Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 7328 af 9569
Afsender Dato Modtager
Just Mathias Thiele
H.C. Ørsted [+]

Afsendersted

København

19.11.1838 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dedikationen.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

[Dedikation med Thieles håndskrift:]

Til

Thorvaldsen

på hans danske Fødsels-
dag, d. 19de November


1838
Thiele  




[Herefter følger den trykte tekst:]

Om
den danske Billedhugger
 
Bertel Thorvaldsen.

Tilligemed
en fortegnelse paa de Arbejder, hvilke
han indtil nærværende Tid har udført.

––––––––

af
J. M. Thiele.
––––––––

Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug.
––––––––

Priis overalt i Danmark 10 β heftet.
––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Kjøbenhavn.
Trykt i det Berlingske Bogtrykkeri med hurtigpresse.

1837.



Den Mand, hvis Liv Dig her er forestillet,
Har ei ført Krig, og aldrig styret Land;
Men har af Marmor dannet mangt et Billed,
Som viser klart hans dybe Kunstforstand.

Hvis Du har aldrig seet de høie Sale,
Hvor Kunstens store Værker ordnet staae,
Hvor tause Stene til vort Øie tale
Et Sprog, som dybt den indre Sands vil naae
Og heller ei den Lykke Dig blev givet,
Et Værk at see, hvor ædel Kunstnerhaand
Har sat paa sjælløs Masse Præg af Livet,
Som var det Bolig for en tænksom Aand:
Da vil maaskee Du tykkes Dig, i Drømme
Forflyttet til en fremmed Verden hen,
Naar høit Du hører saadan Mand berømme,
Som værd en Plads blandt Jordens store Mænd
Naar Dig han vises, som en Seiervinder,
Med Pragt modtaget rundt fra Land til Land,
Naar Du af Keiser og af Konge finder
Ham æret høit, lig Mænd af Fyrstestand.

Du siger: Ei han slog Barbares Hære!
Ei har hans Kløgt neddæmpet blodig Krig!
Ei prises han, som den der skal os lære
En Kunst, som Folk og Stat kan gjøre rig
Har den, hvis Id kun heldigt smigred Øiet,
Ved kunstfuldt Arbeid, velgjort Billedværk,
Fortjent at vorde hædret og ophøiet,
Som Manden viis, som Kæmpen bold og stærk?

Vel spurgt! men laan nu Tanke med til Svaret!
Riv kjæk Dig løs fra gammel Fordoms Baand,
Og, grundende paa hvad Du har erfaret,
I Tankeflugt lad stige frit din Aand!
Jeg haaber, at dit Øie tit har hvilet
Med stille Lyst paa Barnets Engleblik,
Paa Livets Dagsskjær og paa Uskyldssmilet,
Til Vidne her det om sin Herkomst fik.
Jeg haaber, at Du saae den skjønne Qvinde,
Den friske Møe, tit uden jordisk Drift,
Og at Din indre Sands sig let lod vinde,
Ved milde Dyders klare Himmelskrift.
Du vistnok har beundret Kraftens Stempel
Paa herlig Mandoms høie Herskerbryn,
Glad seet en Pande hvalt til Viisdomstempel,
Og Øiet straalefuldt af Tankelyn.

Ja i hvert Træk, Du ei forstod at tyde —
Naar det kun talte til Din Skjønhedssands —
Du følte vist et Glimt at gjennembryde
Af Skaberherlighedens skjulte Glands.
Dog Skjønhed varer kort hos Dødelige,
Og Støvets Vilkaar er den underlagt;
Det ædle Træk i Skygge tit maa vige,
Fortrængt og skjult af Jordestoffets Magt,
Derfor det blev den store Kunstner givet,
At fatte Skjønhed reen i dyben Aand,
Og kalde frem, hvad Aanden saae, til Livet
Ved tankelydig, kunsterfaren Haand.
Og seer uhildet Du med barnligt Øie
De Skikkelser, som fra hans Haand gik ud,
Da troer Du staae for Kræfter fra det Høie,
Og føler stærkt, at Skjønhed er af Gud.
Men Skjønhedsglæden ei sig vil forlige
Med det, som i vort Sind er lavt og slet;
Op til det Sandes og det Godes Rige
Maa stunde den, som elsker Skjønhed ret.
Derfor staaer Kunstens Præst ved Skjaldens Side
Og ved den høie Dyds sjælfulde Tolk,
Og den, som stræber Sandhed ret at vide,
Udbredende dens Lys blandt Jordens Folk.
Hil være da den store danske Mester,
Hvis Aand den rene Skjønhed kaldte frem
Der syntes tryllet til de sjeldne Rester,
Vi arvet har fra Kunstens gamle Hjem.
Ja Christi Tempel har han vidst at smykke,
Som Ingen før, med Skikkelser af Steen,
Der, talende til Sjelen, klart udtrykke
Os Troens Himmelskjønhed, mild og reen.
Den Krands, Europa fletter om hans Pande,
Skal da hos Dansken straale dobbelt skjøn,
Og blandt os skal hans Værker viet stande,
Hans Idræts Minder, og dens bedste Løn.

H.C. Ørsted.
 
––––––––––––––––––––––––


I Aaret 1770, den 19de November, blev i Kjøbenhavn et Barn født til Verden, om hvilket Moderen sagtens, ligesom andre Mødre, tænkte, at det maaske engang i Tiden vilde kunne blive til noget Stort. Der var iøvrigt ingen anden Grund for denne Tanke, end Moderhjertets Stolthed ved at det var en Dreng; thi Forædrenes Kaar vare fattige og deres Stand ringe.
Faderen var en Billedskjærer ved Holmen, af islandsk Herkomst, hans Navn var Gotskalk Thorvaldsen; Moderen en Præstedatter fra Jylland, navnlig Karen Grønlund.
Dette Barn blev i Daaben kaldet Bertel Thorvaldsen, og hvorsomhelst dette Navn nu nævnes, ikke alene i Danmark, men i den hele dannede Deel af Verden, saa behøver Man ikke at tilføie, hvo han er; thi overalt, hvor der er Kunst, er han saa bekjendt, som om han var en Konge.
Paa dette Barns Opdragelse blev der ikke anvendt Meget, og Fattigdom var hans Fædrene- og Mødrene-Arv.
De første Anlæg, han yttrede, vare til Tegning, og han blev derfor, eftersom det kunde skee uden Betaling, indsat i Kunstakademiets Skole, da han var elleve Aar gammel.
Her gjorde han hurtigt god Fremgang, og Faderen begyndte nu at tænke, at Bertel vel i Tiden kunde komme saa vidt, at han endog kunde blive ham en Medhjelper i hans Haandtering. Men han overgik snart sin Fader og var endnu kun en Dreng, da han oftere listede sig til, naar han havde bragt den Gamle Mad ind paa Holmen, ham uafvidende at rette paa Arbeidet.
I Akademiets Skoler undervistes han iblandt de andre Drenge i en Tid af 6 Aar, førend Man her begyndte at lægge Mærke til ham. Da vandt han i Aaret 1787 den mindre Sølvmedaille, og hans Navn blev sat i Avisen, som En, der havde udmærket sig. Paa samme Tid gik han hos Provst Høyer ved Holmens Kirke for at forberedes til konfirmationen; men her har han neppe indlagt sig nogen Berømmelse, thi ihenseende til anden Underviisning var han destoværre meget forsømt. Formodentligen har Præsten villet opmuntre ham ved Exemplet, da han en Dag gjorde ham det Spørgsmaal, om det maaske var hans Broder, som i Akademiet havde vundet en Medaille. Men, da Bertel hertil svarede, at det var han: selv, overgik der ham en Ære, som han aldrig har kunnet glemme siden, thi Præsten satte ham øverst imellem Drengene og kaldte ham siden den Dag altid: Monsieur Thorvaldsen!
Om hans Drengeaar veed Man iøvrigt Intet; kun tilføie Alle, som have kjendt ham paa denne Tid, at han var en smuk, lyshaaret Dreng, af et indtagende Væsen.
To Aar efterat han havde vundet den lille Sølvmedaille, vandt han den store, og en af Professorerne ved Akademiet, Historiemaleren Abildgaard, gav sig nu al Flid for at opdrage ham til Kunsten, medens Faderen, som blot ønskede sig en Medhjælper, meente, at han nu vel havde lært nok, og vilde helst tage ham bort derfra.
Men til Lykke vidste Sønnen at dele sig imellem Kunsten og den Hjælp og Bistand, han var sin trængende Fader skyldig, og der er endnu Arbeider at paavise, hvilke han i disse Aar har udført i Fælledsskab med sin Fader.
Omtrent i tre Aar hengik hans Liv under saadanne Bestræbelser. Til god Lykke havde han paa denne Tid nogle Venner iblandt de yngre Kunstnere, som ikke alene drev ham videre frem i Kunsten, men i hvis Omgang han fik nogen Anviisning til at læse gode Bøger, som kunde befordre hans øvrige Dannelse. Han var nu bleven tyve Aar gammel, og der forestod ham et Forsøg paa at vinde Akademiets mindre Guldmedaille i den Kunst, han især havde lagt sig efter, nemlig Billedhuggeriet.
Hans Venner, som, bedre end han selv, vidste, hvor dygtig han var, og som ved deres Sammenkomster ofte havde seet, med hvilken Snildhed han kunde danne alskens Billeder, trængte nu ind paa ham, for at forjage den Frygt, som afholdt ham fra at indstille sig til Prøvestykket. Dette lykkedes dem ogsaa, men nær var det dog blevet til Intet. Thi da han den 1ste Juni 1791 allerede havde modtaget de Vers af det gamle Testamente, som indeholde Opgaven (Maccab. II. 3. 25–26) og var indlukket i et lille Kammer, som han ikke maatte forlade, førend han havde udført Skizzen, det vil sige, et foreløbigt Udkast, blev han saa betagen af Frygt for ikke at findes duelig nok, at han listede sig bort ad en Bagtrappe. Men til Lykke for Kunsten, stødte han paa sin Flugt paa en af Professorerne, som ved sin Formaning fik ham til at vende tilbage. Da dette Billede siden var blevet udført – det var Heliodorus, som udjages af Templet – blev Medaillen tilkjendt ham, og han vandt tillige herved en mægtig Beskytter i Statsministeren, den ædle Grev Rewentlow, som i de følgende Aar tog sig af ham og forskaffede ham baade Øvelse og Erhverv.
To Aar derefter skulde han nu atter stille sig til Prøve for at vinde den store Guldmedaille, og denne Gang gjorde han det uden Frygt og udførte derefter et i Leer halvt ophøiet Billede, et saakaldet Basrelief, forestillende den skjønne Tildragelse, som fortælles i Apostlenes Gjerninger, (3 Cap. 6) hvorlunde Petrus helbredede en Værkbrudden ved Templets Dør. Ogsaa denne Gang vandt han Prisen og fik derved Adkomst til at nyde Reisepenge i tre Aar. Men eftersom Man dog ansaae det gavnligere for ham, om denne Reise blev udsat endnu i nogle Aar, for at han imidlertid kunde bøde paa, hvad han havde tabt ved en mindre god Skolegang, saa gav Man ham imidlertid en aarlig Understøttelse. Denne Leilighed blev af ham godt benyttet, og paa samme Tid, han under sine Jevnliges Vejledning og ved deres Omgang indhentede endeel af det Forsømte, var han tillige driftig i sin Kunst. Grev Rewentlow hjalp ham, som sagt, ved at give ham Arbeider at udføre, og Abildgaard, som førnævntes, benyttede hans Anlæg og Flid ved Istandsættelsen og Udziringen af Arveprinds Frederiks Palais paa Amalienborg. Der bærer endnu Trappegangen og nogle Sale Vidne om ham.
Omsider skulde han i Aaret 1796 begive sig paa Reisen og navnligen til Italien, hvorhen unge Kunstnere sædvanligen sendes i nogle Aar, for der at danne sig efter deres store Forgjængere. Men Sygdom hindrede ham i at reise tillands, og dertil meente ogsaa hans Venner, at han var for uerfaren i Verden og ikke kyndig nok i fremmede Tungemaal.
– Da derfor just paa samme Tid en Orlogsfregat udrustedes for at gaae til Middelhavet, fandt Man, at dette vilde være en bequem og hurtig Leilighed til at faae Thorvaldsen til sit Bestemmelsessted. Tilladelsen var letteligen udvirket, men det var nu en tung Sag for den kjærlige Søn at forlade de fattige Forældre, skjøndt han ved Afreisen dog saae sig istand til at kunde efterlade dem en lille Æske, hvori han havde sammensparet nogle Dukater.
Det var den 20de Mai 1796, at han forlod sit Fædreneland, hvilket han nu ikke skulde see igjen, førend han vendte hjem som dets Stolthed og Ære.
Men Reisen blev dog ikke saa bequem, som Man havde tænkt, at den vilde blive; thi først gjorde Fregatten et Krydstogt i Nordsøen, og siden hengik Sommeren indtil October, førend den ankom til Middelhavet. Her foer den frem og tilbage imellem Malta og Røverstaterne, og saa fredelig vor Kunstner end af Naturen var, maatte han dog i Krig med Barbaresken. Efter adskillige udstandne Gjenvordigheder, hvortil ogsaa kom hans Længsel efter Hjemmet, besluttede han sig i Begyndelsen af næste Aar til at forlade Skibet, for paa en aaben Baad at gaae fra Øen Malta til Palermo paa Sicilien, og herfra slap han omsider til Neapel.
I denne ellers saa lystelige Bye følte han sig saare ulykkelig, deels fordi hans Helbred var svaekket, deels ogsaa fordi han havde Nød med at gjøre sig forstaaelig i det fremmede Tungemaal. Han var nu kun nogle Dages Reise fra Rom, men desuagtet manglede der kun, at en Skibslejlighed havde været forhaanden, da han sikkerligen i sin tungsindige Stemning havde besluttet sig til at gaae tilbage til Danmark, og det til uberegneligt Tab saavel for Kunsten som for hans Fædreneland. Men tillykke følte han med Skamfuldhed, at den Svaghed hvortil han havde overgivet sig, var ham uværdig, og det varede nu ikke mange Dage, førend han den 8de Marts ankom i Rom, hvor han snart skulde blive ligesaa bekjendt som Paven.
Han medbragte fra Kjøbenhavn en Skrivelse til en lærd, dansk Mand, ved Navn Zoega, hvis gode Raad og Veiledning han benyttede, og hvem han i Begyndelsen altid viste sit Arbeide, for at høre hans Mening. Dog, da denne Mand blev ham altfor stræng og vanskelig at tilfredsstille, anstillede han sig i lang Tid, som om han drev om uden at foretage sig noget; men hemmeligen arbejdede han og paa egen Haand, baade om Natten og om Dagen, naar Ingen kunde bemærke det. Og paa denne Maade følte han sig snart i sit Element og var saa flittig, at det hartad er ubegribeligt, hvorledes han fik saa meget fra Haanden.
Men der var allerede dengang vaagnet en ganske anden Aand i ham end hidindtil. Han har selv sagt, om denne Tid, at da tøede Sneen han: bort fra Vinene, og dette nye Liv yttrede sig ikke alene i hans Arbeider, men ogsaa i en alvorlig Bestræbelse efter at lære saameget af Videnskaben, som han behøvede for at være ret fri i sin Kunst.
Men tre Aar er ingen lang Tid, naar der er saa mange Ting at lære. Da han derfor var allerbedst i Gang, vækkedes han med Skræk ved den Tanke, at Reisetiden snart var tilende, skjøndt han endnu ikke havde udført et Arbeide, som, efter hans Mening, var godt nok til at vidne om ham i Hjemmet.
I Danmark var Man derimod vel tilfreds med hvad, han havde sendt hjem, skjønt dette kun var en ringe Deel af det, han havde arbeidet; thi han kunde aldrig rigtigt fyldestgjøre sig selv, og derfor var det sædvanligen hans Skik, at saasnart han havde fuldført en Billedstøtte, huggede han Hovedet af og henslængte Stumperne, at Ingen skulde see dem. Men, naar Man skal slutte fra de faa Arbeider, som undgik denne haarde Dom, saa havde han ikke havt nødig, at skamme sig ved dem.
Ved denne Strid med sig selv og med sine Værker røbede han vistnok, skjøndt uden selv at vide det, at det Maal han omsider skulde naae, var fjernere end almindeligt. I saadan Sindsstemning besluttede han da nu, at udføre en Billedstøtte, som tilgavns kunde tale hans Sag i Danmark, og hertil valgte han af Grækernes Historie at fremstille Helten Jason, hvorlunde han i et fremmed Land henter sig det gyldne Skind, efterat have overvundet al Modstand.
Naar en Billedhugger vil udføre et Arbeide, da danner han sig først et Billede af vaadt Leer, og naar dette er saaledes udarbeidet, som han ønsker det, gjør han derover en Form af Gips, og i denne Form støber han atter Gips, saa at han tilsidst istedetfor et skrøbeligt Arbeide af Leer, faaer det samme af Gips, hvilket er stærkere og altsaa bedre kan bevares. Efter en saadan Gipsmodel udfører han da senere, naar det bestilles hos ham, sit Værk i Marmor eller i Metal.
Saaledes blev ogsaa denne Jason begyndt i naturlig Størrelse, det vil sige, saa stor som et Menneske i Almindelighed, og i April Maaned 1801 stod Leerskikkelsen færdig.
Men der hører ikke alene Kunst, men også god Lykke til at udmærke sig imellem saa mange Kunstnere og Kunstværker, som der er i Rom. Det skete derfor, at dette vor Kunstners Mesterstykke ikke tildrog sig synderlig Opmærksomhed, og, da han engang ret havde seet paa det, slog han det i Stykker, og mismodig begyndte han nu at tænke paa Hjemreisen i Efteraaret. Zoega, som før blev nævnt, skulde ogsaa vende tilbage til Danmark, og det var naturligt, at de besluttede at følges ad, og paa Grund deraf blev Reisen udsat indtil næste Foraar.
Indtil den Tid havde vor Kunstner været som en Quinde i Barnsnød, thi han havde undfanget et Billede, som vilde og skulde fødes til Verden og ikke lod ham have Roe forinden.
Da derfor Januar kom i 1803, stod der igjen en Leerskikkelse af Jason i hans Værksted; men dennegang var Helten, – ligesom for at gjøre sig mere gjældende – voxet op til en overnaturlig Størrelse.
Da dette blev bekjendt, kom der Mange for at see det, og det beundredes af Alle som et Værk, der mere end noget andet af dem, der vare udførte siden Christendommens Indførelse, mindede om den særegne Maade, som Grækerne havde brugt til at fremstille Billedhuggerarbejde.
Men det blev dog kun ved Lovtalerne og var meget nærved, at ogsaa denne Statue havde deelt sine Forgjængeres Skjæbne. Imidlertid drev Thorvaldsen det dog dennegang saavidt, at han fik den afstøbt i Gips, og nu, tænkte han, kunde den staae hen, indtil der engang var Leilighed til at faae den til Danmark.
Han pakkede da sine Eiendele sammen og sagde sin Jason Farvel; thi næste Morgen var berammet til Afreisen. Vognen holdt for Døren, Kufferten var surret fast bag paa, og der var ingen anden Hindring, uden den, at en tydsk Kunstner, som skulde reise med, ikke endnu havde indfundet sig. Omsider kom han da, men kun for at sige, at han endnu ikke kunde komme afsted, fordi hans Pas ikke var paaskrevet. Reisen blev derfor udsat indtil næste Dag.
Men nu skulde det netop paa denne Dag skee, at en Omviser førte en rig, engelsk Kiøbmand, ved Navn Thomas Hope, hen til det lille Værksted, for at han der kunde see den Jason, om hvilken der gik saamegen Tale. Thorvaldsen var just tilstede og viste sit Arbeide, som vandt stor Yndest hos den rige Engelænder. I deres Samtale spurgte han, hvormeget vel denne Statue vilde koste, naar den blev udført i Marmor. „Sexhundrede Zechiner!” svarede den beskedne Kunstner, for hvem det allerede syntes at være en stor Lykke, om han blot maatte faae Leilighed til at udføre den. „Det er for lidt!” gjentog den ædle Ven af Kunsten, „jeg vil give Dem 800, og strax sætte Dem istand til at begynde Arbeidet!”
Saaledes skulde Thorvaldsen frelses for Kunsten, og Danmark i Aarhundreder komme til at bære hans Navn som et kosteligt Smykke!
Thorvaldsen opnaaede ved denne Tilskikkelse ikke alene det, at han nu kunde blive længere Tid i Rom; men han vandt ogsaa Noget, som maaskee kunde synes uvæsentligt, men langtfra ikke var det – nemlig, at han kom i Orde, og at Rygtet nu talte hans Sag vidt og bredt og bragte ham Aar for Aar større Leilighed til at udmærke sig ved sin Kunst.

––––––––––––––––

Da Thorvaldsen var kommen i Ry for sin store Kunstnerdygtighed varede det ikke længe, førend han af andre, rige Personer, mest Reisende, som i Rom havde lært ham at kjende, opfordredes til andre Arbeider, som de lode ham udføre med stor Bekostning.
Men i Danmark ventede Man imidlertid Aar for Aar, at han nu vilde vende tilbage, og dette maa vel antages at have været Grunden til, at han først i Aaret 1807 ogsaa modtog en Bestilling fra sit Fædreneland.
Grevinde Schimmelmann vilde nemlig paa denne Tid forære Brahe-Trolleborg Kirke i Fyen en Døbefont, og, da Thorvaldsen var velbekjendt af hendes Paarørende i Italien, blev det ham overdraget at udføre en saadan af hvidt Marmor. Adskillige Aar efter ankom den til sit Bestemmelses Sted, hvor den ogsaa nu er opstillet; men da dette Arbeide yndedes i høi Grad af Alle, som saae det, faldt det ham senere ind, at udhugge en anden efter samme Mønster, og paa denne indhuggede han en Indskrift i det latinske Sprog, hvoraf Man seer, at det er hans Villie, at den skal føres til en Kirke paa Island, hvorfra han paa Fædrenes Side nedstammer.
Det varede nu ikke længe, førend han fra den danske Regjering, opfordredes til flere og større Arbeider, og blandt disse var de fire runde Basrelieffer, som smykke Forsiden af Christiansborgslot. Men hertil voxede ogsaa jevnligen hans Beskæftigelser for udenlandske Fyrster og Grever, og hans Berømmelse steg nu, Tid efter anden, saaledes, at der næsten aarligen indtil den Dag idag sendtes ham Ordener, Ærestegn og Titler fra forskjellige Regenter og Akademier, saa at han, ogsaa ihenseende til slig Udmærkelse, er uden Lige iblandt Kunstnere.
Det kunde maaske tykkes den mindre indsigtsfulde, at dette var dog vel meget Væsen at gjøre af en Mand, fordi han udmærkede sig ved at danne smukke Billeder; men da maa Man vel erindre sig, at Kunsten, ligesom Videnskaben, med Rette tillægges den Fortjeneste, at Intet mere end disse har bidraget til at danne og forædle Menneskeheden. Desforuden maatte det vel vække stor Beundring for denne Kunstner hos Alle dem, som kjende, hvad Kunsten siden Arildstid har frembragt, her at see en Mand af vor Tidsalder udføre det, som i flere Hundrede Aar hartad syntes umuligt, nemlig at gjøre sine Værker saa skjønne, som hidtil ikkun de gamle Grækere havde formaaet. Og vel maatte Man da prise de herlige Gaver, som Gud har nedlagt i denne Mand, da Man saae, at hvad mange Kunstnere i Aarhundreder havde forgjæves bestræbt sig for med al Flid og Kløgt, det opnaaede og udrettede han i sit Hjertes Uskyldighed.
Eftersom det vilde bortdrage Opmærksomheden formeget fra vor Kunstners Levnet, her i denne korte Beskrivelse at nævne og forklare de Kunstværker, Thorvaldsen hvert Aar udførte, saa har den, som nedskriver dette, troet det gavnligere i Slutningen af denne Bog at opregne efter Tidsfølge alle hans Arbeider, hvorved det da ogsaa tydeligere sees, hvormeget han har virket.
Aarene gik, som sagt, hen under et altid voxende Antal af Bestillinger, saa at det omsider syntes umuligt, at han nogensinde vilde kunne finde Leilighed til at vende tilbage til Hjemmet. Imidlertid følte han dog bestandig Længsel efter Danmark og ønskede i al Fald, blot engang at kunne gjøre sine Landsmand et Besøg, var det endog kun for en kort Tid.
Hos hans Landsmænd blev det Ønske, igjen at see ham, især levende, da der i Aaret 1811 opdagedes et hvidt Marmorbrud i Norge; thi nu tyktes det Alle at være skjønt, om han foretrak det norske Marmor for det italienske og græske. Hans Kongelige Høihed, Prinds Christian, skrev til ham desangaaende, og af de Udtryk, hvori han besvarede denne naadige Skrivelse, viste det sig grant, hvor stor hans egen Længsel var. Men for en Deel var Thorvaldsen hindret derved, at han ved Contracter havde forpligtet sig til at udføre Arbeider, der endnu ikke vare færdige, deels var han paa samme Tid Professor ved den romerske Kunstskole, St. Lucas.
Dog syntes det omsider at ville lykkes ham, at gjøre et Besøg, men da indtraf der en Begivenhed, som atter lagde Hindringer i Veien, hvilke ikke destomindre bleve høist glædelige for hans Fædreneland som for alle Kunstens Venner overhovedet.
Keiser Napoleon var dengang Herre over Italien. I Rom vilde han have sig et prægtig Slot, og dertil valgte han et Sommerpalads, som havde tilhørt Paven. Thorvaldsen, som stadigt tænkte paa at reise til Danmark, og som desuden havde andre Grunde for sig, gjorde ikke noget Skridt for at blive deelagtig i de mange Bestillinger paa Kunstværker, som nu skulde udføres til dette Slot, og som det almindeligen gaaer i Verden, at den, der nyder megen Udmærkelse, ogsaa har mange Misundere, saa blev han ikke heller spurgt desangaaende. Men, da der ikke var mere end tre Maaneder tilbage, inden det Hele skulde være færdigt, mærkede Bygmesteren nok, at han ikke kunde undvære vor Kunstners Bistand, og foreslog derfor Thorvaldsen, at overtage Udførelsen af en saakaldt Frise, det vil sige, et langt Billede i halvt ophøiet Arbeide, – hvilket skulde smykke alle fire Vægge i et af Gemakkerne.
Uagtet Tiden, som sagt, næsten var forløben, modtog Thorvaldsen dog denne Opfordring og valgte at fremstille, hvorlunde Alexander den Store holdt sit Triumphindtog i Babylon, hvilket Værk efter det opgivne Maal vilde indtage en Strækning af omtrent 29 Alen.
At Thorvaldsen turde paatage sig et saa stort Arbeide i saa kort en Tid, forbavsede Alle, som kjendte Vanskeligheden, og det er da ikke at undres over, at hans Medbeilere allerede lurede paa, at han enten ikke skulde kunne holde sit Ord, eller ogsaa saaledes forhaste sig, at deres egne Arbeider, . hvilke de havde udført i Mag, dennegang skulde fordunkle hans.
Men ogsaa ved denne Leilighed maatte de ydmygt bøie sig for hans Overlegenhed; thi da Tiden kom, triumpherede hans Alexander i et Værk, som ikke har sin Lige iblandt alle dem, der siden Grækernes Tid, ere blevne til.
Rygtet om dette Arbeide gjennemfoer hele Europa, og da det ogsaa naaede til Danmarks Moderhjerte, vakte der en ualmindelig Begejstring. Det forekom nemlig alle Kunstens Venner i Danmark, at det var et fædrenelandsk Anliggende, at sørge for, at dette, den mest berømte danske Kunstners berømmeligste Værk, maatte blive udført i Marmor til et Smykke for Danmarks Kongeborg, og Man begyndte allerede at indsamle Penge til dette Forehavende, da Regjeringen selv gjorde Kunstneren en Bestilling herpaa. Dette skjønne Værk er hidkommet, skjøndt ikke ganske færdigt, efterdi Thorvaldsen ønsker at lægge den sidste Haand derpaa, naar han engang selv kommer hertil.
Aaret efterat han havde udførtdet nævnte Arbeide til det kejserlige Slot i Rom, var han, blandt flere, ogsaa beskjæftiget med et Par Arbeider, som vel oprindeligen havde en anden Bestemmelse, men som dog ved Tingenes Omskiftelse omsider – i Ordets simpleste Betydning – blev Støtter ved Danmarks Throne paa Christiansborg.
Den polske Regjering havde nemlig anmodet ham om at udføre i Marmor tvende Statuer af Quinder, som skulde bære en Ertstavle, hvori skulde indgraves det fortrøstningsfulde Svar, hvilket Keiser Napoleon havde givet de polske Udsendinge, da de bade ham om, at gjenoprette Polen til et selvstændigt Rige. Men, da Thorvaldsen i 1813 var færdig dermed, var der ikke længer Grund for Polakkerne til i saadan Henseende at opreise et Mindesmærke, og de skjønne Statuer henstod derfor i Værkstedet, indtil de i 1818 bleve kjøbte af vor Regjering og benyttede, som nævnt er, til at bære Himlen over vor Konges Throne.

––––––––––––––––

Thorvaldsen udførte i disse Aar mange andre berømmelige Værker, og vel maatte Man ved at give Agt derpaa, mene, at her havde han naaet det høieste, han kunne komme, og at han nu, da han var kommen til sin seireste Manddoms Alder, vel lidt efter lidt vilde gaae tilbage i sin Kunst. Men det er nu henved tyve Aar siden, og i alle dem er han endnu ikke gaaet et Skridt tilbage, men tvertimod steget høiere og høiere, uden nogensinde at forraade nogen Svækkelse, hverken i Aand eller i Haand.
Men til Danmark stod altid hans Hu, og ligesom Man for nærværende Tid, Aar for Aar, siger hinanden, at han nu vil komme, fordi han ofte har skrevet det, saaledes var det ogsaa i Aarene 1817 til 1819, og da kom han dog tilsidst.
Fra Schweitz havde Man nemlig i sidstnævnte Aar overdraget ham at udføre et Mindesmærke over de Schweitsere, som under den franske Revolution, i Aaret 1792, vare faldne, idet de forsvarede den franske Konges Slot, Tuillerierne. Hertil valgte Thorvaldsen at fremstille en Løve, som døer af sine Saar, og da han havde det færdigt, og det var afsendt, besluttede han at reise til Danmark og paa Veien at see det Sted, hvor dette Mindesmærke skulde have sin Plads.
Han forlod da omsider Rom, d. 14 Juli 1819, og hvor han kom, baade i de italienske og i de tydske Byer, blev han af Høie og Lave modtaget med saadanne Æresbeviisninger, som maaskee aldrig tilforn er bleven en Kunstner til Deel. Da han kom til Stuttgart i Kongeriget Würtemberg, hvor han vilde besøge Dannecker, en meget bekjendt tydsk Billedhugger, hændte det sig ved det sidste Skiftested, at en ung Mand, troet og modig af en lang Vandring, kom til Vognen og bad Kudsken, om han maatte sidde hos indtil Byen. Da Thorvaldsen saae den unge Mand, bød han ham at sætte sig ved hans Side i Vognen, og nu fortalte han vor Kunstner, hvad der havde foranlediget hans Vandring. Han fortalte nemlig som en stor Nyhed, at den berømte Billedhugger, Thorvaldsen, ventedes til Stuttgart, og at han blot ønskede at see ham. Man kan da let forestille sig, at det vakte megen Skjemt, da Thorvaldsen omsider gav sig tilkjende.
Henimod Udgangen af September Maaned naaede Thorvaldsen Danmarks Grændser, og efterat han i Altona og i Flensborg festligen var modtaget, udhvilede han sig i nogle Dage i Fyen, deels paa Brahetrolleborg, deels paa Sanderumgaard.
Det var en Søndag Eftermiddag, den 3die October, at han, efter 23 Aars Fraværelse atter saae sin Fødeby. Meget var her forandret siden sidst, men Mere var der forandret i hans egne Kaar og Omstændigheder. Kun i Et var han den samme, nemlig i det kjærlige Hjertelag mod sine Venner og Landsmænd; thi han vendte tilbage uanfægtet af al den verdslige Ære og Ophøielse, der var bleven ham til Deel i Udlandet.
Der var paa Kunstakademiet, i Charlottenborgslot, sørget for en Bolig til ham, og da han her steg ud af Vognen, var hans Hjerte inderligt bevæget ved Synet af det Huus, hvor han havde nydt den første Underviisning i Kunsten. Den gamle Portner var den første af Huusfolket, som han kjendte igjen, og som kjendte ham fra gamle Dage. Ved at see ham, glemte han Stand og Forhold, kastede sig i hans Arme og kyssede ham. Nogle af de gamle Venner indfandt sig, men han savnede blandt dem adskillige, som han ikke skulde see mere. Derimod fik han nye Venner, thi selv Folk, som aldrig tilforn havde seet ham, besøgte og omgikkes ham: i Et og Alt som gamle Bekjendtere, efterdi de allerede længe havde haft ham kjær, fordi han havde gjort Danmark saa megen Ære.
I Kjøbenhavn foranstaltedes der adskillige Festligheder til hans Modtagelse baade i Kunstakademiet og i andre Foreninger; i Særdeleshed fejredes han paa Skydebanen i et talrigt Gilde baade med Sang og Tale.
I Begyndelsen kunde det vel baade smigre og glæde ham, at modtage saamange Beviser paa sine Landsmænds Beundring og Hengivenhed, men omsider længtes han dog efter at arbeide, og da han havde faaet sig et Værksted indrettet, var det Hans første Gjerning at skjenke sit Fædreneland Billederne af dets elskede Konge og Dronning.
Der blev nu af Regjeringen overdraget ham at udføre endeel Arbeider til Smykke for Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn, nemlig Statuerne af Christus og af de tolv Apostle, samt en Fremstilling af Johannes den Døbere, hvorlunde han prædikede i Ørkenen, med mere, men disse Arbeider vare for betydelige til, at de kunde udføres her; efterat han var kommen tilbage til Rom, udgjorde de i nogle Aar hans fornemste Beskæftigelse.
Derimod tog han strax fat paa to mindre Arbeider til samme Kirke, nemlig Billederne af Christi Daab i Jordan og af den hellige Nadvere.
Da han havde været omtrent eet Aar i Kjøbenhavn, drog han atter bort, elsket af alle dem, der kjendte hans Hjerte, beundret af dem, som kjendte hans Kunst og æret af Alle, som vidste, hvor høit Danmark ved ham var æret.
Nærved var det, at dette hans Besøg i Fædrenelandet havde kostet ham Livet, thi da han fra Nysted paa Laaland vilde begive sig paa Havet til Rostock i en aaben Baad, kom han om Natten i stor Fare paa Søen og drev om for Regn og Storm, indtil det dagedes, da han ved et Par Lodsers Hjælp lykkeligen naaede til sit Bestemmelsessted.
Da han kom til Berlin, blev han der modtagen med Æresbeviisninger, saavel af Preussens Konge, som af andre fyrstelige Personer, og da han derfra drog til Potsdam, var han ledsaget af mange udmærkede Kunstnere.
I Dresden, opholdt han sig i syv Dage, og Aviserne fra den Tid berette omstændeligen, hvorlunde han her hædredes ved Gjæstebud og Optog.
Til Warschau i Polen drog han, fordi han i denne Bye havde Adskilligt at afhandle med øvrigheden angaaende to Monumenter, som han skulde forfærdige, det ene til Ære for Fyrst Poniatowsky, som heltemodigen havde sat Livet til i en Flod, for at være sit Lands Bundsforvandte tro, det andet til Ære for den berømte Stjernekyndige, Nicolaus Kopernikus.
Her var paa samme Tid den russiske Keiser, Alexander, og da han erfoer, at Thorvaldsen var ankommen, lod han ham komme til sig og viste ham stor Naade og Udmærkelse.
Thorvaldsen blev nu her opfordret til at gjøre Keiserens Billede, og mens han havde dette Arbeide for, sad Ruslands Keiser saa ofte for ham, som det behøvedes, og blottede baade sit Bryst og sin Hals, paa det han tilgavns skulde kunne see og afbilde ham.. Da det var færdigt, skjænkede Keiseren ham en kostbar Diamant Ring, og da Thorvaldsen en Dag var upasselig, sendte han ham sin egen Livlæge. Ved Afskeden nød han den Ære at blive omfavnet af Keiseren, som om det kunde have været en af hans Lige.
I Krakau ventede der endnu en tredie Bestilling paa Thorvaldsen, nemlig et Monument over en polsk General og Greve, Potocky, der i sit 26de Aar faldt i Slaget ved Leipzig.
Da vor Kunstner nogle Dage efter ankom til Troppau, var der just paa den Tid en Sammenkomst af Fyrster i denne Stad. Her blev han af Keiser Frants af Østerrige modtaget med megen Udmærkelse, og det blev ham dertil ved Fyrst v. Metternich overdraget, at udføre et Æreminde over den nyligt afdøde Fyrste af Schwarzenberg.
Vor Kunstner var paa denne Triumphreise netop ankommen til Wien, da et Tilbud fra Rom forkyndte ham, at der i et af hans Værksteder var skeet den Ulykke, at Gulvet var styrtet ned, og at de Arbeider, som der havde været opstillede, mere eller mindre, vare beskadigede. Han ilede derfor nu ved Dag og Nat til Rom, hvor han ved sin Ankomst fandt, at Skaden dog ikke var saa stor, som Man havde forestillet sig.
Da Thorvaldsen atter var kommen til Ro, var det ham kjært, at ombytte al den Gjæstereren og Gratuleren, som han nu i et Aarstid havde levet i, med det stille, tarvelige og virksomme Liv, som han var vant til at føre i Rom. Thi den, som ikke har besøgt ham der, vil neppe kunne gjøre sig en rigtig Forestilling om, hvor simpel hans Levemaade er, og hvor lidt han ynder Bram og Vellevnet. Dette er vel en Følge af, at han i sin Ungdom ikke har været vant til Sligt, og at han senere ikke har haft Tid til at falde i saadanne Fristelser, eftersom han altid har haft nok med at tage vaere paa sin Kunst.
De mange, unge Mennesker, som han jevnligen har til at gaae sig tilhaande, og som efter hans Anviisning betroes saameget af Arbeidet, som de, efter deres forskellige Evner, formaae, stokkedes nu omkring ham, for at høre ham fortælle om de mange Bestillinger paa nye Værker, som de nu skulde ifærd med. Og da han havde nævnet det Alt tilhobe, var det saameget, at Man hartad skulde mene, at dermed blev han ikke færdig i sin Levetid. Men det er utroligt, hvad en dygtig Mand kan virke, naar han benytter al sin Tid og dertil har flinke Medarbejdere. Det som er det Vanskeligste i Kunsten, nemlig, at bestemme, hvorledes Tingene skulle være, det overtog naturligviis Mesteren selv, men iøvrigt undlod han ikke at prøve sine Medhjælperes Kræfter, hvorved ogsaa disse fik Tillid til sig selv og vandt Aar for Aar i Dygtighed. Paa denne Maade tog han strax fat, saavel paa de Arbeider, han skulde udføre for Polen, som paa dem, han havde at udføre for sit Fædreneland. Der manglede nu heller ikke dennegang paa Nid og Iversyge hos hans Misundere. De lode sig forlyde med, at han neppe vilde slippe vel fra, hvad han havde paataget sig for Danmark, efterdi han ikke var en christelig Kunstner, hvormed de meente, at han ikke kunde fremstille Personer og Begivenheder af Christendommen; thi deri havde han hidtil kun forsøgt sig i mindre Værker. Men ogsaa dennegang bleve de beskæmmede, thi det var næsten et Under at see, hvorlunde Billederne af Christus og hans Apostle, samt Johannes den Døbere og hans Tilhørere, stege frem imellem hans kunstforstandige Hænder, og i hvor kort Tid de stod der som nogle af de Ypperste Værker, han har frembragt. Disse Arbeider bleve først, som forhen er forklaret, udførte, saaledes som de skulde være, i blødt Leer; derefter bleve de afstøbte i Gips, og disse Gipsafstøbninger er det, der fornærværende Tid ere opstillede i Vor Frue Kirke. Derimod bleve de samme Billedstøtter i Marmor først sildigere færdige og afsendte til Danmark. Men det maa vel høiligen beklages, at disse skjønne Arbeider, som tilligemed mange andre have været i København i mere end et Aar, endnu maa henligge i de Kasser, hvori de ere hidsendte, uden at Nogen hidtil har faaet dem at see.
Efterat Thorvaldsen var bleven færdig med disse Statuer, udførte han den forhen nævnte Fremstilling af Johannes den Døbere, som prædiker i Ørkenen. Dette Værk er ikke – hvad Man paa Grund af det Sædvanlige – let kunde fristes til at troe, et saakaldt Basrelief, eller halvt ophøiet Billede, men en Samling af 16 fritstaaende Statuer, alle i Legemsstørrelse, hvilke, naar de opstilles paa den rigtige Maade, vise i et skjønt Billede Johannes og hans Tilhørere af forskjelligt Kiøn, Stand og Alder. Dette Værk, som, for at undgaae større Bekostninger, er udført i brændt Leer, er bestemt til at smykke Gavlen over Hovedindgangen til Vor Frue Kirke, for derved ligesom at tilkendegive, at her er en Indgang til Christi Rige. Men, omendskjøndt det kan siges med Sandhed, at ingen Kirke i den hele Christenhed kan opvise Mage til Værk, af saadan Storhed og Skjønhed, saa staae dog ogsaa disse Statuer nu allerede i flere Aar i en afsides Gang i Kirken, istedetfor at de ved Danmarks Reformationsfest kunde have smykket Kirkens Indgang.
Imedens disse Arbejder sysselsatte vor Kunstner, var det engang nærved, at han var falden for et Barns Vaadegjerning. Det er nemlig en gammel Skik i Rom, at Catholikkerne, trættede af den lange og trange Fastetid, hilse Paaskefesten ved om Løverdag Middag at affyre Geværer og Pistoler, saavel i Gaderne som ud af Døre og Vinduer. Denne Lystighed havde i Aaret 1823 nær givet Thorvaldsen sit Banesaar. Hans Vertindes lille Dreng havde nemlig seet, at Kunstneren havde et Par Pistoler hængende paa sin Væg, og, da han bad Thorvaldsen om at maatte laane dem til Festen, tog vor Kunstner den ene ned, for ud ad Vinduet at prøve, om de muligen endnu kunde være ladte fra den Tid af, da han havde haft dem med paa Reisen. Men ubemærket tager Drengen den anden fra Væggen, holder den imod Vinduet, og et Skud strækker Thorvaldsen til Jorden. Men til god Lykke var Saaret ikke betydeligt, og, da Man saae Thorvaldsen frelst, gik der det Ord hos Folket, at et Under var skeet, fordi den hellige Gudsmoder ikke havde villet, at et Barn skulde være Skyld i saa stor en Ulykke.
Efter nogle Aars Forløb havde Thorvaldsen ikke alene Arbeiderne for Danmark, men ogsaa de nævnte Monumenter for Polen, færdige, og det blev ham nu overdraget, at udføre et stort Monument over den sidst afdøde Pave, Pius den 7de, hvilket skulde opstilles i St. Pederskirken i Rom, den catholske Christenheds Hovedkirke. I denne Kirke henstilles nemlig, ifølge gammel Skik, Gravmonumenter over de afdøde Paver, og til alle Tider var det de mest berømte Kunstnere i Italien, hvem det overdroges at udføre saadanne. Men ihvorvel der kunde være Spørgsmaal, om det kunde gaae an, at overdrage Thorvaldsen dette Arbeide, eftersom han, der er Lutherauer, som vi andre, efter Catholikkernes vrange Formening, ikke kunde siges at være en god Christen, var han dog som Kunstner i en saadan Anseelse hos den pavelige Regjering og navnligen hos en af Cardinalerne, ved Navn Consalvi, at denne Omstændighed ikke lagde betydelige Hindringer iveien. Han fremstillede da i overnaturlig Størrelse, hvorlunde Paven sidder paa den hellige Stol i al sin Pragt og uddeler Velsignelsen til Folket; paa den ene Side stillede Kunstneren en qvindelig Figur, som forestiller christelig Styrke, paa den anden Side en anden, forestillende christelig Viisdom, og føiede dertil andre betydningsfulde Figurer. Dette Monument, udført i Marmor, er nu opstillet i den nævnte Kirke.
Neppe var dette Arbeide færdigt, før der fra Bayern indløb en anden Bestilling til vor Kunstner, nemlig at udføre et stort Gravminde over den udmærkede Feldtherre, Hertugen af Leuchtenberg, en Stedsøn af Keiser Napoleon, hvilket Arbeide efter faa Aars Forløb var udført i Marmor og opstilledes i St. Michaels Kirken i München.
Thorvaldsen havde allerede i en Række af Aar haft en varm Beundrer i den nu regierende Konge af Bayern, og dette venskabelige Forhold, imellem en Fyrste og en Kunstner, forandredes ikke, da denne Prinds besteg sin Faders Throne. Denne Yndest viste sig ikke alene ved det store Antal af Arbeider, som Monarken lod udføre af Thorvaldsen, men ogsaa deri, at han nu og da opfordrede ham til at komme til Bayern, hvor Thorvaldsen sikkert vilde være velkommen, dersom han nogensinde kunde ombytte Rom med et andet Land, end Danmark.
I Året 1829 begav Kongen af Bayern sig paa Reise og opholdt sig i længere Tid i Italien. Da han var i Rom, hørte Thorvaldsen til hans daglige Selskab, og naar Thorvaldsen ikke kom til ham, saa besøgte han Thorvaldsen. Engang kom han saaledes i vor Kunstners Værksted, og med de Ord :”Paa Valpladsen belønner Man Soldaten, men Kunstneren i Midten af hans Værker!” hang han ham en Ordenskjæde om Halsen.
I det følgende Aar tilbød der sig en gunstig Leilighed for vor Kunstner til at gjøre en hurtig Reise til München, og den benyttede han da. Ved hans Ankomst til denne Stad var Kongen af Bayern syg og sengeliggende; men, da Man vel vidste, hvor høit det vilde glæde Kongen, at see Kunstneren, blev han strax ført ind i hans Sovegemak. Da nu Monarken saae Thorvaldsen, troede han neppe sine egne Øine, men udbrød i Overraskelse: ”hvad! drømmer jeg, eller er jeg vaagen? Thorvaldsen i München!” og nu anstilledes der, trods Kongens Sygdom, Festligheder baade ved Hoffet og i Byen. Paa et Hofbal aabnede vor Kunstner Festen i en Polonaise med Bayerns Dronning, og Dagen efter hans Ankomst bragte Magistraten ham i et Optog Stadens Hilsen. En stor Forsamling af Kunstnere og Videnskabsmænd foranstaltede en Fest i en prægtig Sal, som de havde oplyst og udsmykket med Billeder, der vare malede til hans Ære, og ved Taler, Musik og udbragte Skaaler modtog han deres Hylding som Konge i Kunsternes Rige. Ja, ikke engang om Natten lod Man ham have Ro; thi, da han engang efter en saaledes feiret Dag, var kommen til Hvile, vækkedes han langt over Midnat af en musikalsk Forening, som paa Gaden udenfor, hvor han boede, istemmede Sange til hans Ære.
Da han atter efter nogle Maaneders Forløb skulde forlade dette Land, modtog han forinden Bestillinger paa en stor Heststatue, forestillende Churfyrste Maximilian af Bayern, hvilken udførtes i Metal og er nu for Tiden opstillet paa Wittelsbacher Pladsen i München.
Thorvaldsen har senere yttret, at medens han saaledes var paa denne Side af de høie Bjerge, der adskille Italien fra Tydskland, følte han i høi Grad den gamle Længsel efter at fortsætte Reisen lige indtil Danmark, og der manglede kun, at et Brev, som Hans Kongelige Høihed, Prinds Christian, naadigst tilskrev ham, var kommen ham tilhænde i München, istedetfor at det først traf ham i Rom, saa havde han ikke modstaaet Fristelsen.
Men i Rom ventede som sædvanligt en Deel Arbeider, som skulle bringes fra Haanden, og deres Antal forøgedes aarligen ved flere nye Bestillinger, blandt hvilke, foruden de allerede nævnte, et Æreminde for den store, engelske Digter, Lord Byron, og et andet for den sidste Fyrste af den hohenstausiske Linie, Conradin, hvilket af Kronprindsen af Bayern var bestilt til at opreises i Neapel. For Staden Mainz begjæredes senere et Monument for Bogtrykkerkunstens Opfinder, Joh. Guttenberg, og for Staden Stuttgart et andet til Ære for Digteren, Fr. Schiller.
Efter denne Tid syntes det, at Thorvaldsen, stadigere end tilforn, henvendte sine Tanker til, endnu medens han var i fuld Kraft, at slutte sin Løbebane som Kunstner, idetmindste ikke at paatage sig flere Værker at udføre.
Dette var ingenlunde, fordi han følte sig svækket i Aanden, eller at Man i hans sidste Arbeider kunde spore, at den høiere Alder nærmede sig; men snarere fordi han ved at betragte sin Stilling og sine Forhold, fandt det raadeligst itide at sørge for, at mange henstaaende Værker, som han endnu ikke havde fuldent, bragtes tilende, paa det at han kunde betale Jorden sin Fødsels Gjeld i Danmark.
I Rom har han nu levet i fyrgetyve Aar, men i al den Tid levede han der kun som paa en Reise, uden nogensinde at slippe den Tanke, at han har sit Hjem i Danmark, hvor han vilde udhvile, naar Reisen er tilende. Men, skjøndt han aldrig satte Priis paa at samle sig Bohave og ikke bandt sig til Huus eller anden fast Eiendom, men indtil den Dag idag altid boede tilleie og spiste ved fremmed Bord, saa samledes der dog efterhaanden en stor Mængde Eiendele omkring ham, nemlig deels hans egne Arbeider og deels hans Samlinger af ældre og nyere Kunstsager.
Thi her maa det vel bemærkes, at skjønt det kunde synes, at, naar en Kunstner Aar for Aar sælger sine Arbeider, saa kan han omsider ikke have meget tilbage deraf, saa forholder det sig dog i denne Henseende anderledes med Billedhuggerne – og navnligen med Thorvaldsen, end med andre Kunstnere.
Da han nemlig snart blev saa formuende, at han ikke behøvede, at være afhængig af, om Nogen vilde lade de mange Arbeider, som han gjorde af egen Drift, udføre i Marmor, saa var det hans Sædvane, at han ofte udførte saadanne Arbeider, uden at de vare begjærte og lod dem staae hen, ligegyldig ved, om Nogen vilde kjøbe dem eller ikke. Men dertil kommer ogsaa, at selv i de Tilfælde, naar han solgte og bortsendte sine Arbeider, sørgede han dog forinden for, at han beholdt det samme tilbage, afstøbt i Gips, og, da nu hans samtlige Virker, som det af efterstaaende Fortegnelse vil sees, beløbe sig til et Antal af omtrent 200, og Büsterne, (Portraiter af Hoveder), udgjøre et endnu større Antal, saa vil det letteligen begribes, at han i sine Arbeider alene har et Bohave, som han itide maatte være betænkt paa at flytte til sit Hjem, førend han selv kunde komme at boe iblandt os.
Saa ofte derfor den danske Regjering i de senere Aar har afsendt Krigsskibe til Middelhavet for at afhente de færdige Arbeider, som han havde at udføre til Frue Kirke eller til Slottet, har han stadigen benyttet disse Leiligheder til desforuden at lade medfølge endnu et større Antal af sine egne Sager, baade i Marmor og i Gips, saa at Man for nærværende Tid kan glæde sig ved den Tanke, at dog Halvparten af hans Værker allerede er indenfor Danmarks Grændser.
Ved saaledes at see sig nærmære sit Ønskes Maal, har han i de sidste Tider hvert Aar, baade skriftligen og mundtligen, yttret, at han tænker stærkt paa Afreisen, og den, som skriver dette, og mange Andre, som senere have været hos ham i Rom, kunne bevidne, at det var hans Villie, at Danmark skal arve hans Kunstsager og hans Ønske, at de der maatte forblive samlede til Lyst og Glæde for hans Landsmænd og til hans eget Eftermæle iblandt de kommende Slægter.

––––––––––––––––

Af det Foranstaaende vil det altsaa sees, i hvilket Forhold Thorvaldsen staaer til sine Landsmænd. Meget har han allerede sendt os, og Mere vil han endnu hidsende. Men for dem, der nærmest have været beskæftigede med, paa Danmarks Vegne, at modtage disse Skatte, opstod der omsider høiligen Grund til Klage, da det viste sig, at de Kunstsager, som allerede ere ankomne, deels maatte adspredes til forskjellige Steder, deels endnu maa ligge indpakkede i deres Kasser, og at vi neppe ville kunne modtage det Øvrige, saafremt ikke en særegen Bygning indrettes til at optage og samle alle de af vor Landsmands Virker, der ikke have en forudbestemt Plads i Kirken eller i Slottet.
Denne Klage har i den sidste Tid hast tilfølge, at en Forening af Thorvaldsens Beundrere og Venner har dannet sig, for at lade udgaae en Opfordring til hele Folket i Danmarks Rige, at det ikke skal nægte sig selv den Ære og Roes Hos vore Efterkommere, som ved denne Lejlighed tilbydes det; at det ikke skal stille sig blot for Dadel af andre Nationer, som i denne Henseende have skjellig Grund til at misunde Os og at det ikke skal krænke den elskeligste Kunstner, som med Fædrenelandssind bringer Os en Gave af sit berømmelige Livs hele Virksomhed.
Det er ikke alene Rigmænds Bidrag, som attraaes til dette Formaal, det er hele Folket, som opfordres til at give, hver efter sin Evne, paa det, at det maatte kunne siges, at det var det hele danske Folk, som har paaskjønnet Landets Hæder og Ære ved Thorvaldsen, – at det tilfulde maa kunne sees, at det lille Danmark baade har Plads for hans Berømmelse og for hans Værker.

––––––––––––––––

Fortegnelse

paa de Arbeider, hvilke Thorvaldsen indtil nærværende Tid har udført *).
––––––––
De med**, ere ankomne hertil, udførte i Marmor.
De med *, ere ankomne hertil i Gips.

1789.
* En hvilende Amor. Basrelief for den store Sølvmedaille. I Kunstakademiet.

1791.
* Heliodorus, som udjages af Templet. Basr. for den lille Guldmedaille. Sammesteds. Priamus og Achilles. Basr. Sammesteds.

1792.
* Herkules og Omphale. Basr. Sammesteds.

1793.
* Petrus, som helbreder den Værkbrudne. Basr. f. den store Guldmedaille. Sammesteds.

1794.
* Aarstiderne. Basr. I Hs. Kongl. Høihed, Prinds Christian Frederiks Palais.
* Dagstiderne. Sammesteds.
* Terpsichore, Statue. Sammesteds.
* Euterpe, Statue. Sammesteds.

1795.
* Numa og Egeria, Basr. I Kunstakademiet.

1798.
* Bacchus og Ariadne, Gruppe. Sammesteds.

1800.
Freden, Gruppe.

1801.
Jason, Statue. Th. Hope, i England.

1803.
Achilles og Brisæis. Basr. 1. Hr. v. Ropp i Curland. 2. Hertugen af Bedford, i Woburn Abbediet.

1804.
** Musernes Dands paa Helikon. Basr.
* Amor og Psyche, Gruppe. 1. Grevinde Woronzoff i Rusland. 2. Fyrst Putbus, paa Rygen.

1805.
Bacchus, Statue. 1. Grevinde Woronzoff. 2. Fyrst Putbus.
** Ganymed, Statue. Grevinde Woronzoff.
Apollo, Statue. Sammesteds.
* Venus med Æblet. Statue. 1. Grevinde Woronzoff. 2. v. Ropp. 3. Lord Lucan. 4. Hertugen af Devonshire.
5. ––

1807.
** Døbefont til Brahe Trolleborg Kirke. 2. bestemt til Island.

1808.
** Fronton til Christiansborg. Basr.
** Minerva og Prometheus,
** Herkules og Hebe,
** Jupiter og Nemesis,
** Æskulap og Hygea,
Den fredbringende Mars, Gruppe.
Adonis. Statue. Kongen af Bayern.
* A genio lumen. Basr. Th. Hope.

 
}

 
 
 
runde Basrel. Christiansborg.


1809.
Hektor, Paris og Helena. Basr. 1. Kiøbmand Knudsen i Tronhjem. 2. Fyrst Putbus.
Amor, Løvebetvingeren. Basr.
Venus’s Fødsel. Basr.
* Amor, saaret af Bien. Basr.
* Merkur, Bacchus og Ino. Basr. Lord Lucan.

1810.
* Amor og Bacchus. Basr. Kiøbmand Knudsen.
** Caritas. Basr. Frue Kirke i Kjøbenhavn.
* Amor og Psyche. Basr. Mr. Dalmar.
Vulkan, Venus, Amor og Mars. Basr. Mr. Alex. Bille.
** Mars og Amor. coloss. Gruppe.

1811.
* Sommeren, Basr.,
* Høsten, Basrel.   Grev Schønborn.
* Gravmæle over Augusta Bøhmer. 3 Basr.
Psyche med Urnen. Statue. Mr. Hope.
* Amor. Statue.

1812.
** Alexanders Triumphindtog i Babylon, stor Frise. 1. Montecavallo, i Gips. 2. Grev Sommariva. 3. Christiansborg. 4. Udført mindre i brændt Leer.

1813.
Victoria bekrandser en falden Kriger. Basr.
** To Caryatider. Statuer. Thronsalen paa Christiansborg.

1814.
* Den triumpherende Amor. Statue. 1. Fyrst Esterhazy. 2. ––
Gravmæle over Bethmann Hollweg. tre Basr. Frankfurt a. M.
** Gravmæle over Baronesse v. Schubart. Basr.
* Nessus og Deianira. Basr. Grev Marrulli i Neapel.
* Portraitstatue af Lady Russel. Woburn Abbediet.

1815.
Priamus og Achilles. Basr. Hertugen af Bedford. Sammesteds.
** Natten. Basr.
** Dagen. Basr.   1. Lord Lucan. 2. Fyrst Metternich. 3. – –
Protraitstatue af Grevinde Ostermann. I Rusland.

1816.
* Hebe. Statue. Mr. Alex. Barring.
** Ganymed. Statue. 1. Hr. v. Krause. 2. –
* Gravminde over Grevinde Berkowsky. Basr.
* Dandserinden. Statue. Fyrst Esterhazz i Wien.

1817.
* Gravminde over Grevinde Pore. Basr.
** Ganymed med Ørnen. Gruppe. 1. Lord Gowes. 2. –
Hyrdedrengen. Statue. 1. Hr v. Krause. 2. Lord Chantley. 3. Lord Alteman. 4. Grev Schønborn. 5. Etatsraad Donner i Altona.
Haabet. Statue. Baronesse v. Humboldt.
Qvinderne ved Jesu Grav. Basr. Kongen af Bayern.

1818.
** Merkur. Statue. 1. Hs. Durchl. Hertugen af Augustenborg. 2. Mr. Alex. Barring. 3. – 4. Grev Potocky.
* Christus med Disciplene ved Tiberias Søe. Basr. Pallazo Pitti i Florenz.
* Christus i Emaus. Basr. i Sølv. Kirken St. Annunziata i Florenz.
* Gravminde over Lady Newboock.
Gravminde over Baronesse Chandry.
* Lord Maitlands Monument. Corfu.
* Portraitstatue af Fyrstinde Barvatinsky.

1819.
* Gratierne, Gruppe. Etatsraad C. H. Donner, i Altona.
Monument over de faldne Schweizere. Luzern.
Mariæ Bebudelse. Basr. Kongen af Bayern.

1820.
* Christi Daab. Basr. Frue Kirke i Kjøbenhavn.
* Nadveren, Basr. Sammesteds.
* Tre Engle med en Guirlande. Slotscapellet i Kjøbenhavn.

1821–22.
Portraitstatue af Fyrst Potocky. Domkirken i Krakau.
** Gratierne. Basr. 1. Akademiet i Mailand. 2. –
** Christus, Statue.
** Petrus, dito.
** Paulus, ditto.
** Matthæus, dito.
** Jacobus, major, dito
** Thomas, dito.
** Philipus, ditto.
** Jacobus Alphæi, ditto.
** Simon Zelotes dito.
** Bartholomæus dito.
** Andreas, dito.
** Johannes, dito.
** Thaddeus, dito.
* Johannes Prædiken i Ørkenen. 16 Figurer i brændt Leer. Sammesteds.

 
 
}

 
 
 
 
 
 
 
Frue Kirke i Kjøbenhavn


1823.
* Monument for Nicolaus Kopernikus, colossal Statue. Warschau.
* Monument for Fyrst Poniatowsky. Heststatue. Sammesteds.
* Anakreon og Amor. Basr. 1. Grev Schönborn. 2. Th. Hope.
Daabens Engel, staaende. Lord Lucan.

1824.
Kjærlighedens Aldere, Basr.
* Basrelief til Consalvis Sarcophag. Pantheon i Rom.
Pave Pius d. 7de, coloss. Statue,
* Christelig Viisdom, coloss. St.,
* Christelig Styrke, coloss. St
* To Engle, colossale Statuer,

 
 
}

 
 
 
 
henhørende til Pius d. 7des Monument i St. Pederskirken i Rom.


1825.
* En liggende Løve.

1826–27.
Portraitstatue af Hertugen af Leuchtenberg
Historiens Musa. Statue,
Livets og Dødens Genier. Gruppe,
* Portraitstatue af Hds. Kongl. Høihed Prindsesse Caroline Amalia.
Daabens knælende Engel. Frue Kirke i Kjøbenhavn.

}

henhørende til Monumentet i St. Michaels Kirke i München.


1828.
Gravmæle over Mrs. Thompson, Basr.
* Tobias, Gravmæle over Øienlægen Bacca Berlenghieri, Basr. Campo Santo i Pisa.
* Amor, ridende paa en Ørn, Basr.
* Amor, tvingende Gerberus. Basr.
* Amor paa en Delphin. Basr.
* Amor, førende en Løve. Basr.

1829.
Gravmæle over Kammerherre v. Irgens–Bergb.

1830.
* Monument for Lord Byron. Portraitstatue, bestilt af Lord Hobhouse.
En siddende Musa med Lyren. Basrel.
En staaende Genius. Basr.
Elio, som skriver paa et Skjold. Basr.
En staaende Genius med et Skjold. Basr.
Dødens Genius. Basr.

}
 
}

 
componerede til Byrons Monument.
 
 
 
componerede til Fyrst Potockys Monument.

1831.
Minerva tilkjender Ulysses Achills Vaaben. Basr.
* En Satyr lærer en ung Faun at blæse paa Fløiten. Basr.
** En Quinde, som lader et Barn ride paa en Vædder. Basr.
** En løs Hest, forfulgt af en Hund. Basr
* Jupiter dicterer Amor Love. Basr.
* Amor caresserer en Hund. Basr.
* Amor i Baaden. Basr.
* Amor filerer et Net, for at fange Psyche. Basr.
* Amor med Rosen, for Jupiter og Juno. Basr.
* Amor antænder Klipperne. Basr.
* Amor, svævende over Havet. Basr.
* Amor, svævende over Jorden. Basr.
* Amor og Hymen spinde Livets Traad. Basr.
* Amor bunden af Gratierne. Basr.

 
 
}

 
 
 
 
 
Tilsætninger til Alexanders Triumphtog. Christiansb.


1832.
* En Hyrdinde med en Amorin Rede. Basr.
* Hylas, bortrøvet af Nympherne. Basr.
* Amor spiller Tærning med Ganymed. Basr.
Parnasset. Basr.
Alexander antænder Persepolis. Basr.
Maximilian af Bayern, coloss. Heststatue i Bronce. Paa Wittelsbacher Pladsen i München.

1833.
En Bachantinde med en lille Faun. Basr.
Ganymed og Hebe. Basr.
* Mathæus,
* Marcus,
* Lucas,
* Johannes,
Parcerne, Basr.
Smaadrenge, som spille og synge. Basr.
Thorwaldsen ved Maalet. Basr.

 
}

 
 
 
fire runde Basr.


1834.
Monument for Guttenberg. Mainz.
Basrelief paa Raphaels Grav i Pantheon.
Nemesis. Basr.
Apollo iblandt Hyrderne. Gruppe af Figurer bestemt til Torlonia’s Landsted.

1835.
Christi Opstandelse. Basr. Udkast til en Fronton til Slotskirken i Kjøbenhavn.
Salomons Dom. Basr. Udkast til en Fronton for Raad og Domhuset i Kjøbenhavn.

1836.
Schillers Monument, Portraitstatue til Stuttgart. Monument over Conradin, den sidste Hohenstauser, bestilt af Kongen af Bayern, bestemt til Neapel.
Hectors Afskeed. Basrelief.

Generel kommentar

Dette er Thieles trykte biografi over Thorvaldsens liv med en værkfortegnelse, som blev udsendt i 1837 samtidig med, at Comitteen for Oprettelsen af Thorvaldsens Museum iværksatte en landsindsamling til bygningen af museet.

Arkivplacering
M12
Emneord
Dedikation · Digte til Thorvaldsen · Gaver til Thorvaldsen, bøger · Schönborns bestilling · Thorvaldsens bogsamling · Thorvaldsens fødselsdag 19.11. · Thorvaldsens levnedsløb, samtidig beskrivelse · Thorvaldsens romerske fødselsdag 8.3.
Personer
Nicolaus Esterházy · Thomas Hope · Wilhelm Malte Putbus · Theodor von der Ropp · John Russell · Franz Erwein von Schönborn · Giovanni Battista Sommariva · Bertel Thorvaldsen · Irina Vorontsova · Georg Zoëga
Sidst opdateret 22.09.2016 Print