Ikonografisk underskud

I Thorvaldsen-forskningen støder man sjældent på analyser af de motiver, billedhuggeren valgte til sine kunstværker. Den dominerende tolkningstradition – stærkt præget af det 20. århundredes Thorvaldsen-reception – udpeger en lang række formmæssige kvaliteter ved værkerne som de betydningsbærende i billedhuggerens værker: Harmoni, skønhed, rytmer, linjespil, renhed, enkelhed, ro, balance etc. Men hvad værkerne forestiller, har man stort set ikke beskæftiget sig med. Man kan meget nemt få det indtryk, at det ikke har nogen betydning for forståelsen af billedhuggerens værk, hvilke figurer han afbilder. Motiverne synes at være ligegyldige, eller blot undskyldninger for at skabe skønne kunstværker.

Hele den ikonografiske/ikonologiske dimension af Thorvaldsens værk er med andre ord blevet fortrængt af et modernistisk, formalisme-baseret kunstsyn. Det synes ikke at have været relevant at stille motiv-fokuserede spørgsmål til værkerne som fx: Hvorfor lige netop denne antikke gud? Hvorfor denne myte? Hvilken fortælling sætter rammen om værket? Hvordan sammenstilles værkets aktører? Hvordan iscenesættes den antikke historie? Hvad afbildes, og hvad ikke? Hvilke attributter gør figurerne genkendelige? Hvordan vælger Thorvaldsen at gengive myten? Osv.

Det er på høje tid også at lade denne type spørgsmål indgå i tolkningen af billedhuggerens kunst, og læseren vil da også kunne finde eksempler på en sådan mere eller mindre ikonografisk baseret tilgang rundt omkring i dette Arkiv.

Stjernetegnene findes

Her skal der peges på en motivkreds, der – så vidt vides – aldrig har været omtalt i analyser af Thorvaldsens kunst, nemlig billedhuggerens brug af stjernetegn. Dyrekredsen synes at have været tabuiseret i Thorvaldsen-forskningen af flere grunde: For det første betragter man (eller: har man betragtet?) interessen for stjernetegn som folkelig lavkultur, som det utvivlsomt har været anset for irrelevant og pinligt at inddrage i en videnskabelig behandling af Thorvaldsens værker. For det andet er stjernetegn et quasi-religiøst fænomen, som en irreligiøs, modernistisk optik har udraderet fra nyklassicisme-forskningen. For det tredje har kunsthistoriens ovennævnte opgør med ikonografien smidt barnet ud med badevandet, og reduceret kunstværkers motiver – som fx stjernetegn – til former, der blot udfylder fladen på smukkest mulig måde. Og i Thorvaldsens tilfælde har den mere specifikke nyklassicistiske fortolkningstradition til og med knæsat “formens etos” som værkets essens og som en yderligere skærpelse af feticheringen af det formmæssige i billedhuggerens værker.

Uanset hvilken forklaring, der nu måtte være på den tavshed, stjernetegnene er blevet mødt med i Thorvaldsen-litteraturen, så kan de ikke fortrænges: De findes i billedhuggerens værk, og sandsynligvis ikke som blotte ornamenter, men som betydningsbærere. Derfor følger her en liste over forekomsten af denne motivtype i Thorvaldsens kunst, og formålet er i første omgang blot at gøre opmærksom på eksistensen af stjernetegnene og lægge dem frem til almen beskuelse og overvejelse: Hvorfor dukker de op i Thorvaldsens værker? Hvordan skal vi forstå dem? Er det bare tilfældige motivbrokker? Eller indgår de som et grundelement i hans værktænkning? Og i givet fald på hvilken måde? Er de udtryk for, at værkerne opererer med en slags motivalfabet? Eller troede Thorvaldsen på astrologi? Afspejler de en kosmologi hos billedhuggeren?

Indtil videre er disse spørgsmål ubesvarede, læseren må selv forsøge at tyde tegnene i sol, måne og stjerner, men til en start er det her i det mindste muligt at studere Thorvaldsens brug af stjernetegn på lidt nærmere hold.

Thorvaldsen-værker med stjernetegn

Jupiter, Minerva og Nemesis

Jupiter, Minerva og Nemesis, ca. 1808, A316

Jupiter troner i midten, omgivet af Minerva til venstre og Nemesis til højre. Yderst til højre slænger landjorden, Tellus, sig og til venstre havet, Oceanus (disse to guder fremgår ikke af fotografiet ovenfor, tryk på A316 for at se hele relieffet). De tre guder i midten sidder på et rundt plateau, som må forstås som deres sæde, Olympen. Dyrekredsen befinder sig som et bånd omkring dette plateau. Fra venstre ses følgende tegn: fiskene, vandmanden, stenbukken, skytten, skorpionen og vægten.

Model til fronton til Christiansborg Slot, jf. artiklen Bestillingen til Christiansborg.

Amor og Jupiter

Amor og Jupiter, 1831, A391

Amor står foran Jupiters trone med en tavle og indgraverer med spidsen af sin pil lovene for mennesket, dikteret af Jupiter. Bag tronen er Jupiters ørn med gudens tordenkile i kløerne. Relieffet er afrundet oventil, og langs denne kant er et bånd med en del af dyrekredsen, fra venstre: tyren, tvillingerne, krebsen, løven, jomfruen, vægten, skorpionen og skytten.

Nemesis med straffens og belønningens genier

Nemesis med straffens og belønningens genier, 1834, A364

Nemesis fører en biga, den forreste hest lader sig styre mens den bagerste stejler. Foran, under hestenes forben, går en hund, mens to genier går efter vognen. I baggrunden ses et bånd med dyrekredsen, fra venstre: krebsen, løven, jomfruen (kun et glimt bag den stejlende hests hals), vægten (i midten over Nemesis) og stenbukken (anes nederst til højre bag geniens fod).

Til et mindesmærke for Julius Mylius i Villa Vigonis have, Loveno ved Como-søen, Italien.

Friedrich Schillers apoteose

Friedrich Schillers apoteose, 1837, A135

I midten er en ørn med en skriftrulle i kløerne. Den bærer himmelkuglen, som har Schillers navn påskrevet, og hvorfra en stjerne skyder op. Til venste for ørnen og kuglen er Melpomene, tragediens muse, med en maske i hånden og til højre Klio, historiens, med en skriftrulle. Under ørnen til venstre og højre befinder hhv. skorpionens og tyrens tegn sig, under hvilke Schiller blev født og døde.

Relief på soklen til monumentet over Friedrich Schiller, som står i bronze på Schillerplatz i Stuttgart, jf. A770.

Nyårets genius

Nyårets genius, 1840, A548

En skøjtende genius eller amorin omgivet af dyrekredsens tolv tegn. Hans ben og vinger, samt de forskellige attributter, han holder, forholder sig til og lapper ind over dyrekredsens tegn: stenbukken (højre fod), fiskene (venstre fod), tvillingerne (venstre vingespids), krebsen (seglet og kornakset), jomfruen (højre vingespids) og skorpionen (drueklasen).

Se evt. artiklen Nyårets genius som et selvportræt.

Diana og Jupiter

Diana og Jupiter, A345

Diana beder Jupiter om hun må forblive jomfru og kun hellige sig jagten. Gudinden lægger den ene hånd på Jupiters knæ, mens hun med den anden tager ham i skægget (i bogstavelig forstand). Nederst til venstre ses Jupiters ørn med tordenkilen i kloen. Jupiter selv sidder på en trone anbragt på et plateau på hvis side nogle af dyrekredsens tegn ses. Fra venstre krebsen, tvillingerne, tyren, vædderen og fiskene.

Jupiter med ørnen og Ganymedes på Dyrekredsen

Jupiter med ørnen og Ganymedes på Dyrekredsen, C562,6r

Denne blyantstegning stammer fra en af Thorvaldsens bevarede skitsebøger. Jupiter med sin tordenkile og ørn sidder ved siden af den stående Ganymedes med sin skål. De to figurer befinder sig i et skylandskab – der må formodes at skulle illudere Olympen. Det hele bæres af en hvælving – der må formodes at skulle illudere himmelhvælvet – hvorpå fire af dyrekredsens tegn er gengivet: Fra venstre jomfruen, vægten, skorpionen og (hvis den kronologiske rækkefølge skal stemme) skytten, selvom det snarere ligner tvillingerne.

Diana, Amor og Victoria m.m.

Diana, Amor og Victoria, c. 1797, C789v

Denne tegning er en gengivelse af et fragment af et romersk relief, der befinder sig på Galleria delle Statue, Vatikanmuseet. I himlen ses en svævende kvindefigur på stjernetegnet krebsen.

Tegningen stammer sandsynligvis fra umiddelbart efter Thorvaldsens ankomst til Rom.

Genier og dyrekredsens billeder

Genier og dyrekredsens billeder, 1839?, C1061r

Disse tegninger er på den ene side af et blad, hvis anden side også har stjernetegnsmotiver, jf. herunder. På denne side er der i alt syv motiver indrammet i cirkler. Tegningerne fremstår som skitser til rundrelieffer, der dog ikke kendes realiseret. Hvert motiv henviser til et tegn i dyrekredsen, i læseretningen: tyren, vandmanden, krebsen, vædderen, stenbukken, vandmanden, fiskene.

Thorvaldsen har nummereret alle tegnene, og nummereringen følger læseretningen med undtagelse af krebsens tegn, da det optræder som det tredje motiv, men har fået nummeret 7. Numrene svarer ikke umiddelbart til de måneder, tegnene hører til i henhold til traditionen, da f.eks. tyrens tegn ligger i april-maj. De tre tegn i første række kommer i rækkefølge i forhold til årets forløb: tyren (april-maj), tvillingerne (maj-juni), krebsen (juni-juli). I nederste række er vædderens tegn (marts-april) dog placeret først hvor det burde være sidst, set i forhold til de øvrige: stenbukken (december-januar), vandmanden (januar-februar), fiskene (februar-marts). Noget kunne derfor tyde på at Thorvaldsen i denne skitse har taget fejl af tegnenes rækkefølge, eller også angiver tallene og rækkefølgen noget andet. På bladets anden side optræder tegnene i korrekt kronologi i forhold til årets måneder.

Princippet for fremstillingen er, at hvert tegn i dyrekredsen er skildret gennem tre niveauer:

1. I forgrunden en bevinget drengefigur, dvs. en amorin eller genius, som er i færd med at gøre noget med nogle genstande. Der er tale om et slags handlings- eller narrativt niveau.
2. I baggrunden, bag drengefiguren, optræder dyrekredsens tegn som et emblem eller symbol, der danner bagtæppet for figurens handling, som et slags abstrakt, allegorisk rum.
3. Nederst, i et felt med egen reliefgrund og rum, adskilt fra det øvrige, en gentagelse af stjernetegnet. Ved dyremotiverne er der tale om en skematisk, præcis gentagelse af tegnet som det vises bag drengefiguren (punkt 2), mens der ved menneskefigurene, dvs. tvillingen og vandmanden, er variation i stillingen.

	Tyren, 1 En nøgen drengefigur med vinger sidder i forgrunden med en blomst i hånden. Bag ham er en tyr, ligesom en tyr er tegnet i feltet under ham.
	Tvillingerne, 2 Drengefiguren sidder på knæ med en krans i hænderne og ved siden af ham er en blomsterkurv. Bag ham står et tvillingepar i omfavnelse, ligesom et liggende tvillingepar er tegnet i feltet under.
	Vædderen, 3 Drengefiguren sidder med det forreste knæ hævet og det andet sat i jorden, og han er tilsyneladende i færd med at samle blomster op i sin favn. Bag ham er en vædder, liesom en vædder er tegnet i feltet under.
	Stenbukken, 4 Drengefiguren sidder på knæ og modellerer en endnu meget uformet menneskefigur. Bag ham er en stenbuk, ligesom en stenbuk er tegnet på feltet under.
	Vandmanden, 5 Drengefiguren knæler og i færd med at gøre noget ved eller omkring sin foden eller sit underben. Bag ham sidder en anden figur og hælder vand ud af en krukke. På feltet under vandmandens tegn.
	Fiskene, 6 Drengefiguren sidder på en klippe, der er omgivet af hav, og er i færd med at tage en fisk af krogen på sin fiskestang. Bag ham ses to fisk, der har hovedet i hver sin retning, ligesom to fisk er tegnet på feltet under.
	Krebsen, 7 Drengefiguren sidder og grubler på en klippe ved havet. Bagved ham er en krebs, ligesom en krebs er tegnet på feltet under.

Genier og dyrekredsens billeder

Genier og dyrekredsens billeder, 1839?, C1061v

Tegning på den anden side af samme blad som forrige. Der er i alt tolv motiver, hvoraf tre findes langs bladets venstre kant, seks i to rækker midt på bladet og tre langs bladets højre kant. Tegningerne fremstår som skitser til enten relieffer, der er buede opadtil, eller som små skulpturer tiltænkt nicher og med sokkelrelieffer. De kendes ikke realiseret.

Hvert motiv henviser til et tegn i dyrekredsen, hvilket tydeliggøres gennem det nederste felt eller sokkelrelief, hvor stjernetegnet angives. Der er tale om samme system som på ovennævnte side, og stjernetegnene er vist på samme måde, ligesom der igen er personificeret gennem en amorin eller genius med ledsagende attributter, men her nøjes Thorvaldsen med to afbildningsniveauer. Han har angivet måneder ved ni af tegnene, og muligvis også de sidste tre, men disse er i så fald i dag ikke synlige langs tegningens kant. Månederne svarer til den måned, hvori tegnet begynder, f.eks. “marzo” ved vædderen, da man, hvis man er født i dette tegn, er født på en dato i sidste tredjedel af marts eller første to tredjedele af april.

	Stenbukken, måneden fremgår ikke. En nøgen, bevinget drengefigur sidder på knæ og modellerer en klump ler. Klumpen fremstår som en stadig meget uformet menneskeskikkelse med antydningen af arme og et ansigt. På feltet forneden ses stenbukkens tegn.
	Vandmanden, måneden fremgår ikke. Drengefiguren sidder med det ene knæ i jorden og gør et eller andet ved noget foran sig, som er på jorden. Muligvis er han i færd med at plante en blomst. På feltet forneden ses vandmandens tegn.
	Fiskene, måneden fremgår ikke. Drengefiguren er i færd med at tage en fisk af krogen på sin fiskestang, og på feltet forneden ses fiskenes tegn.
	Vædderen, påskrevet: “Marzo” Drengefiguren knæler og er ved at plukke blomster, og på feltet forneden ses vædderens tegn.
	Tyren, overstreget tekst og herunder: “april” Drengefiguren sidder med den ene arm i vejret og en blomst eller en buket i hånden. På feltet forneden ses tyrens tegn.
	Tvillingerne, overstreget tekst og herunder: “maj” Drengefiguren sidder på knæ med en krans i hænderne og en blomsterkurv foran sig. På feltet forneden ses tvillingernes tegn.
	Krebsen, påskrevet: “Juni” Drengefiguren sidder i hvilestilling og grubler, og på feltet forneden ses krebsens tegn.
	Løven, påskrevet: “Luglio” Drengefiguren sidder og holder på en blomsterkurv, der hviler på jorden, og på feltet forneden ses løvens tegn.
	Jomfruen, påskrevet: “agusto” Drengefiguren sidder i hvilestilling og enten hviler hovedet på hånden eller holder en blomst op foran ansigtet. På feltet forneden ses en kvindelig figur, jomfruens tegn.
	Vægten, påskrevet: “Settembre” Drengefiguren går med en overfyldt blomster- eller frugtkurv i udstrakte arme, og frugterne vælter ud af kurven. På feltet forneden ses vægtens tegn.
	Skorpionen, påskrevet: “ottobre” Drengefiguren holder en thyrsosstav i og ser ud til at betræde druer. Til højre læner en amfora sig op ad det, der nu, pga. bruddet med et forestillet skulptur-rum, tegningen som skitse antages at afspejle, forekommer som en skulptur-sokkel med et relief med skorpionens tegn.
	Skytten, påskrevet: “novembre” Drengefiguren knæler og holder et vildt, der ligner en hare, i den ene hånd og måske en stav eller et spyd i den anden. På feltet forneden ses skyttens tegn.

Dyrekredsen i korridorloftet

Hvis man kaster blikket på andet end billedhuggerens værker, dukker der flere stjernetegn op på Thorvaldsens Museum. Korridoren, der løber rundt om tre sider af bygningens indre gård i museets stueetage, er i loftet udsmykket med et stjernebestrøet himmelhvælv med de 12 stjernetegn. Hvert tegn er indsat i et bånd på tværs af den ultramarinblå stjernehimmel.

Nordre korridor
Stueetagen, Thorvaldsens Museum
Stjernetegnene er anbragt midt i de tværgående bånd på himmelhvælvet

Dyrekredsen skyldes – ligesom den øvrige omfattende udsmykning af Thorvaldsens Museums indre – museets arkitekt, M.G. Bindesbøll, jf. hans fortegninger til stjerneloftet. Alle lofterne i museet blev udsmykket af en lang række malere og billedhuggere – de fleste akademielever – der alle agerede på vegne af Bindesbøll. Den faktiske udførelse af loftsudsmykningen blev varetaget af tre forskellige personer: Dyrekredsens tegn blev udført juni 1844 af billedhuggeren F. Hertzog (1821-1892) efter hans egne arbejdstegninger, “gjordbuerne” med løvværk etc. blev malet af Heinrich Hansen (1821-1890), juni-august 1844 og september 1845, mens stjernehimlen skyldes maleren Carl Løfflers (1810-1853) indsats i juni-juli 1844.
Trods disse personers involvering i loftsdekorationen, må Bindesbøll regnes for udsmykningens ophavsmand, men var det også ham, der oprindelig udklækkede ideen? Kilderne tyder umiddelbart på det, men ser man nærmere på udsmykningen, er der gode argumenter for at foreslå, at ideen blev undfanget af Thorvaldsen – evt. sammen med Bindesbøll – også selvom korridorens dyrekreds blev udført efter billedhuggerens død 24.3.1844.

Tvillingerne, ♊

Krebsen, ♋

Løven, ♌

Jomfruen, ♍

Vægten, ♎

Skorpionen, ♏

Skytten, ♐

Stenbukken, ♑

Vandmanden, ♒

Fiskene, ♓

Vædderen, ♈

Tyren, ♉

Dyrekredsen synes ved første øjekast at være anbragt tilfældigt: Den optræder kun langs tre af siderne omkring den indre gård og begynder i sydkorridoren ved Kristussalen med Tvillingernes tegn – dvs. i maj-juni – løber med uret og ender på den anden side af Kristussalen i den nordlige korridor med Tyrens tegn – dvs. i april-maj – se grundplanen afbildet her, hvor placering af de enkelte stjernetegn er angivet.

De 12 stjernetegns placering i stueetagens korridorloft, Thorvaldsens Museum
Klik på billedet for at se en forstørrelse

Hvorfor dette umiddelbart uforståelige arrangement? Forklaringen ligger lige for: Dyrekredsen er anbragt som den er, så bygningens midterakse skærer vestkorridorens afbildning af Dyrekredsen i Skorpionens tegn. Dette kan vanskeligt forstås på anden måde end, at museets astrologiske udsmykning skal hentyde til Thorvaldsen selv. Han blev nemlig født den 19. november i Skorpionens tegn. Museets centrale hovedakse passerer altså Thorvaldsens fødselstidspunkt på sin vej ud mod hans grav i museets indre gård og optegner dermed billedhuggerens livsbane i en arkitektonisk-geometrisk-astrologisk form – fra fødsel til død.

Krebsens tegn

Skorpionens tegn

Skyttens tegn

De 12 stjernetegn i korridorloftet er altså organiseret ud fra Thorvaldsens person – selv himlen retter ind efter billedhuggeren. Thorvaldsens Museum blev jo opført som et tempel til dyrkelsen af Danmarks kunstnergud, og bygningen blev derfor fyldt med mere eller mindre skjulte hentydninger til billedhuggeren som fx i portåbningerne ud mod den indre gård (og også i portene ud mod pladsen foran museumsbygningen), hvor man kan indlæse et A og et T, sammenskrevet som i det monogram, Thorvaldsen anvendte på mange af sine skulpturer.

Men hvordan skal dyrekredsens reference til Thorvaldsen nu forstås? Er budskabet, at billedhuggeren “troede” på stjernetegn og astrologi? Er den skjulte thorvaldsenske prægning af dyrekredsen en slags hedensk trosbekendelse? Svaret på det afhænger i høj grad af hvem, der kan siges at være udsmykningens afsender. Det er vanskeligt at forestille sig, at Bindesbøll af sig selv skulle have introduceret et så betydningsbærende og personligt symbol på en så fremtrædende plads i bygningen uden at have haft nogen legitimering af denne manøvre fra billedhuggeren selv. Og det er da heller ikke usandsynligt, at dyrekredsens tilstedeværelse i museets udsmykningsprogram kunne være et ønske fremført af Thorvaldsen på egen hånd under de mange samtaler, som vi ved, at han og Bindesbøll førte om museets udformning i 1830erne i Rom og siden hen i København – skønt indholdet af samtalerne ikke er dokumenteret.

Også andre træk ved stjernetegnene kunne pege i retning af Thorvaldsen som deres idémæssige ophavsmand. Dyrekredsens på én gang prominente og diskrete placering i museets røber et slægtskab med billedhuggerens værker. De kendetegnes nemlig også ved, at allegoriske lag og symbolske konnotationer optræder i særdeles diskret form. Hvem tænker fx ved første øjekast på, at Venus, A853, handler om et krigsudbrud, Jason, A822, om en drabsmand og Ganymedes og ørnen, A44, om homoerotisk voldtægt? Disse eruptive billeddannelser fremstilles da også med meget subtile virkemidler, men de er ikke desto mindre utvetydigt til stede. Diskretion er en æressag i Thorvaldsens værktænkning, og loftets lavmælte stjernetegn og deres næsten usynlige Thorvaldsen-signatur præsenterer sig efter samme skabelon.

Og ligesom himmelhvælvet rent praktisk ikke blev udført af Thorvaldsen, var det heller ikke usædvanligt, at han lod sine ideer blive konkretiseret pr. stedfortræder – det var tværtimod nærmest den gængse praksis i billedhuggerens værksted: Kunstneren fik ideen og skitserede den i tegninger og lermodeller, som Thorvaldsens assistenter så kunne skalere op i størrelse i ler, afstøbe i gips og hugge i marmor. Skulpturens lange fremstillingsproces forløb i mange tilfælde uden billedhuggerens indblanding, fordi vejen fra model til færdigt marmorarbejde for store deles vedkommende blev betragtet som en rent håndværksmæssig proces, som kunstneren ikke behøvede at inddrages i. Thorvaldsen selv sagde om den konkrete skulpturfremstilling, at “Konstneren i Arbeidet… kan bruge andre til det mekaniske…”

Og selvom korridorernes stjernetegn er udført efter Thorvaldsens død, stiller denne kendsgerning sig heller ikke hindrende i vejen for at betragte loftsudsmykningen som et Thorvaldsen-værk. Her følger himmelhvælvet en lang tradition for posthumt udførte værker på Thorvaldsens Museum: Mange af billedhuggerens marmorstatuer i museet blev nemlig udført af andre efter kunstnerens død, men trods dette regnes de for genuine Thorvaldsen-værker.
Stjerneloftet ligger altså ikke kun i motivisk henseende i forlængelse af Thorvaldsens egne værker, men der er også tilpas mange strukturelle lighedspunkter med billedhuggerens kunst til, at ideen til loftsudsmykningen – med nogen varsomhed – kan tilskrives Thorvaldsen.

Det skal dog understreges, at ingen af de nævnte argumenter er tilstrækkelige til endegyldigt at fastslå, at stjernetegnene i korridorloftet er et “værk” af Thorvaldsen. Som sagt, kender vi desværre ikke indholdet af de samtaler, Thorvaldsen og Bindesbøll førte om museets indretning. Men som det fremgår af eksempelrækken illustreret ovenfor, spillede stjernetegn tilsyneladende mere end en ornamental rolle i billedhuggerens “egentlige” værk, og det forekommer derfor ikke usandsynligt, at det var Thorvaldsen, der foreslog Bindesbøll, at de astrologiske symboler også skulle indtage en central plads i museets udsmykning.

References

• Eduard Gerhard: Antike Bildwerke, München, Stuttgart, Tübingen 1827-28, pp. 284-285 (1. Lieferung) og tavle XL (I. Centurie, Heft 2).7
• Gertrud Hvidberg-Hansen og Gertrud Oelsner (red.). Himmelgåder. Dansk kunst og astronomi 1780-2010, Fuglsang Kunstmuseum og Forlaget Odense Bys Museer 2011.
• Torben Melander: ‘Thorvaldsens Museum. Dekoration og rumdisposition. Skitse til et program’, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1998.
• Marit Ramsing: ‘Bindesbøll i arbejde’, in: Architectura 14, København 1992.
• Marit Ramsing: ‘Loftsdekorationerne i Thorvaldsens Museum’, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1998.
• Fritz Saxl: La fede astrologica di Agostino Chigi: interpretazione dei dipinti di Baldassare Peruzzi nella sala di Galatea della Farnesina, Rom 1934.

Works referred to

Last updated 31.05.2022