Livorno d. 14de Juni 1842.
Det bliver nok det sidste Brev jeg skriver dig til fra Livorno, skiønt vi først reiser herfra Løverdag, dog jeg tør ikke skrive for ofte, og for langt, jeg husker kuns altfor grant, at man sagde mig i Kiøbenhavn at du havde vist et Brev fra mig til Mathia, med de Ord: og det skal man altsammen plages med at læse, dog det er en gammel Historie, men den giør mig engstelig skiønt du har forsikkret mig paa at det ikke var sandt; dog hvordan nu alt og er, saa beder jeg for Gudskyld ikke lade mine Breve ligge og flagre omkring, saa nogen af de nyskierige kunne læse dem. Brend dem saa hellere udlæste og sig mig jeg maa ikke skrive saa langt; ak man maa jo venne sig til saa meget; hvor dann jeg er tilmode ved ikke at see dig meere, derom kan du intet Begreb giøre dig, du som er saa munter, og saa glad; hvert Øieblik kommer Taarene mig i Øinene, og da jeg Idag saa Bienaimé, var jeg ganske bevæget, han havde jo seet dig senere end jeg, i et Caffé, og meget munter, oh Gud være lovet; – jeg tænker saa tidt paa hvor vred du kunde blive over min Fleben, som du kaldte det, og jeg giør vold paa mig, men det hjelper ikke, jeg er endnu blødere her end i Rom, her kan jeg jo nu slet ikke see dig, værken skiendende, eller mild, god og elskelig, som du ofte kunde være, med det Engle udtryk, ak gierne jeg dog var blevet lidt længere i Rom; hvem ved om du ikke var fulgt med os, jeg er nu meget engstelig og forknyt ved Reisen, dog naar du blodt skriver mig lidt kierligt, saa vil det væl trøste mig men du er saa knap med kierlige Ord, saaledes var det ikke da sidst du modelerte mig, dog det er nu væl glemt x. –
Tænk Zeutens vare taget til St: Cloud med den DampVogn, som forgik, og heldigvis bleve de forsinkede, for at gaae tilbage med det til Paris, ellers havde de alle funden Døden der. – Fra Stampe og Børnene i Danmark skal jeg hilse saa kierligt, de glæde sig meget til at see Dem i Danmark, De mener at Thorv: ikke kan have hierte at lade os reise allene, her i Livorno er alt ved det gamle, Badene fortreffelige, og skulle De kunde komme hertil før Fregatten, saa vilde Badene vist giøre Dem godt, og den stærke Hede i Rom undveg De da og; Christian og hans Kone glæde sig meget til at see Dem i deres Huus;
Hvad giør de danske? Holbeck lovede mig at holde mig en Dagbog over hvad De giorde, og hvordan De havde det, Gudhielpe mig om jeg ingen bedre havde, huusk ham dog paa at skrive men du selv ak er du da ganske kold og ligegyldig skriv dog for Gudskyld, skriv, og langt, hvad giør det dog dig, om du et par timer om Aftenen anvender til at skrive[.] Bild dig ind det er Visitter som du dog altid har Tid til at gaae omkring med; lad mig vide om du har taget et Bad, og faaet Benene i Orden? og om du i det heele har det godt, nu har du da lagt uldtrøierne da det vist er meget varm i Rom – men saa maae du for Gudskyld tage de Bomulds paae, de passer dog godt ? alle siger at man med linned Skiorter paa den bare Krop uhyre let kan forkiøles her hvor man sveder saa meget[.] Arbeider du endnu paa Grazierne? lad mig endelig vide naar de ere ferdig, og om du lader dem støbe eller strax hugge efter det første Exemplar? – og overhovedet hvad du alt sammen giør hver den aller minste ting er jeg begierlig efter at vide, nu begynder du nok snart at modellere frue Busch for jeg saae nok hvor flitig og hvor inderlig du rystede hendes Haand, og moderen havde nok ret med at sige: han kan saamen ikke modstaae, det er jeg vis paae, hun er ogsaa en Minister Kone, og smuk! Gud hvor jeg længes efter Brev f[ra] dig, du kan slet ikke giøre dig noget Begreb om hvor jeg savner dig, og sandt at sige, jeg er alt ganske syg, og angsten at jeg skal blive det ganske, paa Reisen og min kiere Børn forladt, og allene blandt fremmede, giør mig endnu daarligere, du maae for Gudskyld skrive flitig og kierlig, hvis jeg ikke skal døe fra Eder alle sammen, hils Colb, den rare Colb, som har ret været net og tienstagtig mod os heele Tiden vi vare i Rom, give jeg blodt kunde tiene ham engang igien ? hvad giøre vore landsmænd ? seer de dem imellem ? Giør de et lille partie Lotto om Aftenen ? Giør Holbeck, og Bravo, sig dygtig vigtig ved pakningen, eller har De selv begyndt at tage dem af Tingen ? er den lille dreng og Pige sendt med i terracotta ? og den itueslaaede Mand, af samme Frise ? Alexandertaaget blev der væl neppe raad til at sende med, skiønt jeg saa meget ønskede den den der stod paa deres lille Vandhuus, kunde de gierne give mig ? hvis ikke, saa er de maaskee saa god at besørge mig en Afstøbning, lige som de Træskoe, [De] fik og sendte med Fregatten NB; som Deres Gods, ellers bliver den mig for dyr naar jeg selv skal betale Fragt Kan du let Læse mine Breve eller skal jeg beflite mig at skrive dem lidt tydeligere ? Svar endelig herpaa Jeg har ikke lukket et Øie i Natt, og medecineres i dag [,] dog for Savn findeer [findes der?] ingen Medecin[,] det bliver nok bedre; men De kan troe trøst kan jeg trænge til, og det paaligger jeg Dem, ikke at forsømme, for Gudskyld, skriv flitig, send det her til min Broder, som best ved hvor det træffer os, og spøg ikke med det, thi naar jeg er død af Sorg saa vil de dog fortryde det.
lev saa lykkelig, som det ønskes af din Christine.
[i margen side 1:] Lad mig dog vide om det glæder dig at see Brevet fra mig.
