Basil Lisakewitz
Biografien er under udarbejdelse.
I Arkivet findes blot et enkelt fragment af et brev underskrevet Lisakewitz 30.11.1805 og sandsynligvis stilet til Thorvaldsen. På grundlag af skriftsammenligninger mellem brevfragmentet og to breve i Håndskriftafdelingen, op. cit., er der uden megen tvivl tale om den russiske diplomat Basil Lisakewitz, som bl.a. fungerede som russisk gesandt i både Italien og Danmark. Udover Thorvaldsen var han bekendt med en stor del af billedhuggerens vennekreds, bl.a. Hans West, jf. Breitenstein, op. cit.
Der henvises til Lisakewitz flere steder i Arkivet med forskellige stavemåder, bl.a. Lezakewicz. Han fungerede som kontaktperson mellem Thorvaldsen og Irina Vorontsova, se bl.a. brevet fra før 4.5.1804 fra Vorontsova, hvori han betegnes “Lisakevitz” og 4.5.1805 fra Fyodor Matveyev, hvor stavemåden er “Lizakeevice”. Ligeledes varetog han interesser for Vorontsovas søster Jevodokija Ivanovna Golitsyna, jf. brevet af efterår 1804, hvori “Mr. Liesakivitch” omtales. Han må desuden være identisk med den russiske gesandt hos kongen af Sardinien (dvs. kong Vittorio Emmanuele 1. (1759-1824) af Sardinien), Lyzackewiez, som nævnes i Filippo Mazzeis brev af 24.8.1805.
Digteren Jens Baggesen skrev et mindedigt om Basilius Lizakewitz ved hans død i 1814, se Baggesen, op. cit. Hans dødsår opgives andre steder til 1815.
Referencer
- Jens Baggesen: Til den forhen værende Russiske overordentlige Gesandts ved det kongelige Danske Hof, Geheimeraad og Ridder af Wladimirordenen, Basilius Lisakewitz Skygge, København 1814.
- Niels Breitenstein: ‘Hans West’, in: Kulturminder 1955, p. 243, 249.
- Håndskriftafdelingen, Det Kongelige Bibliotek, Add. 1140 4°, to breve fra Basil Lisakewitz til Hans West.
- Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, vol. III, København 1963, p. 132, note. 254.
Sidst opdateret 07.01.2013