SKAAL
For
ALBERT THORVALDSEN
ved Clio-Festen
d. 28 October 1819.
af
Jens Baggesen.
Den store Genius ei døer,
Skiøndt ofte Jorden den forlader,
Den aabenbarer sig, som før,
Endnu for Slægtens Myriader;
Og stundom seer man doppelt skiøn
Med Krands om Tinding evig grøn
I Kunstens alleryngste Søn
Den allerældste Kunstens Fader.
Ved Verdens største Malers Død
Vel Farvebilledkunsten døde;
Men Rafael igien blev fød
I Stubs nys svundne Morgenrøde;
Og, Held os! end i Morgenglands,
I alle Farvers Trylledands
Paa Veien til Apelles’s Krands
En Eckersberg endnu vi møde.
Og Digtekunsten ei sov hen,
Af den fik Verden endnu meere:
Homer gik i Virgil igien,
Virgil i Dante, han i fleere –
Vi andre Digtre, store, smaa,
Hvoraf tolv fiorten nu, som saa,
Paa hver af hine største gaae,
Hvert Efteraar paa ny florere.
Men, hvad i Marmor evigt staaer,
Derpaa man sieldnere mon støde –
Det er idag to tusind Aar,
At Phidias, den gamle, døde –
See, Clio smiler med Behag
Paa Danmarks Dronnings Fødselsdag
I vor Beundrings Vennelag
Ved Mandens pludselige Møde.