske problemer.

Oplysninger fra folketællinger og Sankt Petris kirkebog giver os de sidste oplysninger om Sophie Probsthayn. Ved folketællingen i 1834 boede hun i Lille Strandstræde 69 hos dekorationsmaler Jean-Mathieu Baruël, hans kone Dorothea Kirstine og deres søn Jean Guillaume Euchaire Baruël, som var elev på Kunstakademiet. Hendes stilling var angivet som syerske. Ved folkefortællingen i 1840 boede hun stadig hos Jean-Mathieu og Dorothea Kirstine Baruël nu i St. Kongensgade. Ifølge den fransk reformerte kirkes kirkebog døde Jean-Mathieu senere det år. Ved folketællingen i 1845 boede hans enke hos deres søn Jean Guillaume, som nu var en succesrig portrætmaler. På et eller andet tidspunkt flyttede Sophie ind på Sankt Petri Plejehus, som lå i Larslejstræde, kun nogle få skridt fra Sankt Petri kirke. Her tog de sig af gamle og fattige medlemmer af menigheden, som også skulle være kristne og ædruelige.

Sophie Probsthayn giftede sig aldrig. Ifølge Sankt Petris kirkebog døde hun 23.3.1843 som plejelem på Sankt Petri Plejehus og blev begravet 28.3.1843 på Sankt Petri kirkegård. Thorvaldsens ønske om et liv med lutter glæde og ingen skjulte torne gik kun kortvarigt i opfyldelse.

Ét spørgsmål står tilbage. Hendes forskellige adresser – Vestervold, Amager Torv, Vimmelskaftet, Lille Strandstræde, Store Kongensgade, og Larslejstræde – var aldrig mere end nogle få minutters gang fra Sankt Petri Kirke. I en stor del af denne tid udspillede H.C. Ørsteds liv sig omkring Nørregade og Studiestræde lige ved siden af Sankt Petri. Mon de nogensinde mødtes? Det får vi nok aldrig at vide.

Referencer

  • Dan Ch. Christensen: Naturens tankelæser: En biografi om Hans Christian Ørsted, Museum Tusculanums Forlag, København (2009).
  • Karen Jelved og Andrew D. Jackson: “H.C. Ørsteds rejsebreve”, in: Scientia Danica. Series H, Humanistica 8 vol. 2 (2011) I-XXXVII, 1-546. Bogen kan hentes gratis her.

Sidst opdateret 02.10.2021