Baggrund

Wilhelm von Huth, der var uddannet kaptajn i Slesvig, var søn af general, officer og statsminister Heinrich Wilhelm von Huth (1717-1806) og hans tredje kone, Charlotte Sophie Wagner (1745-1795). Faderen kom fra Sachsen, var hærfører i syvårskrigen og gik via sit samarbejde med prins Carl af Hessen, der stod under Frederik Vs beskyttelse, i dansk krigstjeneste og flyttede til Danmark i 1765, blev optaget i den danske adel i 1776 og indtrådte i Statsrådet s.m. bl.a. A.P. Bernstorff i 1784. Carl Wilhelm var hans yngste søn.

Carl Wilhelm havde ikke arvet sin fars drift mod at lede militære aktioner, men var draget af kunstnermiljøerne i Sydeuropa. I 1807 efterlod han sig en tegning af en harpe i Franz Xaver Mozarts stambog i Wien, og de følgende år opholdt han sig mest i Italien. Som det fremgår af et brev fra C.F. Høyer til Nicolai Abildgaard 4.12.1808, havde han ikke lyst til at tage hjem “i disse Tiider” og tog tilsyneladende afsked fra hæren og fik en pension; på dette tidspunkt lå Danmark i krig med Sverige pga. Napoleonskrigene.

I Thorvaldsens kreds

I sommeren 1808 opholdt Huth sig med vennerne C.C. Seydewitz og J.L. Lund i Montenero hos Herman Schubart, og i de følgende år havde han base i Rom. Han boede bl.a. på Via del Tritone nr. 9 på øverste etage ifølge et notat af Thorvaldsen fra 1813. I Rom blev han en del af kredsen omkring Thorvaldsen og synes at have haft et nært forhold til ham. Huth var en af de personer, der sammen med Thorvaldsen vågede over den døende Georg Zoëga i 1809, og da boet skulle gøres op, hjalp han med at læse Zoëgas papirer på tysk. Desuden gik han til arrangementer sammen med Thorvaldsen, som det fx fremgår af et udateret brev.

En anden side af kontakten handlede om penge. Huth fik pension fra militæret i Slesvig; Schubart fungerede som hans kreditor, og Thorvaldsen administrerede nogle af pengene i Rom. I flere breve til Thorvaldsen beder Huth ham sende penge til rejseudstyr, husleje m.v. Han skrev også til ham i desperate stunder; i et brev af 12.7.1810 lader han Thorvaldsen vide, at han har taget gift, fordi han er bange for en ulykkelig fremtid. Thiele fortolker selvmordsbrevet som en udspekuleret måde at få Thorvaldsen til at blive hans kreditor på frem for Schubart (jf. Thiele II, p. 155-156); brevene synes dog ikke at give belæg for dette.

Familiestiftelse

Grundet sit helbred rejste Huth sidst i marts 1811 til Napoli for at rekreere. Derefter opholdt han sig i Ariccia hos Marianna Rinaldi, hvis yngste datter, Agata, han gjorde gravid. Dette omtaler han med desperation i et brev til Thorvaldsen af 5.8.1811, hvor han beder ham om råd. I et brev fra C.R.W. Wiedemann til Thorvaldsen 22.9.1811 omtales Huth som “den ulykkelige Huth”. Thorvaldsen kom til Ariccia og var der i hvert fald sidst i oktober 1811, jf. et brev fra lægen Christian Schlosser af 29.10.1811 sendt til ham på Marianna Rinaldis adresse.

Det er usikkert, om der kom et levedygtigt barn ud af Agatas graviditet, men Huth og Agata giftede sig, fremgår det af breve fra C.C. Bøhndel af 17.1.1812 og G. Schmidten 24.1.1812. Vennen Peder Malling omtaler “Huth med sin Kone” i et brev af 30.11.1813, men “Huth med hans familie” i et brev af 15.8.1815. Det stemmer med, at parret i 1814 fik sønnen Frederik Johannes Herman von Huth, der kendes fra danske folketællinger. Efter Huths død beder Marianna Rinaldi i et brev af 30.7.1821 Thorvaldsen undersøge, om Agata endnu er i live.

Anonymisering hos Thiele

Thiele opfatter Huths person som så skamfuld, at han vælger ikke at nævne hans navn og placerer ham “paa Selskabets Skyggeside”. Han fremstiller ham som en kynisk beregnende levemand, der nød “det bekiendte dolce far niente” (jf. Thiele II, p. 155-156). Brevene giver dog ikke belæg for en så endimensionel karakteristik. Thiele medtager ikke beskrivelserne af Huth som afholdt af sine venner, men plaget af voldsomme humørsvingninger (Huth taler ofte om at være ulykkelig, men skriver også om sig selv, at han har en “meget opfahrende gal og desperat Geist” i sit brev til Thorvaldsen af 2.4.1811), og han ser bort fra, at Thorvaldsen rejste til Ariccia, da Huth var i problemer. Thieles agenda synes at være at holde Thorvaldsen fri af dårligt selskab ved at mane Huth i jorden og højst gøre ham til en person, der gjorde Thorvaldsen klog af skade – “et Exempel på, hvor lidt man dog kan tro på sine Venner”.

Portræt

For oven til højre er gengivet et udsnit af et malet portræt af Huth. Maleriet er er tilskrevet en Schiøler, der p.t. ikke er identificeret nærmere. Maleriet var til 2017 i familien von Huths eje.

Referencer

• Thiele II, pp. 146-147, 155-156.
• Huth omtales i et brev af 10.2.1809 angående Georg Zoëgas død: “Herr Thorvaldsen war bestandig um ihn, und Herr Matthæi und D[om] HE[rr] v[on] Huth bewachten und unterstützten ihn in den letzten 18 bis 20 Stunden seines Lebens”. Brev fra Heinrich Kohlrausch til Herman von Schubart, in: Bonstettiana, bd. X, 2 (1808-1811), Göttingen 2003, p. 711. I noten ang. Huth står der blot: ”Nicht in Noack”, dvs. Friedrich Noack: Das Deutschtum in Rom seit dem Ausgang des Mittelalters, Berlin & Leipzig 1927.
• V. Richter: Dødsfald i Danmark 1761-1890, København 1976, p. 530

Sidst opdateret 12.02.2017