Kommentar til 30.8.1805
Der er tale om Stanleys tegnede udkast til en kirke, som sammen med et af hans mange udkast til gravkapeller blev sendt hjem til Kunstakademiet i København. Efter aftale med Schubart skulle tegningerne sendes via denne med hans anbefaling, jf. Schubarts breve af 19.7.1805, 30.9.1805, 11.10.1805 og 11.11.1805.
Stanley meddeler i sit brev af 21.9.1805 til Kunstakademiet, at han sender: “…en Prøve af mit Arbejde for dette Aar, bestaaende af Plan, Facade og tvende Profiler af en Kirke i en Hovedstad…”
Det må have været disse tegninger, der blev udstillet på Charlottenborg i 1809, se Fortegnelse over de ved det Kongelige Maler- Billedhugger- og Bygnings-Academie udstillede Konstsager, København 1809, kat.nos. 25-26.
Udkastene findes nu i Samlingen af Arkitekturtegninger på Danmarks Kunstbibliotek. Stanley beholdte et sæt tegninger af kirken i Italien, og disse tegninger arvede Thorvaldsen efter Stanleys død. De er nu på Thorvaldsens Museum, se gengivelserne af dem i bunden af denne side.
Om kirkeprojektet, se Anne Lise Thygesen: ‘En akademistipendiat i Italien, arkitekten C.F.F. Stanley’, i: Architectura 2, København 1980, p. 32-38.
Kirken er en basilika-type i dorisk stil og minder i hovedtrækkene en del om C.F. Hansens Vor Frue Kirke. Thygesen bemærker (p. 37), at “Stanley var tidligt ude…” mht. den doriske strømning. Måske har han været så meget med på noderne, at Hansen skævede temmelig meget til den afdøde stipendiats udkast, da han selv i disse år fremstillede sine planer til Vor Frue Kirkes genopførelse?
Sidst opdateret 19.02.2014