Ven og mæcen

Schubart lærte Thorvaldsen at kende i 1803 og blev straks en af hans vigtigste støtter ved sit venskab, ved at invitere Thorvaldsen til at bo hos sig på sommerresidensen Montenero uden for Livorno, og navnlig ved at bruge sin indflydelse på Thorvaldsens vegne over for rette vedkommende i Danmark. På dette punkt spillede Schubart en afgørende rolle for billedhuggerens karriere især i den tidlige fase, se fx referenceartiklen En fri mand. Thorvaldsens forbliven i Rom 1803-04.

Første møde med Thorvaldsen

Han mødte antagelig Thorvaldsen første gang i begyndelsen af 1803, da Schubarts tilstedeværelse i Rom i Georg Zoëgas omgangskreds er dokumenteret på dette tidspunkt (se fx Friedrich Gottlieb Welcker: Zoega’s Leben, Stuttgart & Tübingen 1819, genoptryk Halle 1912-13, vol. II, p. 151-152), og da Zoëga lidt senere refererer venskabeligt til Thorvaldsen i sit brev af 20.3.1803 til Schubart. Thiele I, p. 195 hævder, at Thorvaldsen og Schubart først stiftede bekendtskab med hinanden, da billedhuggeren kom tilbage til Rom fra sit sommerophold i Albano 1803, men det virker ikke sandsynligt, at mødet mellem de to venner ikke skulle have fundet sted ved Zoëgas mellemkomst, da Schubart ankom til Rom primo 1803.
Det første bevarede brev i de to venners mangeårige korrespondance stammer fra 12.11.1803 på dagen hvor Schubart ankom fra Rom til Napoli, og hvor de mødtes igen i april 1804, da Thorvaldsen ankom til Napoli. Fra den tid så de to venner hinanden med jævne mellemrum, fra 1804 hyppigt i sommermånederne på Montenero.

Ægteskab og familie

Han blev gift 1789 med hollænderen Jacqueline Wieling. De forblev barnløse, men parret adopterede Bettina Marcuori – datter af komponisten Adamo Marcuori – og hendes veninde Marietta Giusti. Schubart blev endvidere værge for Federico og Laura Zoëga efter deres far, Georg Zoëgas død i 1809.
Hans to søstre Sybille Reventlow og Charlotte Schimmelmann var gift med hhv. greve Ludvig Reventlow (1751-1801) til Brahetrolleborg og finansminister, greve Ernst Schimmelmann.

Karriere

Han indledte sin diplomatiske karriere som legationssekretær i Dresden 1780-84. Fra 1784 var han i Haag, hvor han blev gesandt for Holland 1789-1798. Samme stilling bestred han 1798-1800 i Madrid, jf. Marquard, op. cit. I 1801-02 opholdt han sig i København. Her blev han allerede 1801 udnævnt til gesandt ved det “sicilianske” hof i Napoli og 13.3.1802 desuden til “General Intendant for de Danske Handelsanliggender i Italien” (se udnævnelsen og Schubarts instruks af 23.3.1802 i Kommercekollegiets skrivelser 1802-1807, Herman Schubarts Arkiv, Rigsarkivet).

Han rejste til Italien i løbet af sommeren 1802 og slog sig ned i Pisa, hvorfra han rejste flittigt rundt i Italien. I stillingen som handelsintendant skulle han skabe bedre handelsmuligheder for dansk-norske købmænd i Middelhavsområdet ved at tage kontakt til de respektive regeringer. Det lykkedes ham ved sin ihærdighed at åbne rige markeder for dansk-norske redere og handelsmænd. Han førte endvidere tilsyn med de dansk-norske konsuler i Middelhavsområdet.
Hans officielle titel fremgår fx af et brev, som Thorvaldsen sendte 21.2.1807: Monsieur le Baron de Schubart, Chevalier de l’Ordre de Dannebrogue, Chambellan de S.M. Danoise, Son Ministre plenipotentiaire et Intendant général du Commerce Danois en Italie.

Efter tabet af Norge i 1814 fik hans stilling gradvis mindre betydning og blev nedlagt.
Han blev hårdt ramt af sin hustrus død i 1814 og blev i det efterfølgende år alvorligt syg under sit ophold i København. I årene herefter førte han et liv uden alvorligt arbejde. I 1819-21 var han prins Christian (8.) Frederik og hans kones rejseledsager i Frankrig og Italien. Han opnåede en midlertidig stilling som gesandt ved hoffet i Napoli, men blev pga. uoverensstemmelser med den danske regering kaldt tilbage.

Schubart boede fra 1822 i Danmark især hos sine slægtninge og i sine sidste år for det meste på gården Sollerup på Fyn bl.a. beskæftiget med at skrive en selvbiografi på fransk udformet som fiktive breve stilet til sine to søstre i Danmark. Brevselvbiografien findes i flere bind i Håndskriftafdelingen på Det Kongelige Bibliotek. Han påtænkte at få det 930 sider store manuskript trykt i Paris 1832. Det blev imidlertid først udgivet længe efter hans død, nemlig i 1994 af Emanuela Barellai under titlen Da Montenero a Sollerup, op. cit.

Schubart blev begravet på Øster Hæsinge kirkegård på Fyn, i sin niece Charlotte Amalie Schaffalitzky de Muckadells (f. Reventlow) familiegravplads. Gravstederne blev sløjfet i løbet af 1800-tallet.

Under sin tid i Italien var Schubart i København på længere ophold i 1811 og 1815. Han bidrog kraftigt til, at den første større udstilling af Thorvaldsens værker i Danmark, på Kunstakademiet i 1815 blev en succes.
Schubart blev bl.a. udnævnt til kammerjunker 1776, kammerherre 1789, hvid ridder (dvs. storkorset af Dannebrog) 1803, gehejmekonferensråd 1815.

I kraft af sine stillinger havde han et udbredt kontaktnet i Italien og blandt udenlandske tilrejsende. Han var socialt begavet og en netværker af rang. Han korresponderede med alle og enhver, og på Rigsarkivet i København findes hans efterladte omfangsrige arkiv, der udgør guldgrube af oplysninger om datidens danske forbindelser til Italien.

Romersk fest på Schubarts fødselsdag

I de første år af sit ophold i Italien sendte Schubart fra sit opholdssted i Toscana – Pisa eller Montenero – penge til en af sine venner i Rom for at vedkommende skulle arrangere en fest på Schubarts fødselsdag 14. januar, hovedsageligt for de danske, der opholdt sig dér. Han var ikke selv til stede, og festen skulle vistnok opfattes som en dansk-national markering arrangeret af Danmarks officielle repræsentant i Italien, men Schubart ønskede dog også – ikke uden selvbevidsthed – at hans venner fejrede ham og den mæcenrolle, han indtog over for mange af de danske kunstnere i Rom, bl.a. også Thorvaldsen.
Schubart sørgede for, at festen blev en tradition. Den blev i al fald afholdt 14.1.18106, 14.1.1807, 14.1.1808, 14.1.1809, 14.1.1810, 14.1.1813, 14.1.1814 og muligvis også andre år.

Thorvaldsen beskrev en af festerne i sit brev af 4.2.1809:

Deres Excellenzes Fødselsdag er bleven høytideligholdt med megen Glæde; Selskabet bestod af 20 Personer; vor gode Camuccini kunde ikke komme; Aftenen begiøndte med en liden Concert, og sangs[?] ret nydelig Capelmærsterne, Crelius og Küster, acompagnerede med Pianoforte Fiolini og Basso – Decorationen hvor vi spiste fandt almindelig Bifald; Paa en Forhøyning var anbragt Bas rilieffet Gratierne med de omkring dansende Muser paa hver Side af samme tvende Colonner med Deres og Gemalindes Byster bekransede med Laubær Kranse, som vor gode Høyer havde flettet. over Basrilieffet vare de trende Genier af Daaben som Medaillon indviklet med Laubær og der fra nedhengende Festons som faldt over det understaaende Basrilief med Muserne; Over Bordet en Lysekrone ligeledes af Laubær og Orangser. Medens vi spiste, spillede, de lejede Musicantere Symfonier! Efter Bordet blev der danset til Kl: henimod 4^r og endte vi saaledes alle Glade og fornøyede Deres Excellenzes Fødselsfest –

Økonomiske problemer

Schubart synes livet igennem at have haft rod i sine pengesager. Allerede tidligt måtte familien træde til med lån og assistance, jf. Sass, op. cit., p. 106 og Magnussen, op. cit., p. 141. I slutningen af 1810’erne skulle han pga. sin lystige livsførelse have nærmet sig økonomisk ruin. Det skal dog også nævnes, at Schubart fx i 1814 ikke havde fået sin løn fra den danske regering i 1½ år, se hans brev af 22.8.1814.
Det menes at være Schubarts økonomiske problemer, der var årsag til, at bl.a. Thorvaldsens marmorbuster af Jacqueline og Herman Schubart, hhv. A220 og A219, aldrig blev betalt, og at billedhuggeren derfor beholdt busterne, så de i dag findes på Thorvaldsens Museum, jf. Sass, op. cit., p. 113.
Også i sagen om de godt 3000 scudi, som Georg Zoëga havde efterladt, opstod der nogle gnidninger mellem Thorvaldsen og Schubart. Sidstnævnte havde som værge for de efterladte børn fået udbetalt pengene, men fik anvendt dem på andre formål ifølge Thiele II, p. 141-143 & 347. Schubart bad da Thorvaldsen om et lån, men dette blev ikke imødekommet.

Ry og eftermæle

Trods Schubarts store betydning for Thorvaldsen er hans eftermæle i Thorvaldsen-litteraturen ikke ubetinget positivt. Thiele har fx et noget tvetydigt forhold til baronen. Han karakteriserer Schubart som “…en af Naturen vistnok hiertensgod og velvillig Mand, som i en ualmindelig høj Grad bar sin Tids og sin Stands Svagheder til Skue” (Thiele I, p. 195). Thiele uddyber dette med karakteristisk syrlighed i fx en bemærkning om et af de brevudkast, som Schubart fremstillede på Thorvaldsens vegne: “Det maa ikke overrraske… at dette Brev… indsmugler en lille Lovtale over den forfængelige Beskytter [i.e. Schubart selv]; han er ikke destomindre selv Concipisten, – derfor borger baade Aanden og Haanden – og til saadant vil man efterhaanden blive vant i hans følgende Breve.” (Thiele I, p. 203).
Også Else Kai Sass peger også på, at hans breve “…afslører en ikke ringe Selvoptagethed”, jf. Sass, op. cit., p. 108. Selv skrev Schubart i 1814: “…jeg har ikke anden Forfængelighed end den, at giøre mig elsket og agtet ved mit Hjertes Egenskaber.” Sikkert er det, at hans hjælpsomhed over for især kunstnere var stor, og han ejede en evne til at gøre sig til alles ven, som Sass skriver, ibid.
Især i hans senere år beskrives han som en naragtig, ruineret, gammel Don Juan (Sass, op. cit., p. 114), og også Rikard Magnussen tegner et knap så flatterende portræt af Thorvaldsens mæcen, der levede “…paa Gæsteri i Hovedstaden og paa Herregaarde… Hans letfængelige Sind drømte stadig om nye Erobringer blandt de Skønne, som han dog nu var henvist til at søge ved deres Arbejde i Køkken og Kælder. Han gik i den Anledning til Stadighed med Lommerne fulde af Smaaforæringer, Æsker med franske Bonbons eller smaa brogede Florstørklæder, hvilket skaffede ham Øgenavnet ‘Presentskibet’, efter det Skib, Danmark udsendte til Deyen [af fx Tripoli] med Gaver for at sikre sig mod Sørøveri.” (Magnussen, op. cit., p. 137-138; om presentskibe, se fx referenceartiklen om Thetis).
Schubart var en livlig mand, han udfoldede “…stor Vivacitet og Charme i Selskabelig Omgang”, jf. Sass, op. cit., p. 108. En festlig lejlighed den 27.4.1819 sættes af historikeren Louis Bobé i modsætning til et anden sammenkomst og omtales således: “En grel Modsætning til dette ærbare Samvær er det Sviregilde, med hvilket alle Danske, Baron Schubart i Spidsen, fejrede Hertugen og Prinsen af Augustenborgs Afsked fra Rom 27. April samme Aar, og som udartede i raaeste Fuldskab.”

Portrætter

Thorvaldsen modellerede i juli 1804 under sit første ophold på Montenero en portrætbuste af Herman Schubart 1804, A718. Busten blev hugget i marmor i Thorvaldsens værksted i Rom sommer 1805 – marts 1806, A219. Både gipsmodellen og den færdige marmorbuste findes i dag på Thorvaldsens Museum.

Herman Schubart, 1805-06, A219

Billedhuggeren portrætterede Schubart igen i 1814 i relieffet Gravmæle over Jacoba (Jacqueline) Elisabeth Schubart, A618. Marmorversionen, A704, var oprindeligt tiltænkt Jacqueline Schubarts gravmæle på kirkegården i Livorno, men nåede aldrig sit bestemmelsessted.

Andre portrætter:

• Formentlig Johann Heinrich Schröder (1757-1812): Portrætter af Jacqueline og Herman Schubart, pasteller, Holsteinborg.
• Ukendt kunstner: Portrætter af ægteparret Schubart, malerier, ca. 1803, Frederiksborg.
• Pietro Benvenuti: Dobbeltportræt af ægteparret på Montenero, 1813-14, olie på lærred, 144×197 cm, Holsteinborg. I maleriets venstre baggrund ses et udsnit af Thorvaldsens relief Amor vækker Psyche, jf. A431, der 1810 blev udført på Montenero. Benvenutis maleri blev udstillet 1815 på Charlottenborg i København. Dobbeltportrættet blev kopieret i formindsket størrelse i 1814 af den italienske maler Giuseppe Colzi (1791- sidst omtalt 1841), privateje, Rom (gengivet i Elena di Majo, Bjarne Jørnæs & Stefano Susinno (eds.): Bertel Thorvaldsen, 1770-1844, scultore danese a Roma, Rom 1989, p. 149).
• J.L. Lund: Herman Schubart, maleri, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, kat.nr. A 2922 (gengivet hos Magnussen, op. cit., p. 137 (dateret ca. 1820) og Hannemarie Ragn Jensen, op. cit., p. 311 (dateret 1807-10)). Dette maleri kunne muligvis være det ene af de to portrætter af ægteparret Schubart, som Lund færdiggjorde i 1807, se brev kort efter 24.10.1807 fra Johan Georg Wahl.
• Friedrich Matthäi: Dobbeltportræt af ægteparret, ca. 1805, ukendt opholdssted.

Værker på Thorvaldsens Museum

Se Schubart repræsenteret i Samlingerne.

Referencer

• Emanuela Barellai: En dansk diplomat i Italien i 1800-tallet, Herman Schubart og Elise Weiling, Odense 1998.
• Emanuela Barellai: Da Montenero a Sollerup, vol. I-II, Odense 1994.
• J. Bloch: To miskjendte Venner. Til Belysning af Forholdet imellem Olinto dal Borgo og Herman Schubart, særtryk af Museum, København 1890.
• Louis Bobé: Thorvaldsen i Kærlighedens Aldre, København 1938, p. 87.
• Hannemarie Ragn Jensen: ‘Herman Schubart og J.L. Lund’, in: En bog om kunst til Else Kai Sass, 1978, p. 309-317.
• Rikard Magnussen: Thorvaldsens Livsanskuelse, København 1936.
• Emil Marquard: Danske gesandter og gesandtskabspersonale indtil 1914, København 1952, p. 215, 266-267.
• Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, København 1963-65, vol. I, p. 108-115.

Sidst opdateret 12.11.2024