Kiøbenhavn d. 1ste Jan: 1818.
Jeg burde rigtig nok kiære Thordvaldsen! for længe siden have skrevet Dem til og takket Dem for vort venlige og behagelige Samliv, om hvis Fortsættelse jeg ikke aleene ikke tvivler, men haaber saa meget vissere paa, som den betydeligste af mine theatralske Planer, ganske uventet med eet er strandet; mere der om siden, men jeg har opsat det, for at kunne have den Fornøielse at melde Dem noget fyldestgiørende om den for det Almindeliges betydeligere Plan, som jeg har, Deres Frise angaaende og paa hvis Udførelse jeg arbeider. Her indlagt vil De finde en Supskriptionsplan paa dansk, denne Plan angaaende; den omdeles i disse Dage; den tydske er under Trykken. Ideen er mødt med den største Interesse, af alle som endnu har hørt den; især har Frue Brun, Brøndsted, Cold, Hauch og flere med Varme interesseret sig derfor, ligeledes Prinds Christian. Jeg har altsaa Grund til at haabe et godt Udfald; men alle og jeg selv beklager, at jeg ikke kunde udføre denne Idee et Aar før; thi da var der endnu Overflod paa Penge; nu derimod hersker en betydelig Pengemangel i Kiøbenhavn, og Holstenerne, som endnu for faae Maaneder siden havde giort alt for at smigre Kongen, og giøre noget, som kunde være ham behageligt, ere blev[n]e fornærmede over at Deres Deputerte ikke har faaet alt det bevilget, som De ønskede. imidlertid haaber jeg dog at bringe Tingen i Gang, og har alt for længe siden Kongens Tilladelse til at fremme den. Paa min Iver skal det ikke mangle. Eckersberg har for længst lovet at skrive Dem til. Aarsagen hvorfor han ikke før har skrevet maae vel for største Deelen ligge i det vi formodede; Alvorlig kiære Thordvaldsen! raade Dem til, at komme tilbage til mere end et kort og flygtigt Besøg kan vist ingen som mener Dem det vel og har Sands for deres Konstværd. Her vil vel alle have Sands derfor i Munden, men mangle det fast alle i Grunden. Alt hvad Hansen ønsker fra Deres Haand, som vist ikke er lidet, er kun beregnet paa Gips. Hans Frue Kirke bliver unægtelig smuk; ja endogsaa grandios, og naar den engang bliver færdig, noget nær den smukkeste protestantiske Kirke i det mig bekiendte Europa; indvendig er i Søilerne som bærer Gallerier anbragte 12 Nischer, hvori de 12 Apostle, egentlig af Marmor, men man taler kun om Gips skulde staae; disse ønskede man vel fra Deres Haand. – Jeg har imidlertid vovet at yttre, at De neppe paatog Dem et saa betydende Arbeide i Gips, og har endogsaa tillagt at de 12 paaklædte cristelige Apostle hvorvel meget ofte fremstilte, kun vare en daarlig Gienstand for den høiere Kunst. Imidlertid er der ingen Tvivl om at Deres Besøg her vilde være af uendelig Nytte, saavel for Slottet, som for Kirken, dersom jeg ik[k]e tillige var vis paa, at man vil finde Deres Ideer alt for grandiose, det vil sige for kostbare, ikke i den engang antagne oekonomiske Slendrians Aand, og de altsaa vilde blive affærdiget med tomme Complimenter. Kunstelskerne her er deelt imellem Lund og Eckersberg. Frue Brun har maaskee med en alt for overdreven Roes, noget skadet den første, andre søge at hæve Eckersberg alt for ubillig paa Lunds Bekostning; Sandheden ligger vel som sædvanlig i Midten, og efter min Formening vil en stræng Sammenligning mellem begges Værd aldeles ikke falde ud til Lunds Skade; Eckersberg[s] sid[s]te Stykke Balders Død, som jeg dog endnu kun har seet for lidet og for flygtigt til at kunde bedømme, vil ikke ret behage mig; Eckersberg er efter min Mening ikke synderlig Historiemaler, derimod ere hans senere romerske Prospekter uforlignelige. Selv er han et fortreffeligt Menneske, og har efter Sigende selv afværget den Uret man vilde tilføie Lund, at berøve ham Altertavlen til Frue Kirke, ved at afslaae at male den. Høier er utilfreds med Alle, og alle utilfreds med ham; det sidste er vel egentlig hans egen Stivsind skyld i, hans uendelige Pretensioner og det ikke betydelige Kunsttrin, hvorpaa han staaer; derimod har man og fra Akademiets Side behandlet ham uforsvarligt. Min Plan at anlægge her et Almuetheater, har hos alle dannede Mennesker, hos Ministeren, selv hos Kongen hos hele Cancelliet, vundet Bifald. Den største Deel af Theaterdirectionen har alene sat sig derimod, og uagtet Kongens personlige og gientagne Løvte til mig at Directionens og min Debat skulde gaae til Cancelliets Erklæring har Kammerherre Holstein dog drevet det dertil, at Sagen efter en kongelig Resolution for det første er henlagt; Jeg maae derfor tænke paa andre Former, og andre Midler, og da jeg Gudskeelov hverken mangler Mad eller Sindighed haaber jeg endnu at kunne sætte en heel Deel igiennem, denne Sag angaaende. Dette Brev vil De modtage med tvende med den store Guldmedaille begavede Kunstnere – Architekten Hr Koch, vil uagtet i et forskielligt Fag, ved sin Livelighed og Bravhed snart behage, og som Landsmand interessere Dem. Den anden Hr Freund! maae jeg tale noget vidtløftigere om. Han har nu endelig og som sagt, faaet den store Guldmedaille, men endnu ikke det dermed følgende Stipendium. maaskee han dog om faae Dage vil faae det. Han er imidlertid reist paa Lykke og Fromme afsted, paa mit og fleres Raad, som ik[k]e kunde taale at see paa at hans skiønne Talent her af Mangel paa rigtig Veiledning og Ubekiendtskab med de antike Mønstere og Deres Arbeider skulde gaae til Grunde; Man har længe, uagtet man indsaae Nødvendigheden af Deres Veiledning, og at han her intet mere kunde lære, holdt ham tilbage paa Grund af at man ik[k]e vilde giøre nogen Undtagelse, da man dog baade ved Slottet, Raadhuset og Frue Kirke mangler en duelig Billedhugger. Hans sidste Arbeide er en ret smuk Basrelief, hvori er meget smukt, kun finder jeg et noget overlæsset Draperie. Selv lader han til et høist godmodigt Menneske, som man her har lagt tusinde Hindringer i Veien for, og end[og]saa giort saa keed af sin egentlige Bestemmelse, at han saagar har forsøgt sig, skiønt uden Held i GraveurKonsten. Hos Dem vil sikkert hans Aand faae nye Mod og Kraft, og jeg troer, naar De engang har fattet Fortroelighed til ham, vil De ogsaa kunde stole paa ham. Med alt det beder jeg Dem ikke ganske at lade ham besætte den Plads, som jeg smigrer mig med at have i Deres Venskab; thi gaaer mine theatralske Planer ikke igiennem, eller svarer Udfaldet ikke til min Forventning – oppebier jeg kun den Tid, da jeg haaber Subskriptionen paa Deres Alexanderstog er kronet med et heldig Udfald, for at ile tilbage til Dem, og efter Aftale sætte Deres Huusvæsen paa en Dem anstændigre Fod, og maaskee tage det under min Beskyttelse, som De engang ønskede, medens De opsatte Frisen i Kiøbenhavn. Jeg havde vel endnu tusinde Ting at sige Dem; men Tiden nøder mig for denne gang til at holde op med Bøn om at hilse alle mine romerske Venner; frem for alt Lund, Keller, Senf samt Signore Ferreri med Datter, og Signora Butti med Døttere; jeg faaer dennegang neppe Tid til [at] skrive nogle Ord til Lund, men med det første skal De begge see og høre mere fra Deres hengivne Kruse.
Jeg haaber at Langberg har afgiort vort Mellemværende, NB. hvis han er arriveret fra Neapel.
