11.10.1805

Afsender

Herman Schubart

Afsendersted

Montenero

Modtager

C.F.F. Stanley

Modtagersted

Rom

Modtagerinfo

Udskrift: A Monsieur / Monsieur Stanley Architecte Danois / chez Mr. Le Professeur Alberto Thorwaldsen / Sculpteur celebre / a Rome

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Resumé

Schubart har foretaget nogle rettelser i Stanleys brev til Kunstakademiet i København. Han beder ham føje rettelserne ind og returnere det rettede brev til ham. Schubart forsikrer om sin støtte og roser Stanley for hans tegninger.

Dokument

MonteneroI d: 11e October 1805

Jeg har med største Deltagelse læst Deres kiære BrevII, og med sand Fornøÿelse beundret Deres KonstværkerIII som usigelig haver behaget mig og alle dem som har seet Dem. Vedbliver De saaledes vil de blive en af Danmarks berømteste ArchitecterIV. Den gode MatthæiV som er endnu i vores Sælskab har illigemaade fundet Deres Tegninger og Compositioner fortreffelige; og jeg er aldeles overbevist om Akademiets Tilfredshed. Vi have i Livorno et Skib som tilhører JustieRaad FrischVI og som ventelig om nogle Uger gaaer til Kiøbenhavn. Ved denne Skipper vil jeg sende Deres skiønne Tegninger; men for imidlertid at ikke tabe den kostbare tid vil jeg selv skrive Akademiet til og fortælle hvad jeg troer efter Samvittighed at kunne sige om Deres Tegninger; og jeg haaber at Akademiet vil have tiltroe nok i min Bedømmelse for at tilstaae Dem de ønskede to AarVII; men kiære Landsmand naar man vil Øyemedet maa man ville Midlerne, og følgelig har jeg taget mig den Frihed at omskabe Deres BrevVIII som jeg troer vil bedre svare til Hensigten, om de saaledes afskriver det, og med første PostIX tilsende mig det reenskrevet. De veed hvor meget Maaden paa hvilken man foredrager en Ting bidrager til dens Hæld. Bliv ikke vred at jeg vovede saaledes at give Deres Tanker paa en anden Maade.
Vær vis paa at jeg skal understøtte Deres billigeX Ønsker, og tvivl eÿ paa at de jo bliver opfyldte. Vi flytter i Dag til PisaXI. Jeg har kuns faae Øÿeblikke og derfor indeholder dette Brev ikkuns et Udtog af alt, hvad jeg havde villet sige Dem, af den megen Tak jeg ville ÿde Dem for Deres venskabelige Breve. Hils den eÿegodeXII Thorwaldsen. Med det første skal han faae BrevXIII fra mig i Gensvar paa hansXIV. Lev lÿkkelig, og nÿd den Tilfredshed som De fortiæner. Hils vor kiære Landsmænd i Rom, endog disse jeg ikke personlig kiender.

Deres oprigtige
B Schubart

Arkivplacering

Håndskriftafdelingen, Det Kongelige Bibliotek, NKS 1976, 2º

Thiele

Ikke omtalt hos Thiele.

Emneord

Personer

Værker

D879 Kirke, opstalt af dorisk facade, 1805, inv.nr. D879
D880 Kirke, længdesnit, 1805, inv.nr. D880
D881 Kirke, tværsnit, 1805, inv.nr. D881
D882 Kirke, snit af kor og forhal, 1805, inv.nr. D882
D883 Kirke, grundplan, 1805, inv.nr. D883
D884 Kirke, opstalt af facade, 1805, inv.nr. D884
D885 Kirke, tværsnit og længdesnit, 1805, inv.nr. D885
D886 Kirke, grundplan, 1805, inv.nr. D886
D887 Kirke, grundplan, 1805, inv.nr. D887

Kommentarer

  1. Dvs. familien Schubarts landsted Montenero i Toscana.

  2. Dette brev kendes p.t. ikke, men det må være blevet afsendt fra Rom efter Schubarts forrige brev af 30.9.1805, hvor han beder Stanley skrive.

  3. Der er tale om Stanleys tegnede udkast til en kirke i græsk stil, D879, D880, D881, D882, D883, D884, D885, D886, D887 og et udkast til en gravkapel, som han havde fremsendt til Schubart for at denne kunne sende dem videre til Kunstakademiet i København med sin anbefaling.
    Stanley omtaler dem nærmere i sin indberetning til Kunstakademiet af 21.9.1805.

  4. Denne storslåede ros minder om Georg Zoëgas lignende bemærkning, som Schubart refererer for Stanley i brev af 30.9.1805.

  5. Den tyske maler Friedrich Matthäi, der opholdt sig på Montenero i 1805 for at male et nu forsvundet dobbeltportræt af Schubart og hans kone.

  6. Højst sandsynligt den danske handelsmand og justitsråd H.M. Frisch.

  7. Dvs. den to-årige forlængelse af Stanleys rejsestipendium fra Kunstakademiet i København, se hans ansøgning herom af 21.9.1805.
    Stanleys rejsestipendium ville da have varet i i alt seks år. Han havde modtaget en 1-årig forlængelse, som det fremgår af brev af 15.6.1805 fra Kunstakademiet til Stanley, men håbede altså på at forblive i Italien i yderligere to år.
    Det almindelige var tidligere, at historiemalere, billedhuggere og arkitekter rejste i seks år. Se F. Meldahl & P. Johansen: Det kongelige Akademi for skjønne Kunster, 1700-1904, København 1904, supplement p. XXV (Reglement af 21.6.1771). I juli 1790 godkendte kongen et forslag fra Abildgaard om, at rejsetiden blev indskrænket til tre år og kun forlængedes til fire, fem eller seks år, “naar den udenlands værende Elev ved usædvanlige Talenter, forenet med uafbrudt Flid, gav grundet Haab om at opnaae en høi Grad af Fuldkommenhed i sin Kunst”, op. cit., p. 105.

  8. Dvs. det brev, Stanley sendte til Kunstakademiet, og som kendes i sin færdige, afsendte udgave, som Stanley har dateret 21.9.1805, skønt det – som det fremgår her – blev revideret af Schubart på tidspunktet for dette brevs affattelse, dvs. i oktober. Derefter blev det sendt tilbage til Stanley i Rom, som da indførte rettelserne med egen hånd i en ny version, som blev tilbagesendt til Schubart, som da sendte det videre til København med sine anbefalinger, som det fremgår af Schubarts næste brev af 11.11.1805.

  9. Stanley skrev tilbage til Schubart allerede den 15. og 16.10.1805, hvilket fremgår af Schubarts næste brev af 11.11.1805 til Stanley.

  10. Dvs. berettigede, rimelige, fornuftgrundede, naturlige, se betydning 1.2 af billig i Ordbog over det danske Sprog.

  11. Familien Schubart anvendte kun Montenero som sommerbolig. Om vinteren var der for koldt.

  12. Dvs. meget god, overordentlig god, se Ordbog over det danske Sprog.

  13. Det næste bevarede brev fra Schubart til Thorvaldsen er fra 5.11.1805, som er en forholdsvis kort introduktionsskrivelse af maleren C.F. Høyer på vej til Rom. Schubart kan udmærket have sendt et brev tidligere (“med det første”), som ikke længere er bevaret.

  14. Dette brev må være identisk med det, der kun kendes i udkast fra efter 21.9.1805.

Sidst opdateret 19.08.2014