Anima beata

En hidtil ubemærket titel

På en listeI over værker, som Thorvaldsen selv har skrevet, er under året 1814II opført et værk med titlen Anima beata.

Det er latin – og italiensk – for velsignet sjæl, altså i en kristen kontekst et billede på det gode, gudfrygtige menneskes sjæl, der er sikret en evig, posthum tilværelse i himlen.

Intet relief kendtes med en sådan titel i Thorvaldsen-forskningen, men i hvert fald to relieffer fra Thorvaldsens hånd kunne svare til motivet og dermed lede os på sporet af det omtalte værk:

At der må være tale om denne motivgruppe bekræftes af en samtidig reproduktion med titlen L’Anima beata che sale al CieloIII. Reproduktionen viser varianten Svævende kvinde og dødens genius, A625, og omtales nærmere nedenfor.

Svævende kvinde og dødens genius Gravmæle over Stanislaus Chaudoirs hustru
Svævende kvinde og dødens genius, A625, også kaldet Anima beata. Gravmæle over Stanislaus Chaudoirs hustru, A624, også kaldet Anima beata.

Også en, efter stor sandsynlighed forberedende, skitse er tilknyttet motivkredsen: Gravmæle over Stanislaus Chaudoirs hustru, C168r.

Gravmæle over Stanislaus Chaudoirs hustru   Gravmæle over Stanislaus Chaudoirs hustru, C168r. Den tegnede skitse er udført først med bly og siden trukket op med pen og blæk omkring kvindens hoved, venstre arm, kors og overkrop. På tegningen er foruden figurerne også indtegnet selve gravmælets fulde arkitektoniske omrids (en steleform med afsluttende akroterie). Inden for gravmælets fysiske rammer er desuden angivet yderligere en stele som en del af relieffets motiv under og bag ved kvinden. Denne stele, der må opfattes som et billede på afdødes grav(-mæle), er _ikke overført til basreliefferne, hvor baggrunden er helt tom._

Kort om baggrunden for de to relieffers tilblivelse

At dateringen til 1814 imidlertid ikke kan passe skyldes, at Thorvaldsen først i sommeren 1818 blev kontaktet af den polsk-russiske arkæolog, numismatiker m.m. Stanislaus de ChaudoirIV, der ønskede at bestille et relief til et gravmæle over sin afdøde hustru: nach verabredeter Art [dvs. efter en aftalt type]. Hustruens navn og nærmere identitet har hidtil ikke været kendt i Thorvaldsen-forskningen, men takket være nyopdagede kilderV, er det nu lykkedes at give hende navnet tilbage. Der var tale om den østrigskfødte Aloisia de ChaudoirVI, født d’Erggelet, som døde ganske ung efter kun tre-fire års ægteskab med Stanislaus de Chaudoir.

Første betaling og kendte skriftlige vidnesbyrd om aftalen er dateret 12.6.1818VII, hvor opgaven beskrives kort, og det bekræftes, at Chaudoir betalte Thorvaldsen 200 af de aftalte i alt 1000 romerske scudi. Det første (kendte) tegnede udkast til gravmælet, C168r, er udført på bagsiden af en kvittering, der er dateret Rom 24.12.1817VIII, og udkastet kan derfor ikke være fra før denne dato.

17.9.1820IX skrev Chaudoir til Thorvaldsen og spurgte, om han havde haft tid til at tænke på relieffet – trods sin Danmarksrejse og de mange nye, vigtige bestillingerX. Chaudoir lod forstå, at han ville sørge for at indbetale yderligere 400 af de i alt 1000 scudi til Thorvaldsen. Han bad ved samme lejlighed om at få et portrætmaleri af den afdøde hustru retur, såfremt Thorvaldsen var færdig med at bruge det til formålet. Heraf kan man udlede, at Chaudoir ønskede, at relieffet skulle have en vis portrætlighed. Der kan have været tale om et portrætXI udført af den østrigske maler Johann Baptist von Lampi den yngre (1775-1837), der malede et portræt af hende som pendant til et tilsvarende af hendes mand.

Relieffet blev udført i marmor, jf. værkstedsregnskab af oktober 1819 – juni 1821, samt breve af 3.12.1819 og 16.1.1820 fra billedhuggerne Hermann Ernst FreundXII og Pietro TeneraniXIII, og det har indtil i dag ikke i Thorvaldsen-forskningen været kendt, hvor marmorudgaven befandt sig. Af Dubmans artikel, op. cit., fremgår det imidlertid, at relieffet, trods en meget turbulent tilværelse, i dag befinder sig på Zhytomir Regional MuseumXIV i Ukraine.

Relieffet blev oprindeligt, men uvist hvornårXV, opsat i familiegravstedet på de Chaudoirs i dag nedrevne gods i Ivnytsya, Ukraine. Familiegravstedet, inkl. Thorvaldsens relief, blev i forbindelse med barnebarnet Ivan de Chaudoirs (1859-1919) frasalg af godset i 1907 overflyttet til den nye protestantiske kirkegård i Zhytomyr (1906). Her blev det vandaliset i forbindelse med begravelsen af bolsjevikken Vasily Nazarovich Bozhenko (1871-1919) i august 1919, men relieffet blev reddet og siden atter gemt for nazisterne under 2. Verdenskrig i krypten under Forklarelseskatedralen i Zhytomyr (Preobrasjenskij Sobor). I 1918 blev alle de Chaudoirs samlinger skænket til Zhytomir Regional Museum. Den tegnede skitse C168r og relieffet Svævende kvinde og dødens genius, A625, skal formentlig, men ikke nødvendigvis, ses som forarbejder til det endelige gravmæle.

De to relieffers indbyrdes kronologi og efterliv

De to varianter omtales kun sjældent i Thorvaldsen-litteraturen, og oftest er det så versionen, A624, med den svævende kvindesjæl i profil og den opadskuende genius, der omtales og afbildes. Selvom det færdige marmorreliefs placering ikke tidligere har været kendt, syntes der at være enighed om, at det netop var versionen med kvinden i profil, der havde dannet forlæg for marmorudgaven. Dette er ved relieffets nyopdagelse blevet bekræftet.

Det færdige relief blev, ifølge Thiele II, p. 382, afsendt i marmor fra Rom til Polen i 1828. Hvorpå Thiele bygger dette, vides p.t. ikke. Men sikkert er det formentlig, at monumentet var afsendt senest 1829, hvor det omtales som afsendt i brev af 8.1.1829.

Det har tidligere været antaget, at den frontalt vendte kvinde, A625, lige som den tegnede skitse C168r, var et forarbejde til det endelige gravmæle med den profilvendte kvinde, A624. Det er ikke nødvendigvis usandt, men en samtidig reproduktion viser, at det første(?) relief også fik et selvstændigt liv som en generel fremstilling af den gode sjæls vej mod himmelen:

Familievirksomheden PaolettiXVI, der i Thorvaldsens samtid i Rom solgte populære motiver fra kunstens verden i form af let distribuerbare gemmer og paster, formidlede netop den frontale variant af motivet, A625, som L’Anima beata che sale al CieloXVII, [Den velsignede sjæl, der stiger til himmels].

Om denne variant allerede var udført ved Schönborns bestilling, og dermed kunne være dén “aftalte type”, som der refereres til i kontrakten, vides ikke med sikkerhed. Imod en sådan udlægning taler formentlig dateringen af tegningen med samme motiv, C168r, der er udført på bagsiden af føromtalte kvittering dateret 24.12.1817XVIII. I givet fald skal A625 i hvert fald være udført mellem julen 1817 og sommeren 1818, hvor Schönborn henvendte sig til Thorvaldsen.

Beskrivelse af relieffernes indbyrdes ligheder og forskelle

Gipsreliefferne viser i begge tilfælde en centralt placeret, svævende kvinde med et kristent, latinsk kors i sin ene hånd. Til højre og neden for kvinden ses en dødens genius med en nedadvendt fakkel, som et klassisk, antikt billede på livets afslutning. I den ene version, A625, er kvindens overkrop vist frontalt og hendes højre arm er udstrakt og oprejst, mens kvinden i den anden version, A624, har krydset hænderne foran sig, tæt mod brystet, og hun vises helt i profil. I begge varianter er kvinderne tilhyllet i draperier, dog mest i den profilvendte udgave, hvor også armene er dækket af beklædningen, og hvor draperierne i det hele taget holder sig tættere ind til kroppen – med undtagelse af hovedtørklædets bagudflagrende del.

Fremstillingen af kvindefiguren skifter dermed i grove træk fra en åben, udadvendt figur til en lukket, indadvendt figur. Det tegnede udkast nævnt ovenfor, C168r, svarer, hvad angår kvindefigurens stilling, stort set til den frontalvendte variant af relieffet, hvilket kunne bekræfte tesen om, at tegningen er første skitse, det frontale relief første skulpturelle udkast og det profilvendte relief den endelige og for marmorgravmælet benyttede model.

Svævende kvinde og dødens genius Gravmæle over Stanislaus Chaudoirs hustru
Svævende kvinde og dødens genius, A625, også kaldet Anima beata. Gravmæle over Stanislaus Chaudoirs hustru, A624, også kaldet Anima beata.

Dødens genius

Måden, hvorpå dødens genius er fremstillet, er også forskellig fra relief til relief, men på nærmest modsat vis ift. kvindens forandring fra åben til lukket figur. I den frontale udgave, A625, står drengen slumrende og indadvendt med nedadbøjet hoved og hviler sig op af den nedadvendte fakkel. Han vises, i modsætning til kvindeskikkelsen, næsten helt i profil og støtter kun fuldt på det ene ben i en variation over den klassiske kontrapost-stilling. I den profilvendte version, A624, er drengen vågen og ser aktivt opad mod den mod himmelen svævende skikkelse, mens han med benene indtager en mere sikker bredstilling, omend der stadig er tale om en svag kontrapost, hvor vægten er mere på den ene fod end på den anden. Som for at opretholde en modsætning til kvinden vises han nu mere frontalt. Valmuefrøkapslerne (et antikt billede på søvn og død), der ses i drengens hånd i det frontale relief, er borte i det profilvendte relief. Fremstillingen af dødens genius skifter altså i modsætning til kvindefiguren fra et indadvendt og passivt til et mere aktivt og udadvendt udtryk.

Der er således tale om en betydelig ombearbejdning af motivet – fra en antik og klassisk fremstilling af dødens genius som en hvilende, sørgende og en til passivitet grænsende rolig figur, til en mere opvakt og livlig version, der sanser det igangværende på langt mere aktiv og ikke mindst fortrøstningsfuld vis. Genius’ens sikre benstilling synes at afspejle dens sikkerhed i troen på, at det går den fromme kvindesjæl godt – hun ER på vej! Sorgen er væk, og tilbage står den religiøse forventning og optimisme – samlet i det kristne kernebegreb håb. Håbet understreges af, at ingen sørgende efterladte er gengivet på relieffet, og der dermed ingen forstyrrende jordiske elementer er i den positive udlægning.

Der ses enkelte andre mere “aktive” dødens genier i Thorvaldsens kunst. I hans Gravmæle over de to Poninski-søskende, A616, spiller dødens genius også en mere livlig rolle, nemlig som rejsefører fra den jordiske til den hinsides verden. De to verdener er her orienteret horisontalt, og ikke som i Anima beata-reliefferne tydeligt kristent vertikalt. Den afdøde kvinde i Poninski-relieffet peger dog mod himmelen som for at tydeliggøre den kristne kontekst.

Gravmæle over de to Poninski-søskende

Gravmæle over de to Poninski-søskende, A616, hvor dødens genius fungerer som horisontalt orienteret rejsefører.

I de forudgående skitser til samme relief ses genius’en at opnå en mere og mere aktiv rolle, ligesom de to verdener først visualiseres konkret i form af to halvkugler i den endelige udformning. I dette tilfælde var der (også) tale om en bestillingsopgave, dvs. det billedmæssige indhold var bestemt af bestillerenXIX, hvilket forklarer det særegne ved relieffet ift. Thorvaldsens øvrige værker.

Gravmæle over Jane Lawly

Gravmæle over Jane Lawly, A623, hvor de antikke, hedenske attributter er udskiftet med kristne.

Et andet Thorvaldsen-værk, Gravmælet over Jane Lawly, A623, viser to genier, der også løsriver sig mere fra den antikke, hedenske kontekst end normalt hos Thorvaldsen. I relieffet har han helt udeladt den slukkede fakkel som symbol for døden. I stedet vises det middelalderlige og dermed i europæisk kontekst kristne timeglas frem for den døende, knælende kvinde, der beder håbefuldt til Gud, mens den anden genius på en pergamentrulle skriver hendes gerninger ned – en rolle, der normalt hos Thorvaldsen, er forbeholdt den græske gudinde for retfærdighed og hævn, Nemesis, jf. f.eks. Gravmæle over Auguste Böhmer, A700, eller Gravmæle over Johann Philipp Bethmann-Holweg, A615,3.

En tilsvarende brug af timeglas og nedskrivning af den afdødes gerninger ses hos de to genier eller engle, der flankerer Thorvaldsens monument over pave Pius 7.XX, jf. A146, A147 og A142. Hos det katolske overhoved havde de hedenske attributter og figurer tydeligvis ikke noget at gøre.

Engel Engel
Engel, A146, i Nemesis’ typiske rolle som optegner af livsgerninger. Engel, A147, med timeglas.

De oprakte arme som stillingsmotiv hos Thorvaldsen

I ændringen af motivet og dets udsagn spiller også kvindens oprakte arm en vigtig rolle. Stillingsmotivet med en eller flere oprakte arme kendes i Thorvaldsen-sammenhæng primært som et udtryk for heftig sorg, se f.eks.

I alle disse tilfælde er de oprakte arme forbeholdt de efterladte, dvs. de afmægtigt og ekspressivt sørgende.

Gravmæle over Jacqueline Schubart Gravmæle over Anna Maria Porro Serbelloni
Gravmæle over Jacqueline Schubart, A704 Gravmæle over Anna Maria Porro Serbelloni, A619
Gravmæle over Johann Philipp Bethmann-Hollweg Gravmæle over Jozefa Borkowska
Gravmæle over Johann Philipp Bethmann-Hollweg, A615,2 Gravmæle over Jozefa Borkowska, A621

Stillingen ses dog også i enkelte tilfælde som et udtryk for bøn som i Bedende børn, til gravmæle over Artur Potocki, A628, og i to senere fremstillinger, nemlig Thorvaldsens fremstilling af Danmark, A550, hvor stillingen snarere betegner det personificerede Danmarks anråben til Gud om at velsigne kongen (som indskriften på medaljonen tilsiger), og den lille Religionens genius, A545, fra 1838, hvor de oprejste arme ligeledes angiver bøn.

Bedende børn til gravmæle over Arthur Potocki Danmark
Bedende børn til gravmæle over Arthur Potocki, A628 Danmark, A550

I Anima beata-relieffet med den frontalt vendte kvinde, A625, synes de oprakte arme at forene de to betydninger – stillingen udtrykker et konstaterende vemod, men ikke kraftig sorg over at skulle forlade det jordiske, og kan samtidig opfattes som en anråben til Gud om at blive nådigt modtaget i himmelen, dvs. en slags kombineret afskeds-, sørge- og bønfaldende hilsen. Denne fremstilling er enestående i Thorvaldsens kunst, men glider smukt ind i den bredere kunsthistorie i perioden, som det vil ses nedenfor.

Motivet i kontekst

En af nyklassicismens store foregangsmænd var den engelske tegner og billedhugger John FlaxmanXXI, hvis værkstedXXII Thorvaldsen overtog i Rom efter sin ankomst til byen i 1797XXIII. Flaxman havde forladt Rom allerede i 1794, så de to billedhuggere kendte ikke hinanden personligt, men Thorvaldsen ejede flere stik udført efter Flaxmans tegninger, og der er ingen grund til at betvivle, at også Thorvaldsen har været påvirket af hans enkle formsprog og har hørt nyt om Flaxmans værker også efter dennes afrejse fra Rom.

Kunsthistorikeren H.W. Janson, op. cit., omtaler da også ligheden mellem Thorvaldsens Gravmæle over Stanislaus Chaudoirs hustru og Flaxmans gravmæle Monument to Agnes CromwellXXIV, 1797-1800, der blev opsat i Chichester Cathedral, Sussex. Flaxmans relief viser den afdøde (eller hendes sjæl) på vej til himmels sekunderet af tre genier eller engle – to, der løfter Agnes Cromwell opad, og en, der svæver beskyttende og vejvisende over de tre øvrige figurer. Indskriften over monumentet lyder: Come thou blessed, dvs. indholdsmæssigt identisk med Anima beata.

Eftersom Thorvaldsen aldrig kom til England, har han ikke set værket in situ, men han kan meget vel have hørt om det og/eller set gengivelser af det. Der findes dog ingen dokumentation for hverken det eller for Chaudoirs nærmere krav til gravmælets udformning: I første betalingskvittering er det, som indledningsvist beskrevet, kun anført, at værket skulle udføres efter “den aftalte type”. I de følgende breve fra Chaudoir til Thorvaldsen er heller ingen detaljer omtalt.

De mundtligt fremsatte forventninger til gravmælets motiviske udformning, som man må have fundet sted i forbindelse med bestillingen sommeren 1818, kan derfor formentlig koges ned til netop den titel, som Thorvaldsen siden skrev ned på sin liste: Anima beata, en velsignet sjæl. Det var, som det er fremgået, et nyt tema i Thorvaldsens kunst, men uhyre populært i en engelsk kontekstXXV fra slutningen af 1700-tallet til slutningen af 1800-tallet. Det var netop bruddet med den antikke, hedenske fremstillingsform med urner, nedadbøjede fakler, knækkede blomster og brudte søjler, som dele af det engelske samfund ønskede et opgør med. I stedet skulle den “rene” kristne ikonografi fremmes – med korset, timeglasset og de kristne dyder tro, håb og kærlighed som de væsentligste elementerXXVI. Den afmægtige sorg over det jordiske tab af en elsket, som det findes afbildet i antikken og på hovedparten af Thorvaldsens relieffer som eksemplificeret ovenfor, skulle erstattes af det fortrøstningsfulde kristne håb om genopstandelse og et evigt liv i Guds rige. Denne vending svarer fuldstændig til den vertikalt orienterede løsning i Thorvaldsens relief A624. Troen og optimismen blomstrer, den nedadvendte fakkel er der fortsat, men det hedenske symbol på søvn og død, valmuekapslerne, er borte, og den førhen sørgmodigt slumrende genius følger nu fortrøstningsfuldt den velsignedes sjæls himmelflugt. Alle linjer, alle blikke peger mod himlen, og troen troner i kvindens hånd i form af korset.

I den italienske barokmaler Guido Renis (1575-1642) maleri med tilsvarende titel, Beata anima, fra 1640-1642 er den centrale figur en ung mandlig bevinget geniusXXVII. Af Renis egne optegnelser fremgår det, at han kaldte motivet Den guddommelige kærlighed. Hermed spillede han på sammenfald mellem fremstillingen af Amor, den antikke kærlighedsgud, og figurtypen genius, som en ligeledes antik beskytter af mennesker og begreber og som et sendebud mellem det menneskelige og det guddommeligeXXVIII. Bringer man denne tvetydighed ind i aflæsningen af Thorvaldsens insisteren på at fremstille den hedenske dødens genius i det ellers specifikt kristne univers i gravmælet over Stanislaus Chaudoirs hustru, samles alle tre kristne dyder – tro, håb og kærlighed.

Reliefferne omtalt i samtidige kilder

Titel / benævnelse Kilde Variant
Anima Beata Tidligst 1818 Uvist hvilken af de to varianter A624 eller A625
Anima e Genio Oktober 1819 – juni 1821 Antageligt A624
Anima e Genio Oktober 1819 – juni 1821 Antageligt A624
det Monument vorpaa der er den svævende Figur 3.12.1819 Antageligt A624
il bassorilievo detto l’Anima Beata 16.1.1820 Antageligt A624
det Monument vorpaa der er den svævende Figur 19.8.1820 Antageligt A624
Dødens Genius, staaende med nedvendt Fakkel; Troen, en qvindelig Figur, den Afdødes Billede, svæver mod Himlen. Sommer 1820 Antageligt A624
il Basso rilievo del’anima og Basorilievo del anima Antagelig 1820’erne Antageligt A624
Basrelieffet til Baronesse Chandry’s Gravmonument. (En qvindelig Figur, som svæver til Himlen med Korset) og Gravmælet over Barosse Chandry 28.6.1830 A624
Baronesse Chandrys Gravmonument og Baronesse Chandry September 1830 A624
Grabmal der Baronesse Chandry 1837 A624
Gravminde over Baronesse Chandry 19.11.1838 A624
den Afdøde under Billedet af Troen, som, holdende Korset i de foldede Hænder foran sit Bryst, hæver sig op over Dødens Genius imod Himlen. Thiele 1832, 2. del, p. 43 A624
L’Anima che vola al cielo Missirini, 1832, op. cit. A624
L’Anima beata che sale al Cielo Paoletti, 1821-1834, jf. Stefanelli, op. cit. A625
Dödens Genius seende mod Himlen. (Af Gravmælet over baronesse Chandry.) 5.10.1849 del af A624

Referencer

Kommentarer

  1. Jf. Tidligst 1818.

  2. At dateringen til 1814 imidlertid ikke kan være rigtig, ses bl.a. af den eneste kendte tegnede skitse, C168r, til relieffet, A625, med samme motiv, der er tegnet bag på et brev, der første gang er dateret 24.12.1817.

  3. Jf. Stefanelli, op. cit. Udgaven var udført som intaglio af Giovanni Settari (1773-18??), ibid., p. 201.

  4. Læs evt. mere om Chaudoir i hans biografi.

  5. Jf. Basilewsky og Dubman, begge op. cit.

  6. Læs evt. mere om hende i hendes biografi.

  7. Jf. kvittering af 12.6.1818.

  8. Jf. kvittering af 24.12.1817.

  9. Jf. brev af 17.9.1820.

  10. Dvs. Thorvaldsens første rejse til København efter, at han i 30.8.1796 var taget af sted mod Rom, se hertil referenceartiklerne Danmarksopholdet 1819-20. Under opholdet modtag han bl.a. bestilling på flere værker til Vor Frue Kirke i København og Christiansborg Slotskirke, jf. referenceartiklerne Bestillingen til Vor Frue Kirke og Bestillingen til Christiansborg.

  11. Se hertil beskrivelsen af Sammlung Baronin Marianne Erggelet, in Dvorak, op. cit.
    Dateringen må være gal, da Aloise de Chaudoir for længst var død 1830:

    Öl auf Leinwand; oval; Halbfigur. Baron Chaudoir. in dunklem Rock mit Jabot. Landschaftliche Umbung, von joh. B. Lampi junior. Um 1830.

    Pendant dazu; Baronin Chaudoir geb. Erggelet, in ausgeschnittenem, blauem Kleid mit rotem Schal. Von demselben.

    Se også portræt af Aloisia de Chaudoir udført af Lampi i hendes biografi.

  12. Se evt. mere om Freund i dennes biografi.

  13. Se evt. mere om Tenerani i dennes biografi.

  14. Besøg evt. museets hjemmeside her Zhytomir Regional Museum og læs mere om samlingen og en udstilling i 2014 af værker fra bl.a. Chaudoirs samling i Olena Shapiro: ‘The European Dimension. How a family with intellectual interests gathered a collection of paintings by world-renowned artists for their estate in the town of Ivnytsia, Zhytomyr oblast’, in: The Day, 5.11.2014.

  15. Thiele II, p. 382, angiver, at det blev afsendt 1828, men hvorpå han byggede dette udsagn, vides p.t. ikke.

  16. Dvs. Bartolomeo Paoletti (1757-1834) og sønnen Pietro (1785-1844/5), hvis værksted lå på Piazza di Spagna 49.

  17. Jf. Stefanelli, op. cit. Udgaven var udført som intaglio af Giovanni Settari (1773-18??), ibid., p. 201.

  18. Jf. kvittering af 24.12.1817.

  19. Se hertil bestilleren, og moderen til de afdøde, Helena Poninskas kontrakt med Thorvaldsen af 27.4.1835.

  20. Læs evt. mere om Pius 7. i dennes biografi.

  21. Se mere om Flaxman i biografien.

  22. Se hertil bl.a. brev af 5.1.1798 fra Thorvaldsen til Kunstakademiet, København, Thorvaldsen-kronologien og Flaxmans biografi.

  23. Jf. Thorvaldsen-kronologien.

  24. Se f.eks. monumentet afbildet hos Courtauld Institute of Art her.

  25. Jf. Penny, op. cit.

  26. Ibid.

  27. Guido Reni: Anima beata, 1640-1642, olie på lærred, 252×153 cm. Pianacoteca Capitolina, Palazzo dei Conservatori, Rom.

  28. For mere om fremstillingen af engle og genier, se referenceartiklen Om genier og engle i Thorvaldsens kunst.

Sidst opdateret 21.06.2017